mikudagur 8. juni 1994síða 16

Síða 16 Nr. 106 — 8. JUNI 1994 OM VI PIVER eller synger, sá lever vi i uder, hvor verdenssamfundet lægger mærke til, hvordan stater- ne behandler befolkninger, områder, mindretal og kulturer, som de har underlagt sig eller taget ansvar for. Vi ser det overalt i Europa. Det bliver noteret i rigernes karakterbog, hvis de tramper på mindretal. Stater, der hovmodigt håner den stolthed, som mind- retallene og de små befolkninger nærer for deres historie, sprog, way of life og håb om fremtiden, nyder med rette ringe respekt. Respekt står der der- imod om stater, der lader mindretal og selvstyrende områder blomstre og udvikle sig på egne betingelser. Den slags stater har der aldrig været mange af i Europa, men Norden har i tiden efter 2. verdenskrig tilnærmet sig en selvstyremodel, som især har været afprøvet inden for Det Danske Rige gennem »moderlandets« konstitutionelle og praktisk- politiske forbindelser til Færøerne og Grønland. Modellen har bl.a. udmærket sig ved en betydelig grad af reel selvbestemmelse og en god portion pragmatisme. DEN DANSKE hjemmestyremodel, der med rette er blevet beundret internationalt, er nu í store vanske- ligheder. Som Lise Lyck uden omsvøb påpeger i dette nummer, er Færøerne inden for et par år blevet hjemsøgt af en økonomisk og samfundsmæssig krise af rene østeuropæiske dimensioner. Håbet er væk, tilliden til de færøske politikere er undergravet, landet går til i gæld, og store dele af den ungdom, der skulle sikre fremtiden, udvandrer. En hel nation står over for valget mellem livslangt gældsslaveri eller eksil. At det kan forekomme i Norden er skræmmende. Rivegildet er i gang både på Færøerne og i Danmark, og det vil fortsætte en rum tid endnu. Danske politik- ere er sure. Offentligheden er træt af flere bulletiner om nye milliardoverførsler til de vindblæste nordatlantiske øer. Kan de ikke styre sig selv og holde hus med deres økonomiske midler, må de ryge eller rejse. Og vil de ikke forlade Riget, må de finde sig i, at hjemmestyret bliver sat under syddansk ad- ministration, dvs. i praksis ophævet. Det er vist nok en træffende karakteristik af den brede danske holdning. Men det er en farlig holdning, og den er uværdig for Danmark. SELVFØLGELIG SKAL DER ryddes op i Færøernes interne misregimente. Færingerne må selv gå i spidsen og sikre sig, at man ikke igen lader stå ul. Men der skal også kastes lys over de konstitutionelle uklarheder i forbindelserne mellem Riget og Færøerne, så at ingen kan være i tvivl om, hvem der har ansvar for hvad. Det har der hidtil været, og her må Danmark påtage sig en del af skylden. Så er det i grundet lige meget, om man i den bedste mening har villet give plads for fleksibilitet og sund pragmatisme. Færøerne må holdes økonomisk flydende. Det inde- bærer at regningerne bliver betalt — af danske skatteydere. Hvem skulle ellers gøre det? Men det ville være udansk og unordisk at stille ydmygende betingelser eller sparke til nogen, der ligger ned. Det betyder især, at gæld som Færøerne og de færøske familier aldrig har udsigt til at kunne indfri, må afskrives. Hvad er der opnået ved at lade færingerne hænge på en gæld, der medfører, at de aldrig rigtig kan komme i gang med at genrejse deres samfund, og som vil gøre dem til evige klienter i København? FÆRØERNE ER IKKE et almindelig dansk amt. Det er en nation med sin egen kultur og historie, og der er ingen repræsentative færøsk folkeforsamling, der nogen sinde har bedt Danmark om at komme. Men Danmark er kommet — or mange hundrede år siden. Danmark har derfor også et ansvar for, at Færøerne får chance for at starte på en frisk. De tusinder af færinger, som nu prøver at slå sig igennem i Danmark, skal være lige så velkomne som alle andre danske borgere, også til at blive og opbygge et Jiv her. Men det er på Færøerne, der er brug for dem, eller burde være det. Det Danske Riges anseelse og evne til at tale med vægt i internationale forsamlinger står på spil. hed Tíðindablaðið (SHU Bladid Nord Revv: Danmark må avskriva føroyska skuld: Eisini danir åbyrgd av at Føroyar kunnu byrja av nýggjum -Færøerne má holdes økonomisk flydende. Det indebærer at regningerne bliver betalt - af danske skatteydere. Hvem skulle ellers gøre det? Men det vil være udansk og unordisk at stille ydmygende betingelser eller sparke til nogen, der ligger ned. Det betyder, at gæld som Færøerne og de færøske familier aldrig har udsigt til at kunne indri, må afskrives skrivar danska blaðið “Nord Revy” í síni síðstu útgávu og blaðið spyr í oddagrein: -Hvad er der opnået ved at lade færingerne hænge pá en gæld, der medfører, at de aldrig rigtig kan komme i gang med at genrejse deres samfund, og som vil gøre dem til evige klienter i København? Blaðið skrivar, at eisini Danmark hevur ábyrgd av, at Føroyar kunnu byrja av nýggjum - eitt nú við at avskriva skuld. Vit prenta oddagreinina í blaðnum umframt eina drúgva grein, sum Lise Lyck, biiskaparfrødingur á Handilsháskúlanum i Keypmannahavn hevur skrivað og latið Sosialin- um. Lise Lyck, sum vitjaði í Føroyum herfyri og sum hevur brúkt nógv av síni tid til at granska orsøk- irnar til kreppuna í Før- oyum og avleiðingarnar av henni sigur við Sosialin, at hon vónar, at greinin í Nord Revy - nú prentað í Sosialinum - kann vera tíkin við í komandi samráðingum millum Danmark og Føroyar um endurskodan av avtalunum. Greinin hjå Lise Lyck er sera upplýsandi, og ti halda vit, at at hon kann vera eitt gott íkast til føroyingar eisini um allan spurningin viðvíkjandi føroysku kreppuni. 1. Introduktion Dette er en dybt alvorlig artikel. Den omhandler Færøernes udvikling fra et velfærdssamfund til et sam- fund i dyb økonomisk og politisk krise og nu præget af stærke opløsningsten- denser. En udvikling inden for ca. 10 år, som siden 1992 er ved at udarte sig til en ren tragedie. At et nordisk samfund skulle kunne komme ud i så dyb en økonomisk og polit- isk krise, som det er tilfæld- et for Færøerne, og at et nordisk samfund skulle ud- vise egentlige opløsnings- tendenser, ville være en u- tænkelig tanke blot for nogle år side. Og at det bare sker, uden at der gribes Lise Lyck, búskaparfréðingur vónar, at grein hennara í Nord Rewy - og nå prentað í Sosialinum kann vera eitt gott íkast í komandi samráðingar millum føroyingar og danir um at endurskoða avtalurnar landanna millum. effektivt ind fra politisk an- svarligt hold, ja det fore- kommer helt ufatteligt og stridende báde mod sund fornuft og nordisk selvfor- ståelse, tankegang og prak- sis. 2. Det færøske samfund, kort karakteristik Færøerne er et øsamfund med en stolt historie og mange traditioner, der stad- ig holdes i hævd. I slutning- en af 1980'erne boede der ca. 48.000 personer på de 18 øer, overvejende færing- er, dvs. befolkningen udgør ca. 1/100 af befolkningen i Danmark. Landbrugsjord- en er aldrig blevet udskift- et. Bygdesamfund og et stort antal kommuner af varierende størrelse karak- teriserer samfundet. Polit- ikeme har ikke bare den lovgivende magt, men i betydeligt omfang også den udøvende magt. Landsstyr- et har fungeret som et kollegiestyre, og den polit- iske stabilitet har været stor. Økonomien er en mono- økonomi, overvejende af- hængig af fiskeriet. Brutto- nationalindkomsten pr. indbygger var på højde med niveauet i Danmark, infra- strukturen veludviklet, ud- dannelsesniveauet højt, og der var fuld beskæftigelse. I ydre sammenhænge præ- senteredes Færøerne som „small is beautiful«. Fær- øerne har hverken været medlem af EFTA eller af EU. I indre anliggender dominerede den koopera- tive model og stærke er- hvervsinteresser relateret til fiskeriet. Færingerne har ikke offi- cielt opfattet sig som et oprindeligt folk, men som et selvstændigt nordisk folk med forskellig opfattelse af det ønskelige i at være en del af det danske rige. 3. Færøernes forfatnings- mæssige stilling At spørgsmålet om Færøer- nes forfatningsmæssige