hósdagur 9. mars 2017síða 29

FRÍGGJADAGUR 10. MARS 2017 SOSIALURIN 30 29 Komandi partur Í komandi parti verður greitt meira frá hesi vitjan á Oyrareingjum. Eisini verður eitt sindur av ættarsøgu, m.a. at tveir løgmenn eru ættaðir úr hesum húsinum Linnedet for­vand­ledes til op­spræt­te­de Fisk, som laa spredte til Tør­ ring. Vi er ikke de eneste rej­sen­de, som har været ud­sat­te for denne Øien­ for­blændelse. Sandagerð væl egnað Manningin í kann­ing­ar­ lið­unum varð býtt sund­ ur. Nakrir skuldi gera kann­ingar við skip­un­ um, með­an aðrir skuldi gera kanningar á landi. Teir vóru Dr. Rae, Oberst Shaff­ ner og rit­høv­und­ur­in, sum held­ur fram við síni frá­søgn: Efterat være kommet i Land, hilste vi paa Stedets Øvrighed, der kom os meget velvilligt imøde. Vi brag­te i Erfaring, at Bulldog havde været her og var gaaet Nord paa. Kap. Allen Young begyndte straks Un­der­søgelserne a­f Havnen. For at undgaa nærheden af An­ker­ plad­sen, der jo er saa uheldig for en Telegraftraad, valgtes den lille Bugt, Sandegjær kaldet, ca. 500 Fav­ne Syd for Havnen til Lan­ dings­sted for Telegraftraaden. I San­de­gjær Bugt kan Traaden med fuldkommen Sikkerhed føres ind fra Havet enten Syd ella Nord om Naalsø. Den vil der er­holde et godt og solidt Leie, da Bun­den er sandet, og den vil med Let­hed kunne bringes i Land, da Kys­ten paa dette Sted er lav og fri for Klipper og Fører over blødt Jords­ mon lige ind i en Dal, som stræk­ ker sig op i Landet. Den formeentlig stærke Strøm i dette Farvand, om hvilken man har hørt saa megen skrækkelig Ta­ le, blev forgæves eftersøgt. Kapt. Young og hans Officerer ob­ser­ve­ res Strømmen meget nøjagtig, og net­op under den stærke Springtid, men de kunde ikke opdage nogen stær­ke­re Strøm end –naar den var paa det høieste: 3Mil i Vagten godt og vel, ganske overensstemmende med Sir Leopold M’Clintons Ob­ ser­vationer d. 4. Juli. Streymurin ikki so galin sum hildið Tikið verður til, at nógv hevur verið tos­að um streymin við Føroya, og ikki minst malstreymurin við Munk­in, har kanningar høvdu víst, at hann var ikki verri, enn at før­oy­ingar javnan sigldu um hend­an streym í róðrarbáti. Síðan verður greitt frá streymi yv­ir­høvur, um eystfall og vestfall, sum liggja seks tímar hvønn vegin. Streymurin hevði sjálvsagt stór­an týdning fyri hvar kápulin skuldi leggjast. Skipini bæði fóru norð­ur til Vestmanna og Hal­d­ órs­víkar at kanna við­ur­skiftini har, meðan ein annar partur skuldi fara til gongu norður eft­ir Streymoynni fyri at enda í Hald­ órs­vík. Á veg norður eftir var Fox tann 5. august um at ganga burtur í ein­ um herviligum illveðri, har teir nær­um vórðu tiknir inn á land av streymi. Veðrið var so ringt, at fokku­masturin brotnaði, meðan átta matrósar vóru við at reba. Teir duttu allir niður á dekkið og fleiri fingu skaða. Ein var so illa meinslaður, at hann seinni mátti leggjast inn á sjúkrahús í Reykja­ vík, tá ið teir komu hagar. Manningin helt, at orsøkin fyri øll­um hesum var tann, at teir vóru farn­ir avstað ein fríggjadag! Strævin gongd Teir sum skuldu gera kanningar á landi, fingu sær tveir mans at bera við­førið. Um ferðina til Kolla­fjarð­ ar verður greitt frá: Vi maatte den hele Vei kravle op og ned, op ad Fjeldene og ned ad Dalfurerne, Fjeld om Fjeld og Fu­re om Fure, hvilket var helt be­svær­ ligt, saasom forskellen mellem Op og Ned varierede fra 200 til 2.400 Fod. Vi gjorde os til at have udført det­te Foretagende – under hvilket ud­før­tes flere Observationer og nog­le Højder maaltes – i 54 Timer, hvor­af ovenikøbet 12-14 blev ofrede Mor­pheus (dreymagudinum). Det var de længste Miil jeg paa mine mange Fodvandringer indtil da havde Oplevet (og jeg har da prø­vet nogle i Amerikas Urskove. Dr. Raae mente det samme, og han er vel nok for Tiden Verdens dyg­ tigs­te Fodgænger, hvad hans for­ skel­lige Franklins-Fod-Ekspedi­ tioner kunne bevidne. Vi var 10 Timer om at tilbagelægge en Miil! (um 7,5 km). Væl móttiknir á Oyrareingjum Om Eftermiddagen passerede vi Kaldbaksfjord og ankom om Afte­ nen til Kollefjord, ved hvis Bund vi fandt den første Bolig, siden vi havde forladt Thorshavn, og da vi syntes, at have udført et godt Dag­arbejde, besluttede vi at søge Nat­te­leie her. Vi havde en meget brat ned­stigning fra 1.143 Fods Høi­ de. Hu­sets Eier, Ole Christian Dam i Øre­enge modtog os med me­gen Gæst­frihed. Han syntes at være en velstaaende Mand, der holdt sine Sager i god Orden. Byg­nin­ gerne saae godt ud, og den megen Ureen­lighed, som alle Beskrivelser af Færøerne vrimle af, saae vi der intet til. Vi fandt tværtimod det mod­satte. Hele Husets Ydre var et Møns­ter paa Orden og Reenlighed, og “Salen” som blev os anvist, ud­ mær­kede sig ved et smukt, hvidt­ skuret Gulv og et særdeles hygge­ ligt Udseende. Jeg begav mig paa Opdagelse, efter først at hava udbedt mig Værtens Til­la­del­se til at se mig om. Han ind­vil­li­ge­de straks og førte mig ind i Røg­stuen, hvor hans Døtre vare flittig be­ skæf­ti­gede med at spinde, karte, strik­ke o.s.v. – thi han havde mange hele fem, og oven i købet nogen saa smuk­ke, at Lieutnanten let kunde være udsat for at glemme at se sig om andetsteds, hvis han nu ikke havde været saa fast besluttet paa at finde idetmindste noget af det saa meget omtalte Svineri. Det maat­te da findes eet Sted; men nei, skjøndt jeg min Stand værdigt tap­pert modstod Fristelsen og brugte Øinene godt i den Retning, maa jeg dog henholde mig til min første Sætning og gjentage, at alt var i Mønsterværdig Orden, og det var saa en sand Fornøjelse efter at have beset Udhusene, at at søge til Salen gjennem Røgstuen, hvor den smukke Louise – jeg mener det smukke Billede af den saa vel­kjendte Huus­industri – afgav et virkelig interessant, originalt og til­ta­len­de Skue med Skorstenen og den og den knitrende Ild som Bag­ grund uden generende Røg, hvil­ ken Skorsteen ved Vintertid gjør samme nytte som engelske hygge­ lige “fireside”, men i dette Øjeblik frem­stillede Madmoder i storartet Trans­parent. Hun brasede op til de “for­nemme Gjæster”. Vi nøde vort dampende Maal­ tid med megen Velbehag, og da saa Louise bragte Kaffen, var Ny­del­ sen fuldkommen. Dr. Raae, der aldrig havde kjendt anden Kaffe end den Drik, Eng­lænderne præsentere under dette Navn, kunde slet ikke kom­ me sig over sin forundring over at fin­de en saadan Gudedrik hos en fær­øsk Bonde. Den hjertelige Gæstfrihed, vi her nøde, kunne vi aldrig glemme, og i min Egenskab af Dansk følte jeg en stor Tilfredshed og glæde ved Doktorens Udbrud: “Hvor her­ligt maa ikke det Moderland være, der har saadanne Bønder at fremvise i sine Lande: -Indeed I must go and see it!” Og hvis det skulde ske, da haaber jeg, at den­ ne berømte arktiske Vandrer maa nyde en saadan Modtagelse, at Moderlandet ikke skal komme til at staae tilbage for “Bilandets Bøn­der”. Taliferro Preston Chaffner, upphavsmaður til hugskotið at leggja telegrafkaðal millum USA og Europa umvegis Grønland, Ísland og Føroyar Fyrsti steðgurin var á Oyrareingjum, har blíðskapurin var framúr Manningin á Fox helt tað vera skjúrtur á bliki teir sóu, tá ið teir nærkaðust Havnini. Henda myndin vísir pakkhúsið hjá Restorff í Vágsbotni, sum var bygt í 1865. Her sæst eisini fiskur liggjandi til turkingar á helluni. IN Í 1860