týsdagur 12. juli 1994síða 16

Síða 16 Nr. 130 — 12. JULI 1994 Tíðindablaðið Fseslaturin | Oplevelser ved et fugle- bjerg pá Færgerne Vit prenta her grein, sum Henrik Vang Christensen hevur skrivað. Hann ferðast í hesum døgum runt Fóroya land og ringmerkir fuglar. Pá vej ud til fuglebjerget Det er lidt over spisetid en tidlig augustaftan pá Fæ- røerne. Den lille fiskerbåd hæver sig støt og roligt op over de store dønninger, der kommer rullende ind fra vest og bøjer af ved Sandoys syd- spids, efter at haae haft frit løb i hundredevis af kilome- ter over Nordatlanten. Et held, at vit kun skal seljai øens læside. Sandoy's sydøstlige for- bjerge hæver sig 200 meter lodret op af havet. Rundt omkring på vandet ligger hundredevis af lunder, som enten letter eller forsvinder i dybet, efterhånden som bå- den kæmper sig frem mod strømmen. Nogle havheste — vi dan- skere kalder dem malle- mukker — følger båden på tæt hold i deres evindelige gli- deflugt helt nede over vando- verfladen. Inde langs fjeldet ligger topskarver og tejster. Bjarki Magnussen frå Húsavik står i det lille styre- hus og passer roret, og snak- ken går livligt på færøsk mel- lem Bjarki, hans far, Mag- nus Magnussen, Delmar Ja- cobsen, Fridi Hansen, Frid- finn Jacobsen, Sjårdur Nols- øe og dennes søn Oli. De er taget afsted for at transportere to forventningsfulde, danske fuleringsmærkere, Niels Ul- rich og mig, ud til bygdens — eller rettere „deres“ — lunde- land, hvor der yngler mange lunder. Vi formoder, at det også yngler små stormsvaler — færingernes „drunnhvíti“ — i lundelandet. Dem vil vi for- søge at fange med net i nat- tens løb. Takket være Jens-Kjeld på Nólsoy og disse hjælpsomme færinger kan vi se frem til en stor oplevelse. Lundelandet ligger tyve minutters sejlads fra bygden, og det er placeret i den kæm- pemæssige ur, der ligger ned- enfor den 300 meter høje fjeldvæg. Området, der lig- ger ca. 50 meter over havo- verfladen, er på størrelse med en fodboldbane. Overalt lig- ger der store klippeblokke, spredt tilfældigt ud, og på de højeste steder er der muld- jord, hvorpå der vokser kraf- tigt grønt græs. Da vi nærmer os klippes- kærene, ser vi flere sæler, og da vi lægger til for at blive sat i land, sidder der top- skarver helt nede ved van- det. De lader sig først styrte på hovedet i vandet, da vi kommer meget tæt på. Delmar springer i land, kun iført tykke udlsokker for at kunne stå fast på de glatte klipper, der er helt grønne af alger og tang. På grund af dønningerne kan vi ikke lægge helt ind til klipperne, så vi må springe den sidte meter i det rette øjeblik, når båden er oppe på en bølge. Nedenunder kan vi se flere meter ned i det krystaklare vand, hvor me- terlange tangplanter bølger frem og tilbage i strømmen. Efter at hava fået to ryg- sække, en kasse med bånd- afspiller og et bundt træ- stokke til nettene smidt i land, kravler Oli op ad en lodret, fem meter høj klippevæg. Herfra smider han et reb ned, som han hurtigt hejser vort grej op med. Herefter krav- ler vi op en ad gangen og med et reb om livet. Et minut senere er han nede ved vandet igen, og den ventende båd kommer ind til klippen, så hann kan springe ombord. Den ene af mænd- ende råber: „Vi kommer og henter jer i morgen tidlig! Hvis det blæser op, henier vi jer fra landsiden!” Vi kigger op. Det vil indebære, at vi skal op ad den næsten lo- drette, 300 meter høje klip- pevæg, hvor der efter sigende er et bestemt sted, hvor man kan gå. Hvis man er sted- kendt, forstås! Herefter tøffer båden afsted, og efter et par minut- ter er den ude af syne bag en nærliggende klippepynt. Aften sammen med lunderne Solen er nu ved at gå ned. Mod syd skimtes Stóra Dimum og Litla Dimun. Deres toppe er indhyllet i tåge. Der kommer en svag brise ind fra havet, og selv om det kun er 6-8 grader, fø- les det ikke koldt. Rundt om- kring os på jorden og på alle kæmpestenene sidder der lunder i hundredevis, og luften er konstant fyldt med fugle, der kommer ind fra havet med småfisk i næbbet. De lander for hurtigt at for- svinde ned til deres ventende unger i redehullerne i grøn- sværen eller i hulrummene mellem stenene. Hele tiden høres den »knurrende” lyd fra de un- derjordiske gange. En lyd, der mest af alt leder vore tan- ker hen på fjerne motorsave i plantagerne hjemme i Dan- mark. Over os høres det nær- mest „mjavende“ skrig fra et par almindelige kjover, kjógvum, der trækker ud over havet. Højt over os, på fjeldets klippehylder, sidder riderne og malllemukkerne med deres unger. På grund af højden ses de kun som lyse striber på hylderne. Vi står nogle minutter og nyder sceneriet. Vi undrer os over, hvor små vi egentlig er denne storslåede natur. Så sætter vi nettene op, finder os et passende sted ca. 50 meter væk og sætter os til at vente på, at det skal blive mørkt. Men næppe har vit fået sat os til rette med en kop kaffe fra termokanden, førend der sidder to lunder i nettene. Vi henter dem, ring- mærker dem og slipper dem løs igen. Så flyver der endnu en i, og således fortsætter det, indtil det er næsten mørkt. Vi når at ringmærke en halv snes lunder. Lunderne er nogle utroligt flotte fugle med deres ejen- dommelige næb og helt orangeben, men såvel det kraftige næb som de spidse kløer er voldsomme våben mod sarte menneskehænder. Pludseligt går lunderne til ro. En efter en forsvinder de ned i hullerne i uren, og der bliver stille i kolonien. Kun nogle højtflyvende malle- mukker og den sagt bræncing nedenfor høres. Natten er stormsvalernes En time før midnat beslutter vi os for at sætte bånd- afspilleren med stormsvale- stemmer igang. Der er aldrig før blevet fanget stormsvaler på denne del af øen, så det er med en vis spænding, vi går natten i møde. Selv om det nok er sandsynligt, at de yng- ler her i lundelandet, er vi alligevel lidt skeptiske. I det mindste håber vi at kunne lokke nogle af stormsvalerne, der flyver forbi ude over ha- vet, ind til os ved hjælp af båndet. Vi bliver imidlertid hurtig klar over, at vi befinder os midt i en koloni af små stormsvaler. Næppe er den monotome summen fra høj- taleren begyndt, før den før- ste hænger i nettet. I den før- ste halve time går der nogle i med jævne mellemrum, men så går det stærkt! Nattehim- len bliver fyldt med fugle! Når vi ser op mod himlen, kan man se stormsvalerne flagre omkring, ligesom fla- germusene hjemme i Dan- mark. Nogle landet på jorden og forsvinder mellem ste- nene, og vi kan høre dem un- der os. De næste fem timer er vi fuldt optaget af at tage fugle ud af nettene, sætte ring på og slippe dem fri igen. Efter midnat bliver det helt mørkt, og vi fanger mange stormsvaler! Til vor store overraskelse fanger vi også to store storm- svaler, som på færøsk hed- der „havtyrðil“. Arten er el- lers kun med sikkerhed fun- det ynglende på to lokalite- ter på Færøerne, på Mykines og på Mykinesh6lmi. Det eneste, stormsvalerne har til fælles med svalerne, er deres enestående flyve- evner. Stormsvale-familien hører til stormfuglene, hvor- til også skráperne, og mallemukkerne hører. Den lille stormsvale er 16 cm lang, og den vingefang er 38 em. Den store stormsvale er 21 cm lang, og dens vinge- fang er 47 cm. Fjerdragten er næsten helt sort, bortset far et lysende hvidt feldt pá overgumpen. Benene er for- holdsvis lange, og de har svømmehud mellem tæerne. Vi hører også almindelige skråper, „skrápar“". De yng- ler altså også her. De flyver rundt over os og nede over havet. I de tre mørkeste ti- mer hører vi deres næsten uhyggelige, klagende høje skrig og andre „klukkende“ lyde, som giver genlyd mel- lem klipperne. Vi hører et sus gennem luften, og et af nettene hænger faretruende lavt. En skråpe er gået i. Det lykkes at få fat i den, før den slipper ud af nettet ved egen hjælp. Nettet er slet ikke be- regnet til at fange så store fugle. Også skråperne lever en li- det kendt tilværelse langt ude på havet. Den kommer kun til land i yngletiden, og vinterkvarteret ligger for- mentlig i den sydlige del af Atlanterhavet ud for Syd- amerikas kyster, hvor den le- ver af blæksprutter, fisk, krebsdyr og plankton. Skrå- pen er op til 38 cm lang, og dens vingefang kan blive op til 89 cm. Fuglens overside er sort-brun, og undersiden er helt hvid. Den har — lige- som de andre stormfugle — en meget veludviklet lugte- sans i overnæbbets to store rørformede næsebor, der er fyldt op med lugtevæv. Lugtesansen sætter den istaud til at finde frem til hav- områder med mange føde- emner og til at finde sit rede- hul i kolonien. Efter klokken tre begyn- der det at lysne, og klokken fire er de sidste storsvaler væk. På samme tid begynder lunderne at komme op fra hullerne, og de forsvinder ud over havet. Vi har i løbet af natten ring- mærket 357 små stormsvaler og aflæst ikke mindre end 7 med engelske ringe, 2 med norske ringe og 3 med dan- ske ringe. De sidste var ring- mærket af Jens-Kjeld nogle kilometer mod nord på øen N6lsoy, hvor verdens største koloni af ynglende små stormsvaler findes. Morgenen i lundelandet Først nu mærker vi sulten. Vi har slet ikke haft tid til at tænke på mad. Vi sætter os ned for at sætte den med- bragte mad til livs. Hænder og tøj er indsmurt i stinkende, olieagtigt tran, som storm- svalerne gylper op som et forsvarsmiddel, når man rø- rer ved dem. Men det gør man sig ingen tanker om, når man sidder med en så stor- slået udsigt foran sig. Luftrummet over os er igen fyldt op med lunder, der kom- mer målbevidst ind fra havet med næbbene fulde af fisk til ungerne. De lander uden tøven kun 20-30 meter fra os og forsvinder ned i hullerne. De har vænnet sig til vor til- stedeværelse. Stormsvalerne forunder- lige liv Nu ser eller hører vi ikke en eneste stormsvale eller skrápe. De er forsvundet ud pá havet, hvor de i løbet af de næste par dage vil nå vidt omkring i deres søgen efter føde, der består af krebsdyr og plankton i havoverfladen. De kommer kun ind til land om natten og kun i yngle- tiden. Selv om vi er i midten af august, er den lille stormsvale endu kun i det første stadium af dens ynglecyklus. Der ru- ges endnu på ægget, mens magen flyver ude over havet for at indsamle føde. Først ved udgangen af august og i september, udruges ungen. I oktober og november bliver den flyvefærdig, vover sig op af hullet og går på vingerne ud over det barske, storm- oprørte hav. Stormsvalerne tilbringer det næste halvår på havet ofte hundreder af kilometer fra land. Vinterkvarteret er i den sydlige del af Atlanterhavet i oceanet mellem Kap det gode