hósdagur 16. mars 2017síða 29

FRÍGGJADAGUR 17. MARS 2017 SOSIALURIN 33 29 Komandi partur Í komandi parti verður greitt nærri frá hesi ættini og annars um ferðina sum endaði í Haldórsvík Fæ­ring, der udvandrede fra sin Fæd­re­ne Ø? Naar dertil kommer den be­ kjend­te bibeholdte eien­dom­melige Dragt og det gamle Sprog, saa for­ staaes det, at man ligeoverfor Fæ­ rin­gen faar Indtrykket af noget ægte, reent Nationalt, som man kun­de ønske se fremtræde lige­ saa kraftigt og sundt i vore, i den ret­ning desværre, noget for­kvak­ le­de Hjem. Niðan á Skælingsfjall Den næste Morgen vare vi tidligt paa Benene. Shaffner skulde med sin ene Ledsager følge Kollefjords Dal­strøg, for i et nogle Timers March fra Øre-Enge beliggende Hus at afvente Dr. Raae’s og min An­komst med vor Ledsager. Vi agtede først at bestige det vest­ligt for Øre-Enge liggende Skæ­ling Fjeld, det højeste Punkt paa Strømø. Vor vært vilde ab­ so­lut vise os Veien, thi det er den vanskeligste Side af bestige Skæ­ ling Fjeldet fra og benyttes ikke af Frem­mede paa grund af den far­ lige, bratte Op­stig­ning. Efter et hjerteligt Far­vel til vore Venner og Ven­inder i Øre-Enge be­gynd­te vi at klatre op af Fjeldet, hvil­ket in­ gen­lunde var en let Sag. Snart for­ svandt vi i Mor­gen­taa­gen, der ind­ hyl­le­de Fjeldets øvers­te Halv­del og skjul­te dets Tin­der for vore Blikke. Det var en meget in­te­res­sant Tour. Sce­nen for­and­re­des hvert Øjeblik under Op­stig­nin­gen, snart laa Taagen som en Skye under vore Fødder, og intet Øre-Enge var mere syn­ligt. Vi var vel komne en 1.600 Fod tilveirs, at vi stødte paa en saa stejl Brink, at det ved første øie­kast syntes umuligt at komme vi­de­re. Skridt for Skridt listede vi os op ad Fjeldskrænten, følgende i Spo­rene af vores Vært, en gammel sik­ker Fjeldgænger. Vi befandt os paa et Punkt, hvor vi paa Fjeldets stei­le Klippevæg kun havde en 1 Fod bredt Fodfæste, medens vi maat­te støtte Legemet imod Klip­pe­væg­gen, for ikke at tabe Ba­lan­cen. I dette Øjeblik spredtes den nedenfor hvilende Taage af et Vindstød. Medens man saalede klat­rer hen langs Færøernes bratte Klip­pe­vægge, med en Taage under Fød­derne, ved man egentlig ikke, i hvil­ken Fare man befinder sig, thi den underliggende Taage støtter Øiet, idet den forhindrer Synet af den Afgrund, over hvilken man svæ­ver. Da hører det blot en Anel­se af Svimmelhed til, for at brin­ge den uvante Fjeldgænger ud af Ligevægt; – blot et Sekunds Vak­len, og Offret er paa Veien til Dø­den mellem Himmel og Jord: ja selv en Fjeldvant Mand luk­ker un­ der­ti­den Øiet, trykker sig med hele Le­ge­mets Kraft ind mod Fjeld­væg­ gen og styrker sig, – saa­le­des som vi gjorde – med et dybt, frit Aan­ de­drag, forinden han be­gi­ver sig vi­dere. Kl. 10 Formiddag naaede vi Fjel­dets Top og havde netop fuld­ endt Maalingen og et Øjeblik nydt den pragtfulde Udsigt, da en tyk, tung Taage omspandt os. Vi var let sommerklædte og meget var­me efter den besværlige Op­ stigning, hvisaarsag vi følte luf­ ten lidt vel klam. Maalingen viste Skælingsfjeldets Høide gan­ske overensstemmende med vor lærde Landsmand, Kon­fe­rents­ raad Forschammers Maaling, nem­lig 2431 Fod, (2506 engelske Fod) over Havets Overflade). [Al­ menna hæddin í dag 767 metrar.] Lagaðu varða Da dette Fjeld sjeldendt bliver be­ ste­get, fulgte vi den i Fjeldlande sæd­vanlige skik at yde vort Bi­ drag til den begyndte Varde, ved at lægge en Sten paa denne for hver Person, hvortil vi endvidere føi­e­de en lille tilpropper Flaske og vore berømmelige Navne til Ef­ter­ret­ning for Efterkommere. Men snart efter begyndte det at bli­ve mindre behageligt deroppe. En stærk Storm rejste sig et nu (den samme, som nær havde for­ aar­sa­get Fox’s endeligt). Den hvirv­le­de rigtignok Taagen bort men sendte i dens Sted et saadant for­ry­gen­de Snefog, at vi i et Øje­ blik, var aldeles vinterklædte. Vi begyndte at fornemme nogle Kul­de­gysninger, ja jeg maa endog be­kjen­de, at mit endnu tropiske Blod forekom mig at stivne, og Tæn­der­ne begyndte en Koncert, dr efter saa lang fraværelse fra Nor­den forekom mig som Noget, jeg dunkelt erindrede fra tidligere Da­ge. Vi skrev d. 5. August. For atter at gaa os varme paa­ skynd­te vi vor Nedstigning, der, for­uden at være den i og for sig jo er van­ske­li­gere end Opstigningen, blev dette endnu mere paa Grund af, at Sneen skjulte Fodfæstet og gjor­de Klippestykkerne slibrige; men naar man er fortrolig med Fjeld­vandring, og blot har mod til, naar man føler vil glide ud, at gjøre et rask Spring, som da følges af nok et, hvorefter kom­ mer et 3die, 4de, 5te o.s.v., med hist og her en Variation af én Be­ væ­gel­se á la Rutchebane – da gaar det prægtigt nedad. I modsat til­ fæl­de kan det være livsfarligt: et eneste Øjebliks Betænkning og derpaa følgende Vaklen har kos­ tet mangen Dilettant Livet. Dr. Raae og jeg naaede nok ned før­ end vore Ledsagere, der roste os me­get. “Saadanne Fjeldgængere “”med Hæle paa” – havde de forhen ald­rig set. Efterat vi var kommet ud af Snefoget, kom vi naturligvis ned i en øsende Regn, hvis Aarsag vi slap for den Ulejlighed at rys­te Sneen af vore Klæder, og ef­ter­at have budt vor gjæve vært Far­vel, satte vi i smaat Trav mod Stæv­ ne­møde­ste­det med Shaffner, idet vi fulgte Kol­lefjords Dalstrøg, hvorigennem en temmelig anseelig Aa snoer sig. Vi passerde denne ved et Vadested, hvor Vandet kun gik os lidt over Knæ­ e­ne, men dette fortalte os vores Led­sa­ger, var og dens laveste Sted. Lestur á Miðgerði Kl. 2 traf vi sammen med Shaffner i det omtalte Hus hos Bonden Jens Christian Jacobsen, der hav­de en stor Familie: 4 Døtre og 4 Søn­ner. Det var Søndag og hele Fami­li­ en var forsamlet, inlclusive Bør­ ne­børn. De havde netop som vi ankom tilendebragt deres Hus­ an­dagt, i hvilken Schaffner havde deel­taget. Han forsikrede, at hann, skjønt ikke havde forstaaet Or­de­ ne, dog havde følt sig meget an­ dæg­tigt stemt; og hans ud­se­en­ de bekræftede hans Ord, da han bevæget beskrev os den ær­vær­ dige Alvor, hvormed den gam­le Bedstefader havde ledet Guds­tje­ nes­ten, og den Andagt med hvil­ ken Alle: Kvinder, Mænd og Børn, hav­de fulgt Handlingen. Alle var de i Søndagsklæder trods Regnvejret, og Huset, ja – her var igen talen om en møn­ ster­værdig Orden og Reenlighed, og det var os, der forstyrrede den­ ne. I det mindste ødelagde vi (vi havde den bekjendte Lighed med druk­nede Muus) aldeles det rene, sku­re­de Gulv; men det “gaaer vel af i Vask” mente Husmoderen, og vi maatte da endelig faae tørret vore Klæder og “nyde Noget.” Det første kunde vi ikke ind­ lade os paa, da vi skulde videre, men det Sidste gik vi særdeles be­rede­vil­lige ind paa. Herlig Fisk kom paa Bordet, og en Kop Kaffe blev ogsaa her præsenteret os, der smagte fortræffeligt, og det skjønt Louise ikke præsenterede den. Hun hed derimod Rachel og var ogsaa meget net. Teir á Fox vóru eisini uppi á Skælingsfjall. Jákup á Kamarinum, hjálparmaður hjá teimum á Fox Petur Mohr Dam var bróðusonur Johann Dam, sum ávirkaði Petur so nógv sum smádrongur, at hann vildi enntá ikki skála við víni. Kvinna við børnum við húsini hjá Müller á Tinganesi. Aftanfyri síggjast hús í Gongini, gomlu høvuðsgøtuni í Havn Johann C. Dam var ættaður av Oyrareingjum. Hann var ein úrmælingur og flogvit. Her saman konuni, Ebba Katrina, sum var 20 ár eldri. Fólk á brúnni yvir Kluftá við Haldórsvík