mikudagur 30. november 1994síða 17

-—+ plader, endsige en bedre grammofon. Jo, jo, man er vel fra et hjem med kultur. Alt dette kunne jeg ikke fortælle de to unge, det var bare noget der rumsterede rundt i baghovedet på mig, for jeg følte, at jeg ikke var min opgave voksen, at nu havde jeg for alvor rodet mig ind i noget, jeg nok hel- lere skulle have holdt fin- grene fra, og ladt andre knap så toncdgve og mere kyndi- ge folk om. Og som altid, når jeg er trætog nervøs, snakkede jeg som et vandfald, mens min frakoblede hjerne registre- rede at scenen trængte til at blive fejet og var meget lidt hyggelig med en stabel skumgummimadrasser ba- gerst, intet bagtæppe, et skarpt grelt lys,og en sal, der rungede af dårlig akustik, en god sal til Bingo, til dans måske, men hvordan gøre en hyggelig café-stemning ud af et forsamlingshus, der var hundckoldt, det trak ind i nakken, der var bare alting i vejen, og mit mod sivede langsomt ud af mine ømme tæer. Men så kom Elisabeth Myllhamar som en storm- vind og tog affære, hun ken- der Ungmannahúsið ud og ind, hun er altid effektiv. Pludselig blev der bedre lys til scenen, en dør blev låst, så det ikke trak så meget. Mens hun fik en masse ting på plads, stod jeg bare og så ud ad vinduet, op på to sky- er, som langsomt var ved at smelte sammen, og tænkte på to af mine nærmeste, som jeg mistede alt for tid- ligt. Hjælp mig, hvordan klarer jeg dette her, hviske- de jeg, og så vidste jeg det, — det var mig det var galt med, jeg havde igen været for krævende. Hvem siger at al- ting skal være så perfekt, lad dog tingene glide som de kan bedst, så går det nok altsammen, og så syntes jeg, at jeg hørte min fars stemme — du skal ikke kig- ge op i skyerne efter hjælp, hjælpen er lige foran dine øjne, og du ved det godt. Så var mit anfald af mismod overstået. Da jeg spurgte de to unge, om de havde planer om at skulle hjem til Sand og spi- se aftensmad, svarede de, at de havde spist. Javel, ja! Man møder op i Skålavik allerede kl. 14.30 med en bil fuld af udstyr, og så har man allerede spist. Åh nej mine herrer, så meget forskel er der nu heller ikke på spise- vanerne, at jeg tror på, at man på Sand spiser nátturða kl. 14, grinede jeg, men hvis de ville blive og passe på huset, mens Elisabeth og Majbritt Lydersen og jeg skyndte os hjem og fik ct hurtigt brusebad og sørget lidt for hjemmefronten, så ville det være rart. Det ville de gerne, lovede de tjens- tvilligt, så mens Elisabeth strøg afsted i sin bil og skul- le nå sådan cirka 117 ærin- der på en halv time, for- svandt Majbritt den anden vej, med en fart, der er en Marathon-løber — værdig, blev de unge mennesker bænket i Ungmannahusets køkken, (ja, jeg vægrer mig ved at kalde dem drenge, jeg ved godt, at her siger man >drongur< om en ung mand, lige úl han bliver gift, men havde jeg i sin tid kaldt mine yngre brødre for drenge, da de var 15—16 år, så havde jeg nærmest ikke overlevet, og Tór Heðin har igvrigt sá voksen en med- fart, at ordet »drenge« slet ikke passer til dem) mens jeg hev et fad smørrebrød ud af køleskabet, et par Co- laer op af tasken, sludrede jeg om at jeg godt vidste, at det var anderledes musik folk i min alder syntes om, men om de kendte »Alexan- ders ragtime«, som de hav- de spillet i Utvarpid et par gange fomylig, var svaret ja, den kendte de da, fortalte jeg dem, at den melodi stammer fra en film, som hedder >Alexanders ragti- me Band«, at da jeg var 15 år i 1939 rendte min slyng- veninde og jeg i biografen og så den film fem gange, og at vi steppede, sang, hamrede og hakkede ryt- men >Come on and hear, come on and hear«, indtil vore forældre var ved at bli- ve vanvittige, skulle det kaldes musik? Akkurat de samme kom- mentarer, som de unge i dag må høre fra de ældre gener- ationer. Vi gamle har selv en god del af skylden for de kløfter, som kan opstå mellem de unge og os, hvis vi nægter at huske vores egen ungdom. Vi går stadig rundt med de unge mennes- ker vi var engang, inden i Nok om det, jeg kan mås- ke en anden gang få lejlig- hed til at udbrede mig mere om det emne, og ramme en pæl igennemdissc evindeli- ge bemærkninger om, at »sådan var vi skam ikke, da vi var unge.« Vrøvl og slud- der! Tilbage til Musik-caféen! Da Elisabeth, Majbritt og jeg kom til bage ul Ung- mannahuset, var scenen fe- jet og fin, der var trukket nogle forhæng for, så ma- drasserne var skjulte, belys- ningen i orden, musikken på plads og mikrofonen stil- kt op. De havde virkelig haft travlt, Hedin og Tór, og nu var der ikke mere sprog- forbistring cller genera- tionskløft. Det er nok ikke alminde- ligt, når man anmelder no- get, at fortælle hvad der foregik »bag kulisserne«, men det var Tór og Heðin der ligesom byggede den gode og positive stemning op, som kom tilat præge he- le aftenen. Jeg skal ikke ro- se mig af, at det var min lille snak om, at den, der ikke dørung, han bliver gammel, og at gamle mennesker er unge, som er blevet ældre, det var snarere det, at de to unge havde haft fred for mi- ne mange ord, en times tid. Efter koncerten med de tre unge violinspillere, sang Ingun Simonsen tre sange, en islandsk, som handlede om kærlighed, en dansk (på dansk) som handlede om en dreng som blev moppet i skolen, ingen kunne lide ham, han var tyk og fed og ucharmerende, nu meldes han faldet i 2. verdenskrig, og en af hans såkaldte skole- »kammerater« tænker tilba- ge på skoletiden og kommer tilden slutning, atden dreng meldte sig under Hitlers fa- ne og lod sig træne til dræ- bermaskine, som hævn for alt det, han havde lidt i sin skoletid, og nu er det for sent at gøre noget, for sent at vise ham lidt venlighed, for sent at vende sig mod pøbe- len, at tage den forsvarsløse i forsvar. Ingun sang til sidst en islandsk sang, som hun selv havde oversat til fæ- røsk, hvor er hun dygtig. Hun fortalte om de sange hun havde valgt og hvorfor. Sclvom Ingun slet ikke kende mig, og egentlig havde hørt meget lidtom le- gatet »Sandoyar Stein- kelda<, som musik-caféen skulle være en hyggelig start pá, sá viste hendes valg af sange, og den måde hun | introducerede dem på, at hun have forstået hvad det er, vi vil med »Sandoyar Stcinkelda«, og at hun var meget bedre til at udtrykke det, end jeg har kunnet gøre det, selvom jeg har brugt 1000 ord. Vi vil hjælpe der, hvor in- gen andre hjælper, vi vil gi- ve et skulderklap i stedet for at trække på skuldrene, ven- de ryggen til og have nok i vort eget. Tak! Ingun, fordi du med dinc sange, satte tingene på plads. Vi kender ham jo alle sammen, den grimme æl- ling, der skal kanøfles, fordi han er anderledes. Máske var det dig eller mig, der skulle kangfles, fordi vi var anderledes, eller var vi måske med til at ka- nøfle (moppe, tage afstand fra, forfølge) af angst for at være anderledes. Ja, Ingun Simonsen, jeg kan slet ikke blive færdig med dig, du gav os (cirka 40 folk) som var i »Keldan« i Skálavík den 14. juli, en lek- tion, sá at sige, í kærlighe- dens mange ansigter: den store kærlighed, nár man møder >den eneste ene.« Mangelen pá næstekærlig- hed, nár man lader sit eget lille ego blæse op til dimen- sioner, der slet ikke er belæg for, i stedet for at række en hjælpende hånd til et med- menneske i nød. Menneske- kærligheden som burde kunne forhindre krig, hær- værk, misbrug af andre mennesker, krigsforbrydel- ser, massedrab på sagesløse børn 0.s.v., 0.s.v., listen er lang. Og du gav mig en stjer- nestund (og dem samler jeg pá). Kunne jeg máske have ringet eller skrevet til Dor- the Michelsen eller Sanne Salomonsen, Anne Linnet, Jeanne Boel, »hør du, vi la- ver noget her i den anden ende af øen, som vi kalder musik-café, gider du lige komme og synge en sang, du får ingen hjælp, ingen in- struktion, ingen tilrettelæg- gelse, intet orkester, ingen festivitas, intet lys-show, ingen frisør eller sminkeda- me, og du får ikke en rød øre Nr. 229 — 30. NOVEMBER 1994 Síða 17 Tidindabladid [ sostalurin | for det. Deter muligt du kan få en håndfuld mennesker som publikum, og du må altså selv finde ud af, hvad du vil synge, for lige nu kan jeg altså ikke huske, hvad det er du plejer at synge, Jeg blander dig altid sammen med Lív Dam, men hun syn- ger jo børnesange — hvad synger du?«!!! Man kan sagtens forestille sig de forargede gisp, hvis jeg havde afleveret den sva- da til en Dorthe Michelsen eller Jeanne Boel. Det går jo ikke an at sige til en »Grand Damc« udi sang kunsten, at man ikke kan huske, hvad hun plejer at synge. Men det gik, for det skete i Føroyum, og herer ingen primadonna- nykker. Ingun svarede venligt og naturligt, at hun mest sang kærlighedssange, og det var så det. Og hun kom og hun sang! CLesarabrøv ) Mismunur i >Kveldlot<! Tá id dansur er í »Lotinum« um vikuskiftini, verður ofta stórur mismunur framdur av nøkrum ávísum fólkum, ið arbeiða har. Tað verður selt ov nógv alkohol til fólk, ið longu hava fingið ov nógv at drekka, áðrenn tey koma inn hagar. (Tað sær út sum, at tað bert verður hugsað um at fáa so nógv av peng- um í kassan sum gjørligt, og so til H.... við restini). Tá ið so hesi deyðadruknu fólk detta av, liggja tey ofta og sova við beinunum uppi á bordunuin, so at gløs fara í sor, og alt verður sum í ein- um svínastalli. Kontrollar- nir, og fólk, id arbeiða i barrini, koma síðan at koyra hesi fólk út. Men tá koma nakrir ávísir Argjamenn har og taka ræð- ið av kontrollunum og barrvørdinum, og siga: „Hann skal liggja her og sova, tí at hesin er ein av okkum.< Viðkomandi sleppur síðan at liggja og sova í friði og náðum. Ofta liggja hesi fólk eisini og spýggja alt út, og tað sum vern er; og hetta til stóran ampa fyri tey, sum koma í »Lotid« fyri at hugna sær, dansa, ella fåa sær eina kenning. Men følk, id ikki koma av Argjum, verða bein- anvegin koyrd út, um tey sovna. Tey liggja síðan mangan og rulla uttanfyri og enda kanska á sjónum niðri við bátabrúgvarnar. Sjálvsagt eiga hesi deyða- druknu fólk ikki at verða mvein út á gøtuna, men tit hava skyldu (í øllum fórum moralska skyldu) til at boða politinum frá so at tey kunnu verða tikin upp, áðr- Ofta verða ølgløs og sjussar, ið kosta nógvan pening, tikin av fólki, sum onki eigur í teimum. Tá ið viðkomandi, sum hevur mist eitt, ella ofta fleiri gløs á henda hátt, síðan fer yvir til barrina at gera vart við hetta óskil, fær ein mangan hetta svar: >Hann ella hon hevur líka góðan rætt til at vera her sum tú.< Tað kem- ur eisini fyri, at fólk undir 18 ár koma inn, og tað er heldur ikki loyvt á teimum stødum, har ið alkohol verður selt. Sjålvt um barr- verðurin ikki selur til hesi fólk undir 18 ár, ber væl til hjá teimum at biðja onkran annan keypa fyri seg. (Vón- andi verður hetta betur kannað av politinum). Til seinast ein áheitan til leiðaran av Kveldloti: Vónandi tekur hann hetta til eftirtektar, og fær skil á hesum trupulleikum, áðr- enn hann missir enn meira av kundum; tí tað er mark fyri, hvat fólk letur sær bjóða. Tað ber væl til at fáa skil á hesum, um hann bert hevur fólk, sum megnar at hava tamarhald á hesum trupulleikum, at arbeiða har. Tað ber ikki til at reka vinar- og kenningarpolitikk uttan at styggja nógv fólk burtur (hvat, ið longu er hent), av teirri grund, at áð- urnevndu fólk av Argjum dominera øllum, tá ið teir koma í >Lotið<. Tað er meira enn so komið fyri, at teir, tá ið teir koma har, seta seg at flenna at fólki, og genera tey út. Eisini eru nakrir av áður- nevndu trupulleikum gald- andi fyri hinar klubbarnar (til dømis, at skonkt verður til fólk, ið eru deyðadrukkin frammanundan). Eisini, at tey síðan verða tveitt út á getuna fyri vág og vind. Einaferð enn ein áheitan til allar barrvørdar og kon- trøllar í klubbunum og dansihølum: >Tveifið ikki hesi neyðars menniskju út á gøtuna, ti at ofta hava tit sjálvi selt teimum ov nógv alkohol Um tit hava nakra samvitsku, so eiga tit at syrgja fyri, at tey koma til hús, ella at tit fáa politiid at taka tey upp. Við at gera á henda hátt, kunnu tit møguliga Heilsan Ónegd fólk í >Lotinum=<. Kvinnuhúsið Ráðgevingin hjá Kvinnuhúsinum er opin hvenn hósdag frå kl. 19.00-21.00, inngongd hjá KFUM, Oman Pisuvarða 2, ella á tlf. 17200. Kvinnuhúsið er opið gerandisdagar frá kl. 14.30—16.30. Telefonin, 17200, svarar hvønn dag frå kl. 14.30—7.00 á morgni.