týsdagur 13. oktober 1998síða 25

F Nr. 193 — 13. OKTOBER 1998 sammensværgelse. Deri- mod kan man slå fast, at der organisationer med betyde lig magt, som aldrig har an- erkendt Clintons valg til præsident og anser ham for at være indbegrebet af 60- erne. En aktiv social politik, den seksuelle revolution, kvindefrigørelsen, borger- retskampen og ikke mindst Vietnam-krigen fremstod som kendetegn for en tid hvor der blev sat spørgs- målstegn ved USAs selv- forståelse som retfærdighe- dens nation på hjemmefron- ten og demokratiets vogter på den internationale arena. I 1990erne var de unge mennesker, som kæmpede for de sortes rettigheder og mod krigen i Vietnam, ble- vet voksne, og nogle af dem, Clinton indbefattet, havde opnået reel politisk indflydelse På republikanernes parti- møde i 1992 udtrykte høj- refløjskandidaten Pat Buc- hanen denne kløft mellem tressernes blomsterbørn og »almindelige« amerikanere ved at hævde, at USA be- fandt sig midt i en kultur- krig og hentydede, at en de- mokratisk sejr ville føre lan- det ind i et moralsk forfald I lidt mildere toner bragte vicepræsident Dan Quayle tv-serien Murphy Brown ind i valgkampagnen ved at kritisere Browns »alterna- tive livsstil« (hun havde i serien valgt at få et barn uden for ægteskab) og for- søgte således at spå, at de »venstreorienterede« (læs demokratiske) medier vil få endnu mere magt og ind- flydelse under en Clinton- regering. En del vælgere lyttede til- syneladende ikke til disse dystre budskaber og var red til at vælge en mand som havde røget marijuana (selvom han forsikrede det amerikanske folk, at han ik- ke inhalerede), bevidst und- gået at blive indkaldt til hæ- ren under Vietnamkrigen, og erkendt ægteskabelige sidespring, og hvis kone var karrierekvinde med en in- teresse for kvindepolitiske sager. Forklaringen på, at et bredt udsnit af amerikanere stemte på Clinton - endda to gange - på trods af hans brogede fortid, kan måske læses ud af en nylig udkom- met bog af sociologen Alan Wolfe, One Nation, After All En undersøgelse, som Wolfe lavede blandt for- trinsvis konservative, reli- giøse middelklasseamerika- nere viste nemlig noget ov- erraskende, at langt flere udtrykte sympati og forstå- else for de fattige, for relig- iøs tolerance og for kvind- ernes rettigheder end man- ge, især inden for medie- verdenen, havde antaget. Al den snak om kulturkrig og moralsk forfald havde sim- pelthen givet bagslag. I 1995, året efter at re- publikanerne vandt flertal- let i Repræsentanternes Hus, kom husets nyvalgte formand Newt Gingrich til at sige til en samling repu- blikanske vælgere, at Susan Smith, som havde druknet sine to børn, var et eksem pel på USAs forfald under Clinton-regeringen. Denne bemærkning faldt heller ik- ke i god jord hos befolk- ningen. Så hellere arbejde bag ku- lisserne. Der findes stadig rabiate radiopersonligheder som G. Gordon Liddy, hvis anti-statsbudskaber i det mindste har bidraget til at styrke militsgrupper, lige- som lederen af det nu op- løste Moral Majority, Jerry Falwell, kan sælge videoer som The Clinton Chronicles over Internettet. Dette er en film som beskylder Clinton for alt fra narkohandel til mord, og over 60.000 men- nesker har købt videoen. Men langt farligere er de konservative sagførerforen- inger, politiske konsulent- grupper og konservative fonde, som har magtfulde bestyrelser og penge i kas sen. Det er dem, som fører en kamp mod demokrater- nes sociale politik. Forbin- delsen mellem Kenneth Starr, Whitewater-sagen, Paula Jones-sagen, Monica Lewinsky-sagen og adskil- lige konservative individer og organisationer er til at få øje på. Det tre-dommers panel, som udnævnte Starr til sær- lig anklager i Whitewater- sagen, siges at have tætte forbindelser med den magt- fulde formand for Senatets udenrigspolitiske nævn, Jesse Helms, en af Clintons ærkefjender. Blandt Starrs stab af sagførere findes der et betydeligt antal medar- bejdere, som ligesom Starr selv i øvrigt er medlemmer af The Federalist Society, en konservativ juridisk organi- sation baseret i Washington. Et af medlemmerne af The Federalist Society, Bradford Berenson, optræder ofte i tv som kommentator i Monica Lewinsky-sagen, uden at hans tilhørsforhold til The Federalist Society bliver nævnt. Paula Jones-sagen (Clintons påståede sexchi- kane af Jones, mens han var guvenør), som sidste år sat- te nyt liv i Starrs undersø- gelse af præsidenten, er fi- nansieret af The Rutherford Institute, som tidligere ho- vedsageligt havde fokuseret på sager vedrørende religi- onsfrihed (og bl.a. ført to sager for Jerry Falwell), men som nu især på Inter- nettet, har kædet sit navn og rygte sammen med Paula Jones. To sagførere, George T. Conway og James A. Moo- dy, medlemmer af The Fe- deralist Society, har været involveret í Paula Jones-sa- gen og var med til at hen- vise Linda Tripp (som op- tog Monica Lewinskys be- kendelser om sex med præ- sidenten pá bánd) til Starr. Linda Tripp er gode venner med Lucianne Goldberg, en litterær agent í New York, der í 1972 blev betalt 1000 dollar om ugen for at lave „dirty tricks< for Nixon- kampagnen. Det var Goldberg, som tíðindablaðið opfordrede Tripp til at op tage sine samtaler med Le winsky. Goldberg har tætte forbindelser med Alfred Regnery, en forlagsdirektør, der for nylig udgav Unlim- ited Access af Gary Aldrich, en forhenværende FBI-ag- ent, som i bogen påstod, at Clinton regelmæssigt forlod det Hvide Hus for at dyrke sex på et Washington-hotel, og The Secret Life of Bill Clinton af en britisk jour- nalist, Ambrose Evans-Prit- chard, som retter beskyld- ninger mod Clinton for at have været involveret i en række mystiske dødsfald. Regnery er i øvrigt en god ven af Kenneth Starr. En række kommentatorer, heriblandt de fleste danske, kritiserede Clintons kort tale, 17. august, fordi han ikke kunne lade være med at rette sin vrede mod Ken- neth Starr. Det var i sidste ende Clintons egen skyld, at sagen kom så vidt, så hvorfor begynde at be- skylde Starr, som jo bare gør sit arbejde, lød det Men i lyset af de mistænk- somme forbindelser som eksisterer mellem hoved- personerne i hele miseren - Starr, Jones, Tripp, Lewin- sky, Goldberg - og en række konservative organisatio- ner, kan man spørge sig, om ikke det er de mennesker, som synes besat af tanken om at ødelægge Clinton personligt såvel som poli- tisk, som ihærdigt forsøger at holde liv i Whitewater- sagen, Paula Jones-sagen og nu Lewinsky-sagen. Mange kommentatorer har med ret- te fremhævet, at de fleste republikanere ikke er inte- resseret i at se Clinton fjer- net ved en rigsretssag. Men der kan være en anden, í sidste ende mere ondsindet, taktik i hele forløbet. Det kan være simpelthen: at genere Clinton indtil hans præsidentperiode løber ud, svække ham politisk, og hå- be på, at det ikke vil lykkes vicepræsident Al Gore at komme ud fra Clintons skygge i år 2000, når næste præsidentvalg skal holdes. For godt nok er Gore også et barn af tresserne, men han er efter sigende en god familiefar for sine fire børn, han var soldat i Vietnam, og hans kone er mest kendt for sin kampagne mod sjofle rap-tekster For at sætte diskussionen om rigsretssag i perspekti er det måske på sin plads at erindre, at Watergate-sagen, som førte til præsident Nix ons afgang i 1974, ikke kun handlede om magtmisbrug i forbindelse med et forsøg på at dække over et ulovligt indbrud i demokraternes hovedkvarter, som de fleste husker den. Den kom fra Nixons brug af efterretning- stjenesten og sit specielle korps (de såkaldte »blik- kenslagere«) til at aflytte og forfølge antikrigsbevægel- sen. Ud over disse alvorlige forseelser er det værd at huske på, at Repræsentant- ernes Hus valgte ikke at in- kludere Nixons ulovlige bombning af Cambodja i R > rigretssagen. Noget ganske andet end en affære i Det Hvide Hus. Og man kan ikke lade væ- re med at spekulere over, om Iran-contra-sagen (det ulovlige salg af våben til Iran til gengæld for løslad- elsen af amerikanske gids ler) under Reagan ville have fået et andet udfald, hvis liberale kræfter havde den magt og indflydelse som de besatte inden for de konser- vatives rækker råder over Reagan, som ofte blev be- tegnet som Teflon-præsi denten (fordi beskyldninger og kritik prellede af på ham), blev reddet bl.a. på grund af sit ry som en doven leder som delegerede mag- ten til sine underordnede Clinton er i grunden en midtsøgende politiker som ofte skaber sin egen politik efter republikanske forskrif- ter. Ikke desto mindre er de besattes kamp imod ham mere end et spørgsmål om sex og løgn Den er en indædt kamp 25 imod de landvindinger in den for borgerrettigheder og den sociale politik og imod en sund skepsis over for USA's udenrigspolitik, som var en del af 60-ernes an