hósdagur 31. august 2017síða 24

FRÍGGJADAGUR 1. SEPTEMBER 2017 SOSIALURIN 101 24 Óli Jacobsen Anna Evensen: Siðsøga SIÐSØGA Óli Jacobsen 2.partur D en Dag, min Mand holdt sin Til­træ­del­ ses­præ­di­ken i Kirken (á Viðareiði), var der mange Tilhørere. Undertiden fulg­ tes min Mand og jeg ad ud til de for­skellige Familier, og de var altid glade naar vi kom. Var min Mand paa "omrejse", gik jeg alene. Disse rejser til de forskellige Kir­ker foregik altid med Ro- eller Sejl­baade. Der kom en Baad be­ man­det med 8 Mand og hen­te­de min Mand, og han havde man­ge strenge Ture i al slags Vejr. Det, man mest frygtede, var Bræn­din­ gen. Der fortaltes, at en tidligere Præst, der var sejlet til Fuglø for at tale, maatte blive der i seks Uger, uden at kunne komme der­ fra for Vejret og Brændingen. Min Mand tog som regel først til Fuglø. Var Vejret daarligt, over­ nat­tede han der, ellers tog han sam­me Dag til Svinø og talte. Paa Svinø over­nattede han, og den ef­ter­føl­gende Dag tog han saa over paa Husum og Mygledal og talte. De laa alle paa Kalsø. Han talte kun et Sted hver Dag og overnattede hos Kirkeværgerne. Naar min Mand kun kom saa sjæl­dent, var der nok at gøre for ham. Foruden selve Guds­tje­nes­ ten havde han Barne­daab og Alter­gang, som man altid opsatte til han kom. Skrivearbejdet fra alle Bygderne tog han med hjem til Onegerde og ordnede. Engang min Mand sejlede til Fuglø og Svinø for at tale i Kirkerne, var det saadant et dejligt Vejr, da han drog hjemmefra. Henimod Aften be­gyndte det at blæse op, og jeg lagde mærke til, at Folkene flere gan­ge gik ud og saa paa Vejret. Jeg blev ængstelig og gik til sidst ud til Magnus og spurgte ham, om han troede min Mand kunde kom­me hjem i det vejr. Magnus saa op mod Himlen som for at vej­re Vejret. "Ja", sagde han, "hvis de er sejlet tidligt derovrefra, kan de snart være her." Vejret blev vær­re og værre. Det kan komme saa pludseligt deroppe med Kaste­ vin­de og Storm. Til sidst var det et fryg­teligt Vejr. Evensen kom ikke, og jeg blev saa urolig, gik ud og ind, kunde ingen Steder være. Om afte­ nen, da Blæsten yderligere tog til, blev jeg helt ulykkelig. Uden at jeg vidste det, gik Pigerne ind i Røg­ stuen og sagde til Magnus: "Hør Magn­us,Madammen er saa urolig og bedrøvet over Vejret. Kan du ikke gaa ind til Kvannesund og høre efter hvor Præsten er." – "Jo, naar det bliver lidt lysere, skal jeg gerne gaa", svarede Magnus. Hen­ ad Morgenstunden, da det blev lyse­re, begav Magnus sig afsted i det stride Vejr, og naaede langt om læn­ge Kvannesund. Han gik ind til en Bonde for at spørge ham, men, som han senere sagde, vilde han ikke straks komme frem med sit Ærin­de og spørge efter Præsten, det lød alt for alarmerende. Da han havde været der en Stund og talt om ganske almindelige Ting, sagde han: "Sikken et Vejr, det var i gaar Eftermiddags, det kom saa plud­se­ligt – mon Præsten er sejlet fra Fuglø?" "Jo, det er han", svarede Bon­den, "for han ligger oppe i min Stue og sover sin søde Søvn. Han kom hertil lige før Uvejret brød løs." Saa blev Magnus glad og gik hjem. Om Morgenen kom Pigen ind til mig og sagde: "Vær nu glad, Præs­ten ligger og sover sin søde Søvn inde i Kvannesund." – "Hvor ved De dog det fra?" "Jo, jeg bad Magn­us om at gaa derind og for­ høre sig, og han er lige kommet hjem nu." – "Tak skal I have, det var rigtignok pænt af Jer." Og saa lagde jeg mig til at sove, thi jeg havde ikke lukket mine Øjne hele nat­ten. Naar der skulde være Bryllup i en af de andre Kirker, og man ikke vilde opsætte det til min Mand kom paa omrejse, kom der en be­ man­det Baad og hentede ham. Bag­efter saadanne store Bryl­lup­ per var der store Gilder. Ja, det første Gilde var holdt aftenen før Bryl­lup­pet, og der trakteredes da med Pølse, Lammesteg, Kartofler og Smørebrød. Evensen sum ”klókur maður”. Naar min Mand kom hjem fra dis­ se "Omrejser", havde han i lange Ti­der en mængde Skrivearbejde. Det hændt jo ogsaa, at han maatte skri­ve baade det ene og det andet for Beboerne paa Øen. Min Mand sad som regel inde hos sig selv, hvor han enten læste eller skrev, han blev ofte forstyrret af Folk der kom for at raadføre sig med ham. Han var jo Færing og forstod dem bedre end de danske Præster. En Dag kom der en Mand, Jo­ hann­es, med en meget slem bullen Fin­ger, han vilde spørge min Mand, der jo vidste Raad for saa me­get, om han ogsaa vidste Raad for fingeren. Nej, det vidste min Mand ikke, han kunde jo tage til Læge. Da det stormede saa meget, vilde Johannes ikke sejle ud til Læ­gen, og da han vedblev at bede min Mand om at gøre noget ved den, da han ikke længere kunde hol­de det ud for Smerte, skar min Mand Fingeren saa Betændelsen kom ud. Derefter blev der lagt Bor­ vands­omslag om. Manden takkede saa hjerteligt og gik. Men saa en Tid efter kom en Mand, der ogsaa hed Johannes, og mærkeligt nok ogsaa havde en betændt Finger. Ja, han vilde da saa gerne bede Præsten om at kurere den Finger, ligesom han havde kureret den anden Jo­hann­ es Finger. "Nej," sagde min Mand, "naar jeg tog mig af hans Finger var det, fordi Vejret var saa slemt, at han ikke kunde sejle til Lægen, men nu er det godt Vejr, saa De sag­tens kan komme ind til ham." Man­den blev meget ked af det. En tid efter kom han igen og viste min Mand en stiv Finger. "Se", sagde han, "den har Lægen lavet, De kunde lige saa godt have kureret min Finger som Johannes’. Konfirmatiónsfyrireikingar Konfirmanderne paa Færøerne kunne jo ikke saadan "gaa til Præs­ ten" som hernede, dertil boede de for spredt paa de forskellige øer. En tid før konfirmationen kom de Folk, der havde Børn, som skul­de konfirmeres, sejlende med alle Børnene, der blev ind­kvar­ te­ret, dels hos Bønderne, dels i Præstegaarden. Vi havde i reg­ len en 4-5 stykker, som vi havde boende i de 1 1⁄2 uge Kon­fir­ma­ti­ ons­forberedelserne varede. Un­ Tað var ikki bara at siga tað at røkja eina kirkjusókn sum Norðoyggjar. Hetta kundi Anna vátta Kirkjan á Viðareiði er frá 1892, undan tíðini hjá Evensen Anna Evensen Nógvar kirkjur at røkja í Norðoyggjum