leygardagur 27. september 1997síða 17

Nr. 184 - 27. SEPTEMBER 1997 P. O. Hansen: — Er ein mynd ikki nóg sterk at liva sitt egna liv, so má hon doyggja. Tað er nakað forloysandi i at måla åt yvir eina mynd, so hon fær frið, og ein nýggj mynd veksur fram fyri at progvokera áskoðaran at hyggja... Eftir áheitan prenta vit grein úr Vejle Amts Folkeblad um listarmålaran P. O. Hansen, ið fær inspiratiónir úr Føroyum Forsynet sendte den fynska maler P. O. Hansen til Fær øerne, da tiden og manden var moden Mødet med Færøerne blev en milepæl for maler en, der siden er vendt reg elmæssigt ulbage til øerne for at mærke naturens puls slag Fjelde, der undetiden syn es at sejle gennem splintret lys Den tætteråtonede tåge der gradvist æder øerne Klipperne tæt på havet forskudt for hinanden i okk er, sort og gråt med gult lav Maleren følte sig med det samme mærkeligt hjemme på Færøerne, og der var en forunderlig genkendelig glæde ved mødet, som var det en god gammel ven Jeg var ikke i tvivl om at det var en af livets u kendte selvfølgeligheder, at jeg kom ul Færøerne Dialogen var etableret øjeblikkeligt, og det var, som om mit lyrisk fynske gemyt kun havde ventet på+ skriften af det store natur- drama på Færøerne Man søger ubevidst sin modpol, og den fandt jeg her, fortæller P. O. Hansen Naturens skrifttegn Han sidder hjemme 1 ateli eret i det føde hus i Åsum udenfor Odense, hvor han bor sammen med sin kone, Ruth, omgivet af sin egen og andres billedkunst 17. oktopber fylder P. O Hansen 70 år, og Galleri Epoke í Vejle har taget for skud få kendsgerningen på den støre fødselsdagsudstil ling, der nu går på hæld i galleriet i Vestergade P. O. Hansen har senere på året fra 5. november lejet Fyns Udstillimgsbygning for Kunst og Design, Filosof gangen i Odense, til en stor udstilling, som omfatter maleri, collager, tegninger og grefik Netop nu er han optaget af et nyt stort billede, som klinger med den velkendte sikre fornemmelse for kom position af farver og natur ens skrifttegn med et stof ligt resultat, der møder be skuerne med et betragteligt fysisk nærvær Det fylder på mere end én måde, forlanger helt na turlig opmærksomhed om sit væsen Og det får billedet - na- turligvis Ydmygheden i behold Ethvert maleri har sit eget væsen, sin egenart. Og det skal rumme præcis den por- tion af mystik í sit væsen, der irriterer folk så meget, at de ikke kan lade være med at kigge på det Men hvis et billede ikke er stærkt nok til at leve, må det dø Dir er noget forløsende i aty male et billede over, sá det får fred og et nyt vok ser frem for at provokere beskuerne til at se, siger P O. Hansen Han er en myr flittig bil- ledkunstner, der altid er i gang me den opgave Faktisk føler han det som en pligt at forvalte det talent, han nu engang har fået ul at registrere omgiv- elserne på Det ligger dybt í ham, at der skal arbejdes, kæmpes hele uden Og det bliver ikke lettere med årene. Tværtimod Måske fordi graden af yd myghed og selvkritik stiger i takt med malerens kloge indsigt i livet og de dybere personlige lag, han dykker ned igen, når han maler Idealbilledet Jeg siger undertiden til mig selv: P. O.! I grunden er det kun ét stort billede, du maler på. Hver dag, året rundt I årevis har du malet på det store idealbillede, det store mystiske livsmaleri, som er dit, og som rummer alloe facetter af dit liv Billedkunsten er jo set gennem mine egoistiske briller, siger P. O. Hansen og kigger ud på de gamle kønne æbletræer i havens grønne idyl Hans kone, Ruth, der er god iagttager, siger, hun kan se på gemalenhs ryg, når han trænger til at komme en tur til Færøerne for at få fyldt hylderne i sit indre reserve- delslager Så sender hun ham glad afsted, for hun deler hans kærlighed til Færøerne Og maleren har skitse blokke og blyanter i bagag- en og opladt sind til at mod- tage al naturens herlighed Så kan han tegne et forråd af billeder. som kommer med hjem ul Fyn Og det er her P. O. Han- sen omsætter det fastholdte Basaltformationer formet som et kæmpe orgel vippende på de bløde dønninger en enkelt blinker med sit røde bryst glinsende sorte lyden er havets og vondens stadig improviserende Fjeldene sejler i splitret lys sol på hav sølv i gråt Havet under mig sort - grønt Masser af Lunder Jeg føler mig på knivens æg faldende fjeld på begge sider Bevæger mig i Svartbagens område øverst på fjeldet den følger mig og dykker med skrattende stemme som en tør latter På fjeldhulden står lomvigen i kjole og hvidt øjeblik til velklingende kol oristisk nordisk naturkraft på lærredet