fríggjadagur 8. juli 1994síða 14

Leygardagurin var merkisdagur á Sandi. minnisvarða til minnis um henda megnar mentanarmann. Minni Tá avdúkaðu ættarfólkini hjá Jóannesi í Króki ein svarðin varð reistur í Króki á Sandi. Tað var Anna Maria Krog, sála, sum setti pengar av í grunn til varðan og gav hann. Bróður hennara, Tummas Krog hevur gjørt uppskotið til minnisvarðan. Tað er Árni Ziska, sum hevur tilevnað hann úr gróti, sum er funnið í Sands haga. Leygardagin var so minnisvarðin avdúkaður á staðnum, har Jóannes vaks upp í Króki á Sandi. Tað var at besta veðri hend dagin, og nógv fi ílk varð samankomið til hátíðarhaldið. Bergur Jacobsen, landsstýrismaður hevði leitað sær aftur til Sands at halda rødu. Tað eru nøkur ár síðani hann var prestur á Sandi. Eisini Tummas Krog helt rødu, har hann greiddi frá arbeiðinum at fáa reist varðan. Í sambandi við avdúkingina fluttu eisini Ólavur Clementsen fram róðu. Hann er eitt teirra, sum gjørt mest burtur úr at kanna Sands søgu. Jeg skal forsøke at fortelle lidt om den person — Jéannes í Króki — hvis minde vi alle vil bedre og er forsamlede om. Jeg vil fortelle lidt om de omstendigheter, som han blev født og opvokset under. I min fritid sysler jeg lidt med slektsforskning og lokal- historie og har mine notater opstillet en slektstavle, som de, der er interesseret, kan studere nærmere. Jéannes blev født — som han selv har skrevet i sine erindringer „Aar 1794 nat- ten mellem 4de og Ste Januari. Hans fader var Klæmint Ólasgn her fra Sand, og moderen var Sigga Jóannesdatter fra Vestmanna í Norðstreymoy. Barndoms- hjemmet - „í Króki", som lá bara 60m sydvestfor dette forsamlingshus, blev oprin- delig bygget af hans oldefar Simun omkring år 1695. Si- mon var yngste søn af præs- ten „Harra Klæmint”, som der er mange fortællinger om. Jóannes var yngst af tre sø- skende, og ved folket- ællingen pá Færgerne í 1801 finder vi ham som vist pá figur |. Dengang boede der godt 5200 mennisker pá Fæ- røerne, og bygden Sand med sine 168 indbyggere var den neststørste bygd på Fæ- røerne. Bare Tórshavn med 550 og Hvalba på Supuroy med 208 indbyggere var større. Foreldrene var i be- siddelse af en del ejendoms- jord, så økonomisk var forholdini så nogenlunde. f 1799 var bygden Sand udsat for en stor søulykke. To ottemandsfarer havde væ- ret i Suduroy for at købe grindehvalkød, men på tilba- gevejen kom storm, og den ene båd forliste med mand og mus. 9 af bygdens arbejds- dygtige mænd omkom, så hvert tredie hus i bygden mis- tet forsørger eller søn. Blandt Minnisvarðin lýsir nakrar høvudstættir í lívi Jóannesar: ein opin bók, ein hond við fjødurpenni, ein fjallstavur, ein haki, ein varði og aks. de omkomne var syssel- manden på Sandoy (distrik- tets øvrighed). Ens død en andens brø” er et ordsprog, som nu gik i opfyldelse, thi nu blev faren til Jóannes — Klæmint í Króki — udnævnt til sysselmand. Årsagen til, at netop han blev valgt, har helst været, at Klæmint f Kréki var en af de få, ja måske den eneste for- uden præsten, som kunnu kunsten at skrive mere end sit eget navn. Denne udnævnelse fik den allerstørste betydning for sønnen Jóannes, og han skri- ver i sine erindringer: „Min Fader blev anbefalet at for- rette Sysselmandsembedet i Sandøe Syssel, som han med Ære forestod i ti Aar, fra 1800 til 1810, i hvilken Tiid jeg ogsaa lerde at skrive, idet jeg stod for bordet, da min Fa- der sad og skrev, og det var kun min Skolegang”. I 1807 fik hans ældre bro- der, Oli, en kongsgård i fæ- ste. Det var Uttastovugarður í Trødum. Han blev således en af de store bønder i byg- den, og da Jóannes havde fået prestens hånd på hovedet blev konfirmeret — flyttet han til brorens bondegård og blev hans fårehyrde. Fremtiden så nu lys ud, men lykken kan vende sig brat, og det gjorde den for Jóannes og hans fa- milie. Hans far måtte ta af- sked som sysselmand i 1810, Ólavur Clementsen, ségumaður av Sandi helt rødu og broderen mistet sit kongs- fæste í 1813. Da flyttet Jóannes tilbage til sine for- ældre, men í 1814 blev han igen fárehyrde, denne gang hos nabobonden i Trødum, og arbejdet som fårehyrde havde han så længe som hel- bredet tillod. Som fårehyrde har han også været dygti. Da han begyndte, var fårene så vilde, at store dele af dem ikke havde været i nogen rætt eller fårefold i mands minde, men efter nogle år fik han alle fårene spage. I de ledige stunder øvede han sig i skrive og regne- kunsten. Han skriver bla.: „1813 forlod jeg Haugen og forblev hos mine forældre i et Aar, i hvilken Tid jeg øvede mig i Regnekonsten og Tømmerværk, at skiære og sye færøiske Klæder har jeg vel nummet tilforn”. Jéannes havde en fætter, Jåkup, som var et år ældre. De var barndoms og ung- domsvenner, og Jóannes skri- ver om, da tyfus raserede bygden vinteren 1817-18: »Ikkun tre Mandspersiner døde her i byen hvor iblandt var min ungdoms kammerat Jacob Joensen Aaergaard, som vi med hverandre i de ledige timer delede hinanden kundskab i skrivning og regnekonst". I 1817 var den danske præst, botaniker og biolog H.C. Lyngby pá Færgerne for at undersøge tang og andre planter, men her på øerne kom han i kontakt med den færøske dans og kvadkultur, som han blev helt betaget af. Han fik nogle kvadopskrifter med sig til Danmark og viste dem for professor Miiller. Denne skrev så til pastor Schrøter på Supuroy og til provst Hentze på Sand om at få flere kvadopskrifter til- sendt. Hentze kendte selvfølgelig Jéannes og hans evner og skrivefærdigheder, og sætter ham i gang med at skrive ned. Resultatet blev, at provsten i 1819 kunde sende en sam- ling på 18 kvad og viser til professor Miiller, sum Jéannes havde skrevet. Dette 2> Aviikingin av minnsvarðanum gjørdist ein sonn hugnaløtu fyri sandsfólk 4 - æ mm > #1 Á mm OP OD De DA Á PP Ds OA GO GE eo DRED ED BGP SØ, #0 uu É be FÁ be AP LA AA AA A