mikudagur 16. november 1994síða 12

Síða 12 Nr. 219—16. NOVEMBER 1994 Færinger, frænder og flygtninge Danski rithøvundin Palle Petersen hevdi mánadagin eina sera áhugaverda kronik í blaðnum Politiken, sum vit loyva okkum at endurprenta. AAA [ [AA AA AA AA AAA AAA PÅ ET verdenskort ligner de 18 'Fåre- øer' ikke andet end flueklatter, samlet er de ikke større end Lolland — men tæt på ser det ud som om Vor Herre — eller måske nærmere en af vikingernes bersærker — har moret sig med at strø nogle bjerge ud i havet. I alle tilfælde har de været beboet siden vikingetiden — men nu ser det ud som om folk flygter derfra. Fiskefor- retningen Færøerne er ved at lukke. Det regner i Torshavn, som sædvan- ligt, gråt og trist — men også mystisk og drømmeartigt ligger tågen langt ned over fjeldene som indkranser byen. Byen er som klistret op på de grønne klipper — en bizar blanding af gammel og high tech — og det gamle ligger bogstaveligt talt i skyggen af det nye. JEG BOR i William Heinesens hus, et idyllisk, lille, rødt træhus med græs på taget. Han hoede der som ung, og har sikkert haft udsigt over havnen. Men nu tårner moderne huse sig op — pá den ene side en bank, på den anden et diskotek, overfor er telefonhuset — og vá saden udenfor suser biler og busser forbi. Banken ved siden af er en af dem. der ikke er gået heit fallit, og diskote- ket larmer livligt i weekenden, der er stadig liv i Torshavn. William Heinesen rystede på hove- det over det nye bras, den gamle kæm- pe døde som 92-årig for kun et par år siden. Måske har hans forbandelse over udviklingen virket — for netop ved hans død begyndte den færøske krise for alvor. En eller anden stor magt lader vreden gå ud over de små Færø- er. ; Torshavn er en opkomling af en by, med sine kun 15.000 indbyggere er det verdens mindste hovedstad ikke større end Nykøbing - shinet op af de rigdom- me fiskeriet indbragte i 80erne. Mest villaer af beton, malet i alle mulige farver, som gør byen mere festlig end danske parcelhusbyer — og midt i det rodede nybyggeri ligger store grønne Af PALLE PETERSEN Færøerne kan ikke betale sig. Det kan små øer ikke, heller ikke i resten af Danmark. Forfatteren Palle Petersen fortæller om krisen på Færøerne og flugten fra de små atlanter} ausder. omráder, hvor heste gár pá græs. Tors- havn har en provinciel charme - nár man da ellers kan se den for tågen. Men husene er købt for dyrt. Et hus, der i Københavns omegn koster 700.000 kroner, koster på Færøerne det dobbelte. Det er dyrt at bygge på klippegrund, alt byggemate- riale skal fragtes 1400 kilometer fra Danmark. I de gode tider blev priserne skruet op til det uhyrlige af spekulanterne og de kontante færinger blev vænnet til at låne, og så gik det endnu stærkere. Ballonen revnede en sort september- dag i 1992. Færøerne burde været erklæret bankerot, men det kunne den danske stat ikke tillade — hellere låne dem nogle milliarder. så udlandet ikke blev urolig. Det førte til omkring 8000 tvangs- auktioner, højere skatter, mindre løn, fabrikker lukkede, trawlere kom på tvangsauktion og blev solgt til konkur- renterne i udlandet. De to mest moder- ne, med færøsk højteknologi, er netop solgt til New Zealand — og oveni kom- mer så massearbejdsløshed på 20-25 procent. Færingerne er vant til at overleve i en barsk natur og med voldsom mod- gang. De har før været ude i kriser, men dengang havde de købt og betalt huse og skibe kontant. Det var bare at vente og ride stormen af. Denne gang har de lånt penge, gælden trækker dem i afgrunden som en møllesten … Det spinkle sociale system kan ikke klare presset, understøttelse og bi- stand er minimal og bortfalder efter et par år. Færingerne er nødt til at flygte for at overleve. VI ER fem millioner i Danmark, Færø- erne har 44.000 indbyggere, over hun- drede gange færre. 2-3000 er ud- vandret, især til Danmark, siden 1992. Det svarer til, at samtlige Danmarks 350.000 arbejdsløse udvandrede til Tyskland. Det ville løse vort mest ømtålelige økonomiske problem, det havde fået arbejdsløshedskurven til at knække med et lodret fald mod nul. Politisk er der nok nogle, som kunne finde det ideelt at eksportere arbejdsløse- men menneskeligt er det naturligvis en ka- tastrofe. Danskerne ville se familie og venner forsvinde ud i det blå. Det ville nok udløse et ramaskrig. Det er det skrig, vi hører fra Færøer- ne. Samfundet går i opløsning. Naboen forsvinder, fisken forsvinder, servicen forringes, arbejdet forsvinder, skat og moms stiger, og nu har de færøske politikere bestemt, at lønnen skal skæres ned ved lov med 12 procent i 1995 og med yderligere otte procent i 1996. Den nedtur kan godt tage modet fra selv det stædigste og stolteste folk. Hvad ville danskere sige til den heste- kur? Færingerne siger forbavsende lidt. De skammer sig over, at det kom så vidt, at de mistede kontrollen. FÆRØERNE var før 1970 tilbage- stående i forhold til Danmark, ligesom Grønland. Levestandarden var dårlig, isolationen af de små øer deroppe i Atlanten var knugende — men sådan havde det jo altid været. De fleste danskere kender oprøret i Klaksvig i 50erne. Færingerne ville styre sig selv, det fik de stort set lov til, og det gik fint. Fiskeriet toppede, alle lande var vil- lige til at yde lån til investeringer, færingerne havde en voldsom vækst, og var en tid Europas rigeste land. De havde flest både og biler. Vejnettet blev forbedret, og det er der nu mange danskere, der bebrejder dem som vild luksus. — Men herre gud, vi danskere har brugt hundrede år til at bygge vores vejnet, så alle vore byer var forbundet — selv de mindste landsdele har snart motorveje. Færøerne har kun brugt ti år til udbygning af vejnettet. Naturligvis er det dyrere at bygge veje på bjerge, og det kan være nødvendigt at sprænge en tunnel igennem. Men det er ikke andet end tosporede veje med auto- værn, som skal hindre, at man styrter i aførunden. Det er ikke andet. end Tidinda hvad der er ganske almindeligt i Nor- ge. Hvorfor skal færingerne ikke have lov til at kunne køre til hinanden. Det må vel kaldes en menneskeret i det moderne samfund, vi lever i? Mange danskere tror også, at de har bygget luksushuse. I det klima kan man ikke fortsat bo i utætte træhuse på græstørvsstadiet. Naturligvis er der luksushuse, men de fleste boliger er ikke bedre end dem, de fleste danskere bor i - hovedparten minder mere om et godt dansk fritidshus. - Andet er det ikke. Færingerne har selv betalt veje og huse, de danske kreditforeninger over- vurderede dem — og sådan blev færin- gerne urimeligt hårdt gældsat. Det var et stort matadorspil med Nykredit, Den Danske Bank og uden- landske banker som mere end villige långivere — for bankerne vidste, at skulle det kollapse, så måtte den danske stat stå bag. DET ER svært at forstå for færinger- ne, at alt det de har bygget op, pludse- lig ikke er noget værd. På en enkelt septemberdag i 1992 mistede færin- gerne tre milliarder kroner — for dan- skerne ville det have svaret til 300 milliarder. Færøerne var med et slag bankerot. Men de fik ikke lov til at erklære sig bankerot — de fik lov til at låne af den danske stat, så gælden vokser stadig. Hovedårsagen til krisen er, at færin- gerne i så høj grad satsede på fiskene — men hvad skulle de ellers satse på? Nedgangen i fiskebestanden er et af naturens luner. som de må acceptere. - Fiskene kommer igen om tyve år, at vente, især for de unge. I gamle dage måtte man bruge alle muligheder for at overleve, når fiskeri- et svigtede, så var der fuglefangst og fáreavl. Men det kan slet ikke betale -