týsdagur 29. november 1994síða 13

T íðindablaðið (51); For en dansk tilskuer tegner aktórerne í den offentlige debat på Færøerne desværre alt for ofte et skævt billede af de faktiske forhold. Man er ikke så nøjeregnende med kendsgerninger, men kaster sig skab ud i rakter af med stor liden- noget, der har ka- polemik, vareta- gelse af politiske interesser og ikke mindst kritik af Danmark og danskere. Det er formentlig også sjovere, men ikke særlig hjælpsomt. Følgende ulfælde skal nævnes: 1. Det hævdes, at støtten til bankerne er kommet kre- ditorerne til gode. Her tæn- kes vel sagtens mest på dan- ske banker, der havde udlån til de to store færøske ban- ker eller på anden måde var engageret i det færøske banksystem. Kan man vin- de gehør for denne påstand, vil man med større vægt kunne argumentere for, at Danmark skal e sig en del af ansvaret for de 2 1/2 mia. kr., der blev brugt ved redningen af bankerne. ville formentlig Den alternative løsning have været konkurs, som af mange på Færøerne er den foretrukne form for kunne muli Å oprydning. Der så tænkes andre men under- skuddene var en realitet og kunne ikke trylles væk ved nok så raffinerede metoder. Sandheden er, at ved en konkurs ville det færøske samfund være kommet til at bære stort set samme byrde, blot fordelt på en anden må- de. Og de videregående virkninger ville have været katastrofale. Dadet gik galt for Sjóvin- nubankin, havde banken et samlet indlån på 2 1/2 mia. kr., dvs. et meget stort be- løb. Men kun en mindre del heraf ville være blevet dæk - ket af Indskydergarantifon- den. Dette skyldes den aty- Richard Mikkelsen: Danski inn- satsurin solidariskur mótvegis føroyingum Formaðurin í Figgingargrunninum frå 1992, Richard Mikkelsen, ger her nakrar vidmerkingar nøkur av teimum kritisku sjónarmiðunum, sum i síðstuni hava verið førd fram í fjølmidlunum móti eitt nú bankasamanleggingini iske fordeling af indlån i ærøske pengeinstitutter karakteriseret ved store ind- lån, der gik ud over grænsen for ns refusion — med visse undtagelser 250.000 kr. pr. indskyder. Kunca. en tredjedel af indlånermassen ville være blevet dækket. Resten, 1 1/2 mia. kr. eller mere, ville være tabt, eller sagt mere præcist, måtte an- meldes som krav i konkurs- boet. De store tabere ville være kunder med opsparingsind- skud, bl.a. til betryggelse af alderdommen, mange store erhvervsvirksomheder, der ville fá et knæk, og ikke mindst Landskassen og of- fentlige fonde m.v., der havde endog meget store indskud. Endvidere ville Landskassens tab pá de tid- ligere sá genergst udstedte garantier for bankudlán uundgåeligt være blevet større ved en konkurs end ved en rolig afvikling. Det er rigtigt, at også udenlandske pengeinstitut- ter ville have tabt penge, men ikke fuldt ud svarende til deres tilgodehavender, da en del af kreditterne var sikret ved obligationsdepo- ter, etc. Gør man regnstykket op, ville Landsstyret have spa- ret de 650 mill. kr., der blev brugt ved de to første rekon- struktioner, og de 675 mill. kr., der anvendtes ved den sidste. Og Færøerne ville have fået en sum penge fra Indskydergarantifonden. Men heroverfor står de pri- vate indskyderes tab samt Landskassens tab som ind- skyder og garant, og disse tab kunne meget vel tilsam- men være løbet op i samme størrelsesorden, om end der ad åre ville have været mu- lighed for en vis konkursdi- vidende fra boet. Billedet er med andre ord langi mere nuanceret, end kritikerne gør det til. Situationen i > Føroya Banki var den samme hvad angår indlån m.v. Man skal endvidere være opmærk- som på, at var Sjóvinnu- bankin gået ned, ville der være opstået en tillidskrise til banksystemet, og det er helt urealistisk at forestille sig, at Føroya Banki havde haft kræfter til at fylde »hul- let« ud. Store dele af det færøske erhversliv ville ha- ve stået uden en bankfor- bindelse, dvs. uden at kunne finansiere driften, med alt hvad det havde indebåret af yderligere arbejdsløshed og dermed større sociale udgifterog manglende skat- teindtægter for Landskas- sen. Man kan derfor med fuld ret sige, at de afledede virkninger 2f en konkurs i Sjóvinnubankin havde væ- ret katastrofal. Aktiebyttet har været me- get kritiseret, men det mu- liggjorde en anderledes ro- lig strukturrationalisering inden for fiskeindustrien og fiskerierhvervet. Man glemmer, at dette var en vigtig begrundelse for Landsstyrets tilslutning, så- ledes som det fremgår af Landsstyrets pressemedde- lelse herom. Det er da også symptomatisk, at den kras- se kritik først fremkom må- neder efter, at ulykkerne for alvor ramlede ned over Færøerne. Endvidere bør man være opmærksom på forhisto- rien og lighedsprincipperne i denne sag. Fra dansk side måtte det i første omgang være betæn- keligtat deltage i en redning af Sjóvinnubankin ud fra det synspunkt, at det var en sag, som Landsstyret selv måtte tage sig af. Efter en vurdering af konsekvenser- ne gik regeringen dog med til den ordning, der fremgår af pressemedelelsen af 6. oktober 1992. De færøske forhandlere fik således ikke trukket no- get nedover hovedet. Frem- tvunget af omstændighe- derne fremkom de med et ønske om hjælp, og det blev opfyldt. Der blev hermed lagt en linie, som indebar offentlig støtte til den ene af de to sto- re banker, der begge var hårdt framt af nedturen i den færøske økonomi. Da den anden bank havde mindst lige så stor betyd- ning for erhvervsfinansie- ringen m.v., var det svært at afvise Den Danske Banks argument om, at der med denne støtte var skabt ulige vilkår for Føroya Banki. Det hører nu engang med i en retsstat, at lovgivningen og forvaltningen tilrette- lægges sådan, at nogenlun- de ensartede virksomheder — med streg under ensartet — får tilsvarende lige mulig- heder. Havde Føroya Banki haft færøsk aktiemajoritet, ville holdningen formentlig have været en anden. Nu var hovedaktionæren den rige onkel Joakim, og for ham gælder der åbenbart andre regler. At kreditekspansionen på Færøerne var for kraftig í de gode år er en kendt sag, og man hører nu påstande om, at Den Danske Bank skulle have et særligt ansvar for, at Føroya Banki, som det hed- der »kastede penge i nakken på folk«. Men det er nu først og fremmest låntagers an- svar ikke at gældsætte sig ud over, hvad han mener at kunne tilbagebetale. Og vælter konjunkturerne reg- nestykket, fordi forudsæt- ningerne var for optimistis- ke, kan man ikke uden vide- Nr. 228 — 29. NOVEMBER 1994 Síða 13 re overvælte ansvaret på banken, endsige dens hovedaktionær. I øvrigt var den anden bank hverken værre eller bedre i så hen- seende. 2. Føroya Fiskavirking har også været i søgelyset, men det er selvfølgelig ikke rigtigt, at kreditorerne søgte at mele deres egen kage el- ler gennemtvang en sane- ring byggende på kreditor- interesser. Kreditorerne har tværtimod tabt penge, man- ge penge endda, og de kapi- talproblemer, som Føroya Fiskavirking har at slås med, skal nok blive løst — ved kreditorernes hjælp. Det er i øvrigt sagkyndige færinger der styrer selska- bet, som er på vej til at blive et effektivt og slagkraftigt foretagende. Som en sidebemærking var det overraskende i Ber- lingske Tidende fra den 24. ds. at kunne læse, at den færøske fiskeindustri er konkurstruet. Udtalelsen, der er fremsat af en færøsk embedsmand, er ikke lige- frem fremmende for tilliden og må nærmest betegnes som uansvarlig. 3. Det er endlig ejendom- meligt at være vidne til, hvordan fiskeripolitikken vrides og vendes på en må- de, så færingerne ikke har lod og del i noget som helst. Alt er danskernes skyld, herunder den skrækkelige Finansieringsfond af 1992. Man tager sig til hovedet og spørger, hvor man vil hen med den slags kommenta- rer. Selvfølgelig ser Finan- sieringsfonden gerne en ef- fektiv fiskeripolitik, men det var Strukturudvalget med dets helt overvenjende færøske majoritet, der lagde op til, hvorden det skulle gøres. Det var herfra, at kvotesystemet blev blá- stemplet, og det var herfra, man lagde op til en sanering af fiskeriflåden ved »en ma- kanisme. hvor erhvervet selv indstiller sig efter res- sourcegrundlaget<. Realiteten er, at det er færinger, der regerer på dis- se som på andre områder, og man måa priori gå ud fra, atde ved, hvad det drejer sig om. 4. Til sidst dette: Den danske indsats er udtryk for solidaritet med Færøerne. Ingen tvivl om det. At man i forbindelse med de danske lån har drøftet opstramnin- ger af den ene og den anden art må for en sund bedøm- melse ses som en selvfølge- lighed. Målsætningen har været og er stadig på sigt at få genoprettet den færøske økonomi og styrket de fær- øske finanser, ikke at tilgo- dese snævre danske interes- ser, hvad de så end måtte være. Der er i vid udstrækning forståelse i Danmark for Færøernes gældsproblem og for den forfærdeligt store arbejdsløshed, men disse alvorlige spørgsmål bør dis- kuteres i deres egnen ret og på deres egne præmisser og ikke ved at dunke kredito- reme oven i hovedet. Er ak- tørerne i debatten sam- fundsforskere, økonomer eller andet godtfolk, må man kunne forvente et vis mindstemål af indsigt og saglighed. Ellers ender dis- kussionen med at blive snik-snak i andegården. København, den 28. november 1994 Richard Mikkelsen