leygardagur 24. mai 1997síða 18

Vikuskiftið Vikuskiftið Arbejdernes sammenhold og virke i Tvøroyri í 75 år af Vagn Vahlin I 1915 grundlagdes i Tvøroyri det arbejderforbund, Enigheden, hvis fortsættelse under navn af, Fylking, nu i flere generationer har betydet så meget for menigmand og sam- fund i Tvøroyri. Landsarkivar Jóannes Dalsgaard har læseværdigt og fagligt solidt skildret den historie i sin afhand- ling »Fylking, 75 år«, som han í dag, 24. maj 1997, i Nordens hus forsvarer for den første Ph.D.-grad aflagt på Færøerne. Vagn Wåhlin fra Århus universitet, docent og kyndig i færøske forhold anmelder her bogen. Fróðskaparsetur Feroya På vej hjem fra en doktor- afhandling ved Lunds uni- versitet i 1984 blev jeg for første gang klar over pla- nerne om at omdanne det ærværdige færøske aka- demi til et egentlig uni- versitet. Det har været mig en glæde og en ære såvel fra afstand som fra fløjen og mere centralt — fx i flere bedømmelsesudvalg — at følge den positive udvik- ling, som først planerne om og siden virkeliggørelsen af det nye universitet har gen- nemgået. De sidste 200 års europæiske erfaring har vist, at et selvstændigt uni- versitet har været og er en af de centrale faktorer i le- gemliggørelsen af en mo- derne nation. Om det er stort eller hille er af mindre vigtighed, blot det dér på videnskabelig forsvarlig vis forskes i, undervises i og formidles om nationens centrale kulturelle og natur- videnskabelige forhold, dvs. sprog, historie og folkelig kultur såvel som fin-kultur samt de særlige biologiske og naturmæssige forhold i området. Omvendt dette indudret- tede perspektiv er det også væsentligt, at et nyt og lille universitet har et udstrakt samarbejde med og er åbent over for nye strøm- ninger fra andre og større universiteter. Uden sådanne udadvendte perspektiver og handlingsmønstre i praksis vil det nye universitet ellers nemt forfalde til navle- beskuende selvtilstrække- lighed og i stedet for at være en blussende fakkel for oplysningens ånd blive en svagt ulmende og surtry- gende åndelig tørv på røg- stuens arne. At finde den rette afvejning af disse to dimensioner: den indadret- tede bidragyder til færøsk- hedens sunde fremme og den udadrettede modtager og omdanner af tidens for- nemste viden og mest levende åndelige strømnin- ger, — se det er et universi- tets rette, men også vanske- lige målsætning. Mange kan have forskellige menin- ger om målets opfyldelse og iværksættelse; men for mig er der ingen tvivl om, at Fróðskaparsetrið og dets le- delse har arbejdet og be- væget sig målbevidst og ad den rette vej. Det er et af universitets fornemste opgaver at mod- tage og lade bedømme og tildele universitetesverde- nens — højeste — grader, Ph.D.en og dr.phil.en. Der er defor en grund til at lyk- kegnske Fróðskaparsetur Føroya med, at dets første Ph.D. afhandling er et så fagligt solidt, omfattende (651 s.) og læseværdigt ar- bejde, som Jóannes Dals- gaards bog. 3 indehold Efter en 74 sider lang for- historie dækker den egent- lige gennemgang af arbej- derbevægelsens organisa- tion og virke i Tvøroyri fra ca. 1915 til 1950erne om kring 450 kildebelagte og velillustrerede sider efter fulgt af ca. 60 sider med hovedtræk af udviklingen i de sidste 40-50 år. Skildrin- gen er suppleret med mange og oversigtbare statistikker over lønforhold m.v., og det videnskabelige apparat ba- gest i bogen fylder ikki min- dre end 60 sider med re- gistre, noter, kildemateriale- fortegnelser etc. Den viden- skabelige grundighed har fået sit, men alligevel er ho- vedindtrykket, at det i bedste forstand er en folke- lig bog, skrevet om folket og læselig af folket, trods sit omfang. Med udgangspunkt i en medfølelse for og forståelse af almindelige menneskers ofte hårde og trange hver- dagsliv (fx s. 71.) skildrer forfatteren, hvorledes arbej- derne i og omkring den drif- tige by Tvøroyri organise- rede sig under Første Ver- denskrig — først i 1915 til forsvar af rimelige løn- og arbejdevilkår i sammenslut- ningen, »Enigheden« og se- nere fra 1920erne i tæt sam- virke med den politiske ar- bejderbevægelse. Navnet ændredes fra det danske »Enigheden« til det færøske »Fylking«, og arbejderbe- vægelsen engagerede sig fra o. 1930 i en række køopera- tive virksomheder, som is- værk, trawlerdrift og kul- mincdrift. 5 Kampen om pengelønnen Trods flere kampe derimod og bred opslutning blandt de arbejdende klasser måtte arbejderforeningen i Tvør- oyri helt ul 1933 acceptere, at lønnen ikki af redere, fa- briksejere og storkøbmænd blev udbetalt í kontanter, men i varer og efter opno- tering i bog. Dvs at arbej- deren ikki kunne handle ef- ter. hvor en given vare var billigst og ej heller kunne gennemskue om forholdet mellem den på bog indsatte løn og de udleverede varer var rimelig. Endelig betød dette, at arbejderen både di- rekte og inddirekte bidrog til kapitalejernes samlede likviditet — og dermed til disses forretningsrisiko — uden selv at få fordele deraf. Løsningen blev efter en sej modstand fra arbejdsgiver- ne, at lønningerne i mere end en menneskealder ud- betaltes via arbejderforenin- gens lønkontor. Kulminedrift Af de mange og spændende afsnit, fx om fiskeri og vil- kår under Anden Verdens- krig, vil jeg af tid- og plads- hensyn kun fremhæve det om kulbrydningen 1928- 1971 i Rangabotnen, s. 333- 415, 432-456, 508-14. At der har været udnyttelige kulforekomster på Færøer- ne og især på Suduroy har været kendt i hvert fald siden 1600-tallet og den ældre brydningsmetode er bl.a. vist på Borns kort fra 1791 (s. 337). Gentagne gange, bl.a. af amtmand Pløyen o. 1840 og under Første Verdenskrig har man søgt en mere systematisk kulbrydning, men uden større fremgang. Arbejds- løsheden sidst i 1920erne fik arbejderbevægelsen i Tvøroyri ul at tage sagen op både politisk i Lagtinget og via kontakter ul den danske arbejderbevægelse, Arbejdernes Kooperative Brændselsforretning i Kø- benhavn og Staunings rege- ring. Sidst i 1930erne kom produktionen rigtig i gang med såvel statsstøtte og pri- vate midler og kooperative bidrag, ligesom også de værdifulde lerforekomster blev inddraget. I 1939 brød man 5.411 tons kul. Arbejdet var slidsomt og selvom teknikken forbedre- des var arbejdsforholdene tunge og helbredsnedbry- dende — se fx foto s. 387 og de mange beretninger i teks- ten fra minearbejderne. I 1937 blev kulminearbejder- ne en særlig afdeling af »Fylking«, og minen var en af byens største arbejds- pladser i mange år. Alvor- lige problemer men Anden Verdenskrigs komme bragte det hidtidige kulfirma i dybe vanskeligheder. Der- efter overtog arbejderbevæ- gelsen med Arbeiðsmanna Kolavirki í samarbejde med myndighederne driften af minen med en produktion pá o. 5.000 ton om året under krigen (s. 456). I de bedste år var der ansat o. 70 mand ved mincbryd- ningen, men i 1950erne og 60erne faldt dette til o. 25 mand. Skiftet i energifor- bruget til el. og olje og kon- kurrencen fra bedre og bil- ligere kul gjorde en lukning af minen uundgåelig i 1971. Men under krigen og som en skaber af mange arbejds- pladser var minen af største væsentlighed både for Tvør- oyri og for Færøerne. Ved sin indsats omkring mine- driften viste »Fylking« sin betydning for samfundet. Det dokumenteredes her klart, at den gamle myte om, at arbejderne ikke selv kan drive en virksomhed ef- fektivt, ikke har noget på sig, når blot omstændig- hederne er rigtige. Fylking indsats Det væsentlige helt til 1950erne var lokalt den lø- bende kamp mod byens ar- bejdsgivere for bedring af løn- og arbejdvilkår. Der- efter overtoges disse for- hold af de centraliserede forhandlinger mellem Fær- øernes arbejdesgiverfore- ning. Langsont afvikledes frem til 1990erne en lang række funktioner, men dele af de kooperative foretagen- der holdt længe ud. Det po- litiske arbejde på lokalt hold og nationalt i Lagtinget varetoges af et stadigt mere professionaliseret socialde- mokrati. Gennem hele perioden ser vi, at »Fylking« kon- stant, men med forskellige