hósdagur 2. februar 2017síða 28

FRÍGGJADAGUR 3. FEBRUAR 2017 SOSIALURIN 15 28 Óli Jacobsen William Heinesen: Siðsøga SIÐSØGA Óli Jacobsen Á DJÓRALÆKNAFERÐ VIÐ CARL JOHAN BECH 11. partur S um endi á hesi røðini um Carl Johan skal her greið­ ast frá eini tæn­astu­ferð, hann gjørdi saman við Willi­am Heinesen. Tað sæst ikki nær hon er gjørd, men tað er ikki seinni enn í 1927. William skrivaði dagbók frá ferð­ini. Hon er í síni heild end­ur­ giv­in í bókini Det muntre Nord hjá Bjarne Nielsen Brovst, sum kom út í 1987. Eingin dugdi at skriva sum Willi­am, tí verður stórur partur end­ur­givin, sum hann hevur skriva tað. Í hesi endurgeving verður eisini greitt nærri frá fleiri av teimum per­sónum , sum William nevnir. Tá var annað lív í Vágsbotni Ferðin byrjar í Vágsbotni, sum var “far­støðin” hjá mjólkabátunum í Havn, sum sigldu inn á Skálafjørðin og norður í Sundalagið. William greið­ir ógvu­liga stuttliga frá ferð­ ini við Ruth, sum í 1908 gjørdist fyrsti ferða­manna­skipið hjá Mjólka­forsýn­ing­ini: “Ned ad Bryggebakken kom­ mer to Kvinder, indhyllede i Tør­ klæ­der og Frakker, allerede gul­ ne­de af Søsyge og bærende paa grøn­ne ramponerede Kofferter. En bar­hovedet Mand kommer ud fra et Hus og ser sig omkring. Nede paa den nye Bro i Frede­ riksvaag, hvor Ruth har lagt til, staar Rubek, Símin av Skarði og hans Kone, en Lærer fra Kunø, nogle langskæggede fra Sun­ de­laget, Carli, jeg og en Vædder med fire Horn og Mærkeseddel, af hvilken fremgaar, at den kom­ mer fra Nordedal og skal til Sol­ mun­de­fjord. De to søsyge Kvinder kom­mer ombord og begynder at holde Tørklæderne op for Mun­ den. Símin av Skarði tager en varm men behersket afsked med [kon­uni] Sanna, Vædderen langes om­bord, og Ruth sætter sig i be­ vægel­se, foreløbig dog kun for at læg­ge til ved Broen igen og lade den før omtalte barhovede, nu kas­ketklædte Mand komme med. Carli er forsynet med Fjeldstav, Vind­jakke og Rygsæk. Vi faar plads inde i Rubeks Taarn [stýrhúsinum] og faar serveret nogle af de be­ kendte Rubekske Historier samt stærk mælkeholdig Te i store snav­sede Krus. Udenfor i Kulden staar Símun av Skarði og de andre Ikke-Olym­ per og fryser”. Teir koma fyrst til Lamba og vitja bónd­an har, sum bjóðar teimum blóð­pylsu til døgurða. ´Tað var bliv­ið myrkt, og teir fara inn í Syðru­gøtu at læna eina lykt. Síðan gong­ur ferðin til Norðragøtu og so um fjallið til Leirvíkar, men tað var ikki bara sum at siga tað tá á døg­ um. “Efter endnu en Gang at have faaet os en rigelig Snaps, begynder vi at bestige Lervigsfjeld. Det er bælg­mørkt og gaar stejlt opad. Afte­nen er vindløs, Mørket ligger som en Trussel over os, vi gaar gen­nem det som gennem en Mine­ gang, ser kun Stien og de Nær­mes­ te Sten”. Men uppi á fjallinum gøtu­meg­ in er kortini gelendari, sum tá var eitt stórt framstig. Men at koma oman Leirvíksmegin var mun­ andi strævnari enn at koma upp á Leirvíksfjall. Í Leirvík verður fyrst farið inn til Óla bónda, har tað verður tikið væl hond um teir, og teir sleppa til song­ar. Óli bóndi var einsamallur í húsi saman við eini dóttir. “Vi anbringer os i hans store Køk­ken, hvor vi vasker Fødderne og skifter Strømper.” Sum tað skilst var Óli bóndi mentaður mað­ur. Dagin eftir fara teir, eftir at hava notið allan blíðskap, út í tey hús­ini, har tað eru sjúk kríatúr, sum hava tørv á læknahjálp. Ferðin til Kalsoyar Dagin eftir gongur ferðin til Kals­ oy­ar, men tað var heldur ikki bara sum at siga tað. Fyrst mátti farast við motorbáti til Fuglafjarðar. “Vi var inde hos en Smed, en bro­der til den bekendte Slægt Peter­sen fra Fuglefjord. Han var lille, spinkel og bleg og med et stort graaligt Overskæg og Briller. Han snakkede uafladeligt med Mohrsk Ivrighed og sagde hele tiden “Halgadoy”.” So fóru teir við postbátinum úr Fuglafirði. Uttan fyri Kun­oy­ar­ galvin fóru teir í ein bát, sum bíð­ aði eftir teimum, og sum førdi teir til Syðradals, “hvor vi steg i Land og hjalp til med at hale Baaden højt op paa Skrænten ved hjælp af et Hejse­ værk”. Í Syðradali vóru teir inni hjá bónd­anum Thomas Clementsen, og haðani fóru teir til Húsar, har teir fóru inn til bóndan, Jógvan á Heyggi, “hvis vældige Røgstue var lige saa varm som den var proper. Lige som mange andre Steder paa Nor­der­øerne var den store gam­ mel­dags Komfur anbragt i en slags Nische og omgivet at lune Sidde­ pladser, rundt langs Væg­ge­ne var lange lyse Bænke, og i et Hjørne et stort firkantet Bord”. Her inni nutu teir allan møgu­ lig­an blíðskap. Teir fingu hvør sítt kam­ar, og William sigur, at hansara kam­ar var eitt hugnaligasta, hann hev­ur sovið í. Dagin eftir fóru teir til Mikla­ dals og síðan til Trøllanes. Rosenmeyer datt oman fýra ferðir “Vejen til Troldenæs er svær og im­ponerende, først op ad et stejlt Græs­fjeld, saa hen ad en stejl og højtliggende Li, og derefter gen­ nem en berømt “Skora”, der er be­rømt for den Fare, der er for­ bun­det med at gaa gennem den. Un­der os laa en grøn Slugt, Djúpa­ dalur, gennem hvis Bund en stor og stenet Elv løb. Paa flere Ste­ der standsede Carli og pegede, idet han fortalte om Mænd, der var forulykket paa Grund af Sneskalver eller Stenskred. Bak­ ken ned mod Troldenæs var meget brat og drivvaad, glat som Is, og vi ku­rede ned ad den, styrende med vore Fjeldstave, mens Vandet stod i store Buer omkring os. Det var pinagtigt koldt paa Trol­denæs. De fleste Mænd var paa Fjeldet efter Faar. Vi blev gæst­frit modtaget af en Kone, fik tørt Tøj paa, mens vort eget blev hængt op til Tørring omkring Kom­furet. Da vi havde spist et so­lidt Maaltid, gik vi ud, klædt i kol­los­sale Søstøvler for at møde Mæn­dene, som kom hjem med Faa­rene. Vi traf den gamle Husmand Ro­sen­meyer Wolles, en gemytlig Graa­skæg, der fire Gange var fal­ det ned ad Fjeldene ved Djúpadal og dog gik omkring endnu i Høj Al­der­dom paa hele Ben, den ene Gang var han dog nær forblødt. Det var højst aparte at gaa rundt her paa Troldenæs i fremmed Tøj og tale med denne muntre Mand med den mærkelige Skæbne og det bizarre Navn. Fletting á Trøllanesi Mændende kom ned fra Fjældet, drivende Faarene foran sig og ind i Folden, hvor en Snes store Væd­ de­re blev udvalgte og ben­bundne. Der var storartede Typer mel­ lem disse Mænd, en af dem stod nede i den mudrede Fold og hev de tunge Væddere op. Han havde et rødt humoristisk Ansigt med be­ tændte Øjenrande og hed Absalon. Ham fulgtes vi hjem med. I hans Røgstue var alt forberedt til Slagt­ning. Vædderne blev lukket ind i et bælgmørkt Siderum, Lam­ per blev tændt og hængt under Tvær­bjælkerne. Mændene valgte og vragede af en Række slebne Knive paa en Bænk og Slagtningen be­gyndte. Røgstuen, der til at be­ gynde med var iskold, fyldtes med Damp og Varme. Blodet fra de døen­de Dyr rørtes ned i Gryder og Kedler, Kvinderne gik ud og ind og hjalp til. Mændene lagde sig paa Knæ for at trække Skindet af Faarene, de saa ud som de sloges med de hovedløse Kroppe. Snart laa der Hobe af Tarme, Maver og Hove­der omkring det blodtilsølede Gulv. De nyttige Indvolde kastedes hen i et stort Trætrug, Kroppene blev hængt op i Rækker under Bjæl­kene. En Olding gik omkring med en Bismer og vejede Tællen, mens alle saa spændt til”. Carl Johan Bech Ferðin byrjar við Ruth, sum her er á veg til Havnar. Ruth var eitt stórt framstig tá í tíðini At vera djóralækni í gomlum døgum var ikki bara sum at siga tað. Men keðiligt var tað ikki!