mánadagur 13. august 2012síða 23

23 Mánadagur 13. august 2012 · Nr. 93 Sosialurin Hugskot og viðmerkingar – send sms til 225000 msveldi gjøgnum 600 ár til nyligt afdøde Jørgen Meld­ gaard? Forskning i verdensklasse Og det gælder, ikke at for­ glemme, medicin og naturvid­ enskab, hvor danske for­skere gang på gang har for­mået at sætte en ny dagsorden med resultater hentet fra de nord­ atlantiske dele af Rigsfælles­ skabet. Et tidligt eksempel er den kun 27-årige læge Peter Ludvig Panums epoke­gør­ ende afhandling fra 1847 om mæslingeepidemien på Fær­ øerne året før, ’Iagttagelser, anstillede under Mæslinge- Epidemien paa Færøerne i Aaret 1846’, som banede vejen for den moderne forståelse af spedalskhed og andre kon­ tagiøse sygdomme. Nutidige eksempler er fysikeren Willi Dansgaard (1922-2011) og geo­ logen Minik Rosing (f. 1957). Førstnævnte var den, der i 1960’erne påviste, at indlands­ isen er et unikt klimahistorisk arkiv og dermed tilvejebragte grundlaget for de lang­tids­ kurver over verdens klima, som siden 1980’erne har stået centralt i den internationale videnskabelige og politiske debat om menneskeskabte klima­ændringer. Sidst­nævn­ te, Minik Rosing, ville for længst have fået Nobelprisen for sin opdagelse af de tidligste kendte tegn på liv på Jorden i 3.800 millioner år gamle bjergarter fra Grøn­ land, hvis der var en Nobel­ pris for geologi. Indadtil har Rigsfælles­ ska­bet gjort Danmark, i mange år efter 1864 Europas mind­ste selvstændige stat, til et større, bedre, mere åbent, mere vågent, mere spæn­den­ de og – blandt andet takket være de mange vidtfor­gre­ nede dansk-grønlandsk-fær­ øske familier – varmere land at leve i, end det ellers ville have været. Udadtil har Rigs­ fællesskabet, navnlig i kraft af Grønlands stadig voksende videnskabelige og strategiske betydning siden 1814, givet Danmark en større plads i verden end landets ringe størrelse berettiger til. Dette i skarp konkurrence med Norge der altid har opfattet Freden i Kiel som en blodig uretfærdighed, fordi den del­ te det norske rige og bragte Grønland – juvelen i den norske krone – over på danske hænder. I 1800-tallet, hvor Norge var i union med Sverige, var konkurrencen med Norge overvejende fre­ delig. Således tillod Danmark i 1888 generøst nordmanden Fridtjof Nansen at hente ver­ densberømmelse på Grøn­ land ved at krydse indlands­ isen på ski, endda for danske sponsorpenge. Mindre fredeligt blev det efter 1905, hvor Norge blev selvstændig. En revanchistisk kampagne for at få Grønland tilbage førte efter et længere tilløb op gennem 1920erne til at Norge i 1931 besatte en 400 kilometer lang ubeboet kyst­ strækning, som de kaldte Erik Raudes Land, i det nord­ østlige Grønland. Denne sen­ sationelle suverænitets­kræn­ kende aktion, i realiteten en norsk krigserklæring mod Danmark, blev indklaget for Den Internationale Domstol i Haag, som i 1933 erklærede den norske besættelse ulov­ lig. Norge trak sig tilbage fra Østgrønland efter dommen i Haag, men gav først helt op efter at man under Anden Verdenskrig havde forsøgt at mobilisere først Hitlers Tysk­ land, derefter Churchills Stor­britannien for det norske krav om Grønland. Krav om selvbestemmelse Hvor udviklingen i Danmark siden 1814 er gået fra en tvær og lidt surmulende accept af Rigsfællesskabet som et uom­gængeligt politisk fak­ tum, påtvunget af stormagt­ erne, til en helhjertet, i det 20. århundrede nærmest over­ strømmende accept af Fær­ øerne, Island (til 1944) og Grønland som en del af riget, så har det i visse henseender været omvendt ude i de nordatlantiske ø-samfund. For færingerne, islænding­ ene og grønlænderne gjorde Freden i Kiel 1814 ingen større forskel. Man havde skiftet landsherre, men man mærk­ ede ikke meget til det. Skib­ ene kom om foråret med for­ syninger og nyt mandskab fra København, nu Danmarks, tidligere Danmark-Norges hov­edstad, sådan som de altid havde gjort. Men denne umiddelbare accept af ting­ enes tilstand varede ikke ved. Efterhånden som årene gik udviklede der sig i de tre nordatlantiske ø-samfund krav om selvbestemmelse. På Island og på Færøerne blandt andet som følge af, at den tidligere dansk-norske fæl­ les­regerings kultur- og sprog­ homogeniserende politik efter 1814 afløstes af en poli­ tik, som ikke blot accepterede, men fremmede islandsk og færøsk sprog og kultur. I 1830’erne rejstes de første islandske krav om selv­be­ stemmelse, ikke bare på sogne­niveau, hvor de sagtens kunne imødekommes, men på nationalt niveau, nemlig i forhold til regeringen i Køb­ en­havn. Island var som det største og folkerigeste af de tre nordatlantiske ø-samfund det, der nemmest kunne se sig selv som et selvstyrende land. Ekstra blod på tanden gav det, at Island de første århundreder efter bosæt­tel­ sen tilbage i 800-tallet havde været en selvstændig nation inden for det norske com­ monwealth, hvis anliggender afgjordes på Altinget uden indblanding fra central­mag­ ten i Norge. Det var altså ikke noget nyt man ville, der var blot tale om en gener­hver­ velse af øens oprindelige status. Efter Island kom Fær­ øerne, hvis krav om større frihed i forhold til regeringen i København dukkede op sammenfaldende med, at den færøske nationale identitet og det rekonstruerede fær­ øske sprog omkring år 1900 fik faste former. Lidt anderledes med Grøn­ land, hvor der ikke var tale om, at den nationale kultur var blevet undertrykt af en fjern centralmagts sprog- og kulturhomogeniserende be­ stræbelser. Tværtimod havde missionen og den dansk- norske regering fra første færd arbejdet ihærdigt og med forbavsende held på at styrke og fremme grønlandsk sprog og kultur. Der skabtes i løbet af få år et brugbart grønlandsk skriftsprog, som straks blev taget i brug, i første omgang til over­sæt­ telse af Bibelen og religiøse tekster, som blev trykt i store oplag i København og uddelt med rund hånd. Ved ud­ gangen af 1700-tallet forelå det flere tusinde sider trykte tekster på grønlandsk og læse­færdighed var, hvor utro­ligt det end lyder, mindst lige så udbredt i Grønland som i Danmark-Norge. Dette er baggrunden for, at man i Grønland, hvor man i øvrigt aldrig – i slående modsætning til Færøerne og Island – har kendt til mindreværds­kom­ plekser i forhold til nord­ mænd og danskere, i langt tid ikke modsatte sig inte­gre­ ring i danske politiske in­sti­ tutioner, tværtimod. Højde­ punktet blev nået i 1953, hvor Grønland inkorporeredes i Det danske Rige som et amt med særlige beføjelser. Når den århundredlange harmoni ret pludseligt brød sammen omkring 1970 og krav om hjemmestyre meldte sig, hang det sammen med et kompleks af forhold, som inkluderede modstand mod regeringens i øvrigt, set med nutidens øjne, ret forsigtige moderniserings- og centra­li­ seringspolitik, modstand mod det stærkt udskældte ”fødestedskriterium” og, ikke mindst, en dybtgående mod­ vilje mod EU (dengang EF), som Danmark trak Grønland med ind i 1972. Alt sammen båret frem af en aggressiv retorik, som stod i gæld til tidens antikapitalistiske og antikolonialistiske strøm­nin­ ger. Københavns holdning har – set under ét – været imøde­ kommende over for kravene om selvstyre, efterhånden som de er dukket op. Mest langtrukken blev striden om Islands status, idet man først, men forgæves, søgte at stille Island tilfreds med pladser i den danske rigsdag og andre begunstigelser. Islændingene ville ikke integreres i Det danske Rige og spindes ind i dets politiske liv; de ville fri af København. I 1904 fik Island hjemmestyre efter en model, som senere skulle blive brugt på Færøerne og i Grønland. I 1918 gik man et skridt videre. Da blev hjem­ mestyret ændret til en dansk­ -islandsk personalunion, som kunne opsiges af begge lan­ des parlamenter i året 1940. Hvis det skete ville unionen efter en nærmere fastsat frist ophøre. Det var den almindelige forventning, at unionen ville blive forlænget. Men sådan gik det ikke. I 1940 var Anden Ver­dens­ krig i fuld gang og Danmark besat af Tyskland. Island opsagde unionen og den 17. juni 1944 udråbtes republik­ ken Island. Om det var en klog beslutning kan vel dis­ kuteres. I hvert fald har re­ publikken Island lige til den­ ne dag haft et tumultarisk liv. Færøerne fik allerede før Første Verdenskrig, og igen i mellemkrigstiden tilbud om hjemmestyre eller selv­stæn­ dig­hed, som man dog ikke ønskede at benytte sig af. Det må derfor i det væsentlige tilskrives færingernes tøven, at de først i 1948 fik en hjem­ mestyreordning. Da Grøn­ land som den sidste meldte sig med krav om hjemme­ styre, var man fra dansk side efterhånden ganske rutineret i den slags sager, hvad der antagelig er en del af for­klar­ in­gen på, at vejen fra amt­ sstatus til hjemmestyre blev kort. Der gik mindre end ti år fra kravet om hjemmestyre blev rejst i det grønlandske Landsråd til loven om Grøn­ lands Hjemmestyre kunne træde i kraft 1979. I 2009 blev hjemmestyreloven afløst af lov om Grønlands Selvstyre. Trussel fra uventet kant Der er for øjeblikket hver­ken fra Færøernes eller fra Grøn­ lands side som helhed noget ønske om at opløse Rigs­fæl­ lesskabet, der giver de to lande, begge med små befolk­ ninger, en række indlysende fordele: et stort bloktilskud i forhold til indbyggerantallet med deraf følgende økono­ misk sikkerhed i en erhvervs­ mæssig og finansiel vanskelig periode, et stabilt penge­væs­ en bundet op på det danske, fuld kulturel autonomi base­ ret på de lokale sprog, fri adgang til det danske og til dels det nordiske uddan­nel­ ses­system og indre selvstyre i et omfang man selv er herre over. Ubehagelige opgaver, som man ikke har lyst til at hjemtage, kan man lade ligge i København. Oven i det har begge lande en respekteret og indflydelsesrig stemme i Folketinget og i nordiske samarbejdsorganer, ligesom de nyder international sik­ kerhedspolitisk beskyttelse i kraft af Danmarks tra­di­tio­ nelt tætte forhold til den atlantiske verdens domi­ne­ ren­de magt USA og, fra 1949, Danmarks medlemskab af NATO. Blandt Rigsfælles­ska­ bets frynsegoder er et popu­ lært og højt elsket konge­ hus. Man kan, som den grøn­ landske regeringschef Kuu­ pik Kleist for nylig gjorde i den grønlandske avis Ser­ mitsiaq i en vision for det 21. århundrede, forestille sig »et forfatningsmæssigt revideret rigsfællesskab« baseret på »solidaritet, fællesskab og stærke historiske bånd«. Men det er bemærkelsesværdigt at regeringschefen ikke så meget som antyder mulig­ heden af løsrivelse efter islandsk model, heller ikke i det tilfælde, at de økonomiske forudsætninger ændres til gunst for Grønland ved fund af olie eller andre mineralske rigdomme. Dette formentlig blandt andet i erkendelse af at et uafhængigt Grønland, uanset hvor rigt det måtte blive på oliepenge, vil være tvunget til at søge tilflugt hos USA, som i bedste fald vil tilbyde Grønland en Puerto Rico-status med ret til et enkelt medlem med tale-, men ikke stemmeret i Re­præ­ sentanternes Hus. Hellere højtprofileret og uundværligt medlem af Det danske Rigs­ fællesskabet med to repræsentanter i Folketinget, masser af indflydelse og mas­ ser af goodwill end usynlig back-bencher i Den ame­ri­ kanske Kongres i Washington DC. Hvis Rigsfællesskabet i dag er truet, kommer faren snarere fra en helt anden og måske lidt uventet kant, nemlig Danmark. Her har den gamle europæisk-kon­ tinentale orientering, som vi brød med, da vi i slutningen af 1800-tallet genopfandt os selv som polarnation, atter stukket hoven frem, især efter regeringsskiftet 2001. Hertil kommer forestillinger om, at den stærke binding til Nordatlanten ikke længere er relevant, ja vel nærmest lidt provinsiel og outdated i en tid, hvor det er blevet en udbredt opfattelse, at dansk militær og kriseberedskab skal have hele kloden som operationsområde. Ser man sådan på det, er det fristende at spørge, om Rigsfælles­ skabet og bloktilskuddet til Grønland og Færøerne, som trods alt andrager nogle milliarder hvert år, fortsat giver mening. Tegn på falden­ de dansk engagement i Rigs­ fælleskabet er, at KVUG – gennem mere end 125 år en central institution i Rigs­ fælles­skabet og dertil et af dansk forsknings absolutte fyrtårne – er under ned­luk­ ning og at Færøerne og Grøn­ land er så godt som ikke- eksisterende i folkeskolen og gymnasiet. Det er som om blikket i disse år langsomt, men sikkert drejes bort fra Grønland, Færøerne og Nord­ atlanten. Dronning Margrethe den første