mikudagur 25. februar 1998síða 12

Viðmerking tíðindablaðið HR fir Nr. 37 — 25. FEBRUAR 1998 Det er formentlig de fær- reste, der efterhånden or- ker at læse eller høre me- re om den færøske bank- sag. Efter at have gen- nemgået undersøgelses- kommissionens redegør- else og sundet mig oven på statsministerens og Folketingets reaktion finder jeg imidlertid an- ledning til et par kom- mentarer Det centrale i Kom- missionens redegørelse er aktiebyttet i marts 1993 mellem Finansie- ringsfonden af 1992 og Den Danske Bank. Fi- nansieringsfonden var i forvejen majoritetsakti0- nær i den ene af Færøer- nes to store banker, Sjo- vinnubankin, og blev ved aktiebyttet tillige majoritetsaktionær í den anden store bank, Færø- banken, der hidtil havde haft Den Danske Bank som moderbank Formålet med denne transaktion var ikke at foretage en investering i Færøbanken, men gen- nem et fælles ejerskab af begge banker at få dem til at trække på samme hammel i det vigtige sa- nerings- og strukturar- bejde indenfor det færøs- ke fiskerierhverv. Dette var det væsentlige og ov- erordnede politiske mo- tiv for aktiebyttet Ser man på den teknis- ke side af sagen eller det, som statsministeren kal- der det forretningsmæs- sige grundlag, og som i realiteten har været ud- gangspunktet for Kom- missionens undersøgel- se, der der to forhold, man skal være opmærk- som på De de kurser der blev anvendt ved ak- tigombytningen. Disse blev fastiagt ti 1:1, dvs man byttede aktier lige ver uden anvendelse af ffentlige midler ud fra en antagelse, at begge banker var af nogenlun- de samme bonitet. Aktie- byttet havde samtidig den indre . at blev de aktier hvervede, mindre værd eller måske helt værdiløse, ville det med stor sandsynlighed gå på samme måde med de aktier, som vi afgav Dette anfægtes af Kommissionen, der me- ner, at Færøbanken i re- aliteten var insolvent på tidspunktet for aktiebyt- tet, således at Den Dan- ske Bank skulle være kommet med ekstra kapital til sin datterbank for at bringe den på høj- de med den anden bank som en forudsætning for, at der kunne byttes aktier lige over Kommissionen støtter sig bl.a. til et privat re- visionsfirma, der ud fra de to bankers halvårs- regnskaber pr. 30. juni 1993, således som de op- rindelig så ud, har fundet frem til, at Færøbanken var bagud med sine re- servationer mod tab, de såkaldte hensættelser Herom skal jeg blot sige, at inden den ende- lige regnskabsaflæggel- se for 30. juni 1993 ind- egnede Færøbanken Tilsynets ekstra hensæt- telseskrav : sin resultat- opgørelse. Havde den anden bank gjort det samme, ville de relative hensættelser i de to halv- årsregnskaber have væ- ret de samme. Altså et udtryk for, at bankerne var ensbenævnte. Det beløb, striden står om, ligger i størrelses- ordenen 200-300 mill kr., dvs. ikke noget vold- somt stort beløb på bag- grund af, hvad der stod på spil på Færøerne i 1993 Forud for de gældsfor- handlinger med Dan- mark, der er ved at kom- me i gang, har man da også fra færøsk side af- vist at tage udgangs- punkt i dette beløb. Så hellere ingenting, som det er blevet sagt Det andet forhold be- ror på, at ved at blive majoritetsaktionær i Fæ- røbanken overtog Finan- steringsfonden og der- med indirekte Landssty - ret den såkaldte moder- selskabsforpligtelse til at forsyne Færgbanken med ny kapital, skulle der blive behov herfor Virkningen af denne for- pligtelse var således knyttet til bankens mulige fremtidige tab Dette var det vigtigste tekniske element i aktie- bytteaftalen. At det for- holdt sig sådan, var man fuldt ud klar over såvel i Landsstyret som i rege- ringen. Man vidste også, at overtagelsen af mo- derselskabsforpligtelsen kunne komme til at koste penge. Man var endvide- re klar over, at det for- slag der blev forelagt til beslutning, ikke inde- holdt en mekanisme, hvorefter Den Danske Bank skulle deltage i mulige fremtidige kapi- taltilførsler til sin tidli- gere datterbank. Havde der været en sådan me- kanisme, ville det være fremgået af forslaget. Det er derfor efterrati- onalisering at sige, at en sådan burge man have haft, og det er en forvrid- ning af det faktiske hæn- delsesforløb at >fri- holde< de politiske in- stanser og >belaste< mig for noget, der lá ábent for alle. Såvel í København som i Tórshavn betrag- tede man risikoen ved moderselskabsforpligtel- sen for Færøbanken som værd at løbe, sammen- holdt med den fordel, der blev opnået ved samdrift af bankerne. Dette frem- går klart af de papirer, der er fremlagt for Kom- missionen Da denne risiko så se- nere, på grund af den yd- erligere forværring af den færøske samfunds- økonomi, manifesterede sig í et tab for den fæ- røske Landskasse af stør- relsesordenen I mia. kr., sagde man, hovsa, det var ikke meningen, hvor- efter man gav sig i kast med at lede efter synde- bukke. Statsministeren var hurtigt ude i dette ærin- de. Jeg havde knapt nok fået fjernet plasticfoliet fra undersøgelseskom- missionens redegørelse, før jeg fik stukket en pressemeddelelse i hån- den, hvoraf det fremgik, at jeg sammen med Fi- nanstilsynet og Den Danske Bank var skur- kene i dette stykke. Dette gentog sig sene- re fra Folketingets taler- stol under debatten den 27. januar 1998, og det afspejledes også i det vedtagelsesforslag, der blev stemt igennem Statsministerens op- træden minder om gene- ralen, der efter et over- stået slag tager nogle sol- dater ud til henrettelse ved daggry, fordi hans auditør har hvisket ham i øret, at der i kampens hede var enkelte forbi- ere. Det militære isen- kram blev ikke brugt godt nok. Statsministeren kunne gøre dette med kommis- sionsrapporten i hånden, en rapport, der efter min mening er meget skrå- sikker i sine vurderinger til trods for de utroligt usikre forhold, der den- gang gjorde sig gælden- de på Færøerne, ikke mindst hvad angår vær- diansættelsen af de to store banker. Kommissionens kon- klusioner er på en række punkter ganske fordøm- mende. Jeg finder det ejendommeligt, at man i en retsstat tilrettelægger et undersøgelsesapparat, der i sine virkninger kan munde ud i, at enkeltper- soner og enkeltvirksom- heder hænges ud, uden at de har en jordisk chan- ce for at forsvare sig. Hvad der står skrevet, står skrevet. Til sammenligning kom et tidligere ekspert- panel med professor Erik Gørtz som formand til et andet resultat. Rapporten fra denne gruppe, der fo- relå i september 1994, anlagde en breder syns- vinkel og var nærmest venlig over for Den Dan- ske Bank, ligesom man viste stor forståelse for Finanstilsynets vanskeli- ge arbejdsvilkår på Fæ- røerne under de davæ- rende forhold. En tredje undersøgelse ville formentlig føre til en yderligere . variant over samme tema alt ef- ter, hvordan opgaven blev stillet. Nu fik man med kom- missionsrapporten no- get, der lignede en doms- afsigelse gående ud på, at jeg ikke havde gjort mit arbejde godt nok, at Finanstilsynet havde strakt sig for vidt í sin medvirken, og at Den Danske Bank havde snydt pá vægten. Jeg skal bestemt ikke fragá mit eget ansvar, men blot konstatere, at disse kon- klusioner = naturligvis blev grebet med kyshánd af færingerne og brugt af danske politikere pá den máde, som det skete un- der folketingsdebatten, tvs. stærk, men meget unuanceret kritik. Giver man sig til at tænke over det hele uden de mange detaljer, er der flere ting, der forekom- mer løjerlige. Som nu f.eks. da stats- ministeren og andre mi- nistre sagde, at aktiebyt- tet som sådan var der ikke noget i vejen med Det havde et fornuftigt sigte. Det var grundlaget, der ikke var i orden. Ja- men dog. Er det ikke det samme som at sige til en arkitekt: Det er sandelig et godt hus, du har byg- get, men tegningerne var forkerte. Eller den færøske re- aktion, da statsministe- ren med rette gjorde gæl- dende, at den danske indsats på Færøerne hav- de båret frugt. Forkert var svaret. Når det er gå- et godt i det sidste par år, er årsagen den enkle, at fisken er vendt tilbage. Skal man tage denne vurdering for pålydende gælder der åbenbart in- gen almindelige økono- miske love på Færøerne, men kun den lov, at tor- sken kommer og går. Og hvad med de man- ge danske embedsmænd, der var involveret i bank- sagen, og også færøske for den sags skyld. Er der ikke en lille klokke, der ringer et eller andet sted? Kan det virkelig passe, at alle disse erfarne mænd og kvinder, vel 30-40 i alt, alle til hobe kvajede sig i en sådan grad, at selv huskatten måtte rødme? Og så på én gang. Jeg mindes en avis- overskrift, jeg så for ny- lig. Den lød »Færø-poli- tikere vil ikke gøre det beskidte job«. Var det ikke lige netop dette, Nyrup-regeringen i sin tid satte mig til. Jeg og Finansieringsfonden fik det helt klare politiske og samtidigt utaknemmeli- ge hverv at gøre noget ved saneringen af det fæ- røske erhvervsliv og at skubbe på for at få gen- nemført en strukturratio- nalisering. For at kunne gennemføre denne op- gave var det vigtigt at få kontrol over begge ban- ker, for kun herigennem havde man en rimelig chance for, at det skulle lykkes. Af samme skuffe kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg i maj 1993 foreslog, at de lån, som Danmark i sin tid ydede til Færøerne for at redde bankerne i stedet for blev givet til Finan- sieringsfonden, således at den færøske Lands- kasse slap for denne byr- de. Med lidt god vilje fra dansk side kunne dette sagtens have ladet sig gøre. Men nej. Dengang lød parolen, at lånene skulle bruges til at presse færingerne til at gøre det rigtige. Sådan kunne man bli- ve ved, men et sted skal man jo standse, og det bliver så her med den til- føjelse, at med mit kend- skab til og engagement i banksagen reserverer jeg mig naturligvis retten til at forholde mig kritisk overfor mangt og meget af det, der er blevet sagt og skrevet i denne sag.