mikudagur 21. januar 1998síða 12

12 Nr. 12 — 21. JANUAR 1998 Henda kronikkin stóð í Berlingske Tidende 16. januar 1998 Ud af Danmark AF ÓLAVUR WAAG HØGNESEN Spørgsmålet om rigsfælles- skab eller færøsk selvstæn- dighed er påny blevet aktu- elt. Årsagen er færingers oplevelse af, at danskerne har opført sig på en måde, som ikke er i overensstem- melse med den forestilling, vi har af forholdene mellem Færøerne og Danmark. Min påstand er, at spørgs- målet om selvstændighed ikke er blevet aktuelt på en enkelt oktober-nat i 1992, men af en generel ændring i forholdene mellem Færø- erne og Danmark de sidste 50 år. Indtil for nylig har vi kunnet leve med, at myn- dighederne i København også er vores myndigheder, udviklingen de seneste år har medført, at dette ikke længere er tilfældet, og at den gældende ordning hel- ler ikke kan opretholdes Lad os se på udviklingen forholdet mellem landene I 1948 - efter 100 års polit- isk kamp - anerkendte det politiske Danmark, at Færø- erne er en nation, forskellig fra den danske. Både på Fæ røerne og í Danmark blev dette set i lyset af en roman- Danskere g færinger var fælles om at se Færøerne og Danmark i en nordisk sammenhæng. som to grene af samme nor diske stamme, men dog på forskellige udviklingstrin Derfor har Danmark i flere generationer haft politikere, som alle har følt en vis po- litisk forpligtelse overfor Færøerne: Den fælles nor- diske referanceramme - ud- viklings-metaforen - inde- bar, at danske politikere føl- te sig forpligtet på opgaven som udviklingspolitiske støttepædagoger pá Færø- erne Alt dette er radikalt ænd- ret. Kun ganske få år efter, at Hjemmestyreloven var vedtaget - medens Europa blev genrejst økonomisk og politisk - blev det klart, at Danmark valgte EF og NATO og ikke NORDEK og en nordisk forsvarsalli- ance. Danske politikere og danskere i det hele taget orienterer sig mere og mera mod EU og Europa som så- dan, og efterhånden er fore- stillingen om det nordiske mere og mere svækket. 1 modsætning til, hvad der har været tilfældet for tidli- gere generationer af dansk- ere, så er Færøerne langt mere fjern i forestillingsver- denen hos nutidens dansk- ere. Også andre faktorer har betydning for, at forholdene mellem landene har ændret sig. Magtbalancen på Christiansborg mellem po- litikere og embædsværk har foskudt sig således, at dans- ke ministre i dag handler langt mindre sevlstændigt end for blot ganske få år tisk historisme siden. Og såfremt det er til- fældet, at danske politikere nu om stunder er mindre nordisk orienterede end tid- ligere, så gælder dette i end- nu højere grad embeds- mændene. De foreslår det, som efter deres overbevis- ning er en rationel løsning på vores problemer, og der- med basta… Skulle det være tilfældet, at vedkom- mende minister følte en for- pligtelse til at gøre en særlig 'færøsk' løsning, så skal han prioritere Færø-sagen særdeles højt og tillige være meget modig politisk for at gå imod sin embecsrådgi- ver. Så meget om danskere og Danmark og deres forhold til os og til Færøerne. Også på Færøerne er der sket en uvikling, der trækker i samme retning. Lad mig tage et litterært eksempel William Heinesen har været meget mere populær som forfatter blandt danskere end blandt færinger. Jeg mener at vide hvorfor. Det er fordi det færøske sam- fund. således som det mes- terligt bliver beskrevet hos Heinesen, í vidt omfang er i overensstemmelse med det billede af Færøerne, som danske embedsmænd gen- nem tiderne har formidlet til den danske offentlighed i 150 år. Efterhånden som den lige linje og den rette vinkel kommer i stedet for de snoede stier, og efter- hånden som time-manage- ren bliver hver mands eje lige som TV og computere, ja så vil ganske enkelt ikke opfattes som besynderlige William Heinesen-figurer mere! Eminent skønlittera- tur, men det er bare ikke os. Vi er moderne med alle de faciliteter, der hører til et moderne samfund! Samtidig har den konkre- te, daglige danske indfly- delse på Færøerne fortonet sig; hvor der indtil midten af 1970'erne sad en enkelt dansk embedsmand med et par sekretærer på diverse danske filial-administratio- ner i Tórshavn, der har vi í dag vores egne, færøske ad- ministrationer efter dansk model, men med færøsk personale. Færinger oplever så godt som ingen konkret dansk administrativ indfly- delse i hverdagen. Samtidig med at Dan- mark anerkendte os som na- tion i 1948 fik vi delvis be- stemmelsesret over egne anliggender, ordnede kre- ditforhold v.m., og blandt andet med en anselig årlig sum fra rigskassen samt en- kelte mindre overførsler be- gyndte det så småt at gå fremad økonomisk, så hur- tigere og sidenhen med eks- plosiv fart... Denne omtalte udvikling - økonomisk ud- vikling og egen administra- tion - medfører, at den færøske selvbevidsthed vokser og at vi i tiltagende grad føles os som herrer i eget hus og ikke kan forlige os med tanken om, at nogen udefra skal belære os. Den 6. oktober 1992 blev vi taget på sengen og bensat i en choktilstand. Økonomi- en stod på lerfødder og dan- skerne satte nu betingelser- ne for vores gøres og laden. Og det gik op for os, at selv om dansk administration er forsvundet fra hverdagsbil- ledet, så er vi til syvende og sidst bundet til Danmark. Den danske reaktion var ganske konsekvent: Man tugtede os og sagde, at vi kunne være lige så moderne som vi ville, men at der var meget tilbage at lære, så- fremt vi ville tages alvor- ligt… Denne situation har be- gribeligvis medført en ran- sagning af de faktiske for- hold mellem Færøerne og Dnmark. Staten er samtlige borgeres stat, d.v.s. hævet over enkeltborgeres særin- teresser. Man kan ikke fore- stille sig, at staten er partisk. Hvad har vi oplevet i banksagen? At den danske stat og Den Danske Bank har allieret sig mod færin- ger. Den Danske Bank er i princippet ikke andet end en dansk borger, og i dette til- fælde oplever vi så, at staten allierer sig med én bestemt borger imod en anden grup- pe borgere. Dette er så grundlæggende i strid med den almene forestilling om staten, at vores tillid til sta- ten har lidt et alvorligt knæk. Opkomsten af den mo- derne stat er ikke mindst forbundet med forestillin- gen om demokrati. D.v.s., at borgerne vælger den lov- givende forsamling, som til- lige har ret til indsigt i sta- tens forvaltning. Og hvilke oplysninger får vi så fra vo- res egen stat m.h.t., hvad der er foregået i banksagen? Ingenting! Det er endda så forrykt, at efterhånden som det lykkes for medierne at komme i besiddelse af di- verse dokumenter i sagen, så ligger færøske politikere og forvaltere på knæ og bønfalder om et eksemp- lar….! Den moderne stat opstår som natal-stat, d.v.s. at den danske stat er en stat for danskere, den norske stat for nordmænd o.s.v. Selv om færinger og danskere er borgere i samme stat, så fø- ler færinger sig ingenlunde som en del af et dansk »vi«, ikke desto mindre har vi anerkendt myndighederne i København som »vores« myndigheder! Der har været i hvert fald to forudsætninger for, at Hjemmestyreloven har und- gået betydelig modstand: * at danske embedsmænd stort set ikke siden 1948 har trådt vores nationa- litet på tæerne, idet de har forskaffet sig et rela- tivt godt kendskab til de lokale forhold og har ind- rettet sin embedsførelse derefter * at danskere og færinger ikke har haft modstirende interesser i store spørgs- mål, der angår færingers daglige liv. Banksagen og den politiske udvikling i dens kølvand har blotlagt, at disse forud- sætninger ikke længere er til stede, og at forholdet mellem Færøerne og Dan- mark er kommet til en skil- levej. At Færøerne og Dan- ik har bevæget sig bort fra hinanden har ikke alene sat sine spor í den folkelige mening í de to land Fra og med 1940 pábegyndte Fæ- røerne - et oversøisk terri- torium, kendetegnet af so- ciale, klimatiske, erhvervs- mæssige, kulturelle etc. for- hold, der er ganske ulige de danske - en udvikling, som i højere grad end tidligere var baseret på egne præmis- ser; dette har helt naturligt medført ganske forskellige udviklingsveje for de to lan- de, hvilket dels har medført, at dansk indsigt i færøske forhold er utilstrækkelig, og dels har medført, at de to lande efterhånden har fået mange modstridende inte- resser, der ikke kan forenes EU-sagen, grindesagen, dels fiskerispørgsmål, olje- og undergrundsanliggender, banksagen 0.s.V. Uanset hvordan man end vender og drejer det, så kommer man ikke uden om, at myndighederne i Køben- havn ikke længere kan være vores myndigheder. Udvik- lingen har under alle om- stændigheder rykket Færø- erne og Danmark så meget bort fra hinanden, at det ganske enkelt ikk er muligt at administrere eller have tilsyn med færøske anlig- gender fra et kontor i Kø- benhavn, så meget desto mindre som Færøerne i dag - i modsætning til tidligere tiders enkle forhold - "tek- nisk' er lige så kompliceret som det danske. Og dertil kommer, at danske embeds- mænd i mange tilfælde vil komme til at udøve tilsyn i sager, hvor der foreligger interesser, der er modstri- dende med de færøske. Når strategiske danske interes- ser blev gået for nær måtte danskerne nødvendigvis reagere til fordel for danske interesser, og så kunne en principiel anerkendelse af nationale mindretal være hvad den være ville. Og hvad så? Skal vi klandre danskerne for at bruge magt for at forsvare vitale danske interesser. .? Lad os da gå tilbage til begyndelsen, banksagen. Banksagen som sådan har ikke ændret forholdet mel- lem Færøerne og Danmark. Banksagen er blot ét udtryk for, at Hjemmestyreordnin- gen ikke længere er en an- vendelig ramme for fores liv, - hverken politisk eller økonomisk. Hvis vi skal gøre yderligere fremskridt, økonomisk, kulturelt, men- neskeligt og politisk, så kan vi ikke længere nøjes med at tage politiske og admi- nistrative beslutninger på nogle områder; vi må nød- vendigvis have fuldstændig kompetance og udelt ansvar på alle områder. Kort sagt: Vi må oprette en selvstæn- dig færøsk stat. 400 års fælles dansk-fæ- røsk historie forsvinder ikke af den grund. Tværtimod vil den stadig udgøre et oplagt grundlag for et fortsat og frugtbart politisk samarbej- de mellem to nordiske na- tioner. Med den afgørende forskel, at der bliver tale om et samarbejde mellem lige- stillede parter på et klart grundlag: Man slipper for, at Færøerne med jævne mellemrum (og med god grund) foretrækker at rette skytset mod Danmark hel- lere end at ransage i egen mødding; og man slipper for, at Færøerne med jævne mellemrum uundgåeligt bli- ver en del af dansk inden- rigspolitik. Om dansk Færg-politik bliver der ald- rig tale med tingenes nuvæ- rende tilstand, eftersom ord- ningen med Færøerne som et udefinerligt vedhæng til Danmark er grumset og uholdbar. Lad os begynde på en frisk. Der eksisterer mange reelle politiske og økono- miske konflikter mellem Færøerne og Danmark, men den nationale konflikt, som præger især den danske avisdækning, er en pseudo- konflikt. Færøsk nationalis- me er ikke det samme som anti-danskhed. 'Det natio- nale” - sproget, kultuern etc. - retter sig ikke fjendtligt udad mod andre, me indad i forsøget på en fortsat ud- vikling af et moderne og differentieret Færøerne. Den melodi kender man ganske godt i Grundtvigs fædreland, og man kunne ønske, at to moderne natio- ner begyndte at snakke sammen på det grundlag… vegur 10 B, er opin kl. 9-15. mánadag-fríggjadag Telefon 17597. Telefax 13609. Teksttelefon, 0032 og bið um 16929. Umstundur hvar án kveld kl. 19-23.