týsdagur 15. februar 2005síða 21

Nr. 31 - 15. februar 2005 21 JARÐARFERÐ Jan Müller Hóast veðrið ikki var av tí besta, vátakavi og kalt, høvdu fleiri enn túsund fólk leitað sær til jarðar- ferðina hjá fyrrverandi løgmanni, Atla Dam í Vesturkirkjuni leygardagin. Eisini úr Danmark og Grønlandi vóru fólk komin fyri at siga Atla eina sein- astu farvæl. Tað var Bjarni Bæk, dómprovstur, sum helt prædikuna. Eftir tað sungu og spældu limir í kórunum Sólarmagn og Tarira kenda lagið eftir Mikis Theodorakis, sum Sven-Bertil Taube týddi, "En sång om Frihet". Tá kistan varð borin út spældi Katrin Jørgensen undir við trompet til lagið hjá Jógvan á Lakjuni, mentamálaráð- harra: "Gakk tú tryggur fram við góðum treysti" . Jógvan Thomsen hevði orgulspælið í Vesturkirkj- uni henda sermerkta dagin, tá so mong høvdu valt at minnast Atla Dam fyri seinastu ferð. Á grøvini varð tjóðsangurin sungin. Millum sálmarnar, sum vórðu sungnir í Vestur- kirkjuni til jarðarferðina var "Sig nærmer tiden, da jeg må væk" eftir Steen Steensen Blicher, sum Atli Dam sjálvur helt so nógv av Atli Dam jarðaður En sång om frihet Det finns ett hav som ingen ser Det finns en grav där ingen dör Det finns en sol som ej går ner Det finns en strand I varje själ Och om du vill ditt väl förstå Och vara fri när molnen gå Så bygg en värld, en värld att leva I Nu gäller det ditt liv, ditt eget liv! Det finns en värld som ej förgår Det finns ett brev som ingen läst Det finns en vind som allt förstår Det finns en frihet uten sår Sig nærmer tiden, da jeg må væk, jeg hører vinterens stemme; thi også jeg er kun her på træk og haver andetsteds hjemme. Jeg vidste længe, jeg skal herfra, det hjertet ikke betynger, og derfor lige glad nu og da på gennemrejsen jeg synger. Jeg skulle sjunget lidt mer måske, måske vel også lidt bedre; men mørke dage jeg måtte se, og storme rev mine fjedre. Jeg ville gerne i Guds natur med frihed spændt mine vinger, men sidder fast i mit snævre bur, det alle vegne mig tvinger. Jeg ville gerne fra højen sky udsendt de gladere sange; men blive må jeg for kost og ly en stakkels gældbunden fange. Tit ligevel til en smule trøst jeg ud af fængslet titter og sender stundom min vemodsrøst med længsel gennem mit gitter. Lyt og, og vandrer, til denne sang, lidt af din vej du hidtræde! Gud ved, måske det er sidste gang, du hører livsfangen kvæde. Mig bæres for, som ret snart i kvæld at gitterværket vil briste; thi kvidre vil jeg et ømt farvel; måske det bliver det sidste.