leygardagur 25. november 2000síða 9

gult cyan magenta svart Sosialurin Nr. 228 - 25. november 2000 17 16 Sosialurin Nr. 228 - 25. november 2000 Postboks 19, 110 Tórsahvn, telefon 311820, telefax 314720, teldupostur: eirikur@sosialurin.fo Bla›stjórn: Eirikur Lindenskov Næsta vika stendur í Jørg- in-Frantz’sa tekni. Her í bla›num hava vit fingi› danska filmsleikstjóran Nils Malmros at hugsa sær til eina samrø›u vi› Jørgen-Frantz Jacobsen, har evni› er Barba og filmurin um hesa fatalu kvinnu, sum eisini t‡sk- arar í samstarvi vi› sviar gjørdu í 1961. Hesin filmur fór ikki fram í prestaumhvørvi, men samtí›ar læknaumhvørvi. Longur inn í bla›num hevur Jógvan Isaksen bókmentunarliga grein um Barbu og Jørgen- Frantz. Forlagi› Fannir gevir eisini út forvitnis- liga bók ”Vit kunnu sjálv- ir”. Hetta eru tekstir, sum Jørgin-Frantz skriva›i í bla›num Tingakrossi og so eisini naka› av tí, sum hann skriva›i í donsku avísini Politiken 1925-36 og sum ikki er vi› í ”Nordiske kronikker”. Ritstjóri á hesi forvitnis- ligu útgávu er Turi› Sig- ur›ardóttir. Ta› er í mi›ari viku, at sjálvur hundra› ára dag- urin er. Henda dag skipar Nor›urlandahúsi›, Rit- høvundafelagi› og tey, i› kn‡tt eru at verkætlanini ”Fer›in” fyri kvøldsetu í Nor›urlandahúsinum. Millum anna› ver›ur høvi› at síggja júst ta› handriti›, sum Nils Malmros tekur stø›i í í greinini til høgru. Hetta er upprunaliga handriti› til søguna um Barbu, júst so sum Jørgin-Franzt skriva›i ta›. Vi› bl‡anti. Dey›amerktur. William Heinesen og seinni Zach- arias Heinesen hava havt ta› í varveitslu og ta› hevur ikki veri› s‡nt fram á›ur. Í forhøllini í Nor›- urlandahúsinum ver›a eisini s‡nd fram brøv og myndir og eitt n‡tt lista- verk, sum Edward Fuglø hevur mála› vi› stø›i í brøvum hjá Jørgin-Frantz. Burtúr fjølbroyttu skránni fyri kvøldsetuna kann nevnast, at føroysku tónaskøldini Tróndur Bogason og Sunnleif Ras- mussen hava arbeitt vi› tekstum eftir, ella kn‡ttir at Jørgin-Frantz. Kórsats- ur, sum Tróndur hevur gjørt til yrkingina hjá Jan- usi Djurhuus ”Songur til lívi›”, ver›ur fyrstu fer› at hoyra og Sunnleif fer at grei›a frá um n‡ggja tón- listaverki› ”Fer›in”. Hetta er verkætlan, sum Urd Jo- hannesen stendur fyri. Verki› byggir á tekst, sum Jørgin-Frantz skriv- a›i á n‡ggjárinum 1921. Úr Danmark kemur Hanne Flohr Sørensen, sum fer at grei›a frá um lív og verk hjá skaldinum. Fyri Gyldendal stjórnar hon stórum bókmentunar- ligum verki um Jørgin- Franzt, sum kemur út næsta ár. Úr sjónleikara- bókinum Grímu fara vit mikukvøldi› eisini at hoyra Ega Dam og Hans Tórgar› framføra leik- mynd úr ví›agitna bræva- skiftinum millum William og Jørgin-Frantz. Óney ›- ugt skuldi havt veri› at sagt, at ídni brævskrivarin Jørgin-Frantz telist mill- um teirra, sum pr‡tt hava føroysk frímerki. Kvøld- setan á hundra› ára degi skaldsins endar vi› at Petra Iversen syngur Kingo-lagi› ”Sorrig og glede”, sum júst er annar av sálmunum, sum n‡ttir ver›a gjøgnum filmin hjá Malmros um Barbu. Kvøldsetan, sum er al- menn, byrjar mikuvøldi› klokkan 19:30 og er ó- keypis. Jørgen-Frantz Jacobsen 100 Nils Malmros 17. juli i år havde jeg en bevægende oplevelse. Efter i 6 år at have haft et kærlighedsforhold til "BARBARA" fik jeg und- er et besøg hos Zacharias Heinesen lejlighed til at se i Jørgen-Frantz Jacobsens originale håndskrevne manuskript. Få uger for- inden havde Zacharias genfundet det, - så vidt jeg forstod i bunden af et pengeskab. Her var de - i et ca. 5 cm tykt charteque - de blegnede gullige sider, hvor Jørgen-Frantz med sirlig, letlæselig håndskrift i kamp med tuberkulose og død forløste det, han selv opfattede som en hymne og en pavane. En hymne er en hyldestsang til livet, pavanen er en dødedans. Manuskriptet er på løse ark og skrevet med blyant. På mange af siderne er der en brunlig plet øverst oppe, sandsynligvis rust- mærker efter klips. Når manuskriptet ikke er skrevet med blæk, skulle det være fordi, at store dele er skrevet, medens Jørgen-Frantz lå i sengen og ikke ville kunne undgå at klatte, selvom han brugte fyldepen. Mange af siderne må være renskrevne, for de er helt uden rettelser, medens andre er fulde af over- stregninger og omformuleringer. Før hvert kapitel er der en dis- position og forrest i manu- skriptet en udførlig per- sonbeskrivelse. Det er velkendt, at Jørg- en-Frantz Jacobsen ikke nåede at fuldende sin rom- an, men at den efter hans død blev færdiggjort af hans nære ven og slægtn- ing William Heinesen. William siger selv, at han udfyldte de manglende lakuner. Det har derfor været en udbredt opfat- telse, at det var William, der skrev slutningen, som den foreligger. Det første, jeg gjorde, var derfor at begynde bagfra og ved selvsyn konstatere, at slutningen ord for ord er Jørgen-Frantz´ egen. Det sidste kapitel starter for øvrigt med, at Barbara og Andreas på klipperne i vandkanten neden for Skansen skærer fløskæl til madding. Her har Jørgen- Frantz over kapitlet lavet en fin lille blyanttegning af et fløskæl. På kort tid er det ikke muligt at vurdere Heine- sens indflydelse på BAR- BARA, så det får vente. Desuden kræver det også en større videnskabelig formåen, end jeg kan præstere. Men det må være en drømmeopgave for den, der brænder for den skandinaviske og ikke mindst den færøske littera- tur. Selv havde jeg kun mul- ighed for at blade rundt i siderne som i et helligt skrift. Hvor jeg end slog ned, blev jeg ramt af rom- anens vidunderlige poesi Barbara, Nils og Jørgen-Frantz DIALOGUR. Í sambandi vi› 100 ára dag Jørgen-Frantz Jacobsens hevur Nils Malmros fyri Sosialin fest á bla› nakrar huglei›ingar, har hann hugsar sær eina samrø›u vi› rithøvundan um filmin og teir spurningar, hann reisir 100 ár og understrømme af kluk- kende fryd. Og netop fordi jeg kan lange passager ud- enad, var det gribende at møde teksten, som var det i skabelsesøjeblikket. Som om Jørgen-Frantz netop havde fået formuleret: "Den der går uden om dår- skaben, han går min tro uden om livet" eller "Kær- ligheden er som en lue, der ikke kan brænde ren og klar, uden at ængstelsen som en trækvind holder den ved lige." Jeg tror ikke, at nogen instruktør, der har lavet en filmatisering kan undgå en nagende tvivl. Har man nu har gjort det godt nok? Ved spredte nedslag i det håndskrevne manuskript blev jeg i hvert fald be- klemt. For det er en vidun- derlig roman med dens sanselige naturbeskrivelser og dybe psykologiske ind- sigt i menneskets natur. Den afslører vores forgæ- ves forsøg på at ignorere, at vi godt ved, at vi er nar- agtige og forfængelige. Men den gør det med en glæde ved livet på godt og ondt. - Har jeg fået alt det med? Generelt plejer forfattere at være forbavsende ukrit- iske, når deres bøger bliver filmatiserede, i hvert fald når de udtaler sig offent- ligt. Måske skyldes det en lidt misforstået solidaritet med den, der har forbrudt sig mod deres værk. Imid- lertid kunne Jørgen-Frantz godt være skarp og kritisk, blandt andet når han skulle bedømme Williams første litterære forsøg. På trods af det kan jeg ikke dy mig, nu da jeg har fået nærkon- takt med ham gennem det håndskrevne manuskript: Hvad ville Jørgen-Frantz i grunden sige til filmen? Jeg er ret sikker på, at han ville glæde sig over vores brug af naturen. I- midlertid er den færøske natur en gave til enhver fotograf, der har tid til at vente på, at tågen letter, og Koltur dukker frem i aften- modlys. Jeg er også sikker på, at han vil acceptere, at Barbara julemorgen ikke tager afsked med Hr.Poul ved Leitisvatnet, men føl- ger med ham helt over til Sørvágur. Derved kan vi nemlig få Mykines til at stå som en dragende og truende baggrund for deres anelsesfulde afsked. Sam- tidig vil han ved eftertanke bifalde, at vi ikke falder for fristelsen til kunstigt at presse Kellingin og Risin og andre færøske high lights ind i historien. Som almindelig biograf- gænger vil Jørgen-Frantz også være duperet over de frembrusende franske or- logsfartøjer foran Nólsoy, og han vil glippe med øjn- ene ved at opdage, at Ting- anæs atter ligger lige ud i det åbne hav. Men hvor er Gongin? Jeg vil slå blikket ned og svare, at det må han spørge tankeløse by- planlæggere om, og des- værre havde vi ikke midler til at genopbygge den. For at aflede vil jeg spørge om, hvorfor franserfesten ikke blev holdt inde i Stokkastova. Det har han ikke noget fornuftigt svar på. Jeg forklarer, at ved at holde festen i Stokkastova kan vi lade varekælderen ligge under det orgastisk gyngende dansegulv. Det synes han var en morsom ide. På det fortællemæssige plan vil det også more ham, at vi har fundet ud af, hvad der i grunden blev sagt ude i admiralens ka- hyt. Men medens han mor- er sig, vil han alligevel løfte et øjenbryn. Er det ikke lige som om, der går noget af den naturlige vær- dighed af Lagmanden, når filmen gør ham komisk for at score et par billige point? Og hvor er den bob- lende indre glæde hos Hr. Poul? Det er, som om han er lidt vel længe om at komme sig over den græs- selige sejlads op til de jordslåede øer i Nordatlan- ten. Jeg ville forsvare mig med, at i romanen kommer glæden frem i kraft af en indre monolog, som man ikke sådan uden videre kan bruge i en film. Dertil vil han svare, at det er mit og ikke hans problem. Jeg vil dog minde ham om, at han selv har sagt, at han fanden gale mig havde svært ved at male sig selv i en præsts lignelse. Men hvad så med Bar- bara selv? Ja, smag og behag er forskellig, men jeg vil godt vædde en kin- amand på, at Jørgen-Frantz ville knus-elske Annike von der Lippe og hendes skæve næse, selvom hun ikke er lyshåret. Angående slutningen kan Jørgen-Frantz godt ac- ceptere, at vi på det fore- liggende grundlag med en ufærdig roman lader Bar- bara forsvinde i tågen. Han kan også godt se perspek- tiverne i at lade Soren- skriveren træde i karakter og gøre sig til skæbne for Barbara. Ved er være den, der giver (Hr. Poul) og den, der tager (Andreas), er han dybest set den, der besidder hende. At det er en dødssynd i Karen Blix- ensk forstand, og at Soren- skriveren til sidst smerte- ligt indser dette, er en styrkelse. Jørgen-Frantz vil dog påpege, at det er en sofistikeret ændring, han kun kan acceptere, fordi Jesper Christensen er så overbevisende god som Sorenskriveren. Forøvrigt synes han, at også Lars Si- monsen gør det glimrende som Hr. Poul, og det var helt urimeligt, at han ikke fik en Bodil for den præ- station. Men der er alligevel no- get, der mishager Jørgen- Frantz. Det havde jo været hans tanke, at Barbara og Hr. Poul skulle genforenes til sidst omend i elendig- hed og under højst ufor- libte former. Og vigtigere: Hvor er hele almuen? Vup- sen, Tangloppen, Samuel på Vippen, Niels i Punten og alle de andre. Alle dem, der holdt af Barbara, fordi hun aldrig var hoffærdig. Fordi hun kunne være som en sol, der en uvejrsaften pludselig skinnede iblandt dem. De elskede hende så højt, at de vovede at trodse øvrigheden ved at ro hende efter Fortuna med sammenbidte tænder, blod- sprængte årer og pustende som blæsebælge. Jeg må indrømme, at også jeg savner dem, men jeg forklarer, at jeg er nødt til at lade Barbara ro alene. Jeg kan ikke lade hende forsvinde på havet sam- men med 4 havnefolk. Desuden ville 4 havnefolk altid kunne finde vej hjem gennem tågen. Jørgen- Frantz kan godt mærke, at jeg er beklemt, så han sig- er for at trøste mig, at min film er bedre end den tyske version fra 1961. Det er en ringe trøst. Så siger Jørgen-Frantz: "Mine største øjeblikke har jeg haft, når gnisten er sprunget mellem sorrig og glæde. Så Gunner Møller Pedersens brug af de to Kingo-salmer: "Far Verden farvel" og "Sorrig og Glæde" i filmens musik er et scoop. Det redder filmen". Nils Malmros leggur teimum lag á nor›uri vi› Gjógv Mynd: Torben Stroyer 100 ár