mánadagur 13. august 2012síða 22

Mánadagur 13. august 2012 · Nr. 93 22 Sosialurin Hugskot og viðmerkingar – send sms til 225000 Eitt norðuratlantiskt hei RÍKISFELAGSSKAPURIN Tá Danmark í 1814 fekk einaábyrgd fyri Grønland, Ísland og Føroyar, var tað við blandaðum kenslum. Ísland og Føroyar, tað var helst í lagi. Men Grønland! Hvat skuldu danir tó við Grønlandi? Tann heldur lúnutu góðtøkan av ríkisfelagsskapinum er síðani broytt til findarblíða viðurkenning, og norðuratlantisku ríkis­ partarnir hava havt seras tóra ávirkan á danskt samfelagslív. Nú verður felagssakpurin hóttur frá óvæntaðari síðu. Thorkild Kjærgaard, søgufrøðingur, skrivar um ríkisins menning frá 1380 til 2012 – frá Margretu I til Margretu II Thorkild Kjærgaard, Lektor, dr.phil., Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet Tager man en globus og finder Grønland, Færøerne og Danmark, må man undre sig over, at disse tre lande er forbundet i et rigsfællesskab med fælles grundlov, fælles udenrigs- og forsvarspolitik og fælles dronning. Hvad i alverden har Grønland – en tyndtbefolket arktisk ø man­ ge gange større end Danmark på det amerikanske konti­ nents nordøstlige hjørne med dybe fjorde og høje, sorte bjerge, for 80 procents vedkommende dækket af et kilometertykt islag –, Færø­ erne – atten forblæste klippe­ øer midtvejs mellem Norge og Island, tilsammen kun lidt større end Lolland – og Dan­ mark – et lille fladt land­ brugs­land ved indsejlingen til Østersøen – med hinanden at gøre? Hvis Grønland og Færø­er­ ne endelig skulle være for­ bundet med et europæisk land, hvorfor så ikke Norge, hvis voldsomme natur min­ der om Færøerne og Grøn­ land, og hvis lange Atlanter­ havskyst vender ud mod det samme hav, som beskyller Grønland og Færøerne? Sådan var det da også oprindelig, for mere end tusind år siden, hvor Norge rakte sine fangarme ud over det dengang næsten folke­ tomme Nordatlanten. Først invaderedes Shetlandsøerne og Færøerne af norske vik­ inger, senere kom turen til Orkneyøerne, Hebriderne og Island, indtil man nåede Grønland på hvis sydlige og sydvestlige del over for det nuværende Canada der fra slutningen af 900-tallet eta­ ble­redes en livskraftig nord­ bokoloni med havne, bonde­ gårde, kirker og eftertragtede luksusvarer som isbjørne­ skind, hvalbarder og, specielt, hvalros- og narhvaltand (elfen­ben), som var stærkt efterspurgt på det euro­pæ­ iske high-end marked siden 700-tallet, hvor Islams frem­ stød i Mellemøsten og i Nord­ afrika havde afbrudt de gamle handelsveje mellem Europa og Afrika. Det søbårne norske impe­ ri­um af nogenlunde samme størrelse som Romerriget holdt stand til sidste halvdel af 1300-tallet, hvor Den sorte Død på få år lagde op mod to tredjedele af Norges befolk­ ning i graven. Det før så imponerende Norgesvælde med navnkundige fyrster som Olav den Hellige og Har­ ald Hårderåde fik åndenød og gik i frit fald. Kommu­ni­ kationen mellem moder­lan­ det og de oversøiske ”skatte­ lande” gik i stå, og folk be­gynd­te at sive væk fra udkantsområderne efter et mønster, som vi også kender i dag. Tydeligst i Grønland, som nordboerne trak sig helt ud af, og på hvis tidligere bebyggelser de nuværende grønlænderes forfædre slog sig ned. I 1380, hvor Håkon VI af Norge døde, gav Norge op som selvstændigt rige og gik i union med dronning Mar­ grethe den Førstes Danmark. Først styrede den unge dron­ ning, der endnu ikke var fyldt tredive, Norge som for­ mynder for sin tiårige søn Olav, som hun havde med den afdøde norske konge, og som formelt havde overtaget den norske trone. Efter Olavs tidlige død 1387 herskede Margrethe over begge rigerne i egen ret. Kongen ville bytte Grønland Den dansk-norske union holdt stand i 434 år. Men med Freden i Kiel den 14. januar 1814 var det slut. De europæiske stormagter var nemlig blevet enige om, at Sverige skulle have Norge som kompensation for Fin­ land, som Sverige fem år tidligere havde afstået til Rusland. Det var dog kun det egentlige Norge, som Sverige skulle have. De søbårne dele af det gamle middelalderlige norske commonwealth, som endnu var tilbage – Island, Færøerne og et siden 1721 med store omkostninger gen­ koloniseret Grønland – skulle efter engelsk forlangende, og uden at der forelå noget dansk ønske herom, forblive sammen med Danmark. Historisk set er Det dan­ ske Rigsfællesskab, som blev født ved et forhandlingsbord i Kiel en isnende kold januar­ nat 1814 og som stadig består bortset fra Island, der ud­ trådte 1944, en beskåret ud­ gave af den gamle dansk- norske union fra 1380. Den usammenhængende geogra­ fiske form skabtes, da Norge tabtes. Det Danmark, som i 1814 fik eneansvaret for Grønland, Island og Færøerne, var et kontinentalt, tyskorienteret land, som ikke følte nogen særlig trang til at blive polar­ nation. Island og Færøerne, der havde en befolkning med norske rødder, kunne endda gå an. Men Grønland! Hvad skulle man dog med Grøn­ land? Selv på allerhøjeste sted blev ”landet ved verdens ende” modtaget uden begejs­ tring; Frederik VI, der resten af sin tid dagligt sukkede over tabet af ”mit kære Norge,” skal efter sigende have været indstillet på, hvis lejlighed bød sig, at bytte Grønland med et mindre landområde i Nordtyskland. Genkoloniseringen af under dansk-norsk flag af den store ø, som var begyndt med den nordnorske præst og kongelige missionær Hans Egedes landing tæt ved det nuværende Nuuk den 3. juli 1721, var et norsk projekt, som ikke interesserede mange i Danmark. Hovedparten af de hundredvis af mænd, der som inspektører, købmænd, udstedsbestyrere, arbejds­for­ mænd, hvalfangere, tømrere, bødkere, handelsbetjente, kirurger, præster og kateketer kom til Grønland mellem 1721 og 1814, hvor de i mange til­ fælde giftede sig med ind­ fødte kvinder og grundlagde stadig eksisterende slægter, var norske af fødsel. Set med danske øjne var Grønland først og fremmest en be­ sværlig opgave, som to over­ vintrede institutioner fra den dansk-norske fællestid heldigvis tog sig af, nemlig Den Kongelige Grønlandske Handel på Christianshavn (grundlagt 1776) og Det Grøn­ landske Seminarium på Køb­ magergade (grundlagt 1737), en sprogskole for vordende grønlandspræster, som skulle lære det vanskelige grøn­ landske sprog, før de blev ud­ sendt. Ikke fin nok til kongens stel Der skulle gå årtier, før man i Danmark forsonede sig med tabet af Norge og begyndte at sætte pris på den nye lommeudgave af rig­et. Nem­ mest gik det med Island og Færøerne, som passede godt ind i det tidlige 1800-tals svær­meri for vikingetid og nordisk middelalder. Den be­ rømte sprogforsker Rasmus Rask gjorde bevarelse af islandsk som det nordiske ursprog til sin livsopgave. Om hundrede år ville der ikke blive talt ét islandsk ord i Reykjavik, hvis man lod tingene gå sin skæve gang, mente han. For at imødegå denne fare stiftede han i 1816 Det Islandske Litteratur­sel­ skab, der ni år senere fik følgeskab af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab. Oldskriftselskabet udgav un­ der historikeren Carl Chris­ tian Rafns effektive og kyn­ dige ledelse gamle islandske sagaer, som hurtigt blev po­ pu­lære, ikke bare i Danmark men over hele Europa. Det tidligere så fjerne og glemte Island kom på alles læber. Island blev en del af Dan­ mark. Ligeså på Færøerne hvor danske videnskabsmænd en­ gagerede sig i en rednings­ aktion for den lokale kultur og det lokale sprog. Da Dan­ mark i 1814 overtog ansvaret for øerne, var færøsk for­ trængt af dansk både som kirke- og skolesprog, og den frygt, som Rasmus Rask nær­ ede på det islandske sprogs vegne, var der i højeste grad grund til også at have for færøsk. Men det gik ander­ ledes. Takket være blandt andre litteraturhistorikeren og sprogvidenskabsmanden Svend Grundtvig lykkedes det i løbet af 1800-tallet at genrejse færøsk og genind­ sætte det på sin plads som et selvstændigt litterært og na­ tionalt sprog. Svend Grundt­ vig arbejdede som indsamler og udgiver af gamle færøske kvad, en færøsk parallel til sagaerne. Af størst betydning var dog en lille bog med titlen ’Dansken paa Færøerne: Side­ stykke til Tysken i Slesvig’, som han udgav 1845. Heri argumenterede han for, at når man i Danmark pro­te­ sterede mod, at tysk fik lov at fortrænge dansk i hertug­ dømmet Slesvig, så måtte man have forståelse for, at det ville være et kulturelt overgreb mod det færøske folk at lade dansk fortrænge færøsk på Færøerne. Den færøske sprogsag blev med Svend Grundtvigs skrift, der vakte mere end almindelig opmærksomhed, også et nationalt dansk anliggende. Længst var man om at tage Grønland til sig. Det skete langsomt og tøvende, og først efter at man ved flere lejligheder demon­stra­ tivt havde afvist at lyse Grønland i kuld og køn. Således i 1832, hvor der blev anskaffet nyt statsporcelæn til repræsentative formål på Christiansborg. Det nye stel, der i dag kendes som Frederik VIs dessertstel, var et såkaldt programstel, hvor de i alt 80 tallerkner smykkedes med prospekter fra kongens riger og lande. Her møder vi land­ skaber, byer og markante byg­ninger fra Danmark, så­ vel som fra Island og De Vest­ indiske Øer. Sågar det lille usle slavefort Christiansborg på den afrikanske vestkyst var der blevet plads til i dette smukt arrangerede udstil­ lings­vindue for kongens og statens fornemste gæster. Men ikke Grønland, som Danmark i 1832 havde haft eneansvaret for i snart 20 år. Danmark bliver polarnation I 1850erne kom der nye sig­ naler, utvivlsomt frem­skyn­ det af den stadig mere fare­ truende udvikling ved Dan­marks sydgrænse. Fra 1856 har vi et stateligt natio­ nalt billedværk, ’Danmark’, hvor Grønland med tre flotte billeder i tværfolio, to fra Nordgrønland og ét fra Syd­ grønland, for første gang inkorporeredes visuelt i riget. Et afgørende skridt blev op­ rettelsen af den statslige Kom­missionen for Viden­ skabe­lige Undersøgelser af Grønland (KVUG) i 1878, hvis fransk- og tysksprogede, sen­ ere hovedsageligt engelsks­ progede skriftserie, ’Med­del­ elser om Grønland’, hurtigt fik en fremtrædende plads inden for international polar­ forskning. Danmark havde omsider besluttet sig for at kikke mod nord og blive det, som havde ligget i kortene siden 1814: en polarnation. Og det har vi været siden. Næs­ ten lige meget hvad man slår ned på i dansk samfundsliv siden slutningen af 1800-­ tallet, så har Rigsfælles­ska­ bets nordlige dele udgjort en ramme, som ikke kan tænkes bort uden at det hele falder sammen. Det gælder kunst – hvad ville der for eksempel være blevet af Per Kirkeby (f. 1938), hvis ikke han i slutningen af 1950erne som ung geologi­ studerende ved Københavns Universitet havde haft mu­ lighed for at komme til Grøn­ land og se »landet i hvidt, sort og blåt«, der ligger som en palimpsest under alt, hvad han har frembragt? Det gæl­ der litteratur, hvor den nord­ atlantiske dimension dukker op igen og igen fra Henrik Pontoppidan over den fær­ øsk­fødte Jørgen-Frantz Jac­ ob­sen til Peter Høegh og Kim Leine, det gælder musik (Carl Nielsen, Knudåge Riisager), det gælder teknik, det gælder søfart, det gælder fiskeri, det gælder forsvaret, specielt sø­ værnet, ligesom det gælder de humanistiske videnskaber. Hvad ville dansk antropologi være uden den verdens­ berømte Knud Rasmussen? Hvor var dansk arkæologi uden rækken af nordatlan­ tiske og arktiske arkæologer fra Daniel Bruun (1856-1931) Svend Grundtvig