hósdagur 24. mai 2018síða 18

FRÍGGJADAGUR 25. MAI 2018 SOSIALURIN 58 18 Óli Jacobsen Óli Jacobsen E in tann mest áhugaverda føroyska kvinnusøga, er tann hjá Onnu Evensen, dóttir tann fyrsta Lützen í Føroyum, Andreas Christian. Hon var fødd í 1841 og greiðir frá lívinum í Føroyum seinnapartin av 19. øld. Fyrst og fremst er tað í Havn, men seinni sum prestakona á Viðareiði, Hvalba á Nesi og so í Danmark, har hennara søga varð skrivað. Hesin parturin er um lívið í Hvalba. Koman til Suðuroyar Min Mand, der havde set Lejre Præstegaard, sagde, at der kun var en lille Lejlighed. Vi solgte derfor nogle af vore Møbler og da Restorff’s Skib, som vi havde fragt­et, kom, bar Karlene resten af vore Møbler ned paa Skibet. For­uden os rejste Barnepigen, Mal­ene, som vi havde faaet lige efter hendes Konfirmation og den gamle Gullak, med til Sud­erø. De andre Folk blev paa Præste­ gaarden. Det var en Skik, at den ene Pige altid blev et Aar efter Præstens afrejse for at tage vare paa det, han skulde have i “Naade­ saaret”. Saa vi var jo glade over, at Kathrine blev der. Hun havde jo ogsaa varetaget pastor Vesenbergs Enkes Interesser det første Aar, vi var der. De af vore Folk, der blev tilbage paa Viderejde, fulgte os ned til Skibet. En del af Beboerne havde ogsaa indfundet sig, og efter at vi havde taget den hjerteligste Afsked med dem alle, stødte vi fra Land. Og att­ er sejlede vi ud imod det ukendte. Det var omtrent mørkt, da vi naaede Suderø. Nogle af Menig­ hed­en og nogle af vore Bekendte kom ned og tog imod os. De vilde gerne huse os i Bugten, hvor vi lagde til, men da vi helst vilde op i Præstegaarden, blev der straks sendt en Dreng afsted til Køb­ mand­en efter Lys, saa vi kunde ind­rette os. Da Drengen kom til­bage med Lysene, og Folkene havde faaet vore Møbler baaret op, fik vi os et godt Maaltid Mad. Nogen Proviant havde vi selv med, og Beboerne havde sendt os en krukke Smør, frisk Brød, en Ost o.s.v. Der var i denne Præstegaard en Pige, som vi “arvede”, hun skulde være der i “Naadesaaret”. Men da min Mand skulde have Penge­løn, og vi altsaa ikke lønn­ ed­es med Naturalier, kunde vi und­være hende, og da hun var for­ lovet, vilde hun gerne rejse. Den næste Dag fik jeg jo rigtig beset Lejre. (Upprunin til navnið: Af Leer, som der fandtes saa meget af der­omkring, forklarede en Bonde mig.) Præstegaarden bestod kun af en Bygning, der var opført af Tømm­er, der var tjæret. Taget var ogsaa af Tømmer, hvorover der var lagt et lag af Bark og derover et lag Græstørv. Heilsuskaðiliga íbúðin Det var en meget usund Bolig. En af de tidligere Præster (der lign­ede Fr. 7. saa meget, at man hviskede om, at han var dennes Søn) havde saadan en strunk og yndig Datter. Hun skulde giftes og var netop ved at sy Udstyr, da hun pludselig blev syg og døde en Nyt­aarsaften. Lægen havde sagt, at det udelukkende var Boligens skyld, at hun var blevet syg. Det var altsaa denne Præstegaard, som min Mand og jeg kom til, jeg, der skulde have det saa godt for mit Brysts skyld! Det var en el­endig Lejlighed, den bestod af: Studereværelse og to smaa Vær­ elser, der stødte op til det, Stor­ stu­en og Sovekammeret. I Stuerne var der saa lavt til Loftet, at min Mand, der var høj og kraftig, hell­ er vilde gaa ind ad den anden Ind­ gangs­dør for at komme ind i sit Stud­ereværelse end at gaa den direkte vej gennem Stuerne. Engang for mange Aar siden, for­liste et Skib “Vesterbæk”. Af det blev der bjerget et helt lille Vær­ else op til Præstegaarden, hvor det blev stillet op saaledes, at man kunde gaa ind i det fra et af Vær­ elserne. Det blev kaldt “Kahytten” og brugt til Gæsteværelse. Min Mand fik, som sagt, Pengeløn og vi lønnede ogsaa vore Folk med penge, dog fik de Skind til Skoene. Selvfølgelig havde vi ikke nær saa meget at bestille som paa Vider­ejde med alt det Fiskeri, Fuglene og Kreaturene, men vi tjente mere paa Viderejde takket være alle de Naturalier. Dog fik vi ca. 60 Faar om Aaret foruden Mortensaftensgaasen, som blev kaldt “Tiendegæs”. Vi fik de første til Mortensaften, og resten længere ad Vinterens løb. Der var ikke ret meget Jord til Præste­gaarden, saa vi kunde jo let klare os med Barnepigen og gamle Gullak. Der kom ofte en ældre Mand, Andreas, til Præstegaarden (som han boede lige i nærheden af). Han hjalp os med alt muligt, ham sluttede Gullak sig meget nøje til. Naar Gullak ikke havde noget andet at bestille, kartede han eller spandt han paa “Skotrok”. Pigen kartede, spandt eller vævede. Ferðin hjá presti til aðrar kirkjur Paa Suderø havde vi ikke selv nog­en Baad. Min Mand talte i fire Kirker, nemlig i Kvalbø, der var den Kirke, hvor vi hørte til og naar han var paa omrejse, i Tveraa, Vaag og Sumbø. De Dage hvor min Mand ikke talte, læste Degnen. Und­ertiden sejlede han til en af Kirkerne, men som oftest gik han. Som alle Færinger, var han en god Fod­gænger, og han holdt meget af at gaa ude i Naturen. I reglen kom der en Mand og hentede hans Bag­age, det var Pligtarbejde. Min Mand fulgtes sjældent med ham, han holdt mest af at gaa i sine egne Tanker. Det var oftest nogle meg­et drøje Spadsereture, naar Vejr­et var slemt. Der var mange i Kirken, da min Mand talte første Gang. Fær­ ing­erne har jo fra gammel Tid haft Ord for at være nysgerrige. Be­folkningen paa Suderø var liv­ lig­ere og ligesom mildere end dem paa Viderejde. Til gengæld var de saa trofaste paa Viderejde. Her er et lille Eksempel. Vi mistede jo en lille Dreng deroppe, og et Ægte­par lovede at passe Graven. De passede den ogsaa, saa længe de levede, og efter dem fortsatte deres Søn med at passe den. Der kom her, som paa Viderejde, ofte Folk og talte privat med min Mand. De betroede ham, hvad der trykkede og pinte dem, og han trøstede og raadede dem saa godt han kunde. Aldrig nogensinde fortalte han til os andre hvad det var. Han forstod som faa den svære Kunst at tie. Og tog hans Tank­er en højere Flugt, og havde han Oplevelser, der laa over Mængd­ens, da tav han ogsaa, thi han vidste, at de kunde ikke for­ staa ham. Mosi sum lekidómur I Præstegaarden var der saa fugt­ igt, at Tapeterne linnede fra Vægg­ en, saa mine Børn kunde lege skjul bag dem. Det var da intet Und­er, at jeg blev meget daarlig af Gigt. Min Mand hentede en Læge, Lund, en dygtig og prægtig Mand, der medbragte en pakke “islandsk Mos”, som han havde faaet sendende, da det skulde Í seinasta parti hjá Onnu Evensen, greiddi hon frá tilveruni sum prestakona á Viðareiði. Men av heilsuávum fluttu tey til Hvalbiar PRESTUR Í HVALBA Evensen: Anna saman við sínum brøðrum v.f. Edvard, Lütje, Nickels og Jacob. Myndirnar eru úr bókini hjá Onnu: Daglidagur í 19. øld. Teir kryvja