leygardagur 5. februar 2005síða 36

36 Nr. 25 - 5. februar 2005 – I de danske politiske partier er der naturligvis interesse for, hvem der vælges som færøske repræsentanter ved folketingsvalget. Ikke fordi tinget synes at få en sammensætning, der gør mandaterne afgørende, men fordi valget på Færøerne normalt tolkes som en begivenhed, der viser styrkeforholdene i færøsk politik Af Hans Engell Adm. chefredaktør Ekstra Bladet Få dage før folketingsvalget i Danmark ligner statsminister Anders Fogh Rasmussen en sikker vinder. Meningsmåling- erne giver ham solidt flertal sammen med konservative og Dansk Folkeparti. Mogens Lykketoft har kæmpet en sej kamp for at bringe socialdemo- kraterne ud af det, der kunne ligne en katastrofe. Det har været en ensom kamp - hverken S- folketingsgruppen, fagbevægel- sen eller partiets organisation har givet ham nævneværdig støtte. Det er åbenlyst, at Venstre har langt flere millioner til at føre valgkamp for end socialdemo- kraterne - hvilket præger både medie- og plakatbilledet. Den politiske dagsorden under valgkampen har først og frem- mest været dikteret af de to hovedpersoner. Mens Anders Fogh kan satse på den personlige popularitet, han nyder hos vælgerne, har Lykketoft bestræbt sig på at trække de politiske forskelle mellem V og S tydeligt op. Skat, udlændinge, ældrepleje, arbejdsløshed og folkeskole har været hovedemnerne, og de store konfrontationer mellem Fogh og Lykketoft har trukket mellem en og to milllioner TV-seere, mens andre kandidater har haft meget svært ved at slå igennem i valg- kampen - og ikke mindst i mediebilledet. For menige folketingsmed- lemmer passer primært deres hjemlige valgkredse - og det gælder uanset, om de er valgt i Danmark eller på Færøerne. I de danske politiske partier er der naturligvis interesse for, hvem der vælges som færøske repræ- sentanter ved folketingsvalget. Ikke fordi tinget synes at få en sammensætning, der gør man- daterne afgørende, men fordi valget på Færøerne normalt tolkes som en begivenhed, der viser styrkeforholdene i færøsk politik. Det er for samarbejdet i Folketinget bestemt heller ikke uden betydning, om de valgte hedder Høgni Hoydal, Jóannes Eidesgaard, Edmund Joensen, Óli Breckmann eller Anfinn Kallsberg. EIDESGAARD – en central figur De færøske politikeres ind- flydelse i Folketinget svarer normalt til den indflydelse, de har i Lagtinget og færøsk politik, men det er indlysende, at der bliver lyttet mere intenst til en tidligere lagmand end til mere perifære færøske politikere. Jóannes Eidesgaard ville være en central figur i den social- demokratiske folketingsgruppe, og som formand for partiet og med en baggrund som lagmand ikke være til at komme uden om - især ikke, når der skal drøftes de centrale spørgsmål omkring udviklingen af rigsfælles-skabet. Om han overhovedet kommer til at bestride posten, hvis han bliver valgt, er så et andet spørgsmål, fordi man ikke kan sidde i den færøske regering og det danske folketings samtidig. Det betyder, at det er stedfor- træderne, som drager til Køben- havn - som da Jabobsen erstattede vicelagmand Hoydal. Ordningen er en færøsk kreation, der kan diskuteres - men jo ikke anderledes end når en dansk politiker som Søren Pind stiller op til Folketinget samtidig med, han er Venstres spidskandidat til kommunalvalget til efteråret, hvor han går efter at blive Københavns nye overborgmester - og derefter forlader Folketinget igen. JOENSEN – netværk i Venstre Edmund Joensen har som tid- ligere partiformand og lagmand også et ret betydeligt netværk i det danske folketing - især i Venstre. Også ham vil der blive lyttet til. I Folkeflokken er de to mest interessante kandidater Óli Breckmann og Alfinn Kallsberg. Breckmann har tidligere været medlem af den konservative folketingsgruppe, hvor han udgjorde et farverigt, festligt og meget talende islæt. Han kender livet på Christiansborg og de veje, han skal bruge for at skaffe sig indflydelse for færøske syns- punkter. KALLSBERG – et stærkt kort Men han har hårdt modspil fra en partifælle, hvis indflydelse er endnu større - og som kender spillet på de bonede gulve endnu bedre. Anfinn Kallsberg nyder stor respekt hos de konservative - både i Danmark og i de andre nordiske lande. Som tidligere lagmand, partiformand og mangeårig central nordisk politiker har han et stort netværk at trække på, og hans erfaringer, bl.a. fra forhandlingerne med den danske regering, vil med det samme placere ham stærkt på Christiansborg. Kallsberg er en taktisk begavelse med en lun humor, som bringer ham langt og vil med det samme finde sig til rette i spillet på Slotsholmen. Det er karakteristisk, at den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen efter en af de mange og lange forhandlingsrunder sagde: ' Anfinn Kallsberg kan man let undervurdere. I så fald begår man en stor fejl.' HØGNI – et kapitel for sig selv Høgni Hoydal er et kapitel for sig. Som den dygtige taler, politiker og propagandist, han er - tilmed meget flittig - er han en politiker, der lyttes til, men republikanernes ind imellem skingre stemmeleje og den noget uforsonlige holdning støder mange danske politikere, og efter sammenbruddet i regeringssam- arbejdet mellem republikanere og Folkeflokken og "system- skiftet" i Torshavn er Høydals politiske aktiekurs i Danmark faldet en hel del. Hoydal er politiker på sin egen måde - det kalder på respekt - men hans danske netværk er især kon- centret omkring de partier og personer, der ikke vil få megen indflydelse på dansk og nordisk politik de næste fire år. På den måde er han isoleret, selv om det ikke lyder sådan, når Høgni tager ordet. MAGT OG INDFLYDELSE Ser man på den indflydelse, færøske politikere har haft i det danske folketing gennem tiderne, har det svinget meget. Først og fremmest fordi den væsentligste kontakt foregår mellem de to landes regeringer og topembeds- mænd. De væsentlige beslut- ninger træffes på topniveau i Statsministeriet - ikke i folke- tingssalen. Det betyder, at folke- tingsmedlemmernes rolle ikke er helt så væsentlig. Men da flere af de færøske politikere har et godt personkendskab og blandt andet gennem det nordiske samarbejde en bred gruppe af politiske kolleger at trække på, har det ofte givet de pågældende fær- øske politikere en større ind- flydelse og gennemslagskraft, end deres mandat rent faktisk berettigede til. I Folketinget leverer de fær- øske politikere en rimelig arbejdsindsats - først og frem- mest gennem mange spørgsmål til ministrene, og fremlæggelse af forskellige forslag. Det har dog ofte svækket billedet, at de valgte ikke mødte op, men sendte stedfortræderne - og det der ikke har været en klar linie i arbejdet. Heller ikke dfannelsen af Den Nordatlantiske Gruppe har ændret det billede meget. Som hovedregel vedrører indlæg i Folketinget altid Færøerne eller dansk-færøske relationer. Det er tydeligt, at færøske politikere - uanset partifarven - ikke bryder sig om at være tungen på vægtskålen i dansk indenrigs- politik, og i stigende grad har holdt sig væk fra interne opgør eller konfrontationer i folke- tingssalen, hvor deres mandat blev brugt i afgørelser, der efterfølgende kunne fremkalde kritik og debat. I Danmark er det en klar fornemmelse, at fælrøks politikere - ret naturligt - er mere optaget af reaktionerne i Tors- havn end i det danske medie- og vælgerbillede. Til gengæld har de færøske politikere en talerstol end større udgangseffekt end Lagtinget alene ville kunne udgøre. STØRST INDFLYDELSE De færøske folketingsmedlem- mer har gennem årene valgt forskellige tilhørsforhold til de politiske partier i Danmark. Nogle har været totalt integreret, f.eks. Johan Nielsen, der ofte optrådte som ordfører for socialdemokraterne i ikke- færøske sager. Andre er indgået i en folketingsgruppe, men har kun lejlighedsvis været til stede og fortrinsvis gjort sig gældende i færøske sammenhænge. Andre igen har valgt at stå helt uden for partierne. Ser man på den direkte indflydelse, er der nok ingen tvivl om, at de, der er gået ind i en partigruppe - enten som helt eller nominelt integreret - har haft størst indflydelse. Politik handler også om at have kon- takter, kunne skabe alliancer, få sat fokus på et problem, vinde genhør for forslag og ideer. Er man løsgænger eller står helt udenfor partigrupperne svækkes denne indflydelse. Der er ingen direkte kontakt med andre - og der er ikke andre fora end folketingssalen, hvor man kan rejse sine forslag. Bilaterale kontakter kan bruges - men er ofte for uforpligtende. Politik handler nemlig også om noget- for-noget. Og løæsgængere har sjældent noget et ' betale tilbage ' med. Gruppemedlemsskab giver i regeringsperioder en direkte adgang til ministrene, Folke- tingets ledelse og andre centrale aktører. Det siger sig selv, at man både på det formelle og de uformelle plan derved kan skabe en lydhørhed for færøske synspunk- ter, som det ellers var sværere at komme igennem med. Kort sagt har det været en dialog mellem partifæller - og har man haft Færøsk magt på I Danmark er det en klar fornemmelse, at færøske politikere - ret naturligt - er mere optaget af reaktionerne i Torshavn end i det danske medie- og vælgerbillede ” Ser man på den direkte indflydelse, er der nok ingen tvivl om, at de, der er gået ind i en partigruppe - enten som totalt eller nominelt integreret - har haft størst indflydelse ”