fríggjadagur 8. juli 1994síða 15

Tíðindablaðið [ sosíalurin ) Nr. 128 — 8. JULI 1994 Síða 15 Ð. var ligesom starten pá hans livsværk som kvadopskriver. I 1821 blev Jóannes ansat som provstens „skriver- dreng", og dette hverv havde han, til Hentze afgik som provst í 1829. Omtrent samtidig begyn- der han at skrive sit eget kvadsavn. Han skriver selv, at dette kom i stand af flere grunde. Flere havde anmo- det om at få kvadopskrifter bl.a. provst Hentze, handels- forvalter Jákup Nolsøe og amtsskriver Jens Davidsen. Derfor begyndte han at samle kvad fra hele sysselet. Han sendte opskrifterne til dem, som havde bedt om dem, men han skrev dem alle også ned i sin kvadbog. En anden årsag var, at han vilde vise kommende > generationer, hvilke kvad hans generation brugte, thi han var bange for, at de gamle kvad vilde gå i glemselen.. Hav var meget produktiv de to årene fra for- året 1821 til foråret 1823, og skrev da 78 kvad og viser i bogen med mere end 8700 vers. Den 2. december 1823 blev Jóannes gift med Anna Katrina Mikkjalsdatter i Skåla undir Reynum, og da flyttet han ind til sine sviger- forældre. Nu blev Jóannes fa- milieforsørger (de fik 5 børn), så omstendighederne til det skriftlige arbejde blev dårligere, men i årene 1824- 1831 skrev han dog 12 kvad og viser i sin bog, så det sam- lede antal kvad og viser blev 90 på 10000 vers. Hans helbred var ikke godt. Da tyfusepedemien raserede i 1817-18 blev han alvorlig syg og var sengelig- gende i mere end 4 måneder, og helt rask belv han ikke før end på efteråret 1820. De første 10 år i ægteskabet var tilstanden upåklagelig, men i 1833 blev han alvorlig syg | igen. Han skriver: # Á „Jeg var stædt í udmarken for at røgt Søid, og paa Hiemveien ved klokken seks følte ieg mig meget mat, og en liden Pine oven paa Pan- den. Jeg følede derpaa og for- nam en Klump som en erte, og ieg havde da kun en halv Mil at gaae til Hus, og der jeg var hiemkommen da var bylden saa stoer som et Høn- seæg, og ved Klokken ti var den som en fuldkommen Mands Næve, og den paafølgende Morgen slap ieg ikke under nogen Hue. Da blev ieg i tre Uger haardelig plaget, Forstanden gik nesten. Provst Hentze besaa den og ansaa den for et dø- deligt bræk. Efter tre ugers- tid, brød den ud, hvor der udflød over en Pot forbrændt Blod, som havde saadean Hede, at naar Haanden kom der over varmedes den som af Ild, men Gud vere ævig æret, som formedelst Præ- stens Haand og gode Raad lod det blive heelt igien efter et halvt Aars-tid, men ieg tabte dengang Hukommelsen og tankekræfterne svækkedes mege”. Hvor objektiv denne for- klaring er kan nok diskuteres, men hans helbred svækkedes så meget, at han var nødt til at slutte som fårehyrde, lige- ledes måtte hann slutte med bådefiskeri, som han også havde taget del i. Så nogen- lunde klarede han at arbejde på jorden indengårds, men for at få det til at strække til økonomisk så syede han også færøske klæder og arbejdede som tømmermand. I 1835 blev han bedt om at ta sig af tiendeindsamlingen. Han skulde tage imod tienden og dele den mellem præst, sysselmand og kirkeværge. Som løn fik han 1/10 af tienden. I 1838 blev han ud- nævnt til skydsskaffer. I 1839 blev nuværende kirke her på Sand bygget, og Jéannes blev sat til at have kontrol med pligtarbejdet på kirken, ligeledes med dens vedligeholdelse fremover. Det blev også pålagt ham at have kontrol med andre fæl- les pligtarbejder i bygden. Alle de citater, som jeg har læst, er fra hans erindringer. Han begyndte nemlig som ganske ung at skrive ned ån- delige salmer og viser. Blandt disse er viser, som han har dikdtet om alle lutherske præste på Færøerne, ligele- des en vise om den danske kongerække og om begiven- heder i hans tid. Han har sam- let disse notater i en bog, og de sidste 60 sider i bogen omfatter hans erindringer ummas Krog flytur fram rødu Denne bog blev i 1924 købt af Landsbiblioteket, som har den i sin varetægt. Der er mange interessante oplysninger i hans erindrin- ger. Han skriver bl.a. hvor meget, der blev høstet be- stemte år, hvor stort både- fiskeriet var, hvor mange får blev slagtet o.s.v. Han har været meget godt orienteret om det, der skete ude i verden — uden tvivl har han fået læsestof, aviser o.l. fra presten. Ligeledes har han sine anmærkninger til det, som sker i hands tid. Om Treårskrigen 1848-50 skriver han, at han tvivler ikke på, at Vorherre er på danskernes side imod tyskerne. Dengang var kongelig monopolhandel på Færøerne, og der var dem, som arbejdede intenst for at få den afskaffet. Dette syn- test han ikke var ret. Han skriver: „Der raades om ved komminal Udkast on Anleg af nye Veje saavel de forrige at reparere hvilket tenkes at være at istandsette ved nye handels indbringel- ser, samt at raade om Ind- hegninger af Udmarkerne, hvilket alt at afgiøres fra Rigsdagen. De gode Herrer mene vel at setta Færøe på bere Føder, ne ieg tror, at Færøe bliver Færøe, og at Indbyggerne selv binde Riis til egen Rumpe”. Arbejdet som skydsskaffer og tiendeindsamler udførte han så længe, som kræfterne tillod. Da han som gammel mand sagde dette arbejde fra sig, sendte han sysselmanden dette lille vers: »Alderdoms Skrøbelighed bød mig at lægge ned denne Tjensvillighed; derpaa jeg takker nu Tiden lakker jeg ønsker Eder Fred”. Jóannes í Króki døde 27. ok- tober 1869, næsten 76 ár gammel. Han har skrevet sit navn i Færøernes historie som vor største kvadopskriver, og at han er kendt langt ud over landets grænser, er de mange fornemme gæster, som her er forsamlede, bevis på. Vi, som er født og opvokst her på Sand, er også stolte over, at vores bygd har fostret denne Bergur Jac Millum tey mongu, sum vórðu komin at lýða á var eisini Jógvan Adolf Johannesen, tingmaður Familjan varð væl umboðað henda dagin mand. Det er ogsá í taknemme- lighed til ham og hans livs- gerning, at en af hans slægt- ninge, Maria Krog, í sit te- stamente afsatte midler til at rejse ham en mindesten på stedet, hvor hans vugge stod. Hendes bror murermester Tummas Krog har med ildhu gjort hendes vilje til virke- lighed, men det skal vi høre mere om på lørdag, når mindestenen blir officielt af- sløret. Takk for opmerksomheden obsen, landsstýrismaður flytur fram réðu Á » i mynidr Oskar Oskarson