mikudagur 30. november 1994síða 16

Síða 16 Nr. 229 — 30. NOVEMBER 1994 Ruth Staff-Hansen ummælir: Musikcafé í Skálavík Talenterne blomstrer pá Sandoy skriv | tånleikatiltaki í Skálavík i fjør, sum hon og onnur skipaðu fyri. Tiltakið "Musik-café Tíðindablaðið CL ar Ruth Staff-Hansen í hesum ummælinum av einum varð hildið 14. juli í fjór í Kelduni í Skálavík. Við í tiltakinum vóru bæði ung og tilkomin. Í ummælinum veitir Ruth Staff-Hansen sandoyingum stóra tøkk fyri væleydnaða tiltakið og hon krógvar ikki, at hon hevur sera stóran tókka og virðing fyri oyggjafólkinum. (Vit skulu gera vart við, at blaðið hevur havt ummælið liggjandi í eina tíð, men vit sanna kortini orðafellið: Betri seint enn ongantíð, blaðm.) Nu hvor ferietiden er ved at ebbe ud og den store fest, Ólavsgkan er overstået, bli- ver der måske tid og kræfter til at tænke på andre tiltag. Jeg sky lder at fortælle læserne, hvordan det gik med vores lile eksperiment at holde Musik-café í Skåla- vik. Man har spurgt mig, hvad en Musik-café er, men nu, hvor to unge færinger star- ter en sådan i Aarhus, så bli- ver man nok efterhånden klar over det. De mennesker, som kom i Ungmannahúsið her den 14. juli og oplevede et par meget hyggelige timer, ved nu, hvad en Musik-café kan være, også selv om vi, der forestod den, absolut ikke er professionelle. Det synes derimod de optrædende at være, og det gjorde, at hele aftenen blev sådan en suc- ces, at der herskede sådan vidunderlig varm og positiv stemning fra først til sidst. Programmet startede med violinspil, en hel lille koncert, udført af uc smá piger her fra Skålavik, som spillede fint og flot, under ledelse af musiklærer Ole Jacob Gaard Hansen fra Sands Musikskole. Helt forbløffende, atdet kan lade sig gøre, på så vanskeligt et instrument og efter bare en sæson og med sá unge ele- ver.- 8 og 9 år gamle er He- lena Jensen, Linda Lyder- sen og Sólrun Olsen. Vi kan bare håbe, at dc vil fortsætte med at gå til spil, og at San- doy vil forstå at fastholde Ole Jacob Gaard Hansen ved Musikskolcn. Det der kendetegnede he- le aftenen var, at de men- nesker, som jeg have bedt om at medvirke, alle sam- men gjorde meget merc end jeg havde bedt dem om og at de alle havde forstået helt ind til marven, hvad det er vi vil med det nystiftede Le- gat. F.eks. spillede de tre pi- ger ikke ét, men hele fire vi- olin-stykker, en rigtig kon- cert, og hvor var de søde, som de stod der på scenen, ivrige efter at vise hvad de kunne, og jeg skal love for, at de kunne, endda efter ikke at have øvet siden før skolen fik sommerferie. Ole Jacob tog den lange vej fra Havn med flere ú- mers ventetid ved Gamle Rætt, for, midt i sin som- merferie at komme her og dirigere sine clever nogen få minutter. Han er foruden at være en gudbenådet læ- rer, også ct rart og varmt menneske. Der blev spillet en del Bånd-musik, som Elis Poulsen fra Sand havde samlet til mig. Elis, der vel nok har haft sin travleste sommer i sin tid i Utvarp Føroya, tog sig ud ul at hjælpe, og finde hvad jeg bad om, fra Utvarp Føroyas righoldige arkiver. Måske burde vi i sommer tale om Utvarp Sandoy, da det er Elis' og Martin Sø- mark's stemmer vi har hørt igen og igen, i så godt som alle programmer. Martin har trådt sinc bar- nesko her i Skálavík, og det var nok ikke bare lykken for en dreng, der ikke syntes at det lige var ham, at stå og sætte agn på og rede ud liner med gammelt og mere end halvråddent agn. Er der no- get der lugter værre end råd- den fisk, det skulle da lige være folk, som gør alt for tå- belig brug af Janteloven. Hør ham lørdag morgen. Det, Martin Sømark ikke ved om den musik, han præ- senterer sinc lyttere for, det er simpelthen ikke værd at vide. Hverken Martin eller Elis gør sig skyldig i at ef- terabe de ulidelige ameri- kanske — hurtig-snakkere, som harmonerer så elendigt med det færøske sprog. Jo, talenterne blomstrer pá San- doy. Men det er ikke god per- sonalepolitik at slide sine dygtige medarbejdere op. At Elis overhovedet har no- gen stemme tilbage,er utro- ligt, men hørte vi ham ikke nu igen til Sandoyar stævnet i Skopun, ligeså veloplagt som ul det første stævne — utroligt. Bånd-musikken blev sty- ret af to unge skoleelever fra Sand, Hcdin Johannesen og Tór Tungá og uden de to, havde jeg været helt fortabt. I løbet af nul komma fem fandt de ud af at være »pla- devendere«, og de støttede * og hjalp mig igennem hele programmet. De kom om eftermiddagen og stillede deresclekwoniske udstyr op og vi gennemgik musikken. Der var lidt sprogforbist- ring, og det var tydeligt, at det her var musik for mose- fund og ikke hvad de havde kunnet uænke sig at spille, og så skulle man vel også li- ge vænne sig tilat se mig, en gammel kone med to kryk- ker og en mere end krum ryg. Det var jo ikke lige en »go-go pige« man skulle samarbejde med. Jeg kan ikke læse folks tanker, men selv følte jeg en kløft åbne sig mellem os. Hele tiden sad det í bagho- vedet på mig, hvordan byg- ger man bro over det spand af år der er imellem 70 års alderen og tecnagere? To tidsaldre, faktisk to kulturer, de to unge høflige charmetrolde er jo vokset op med musik drønende ind og ud af ørcme, sá at sige døg- net rundt, de ved alt om hvad keyboard og synthesi- zere og elckiriske guitarer skal bruges til og hvordan. De kan knap nok fatte, at der har været en tid inden TV, uden LP, CD, MC, med en gammel »dampradio«, som kun måue tændes, når de voksne var inde, for det var en farlig tingest. På hylden under radioen stod nemlig et anodebatteri fyldt med syre, og ovenpådeten akkumula- tor. På et tidspunkt tiltuskede min far sig en gammel grammofon — sådan en rig- tig »His Master Voice« med en stor tragt, og det var en god handel, for der fulgte 2, siger og skriver to grammo- fonplader med, den ene var »Very, very welcome home Mr. Swenson«, den anden en vrøvle vise om: »Silde- mandens bil er dårlig, den hoster højst alvorlig.« Vi fik aldrig råd til at købe flere -3