fríggjadagur 13. oktober 2006síða 32

Nr. 198 - 13. oktober 2006 32 vikuskifti Premiere på Sunleif Rasmussens opera “Í Óðamansgarði” UMMÆLI Bo Isholm bo@torshavn.fo Færøerne er på mange måder et helt særligt sted på denne klode. Her er det stadig muligt at gøre ting for første gang,som mange andre steder i verd­en ville være “another day at the office”. Det kan somme­tider opleves helt jom­frue­ligt,men også give en pionéragtig spænding,fordi ethvert væsentligt bidrag gør en forskel i vores nord­atlantiske øsamfund. I foråret 2000 uropførtes den første færøske symfoni “Oceanic Days” skrevet af Sunleif Rasmussen,som han to år senere modtog Nordisk Råds Musikpris for.Det skal i parantes bemærkes,at Sunleif ikke også her var den første modtager, idet William Heinesen tidligere havde modtaget Nordisk Råds Litteraturpris,men det er ikke desto mindre den største skandinaviske anerkendelse, en udøvende kunstner kan få. Torsdag aften var der så premiere i Nordens Hus på den første færøske opera “Í Óða­mansgarði” ligeledes skrevet af Sunleif Ras­ mus­sen med libretto af Dánial Hoydal. Den slags “first ever” begivenheder er altid om­­gærdet af nogle helt sær­lige for­vent­ ninger,ikke mindst fordi der i dette til­fælde er tale om et kæmpe­­projekt i et lille land med mindre end 50.000 ind­ byggere. En færøsk opera­­pro­ duk­tion er kun mulig,hvis de nød­vendige for­ud­sæt­ninger skabes i et frugt­bart sam­ arbejde mellem udøvende kunstnere,offentlige kultur­ institutioner og fonde samt ikke mindst det pri­vate erhvervsliv.At alt dette er lykkedes med “Í Óða­ mansgarði”,er der kun al mulig grund til at glæde sig over.Det er gjort før i musicalproduktioner, men at det også lader sig gøre med en meget smallere genre som f.eks. moderne opera er slet og ret et kvante­spring for færøsk kulturliv. Hvilke helt særlige for­vent­ ninger er det så, et festklædt premierepublikum har denne oktober­aften i Nord­ens Hus? Hvis man forbinder opera med smægtende arier, spektakulære kulisser og overdådige kostumer, bliver man slemt skuffet.Musikalsk befinder vi os i Sunleif Rasmussens helt eget univers,scenografien er extremt minimalistisk og kostumerne er så ned­dæmpede, at de nærmest må betegnes som ikke eksi­sterende. Altsammen formodentlig et helt bevidst valg,der sætter så meget mere focus på musikernes og aktørernes indsats i forestillingen. Men en ting er forventninger – en anden ting er indlevelse,og hvis man ankommer med en åben og nysgerrig holdning til såvel musik som teater,er der virkelig mange fine oplevelser at hente. “Í Óðamansgarði” er ikke en opera i traditionel forstand, men snarere et kam­merspil mellem forskellige sceniske udtryksformer – først og fremmest skuespil sang, dans og musik, der sammen med lyssætning og scenografi smelter sammen til et nyt og forfriskende bud på det totalteater,der i dag er blevet et velkendt begreb indenfor moderne scenekunst. Handlingen, der er taget fra William Heinesens novelle “Den gale mands have”,fortæller historien om to børns fantasier, leg og spirende seksualitet i en gammel eneboers have,og med forfatterens vanlige mani for trosliv og erotik in mente ledes tankerne uvilkårligt hen på Adam og Eva i Edens have. Den ålandske bas Björn Blomqvist agerer med stor autoritet den gamle mand,og han er den eneste, der har en traditionel operarolle, hvor han i recitativ-agtige passager tillige fungerer som fortæller. De to børn – Stella Kristina og Marselius – spilles derimod hver især af tre aktører:en skuespiller, en sanger og en danser,der på hver sin måde tilfører facetter til personskildringen. Dette nyskabende concept virker overraskende positivt og giver forestillingen en be­tyde­­lig visuel under­hold­ningsværdi, men til gen­gæld bliver det sanglige element mere medspillende og kommenterende end egentlig solistisk. Drengen Marselius spilles således af skuespilleren Hans Tór­garð, tenoren Eyjólfur Ey­jólfsson og danseren Jamie Boylan, medens pigen Stella Kristina spilles af skuespilleren Gunnvá Zachariasen, sopranen Re­becca Persson og dans­er­ en Kajsa Wadhia.Det kan umiddel­bart lyde lidt ind­ viklet, men ensemblespillet fungerede godt med mange fine enkeltpræstationer – ikke mindst samspillet mellem den generte og drenge­agtige Hans Tórgarð og den mere fremmelige og forførende Gunnvá Zacha­riasen. Aldubaran, som er de oprindelige initiativtagere til operaen, optræder i en stærkt udvidet besætning, og orkesterets placering i flere etager bag et gennemsigtigt sort forhæng med lejlig­hedsvise lyseffekter er et scenografisk scoop. De for­­midler på forbilledlig vis Sunleif Rasmussens kammer­ musikalsk fili­gran­agtige musik, som er det egentlige bindemiddel gen­nem den fem kvarter lange forestilling. Sunleif viser endnu en gang, at han har nået en stilsikkerhed i sit musikalske udtryk og sin instrumentationsteknik, som hæver hans musik op på et internationalt niveau. Musikken kommen­terer og und­erstøtter fint forestillingens skift­ende stemninger med lej­lig­hedsvise eruptive udfald og endda en humoristisk karrikerende vals i tilgift.Dirigenten Bernharður Wilkinson styrede som al­tid med sikker hånd såvel sangere og øvrige aktører som orkester med delvis brug af monitoranlæg. Et af de mest poetisk medrivende øjeblikke i forestillingen er epilogen,hvor focus er på sangerne.Sopran og tenor forenes i en duet over en brummende bas i det mest tyste pianissimo, jeg længe har hørt. Tid og sted forsvandt i nogle få dyrebare sekunder – en mesterligt udført anti-finale! Moderne opera, musik­teater eller bare god under­holdning på et eksklu­sivt plan? Er det ikke lige meget, hvad vi kalder det, sålænge vi har overværet endnu en milepæl i moderne færøsk musikhistorie? Opera, musikteater eller Myndir: Martin Sirkovsky ” ”Moderne opera,musikteater eller bare god underholdning på et eksklusivt plan?Er det ikke lige meget,hvad vi kalder det,sålænge vi har overværet endnu en milepæl i moderne færøsk musikhistorie?”