fríggjadagur 18. februar 1994síða 18

Síða 18 Nr. 34 — 18. FEBRUAR 1994 Lise Lyck, búskaparfróðingur: Tíðindablaðið Danski staturin ábyrgd av peningapolitikkinum -Det overordnede pengepolitiske område og valutaspørgsmålet ligger alene hos den danske stat. Hetta sigur danski búskaparfróðingur og lektari vid handilsháskúlan í Keypmannhavn, Lise Lyck, sum júst hevur vitjað í Fóroyum. Tíðindablaðið Sosialurin fer í komandi blødunum at prenta fyrilesturin hon helt í Nóatúni í vikuni. 1. Indledning Hvad skal der ske, nár en bank i et moderne samfund kommer i vanskeligheder? Skal den fort- sætte eller gå konkurs? Det spørgsmål er som bekendt ble- vet interessant at drøfte i det danske rige fra midten af 1980'erne som følge af de hyp- pige problemer med bankkriser Denne artikel giver i afsnit 2 et overblik over, hvad økono- misk teori har at sige om denne problemstilling, som i fagsprog betegnes „lender of last resort“ problematikken. I afsnit 3 føl- ger en diskussion af specielle færøske forhold i relation til „lender of last resort“ proble- matikken. Afsnit 4 behandler dansk lovgivning. forvaltning og praksis på området, mens afsnit S giver et overblik over de kon- krete bankkriser i Danmark i de senere år og deres behand- ling samt over de væsentligste fusioner. Grønlands forhold be- handles kort i afsnit 6 med hen- blik på en perspektivering til ud- viklingen på Færøerne. Afsnit 7 behandler bankkrisen på Fæ- røerne, som den har udviklet sig siden Finanstilsynets besøg i Sjóvinnubankin 6. oktober 1992 I afsnit 8 præsenteres en inter- esseanalyse, som redegør for de involverede interesser i den fæ røske bankkrise i oktober 1992 Artiklen afsluttes i afsnit 9 med en vurdering af den hidtidige behandling af den færøske bankkrise og perspektiverne for den kommende tid både for Fæ røerne og for „lender of last re sort“ problematikke i hele det danske rige Det konkludere it behand lingen af den færøske bankkri se har været anderledes, end hvis det havde været en krise en regional bank i Danmark Dette findes problematisk, når det overordnede pengepolitiske område ikke er et hjemmesty reanliggender men et rigsanlig gende. Endelig konkluderes, at såfremt Færøerne skal have en realistisk mulighed for at over- vinde den økonomiske krise, vil en anden behandling af bank krisen end den igangsatte være påkrævet 2. Økonomisk teori om »lender of last resort" problematikken „Lender of last resort" funktio- nen vedrører spørgsmålet, om en bank skal kunne gå konkurs eller om — og i givet fald under hvilke betingelser — staten skal intervenere og forhindre en konkurs Udgangspunktet er en vurde ring af, hvor meget penge ad- skiller sig fra almindelige varer, og en vurdering af konsekven- serne for økonomien som hel- hed, dvs. de eksterne virknin- ger på den øvrige økonomi af, at en enhed, der handler med penge og finansielle fordringer, går konkurs. Sagt på en anden måde: en vurdering af, hvor mange negative effekter og hvor stor ødelæggelse en finansiel konkurs vil forvolde på ellers sunde erhvervsaktiviteter og på samfundsøkonomien som hel- hed. Penge fungerer som bytte- middel, som regneenhed og som formuegode. Både byttemiddel- og formuegode funktionen er snævert knyttet til tilliden til pengesystemet og til oprethol- delse af pengenes værdi. Der bør således ikke være risiko for betydeligere tab ved at bruge penge i almindelige handeler eller ved at placere sin formue i penge og finansielle fordringer De fleste lande har en diver sificeret økonomi, dvs. der pro- duceres mange forskellige typer af varer og tjenesteydelser, så- ledes at de reale markeder er langt mere opdelte produkt mæssigt end de monetære mar- keder. Det betyder, at en æn- dring i en enkelt vareprodukti- on kun har en begrænset indfly- delse på pengenes værdi og på tilliden til pengesystemet. Sam- tidig betyder en finansiel krise og konkurs meget, da usikker- heden til den finansielle fordrin- ger mærkes i alle de reale pro- duktioner Det er i den slags diversifice rede økonomier teorien om „lender of last resort“ er udvik let. Historisk set introduceres problematikken af Henry Thornton i 1802. Hans syns punkt var, at formuerne burde bevares. Derfor burde staten el ler centralbanken gribe ind og sikre solvente men illikvide ban ker ved en kapitaltilførsel. Tan kegangen, men udvidet til uden rigsrelationer blev fortsat i 1873 af Walter Bagehot i forbindelse med en vurdering af Bank of England's samfundsmæssige opgaver. Han fastslår: „Very large loans at very high rates are the best remedy for the worst malady of the money mar- ket when a foreign drain is ad- ded to a domestic drain" (Lom- bard street p. 51) I vor tid er diskussionen om nødvendigheden af statslig/cen- tralbankmæssig regulering og intervention fortsat, men ud fra flere forskellige begrundelser En begrundelse er en opfattel- se af, at et ureguleret marked ville føre til en uhæmmet kon kurrence mellem bankerne, som ville tilskynde bankerne til at tage overdrevne risici eller også til indgåelse af aftaler til mind- Lise Lyck, búskaparfréðingur hevur sett liv í aftur orðaskiftið í Føroyum um bankakreppuna og stóðuna annars. Mynd kalmar skelse af konkurrencen, hvilket kan opfattes som en slags mar kedsmagt domine lering (Revell). Ft andet afgø rende teorielement. der også ofte indgår i problematikken spørgsmålet om asymmetrisk in t ret scivregu formation, hvor det betones, at brugerne af en bank — og i rela tion til formuebetragtninger især indskyderne — nok kan se at bankerne er forskellige, men ikke har mulighed for at kvali- tetsvurdere bankerne. En man- glende regulering af de enkelte banker, hvor bankerne kan spe- cialisere sig, uden at lovgivnin gen stiller specielle krav, kan også skabe mulighed for, at gode, veldrevne banker kan ska- des ved eksistensen af dårlige banker, hvorved samfundet kan få betydelige vanskeligheder ved at fungere, idet banksyste- met som sådan rammes ved en enkelt bankkonkurs. (Bernan ke's opfattelse af banksystemets betydning for „the smooth op- eration of economy”) Over for disse synspunkter om reguleringens nødvendighed står ideerne om, at banksyste met skal være i en konkurrence situation for at opnå en effektiv allokering i et samfund og for at undgå moral hasard, dvs. at der spekuleres i, at staten/central banken vil intervenere og red de bankerne (von Havek Dowd Den gamle tankegang fra Thornton og Bagehot om. at il likvide. men solvente banker skal fortsætte edman og Swarz. De fremhæ ver, at der ikke skal være andre støtteinstrumenter som f.eks. en indskydergaranti, da det vil svække tilliden til. at en likvidi tetsmæssig støtte rent faktisk vil blive ydet ved en eventuel bank- krise. I øvrigt lægger de en stor del af ansvaret for finansiel sta bilitet på staten og de øverste pengepolitiske myndigheder Deres synspunkt kan sammen- fattes i følgende citat: „A real financial crisis occurs only when authorities are unschooled in the practices that preclude such a development and when the private sector has reason to doubt the dependability gf the preventive arrangements“ Melt zer ligger pá linie med disse synspunkter men lægger særlig vægt på, at ikke solvente, illi kvide banker skal gá konkurs for at fremme en bankadfærd, der ikke tager overdrevne risi eføres af Fri høvudsvinni krov frå Drigið verður millum spøtink ; Eykaspælið heldur fram. Øll eru vælkomin GJÁAR SAMKOMUHÚS GOTT BINGO verður í Pálsstovu sunnudagin 20. februar kl. 16.00 — Nógvir góðir vinningar, so sum 10 gåvukort á 500 kr., ræst kjøt og mangt ; annað | 45 vinningará tasedk ci Et helt nyt synspunkt kom- mer ind i debatten i 80'erne, nemlig at også insolvente ban- ker skal hindres i at gå konkurs Goodhart, som fra 1985 har væ- ret en kraftig fortaler for dette synspunkt, begrunder dette med, at det er umuligt i løbet af de få dage, der er til rådighed til at træffe beslutning, om en bank skal fortsætte eller gå konkurs, på kompetent og realistisk vis at opgøre aktivernes værdi og der- med at udtale sig om en bank er solvent eller ej. Med andre ord sondringen mellem illikviditet og solvens/insolvens er en myte Solow har argumenteret for en vis sondring mellem små og store banker i forbindelse med „lender of last resort“ proble- matikken. Han hævder, at store banker, selv om de måtte være insolvente, ikke bør kunne gå konkurs, da det vil svække det finansielle systemt troværdighed uoverskueligt Ovennævnte teoretiske over vejelser i økonomisk teori i for hold til „lender of last resort“ problematikken er søgt anskue liggjort i figur I - urin er eitt. jógv. - | |