mikudagur 1. juli 1992síða 13

; SEN LN: Nr. 122 — 1. juli 1992 -Skipid Førovar sum eitt valdømi -Skulu landsins trupulleikar loysast, so má endi fáast á so- kallaða høvdingaspælinum í Føroyum. Tað at vinnulívs- maðurin og politikarin ofta er ein og sami maður kann vera sera óheppið fyri samfelagsins áhugamál. Tað einasta rætta er at gera alt Føroyar til eitt valdómi, soleiðis at politikarar- nir verða valdir uppá landspolitikk og ikki til at tæna bara sínum egnu áhugamálum. M.a. hetta sigur Anders Levinsen í ritgerð síni um Føroyar og kreppuna. Hann sigur: Lav valgloven om På Færøerne har man en valglov, der ligesom den danske valglov, hører til blandt verdens mest sym- patiske V alglove. En la ler tilgodeser de smá bygdesamfund, således at en lagtingskandida Torshavn skal bruge 2- 3000 stemmer for at opnå valg til Lagtinget, hvori mod lagtignskandidat i de mindste valgkredse kun skal bruge 2-300 stemmer for at opnå valg En konsekvens af denne sympatiske valglov er at de fleste politikere bliver valgt på løfter om at gøre en særlig indsats for deres lokalområde, og det er der for såvidt intet galt i. Pro- blemet er blot at politiker- ne føler sig bundet så stærkt til deres lokalom- råde, at lagtinget reelt er ude af stand til at føre en konstruktiv, langsigtet og koordineret landspolitik. Eksemplerne på hvorledes politikerne har brugt »skøjte« henover fiskeri- ets problemer burde ud- valget have anbefalet, at færingerne begyndte at producere kvalitet frem- for kvantitet. At man der- for var nødt til at tage de fleste trawlere ud af flåd- en og erstatte dem med moderne linefartgjer og andre fartgjer. At fiskefa- brikkerne skulle omlægge deres produktion fra den billige fiskeblok til pro- duktion af færdigvarer og catering. Og at man skulle rive Fiskasela ned og op- bygge en ny salgsorgani- sation, der báde er fleksi- bel og dynamisk og som ikke skaber nogle institu- tionelle rammer som ger producenterne »dumme« i forhold til markedet. For det andet deler jeg ikke udvalgets tillid til de politiske lederes evner til at løse strukturkrisen ind- enfor fiskerierhvervet. Tværtimod. Som beskrev- et i afsnittene om fisker- flåden, fiskeindustrien, salgsorganisationen og fiskeopdrætten er samm- bygdamenningen som en hvid kanin de har hevet op af hatten i valgår rækker langt ud få eks- empler jeg har nævnt i op over ax gaven. Der er således utal- lige eksempler på hvorled- es landsstyret har udstedt opdrætskoncessioner deres lokale venner í valg ár, hvorledes politikerne har vedtaget bygdepro- jekter uden nogen form for overordnet planlæg- ning, og hvorledes politik- erne i tidens løb har ind- gået særlige underhånds- aftaler på tværs af parti- skel, underhåndsaftaler af typen: »Hvis jeg stemmer for en tunnel hos dig, stemmer du for en bro hos mig«. Men det værste i denne sammenhæng er, at man på Færøerne, ligesom ind- enfor alle andre demokrat- iske samfund, naturligvis vælger de driftige person- er til de politiske tillidsre- præsentanter. Resultatet er som omtalt, at der er enfaldet imellem de polit- iske tillidsrepræsentanter og erhvervslivets ledelse så stort, at politikerne re- elt er ude af stand til at løse krisen. Historien om hvorledes den borgerlige erhvervskoalition i 1989 udskrev en ekstraregning på ca. 200 mio. kr. til de færøske skatteborgere, samtidig med at de pump- ede 150 mio. kr. ekstra i råfiskefonden og vedtog den stærkt omdiskuterede kvotelov på fiskefabrikk- erne er blot ét eksempel på hvorledes politikerne har kanaliseret penge fra skatteborgernes lommer over i deres egne virksom- heder i et desperat forsøg på at holde kunstigt liv i deres utidssvarende og overdimensionerede fore- tagender. Historierne om hvorledes de samme polit- ikere/erhvervsfolk har misbrugt ophugningsstøt- ten til egen fordel, om bankernes systematiske konkursbegæringer, om diverse tilskudsordninger m.v. er andre eksempler meget stort sammenfald imellen erhvervslivets ledelse og de politiske be slutningstagere, og det har en række heldig I k nse 18& ford itikerne naturligvis foretrækker løsninger der tilgodeser deres egne virk somheders kortsigted« interesser, fremfor at ved- tage mere langsigtede og perspektivrige løsninger der bygger på principper de ikke selv er i stand til at efterkomme bart. Skal man løse landets samfundsøkonomiske pro- blemer, må først komme spillet til livs, og det kræver i mine øjne, at man gennemfører en ny valglov, som gør at polit- ikerne bliver valgt på der- es landspolitikk, fremfor deres løfter og evner til at opnå lån i bankerne, med det formål at skabe aktivi- tet i en bestemt bygd/ kommune. Konkret tror umiddel- man altså høvdinge- på hvorledes landets høv- dinge har fået lagt et ef- fektivt dræn i den slunkne landskasse. De mange ekstraregn- inger som er blevet gen- nemført på De rådgivende udvalgs anbefalinger er altså hovedsageligt blevet brugt til at holde kunstigt liv i et utidssvarende fis- kerierhverv. I mine øjne er Det rådgivende udvalg derfor både blinde og naive når de i deres rede- gørelser fokuserer så en- sidigt på traditionelle keynsianske kriseløs- ningsmodeller. — Man kan ikke løse landets sam- fundsøkonomiske prob- lemer med mindre man forstår problemerne i rela- tion til en politiske krise og strukturproblemerne indenfor fiskerierhveret. Færøerne opnår derfor aldrig nævneværdige re- sultater, hvis man blindt følger Det rådgivende ud- valgs kortsigtede og util- strækkelige kriseløsnings- modeller. Síða 13 Ca p. r Ji lagt 3 € 6 K nmul er og sálede man i forbindelse med lag tingsvalg betragter Færø erne som 1 samlet kreds En sådan kommun sammenlægning omlægning af valgloven vil endvidere bidrage til at færingerne fár opdateret deres »mentale landkort« Sandoyingerne ville eks- empelvis blive tvunget til at tænke på Sandoy som et sammenhængende om- råde, fremfor et splittet ø- samfund, der gennemskæres af de histo- riske go sociale konflikter imellem de gamle fra Sand, nybyggerne fra Skopun og de små bygder på øens østlige del. — Og og en ning og en ændring ai valgloven vil have kata- strofal betydning for de mindste bygder Som jeg har beskrevet i Færøerne 1990 har fæ- ringerne altid haft en sær- lig tilknytning til livet i de små bygdesamfund. Bygderne repræsenterer nogle særlige værdier i det færøske samfund, som færinger altid til sætte pris på: Menneskene — havet — fjeldene. Ligeså længe der er færinger til, vil der derfor altid være k ø K Mer I ære rt t g ind € i 1 ndret karak ve ITGEIT nene og lerne und andet sammen sáledes ai mellem de lor e bygder og områd Jevet mindre. Bygd erne har derfor fået en funktiol de havde lor bare 10ag end 15-20 år siden. Bygderne er idag et sted hvor r godt at »kommer fordi der er hav og fjelde lige uden for døren. Men man er ikke nødvendigvis nødt at leve hele sit liv i den samme bygd, selvom det naturligvis har sine be- hagelige fordele. Idag kan man udmærket bo i en bygd og pendle til og fra arbejde i en anden bygd. bo, fordi mar hinanden ved« og Danmark eigur at lata Førovum Marshallhjålp Strukturtrupulleikarnir i føroysku fiskivinnuni er so mikid størir, at besti måtin at koma å føtur aftur, er at byrja heilt av nýggjum. Danmark eigur at lata Føroyum Marshallhjálp av ti slagnum, sum Føroyar fingu i 50-unum og sum legði grundarlagið undir nytimans fiskivinnuni. Hetta sigur Anders Levinsen í eini av niðurstóðum sínum í ritgerðini um Føroyar. Hann sigur: Den nye Marshall- hjælp Man løser selvfølgelig ikke fiskeriets fundamen- tale problemer ved kun at ændre det politiske sy- stem. Men ændrer man systemet, kan man skabe en tro på at Færøerne fremover bliver i stand til at føre en langsigtet regio- nal og økonomisk politik og at den lille milliard Danmark skyder i Færøer- ne om året, går i de rette lommer. Løser færingerne deres politiske problemer, mener jeg derfor at Dan- mark må vise færingerne tillid og gøre en ekstra indsats for at landet kan få løst strukturkrisen r