hósdagur 31. august 2017síða 24
‹ fyrra síða allar 32 síður næsta síða ›
Tekstur á síðuni
FRÍGGJADAGUR 1. SEPTEMBER 2017
SOSIALURIN 101
24
Óli Jacobsen
Anna Evensen:
Siðsøga
SIÐSØGA
Óli Jacobsen
2.partur
D
en Dag, min Mand
holdt sin Tiltrædel
sesprædiken i Kirken
(á Viðareiði), var der
mange Tilhørere. Undertiden fulg
tes min Mand og jeg ad ud til de
forskellige Familier, og de var altid
glade naar vi kom. Var min Mand
paa "omrejse", gik jeg alene.
Disse rejser til de forskellige
Kirker foregik altid med Ro- eller
Sejlbaade. Der kom en Baad be
mandet med 8 Mand og hentede
min Mand, og han havde mange
strenge Ture i al slags Vejr. Det,
man mest frygtede, var Brændin
gen. Der fortaltes, at en tidligere
Præst, der var sejlet til Fuglø for
at tale, maatte blive der i seks
Uger, uden at kunne komme der
fra for Vejret og Brændingen.
Min Mand tog som regel først til
Fuglø. Var Vejret daarligt, over
nattede han der, ellers tog han
samme Dag til Svinø og talte. Paa
Svinø overnattede han, og den
efterfølgende Dag tog han saa
over paa Husum og Mygledal og
talte. De laa alle paa Kalsø. Han
talte kun et Sted hver Dag og
overnattede hos Kirkeværgerne.
Naar min Mand kun kom saa
sjældent, var der nok at gøre for
ham. Foruden selve Gudstjenes
ten havde han Barnedaab og
Altergang, som man altid opsatte
til han kom. Skrivearbejdet fra
alle Bygderne tog han med hjem
til Onegerde og ordnede. Engang
min Mand sejlede til Fuglø og
Svinø for at tale i Kirkerne, var
det saadant et dejligt Vejr, da han
drog hjemmefra. Henimod Aften
begyndte det at blæse op, og jeg
lagde mærke til, at Folkene flere
gange gik ud og saa paa Vejret.
Jeg blev ængstelig og gik til sidst
ud til Magnus og spurgte ham,
om han troede min Mand kunde
komme hjem i det vejr. Magnus
saa op mod Himlen som for at
vejre Vejret. "Ja", sagde han, "hvis
de er sejlet tidligt derovrefra, kan
de snart være her." Vejret blev
værre og værre. Det kan komme
saa pludseligt deroppe med Kaste
vinde og Storm. Til sidst var det et
frygteligt Vejr. Evensen kom ikke,
og jeg blev saa urolig, gik ud og ind,
kunde ingen Steder være. Om afte
nen, da Blæsten yderligere tog til,
blev jeg helt ulykkelig. Uden at jeg
vidste det, gik Pigerne ind i Røg
stuen og sagde til Magnus: "Hør
Magnus,Madammen er saa urolig
og bedrøvet over Vejret. Kan du
ikke gaa ind til Kvannesund og
høre efter hvor Præsten er." – "Jo,
naar det bliver lidt lysere, skal jeg
gerne gaa", svarede Magnus. Hen
ad Morgenstunden, da det blev
lysere, begav Magnus sig afsted i
det stride Vejr, og naaede langt om
længe Kvannesund. Han gik ind til
en Bonde for at spørge ham, men,
som han senere sagde, vilde han
ikke straks komme frem med sit
Ærinde og spørge efter Præsten,
det lød alt for alarmerende. Da
han havde været der en Stund og
talt om ganske almindelige Ting,
sagde han: "Sikken et Vejr, det var
i gaar Eftermiddags, det kom saa
pludseligt – mon Præsten er sejlet
fra Fuglø?" "Jo, det er han", svarede
Bonden, "for han ligger oppe i min
Stue og sover sin søde Søvn. Han
kom hertil lige før Uvejret brød
løs." Saa blev Magnus glad og gik
hjem. Om Morgenen kom Pigen
ind til mig og sagde: "Vær nu glad,
Præsten ligger og sover sin søde
Søvn inde i Kvannesund." – "Hvor
ved De dog det fra?" "Jo, jeg bad
Magnus om at gaa derind og for
høre sig, og han er lige kommet
hjem nu." – "Tak skal I have, det
var rigtignok pænt af Jer." Og saa
lagde jeg mig til at sove, thi jeg
havde ikke lukket mine Øjne hele
natten.
Naar der skulde være Bryllup i
en af de andre Kirker, og man ikke
vilde opsætte det til min Mand
kom paa omrejse, kom der en be
mandet Baad og hentede ham.
Bagefter saadanne store Bryllup
per var der store Gilder. Ja, det
første Gilde var holdt aftenen før
Brylluppet, og der trakteredes da
med Pølse, Lammesteg, Kartofler
og Smørebrød.
Evensen sum
”klókur maður”.
Naar min Mand kom hjem fra dis
se "Omrejser", havde han i lange
Tider en mængde Skrivearbejde.
Det hændt jo ogsaa, at han maatte
skrive baade det ene og det andet
for Beboerne paa Øen. Min Mand
sad som regel inde hos sig selv,
hvor han enten læste eller skrev,
han blev ofte forstyrret af Folk
der kom for at raadføre sig med
ham. Han var jo Færing og forstod
dem bedre end de danske Præster.
En Dag kom der en Mand, Jo
hannes, med en meget slem bullen
Finger, han vilde spørge min
Mand, der jo vidste Raad for saa
meget, om han ogsaa vidste Raad
for fingeren. Nej, det vidste min
Mand ikke, han kunde jo tage til
Læge. Da det stormede saa meget,
vilde Johannes ikke sejle ud til
Lægen, og da han vedblev at bede
min Mand om at gøre noget ved
den, da han ikke længere kunde
holde det ud for Smerte, skar min
Mand Fingeren saa Betændelsen
kom ud. Derefter blev der lagt Bor
vandsomslag om.
Manden takkede saa hjerteligt
og gik. Men saa en Tid efter kom
en Mand, der ogsaa hed Johannes,
og mærkeligt nok ogsaa havde en
betændt Finger. Ja, han vilde da
saa gerne bede Præsten om at
kurere den Finger, ligesom han
havde kureret den anden Johann
es Finger. "Nej," sagde min Mand,
"naar jeg tog mig af hans Finger
var det, fordi Vejret var saa slemt,
at han ikke kunde sejle til Lægen,
men nu er det godt Vejr, saa De
sagtens kan komme ind til ham."
Manden blev meget ked af det. En
tid efter kom han igen og viste min
Mand en stiv Finger. "Se", sagde
han, "den har Lægen lavet, De
kunde lige saa godt have kureret
min Finger som Johannes’.
Konfirmatiónsfyrireikingar
Konfirmanderne paa Færøerne
kunne jo ikke saadan "gaa til Præs
ten" som hernede, dertil boede de
for spredt paa de forskellige øer.
En tid før konfirmationen kom
de Folk, der havde Børn, som
skulde konfirmeres, sejlende med
alle Børnene, der blev indkvar
teret, dels hos Bønderne, dels i
Præstegaarden. Vi havde i reg
len en 4-5 stykker, som vi havde
boende i de 1 1⁄2 uge Konfirmati
onsforberedelserne varede. Un
Tað var ikki bara at siga tað at røkja eina kirkjusókn
sum Norðoyggjar. Hetta kundi Anna vátta
Kirkjan á Viðareiði er frá 1892, undan tíðini hjá Evensen
Anna Evensen
Nógvar kirkjur at
røkja í Norðoyggjum