hósdagur 24. apríl 2008síða 30

30 Nr. 78 - 24. apríl 2008 Báðar ommurnar eru grivnar í gamla kirkjugarði í Havn. Tá maðurin Heine var deyður í 1914 kom Sunneva til Havnar at vera hjá dótrini Linu, fastur William. Maður Linu var bakarin Frants Restorff. Sunneva doyði í 1923, og Frants og Lina komu at liggja undir liðuni á henni saman við soni teirra M.C. sum fekk fyrsta radio í Føroyum. Thorleif, sonur Frants og Linu, skrivar í sínum privatu endurminningum, hvussu hann minnist ommuna sum gamla konu. Heine, maður Sunnevu, varð nógv róstur, millum annað av teimum, sum sigldu rutubátunum í Vágs­ botni. Teir fingu altíð eitt krov, tá ið teir komu við provianti til bygdina. Hann var eisini kendur fyri at vera góður við kría­ túrini. Tað fyrsta hann gjørdi, tá ið hann kom upp um morgnarnar var at geva teimum. Ikki fyrr enn kríatúrini høvdu fingið, fór hann sjálvur at fáa sær sjálvum morgunmat. Sunneva var ein elskilig kvinna. Meðan hon var í Havn bant hon øll klæðini hjá húsfólkunum og seym­ aði teimum eisini roti­ skógvar. Hon var sera andalig, og »kundi sita langa tíð og lesa sálmavers uttanat hart fyri seg sjálva. So hevði eisini sjóneyka fyri at kunna lesa sína Bíbliu. Sunneva fekk ofta vitjan av Restorff familjuni. Men tey tosaðu jú danskt, og so helt hon jú, at hon var noydd til at svara á donsk­ um, hóast tey øll skiltu føroyskt. Gamla helt, at danskt var jú málið hjá heiløgu skrift­ unum, so tá hon var tiltalað á donskum, kundi hon ikki fara at “ógudiliggera” sam­ taluna við at svara á gerand­ isligum føroyskum. Sunneva var sera góð við ommubørnini. Onkuntíð gav honum teimum fleiri tíggjukrónuseðlar í part, sum var ein formúa. Hesir pengar skuldu so setast inn til seinni nýtslu. Sunneva var so beskeðin og var sera ólukkulig um tað stríð, dóttirin hevði av henni, men Lina var fegin um at kunna gera hetta fyri mammuna. Verdóttirin Caroline, mamma William, greiðir frá: Da Zacharias og jeg første gang som forlovede kom til Bø, var det søndag aften. Der var så stille og så hyggeligt. Vi blev modtaget af svigerfar og svigermor, som fra første øjeblik vandt mit hjerte. Svigerfar var en alvorlig, troende mand, men kunne også til tider le så hjerteligt. Svigermor var et stille menneske, men kunne så godt fortælle. Når hun havde læst noget, kunne hun det næsten uden­ ad. Line var kun 16 år. Dengang vidste man ikke, at vi skulle komme i dobbelt svogerskab. Hun var som den yngste lidt forkælet. Den eneste af de søskende, der var livlig var Zacharias, men han var det også til gavns. Svigerfar var degn i kirken og læste prædiken op der, når der ingen præst var. Ligeledes skulle han synge for – der kneb det, han havde ikke tone skabt. Når han søndag morgen gik til kirke med færøsk dragt, knappetrøje og kot over, hvidt silkehalsbind og kalot, var han en nydelig mand. Han var så rask som et ungt menneske. Kirken er den samme som dengang, lille men hyggelig med en smuk altertavle, Christus på kor­ set. Orgel var der ikke dengang. Nu er der organist, der spiller med én finger. Der var travlhed i huset fra morgen til aften. Om vint­ eren med at spinde, strikke og meget andet. Kreaturerne skulle passes, og det var en stor glæde for svigerfar, der holdt så meget af dyrene. Om sommeren var der frygteligt med arbejde. Om efteråret kom så slagtetiden, da var der også meget travlt. Der blev også fisket en del, når der var lejlighed til det. Det var fuldt af al slags gode spiselige ting, men de kom ikke sovende til dem – det var slid hele dagen igennem. Når søndagen kom, måtte man helst ikke røre håndarbejde, ikke engang på en lille udflugt. Da far var død var jeg en vinter i Bø, dengang savn­ ede jeg intet, jeg syntes at der var dejligt, når der var sne og måneskin. Når svigerfar var ude af syne, så kunne vi more os med forskellige ting. Vi plejede at lege blindebuk, eller Zacharias kunne spille på harmonika. Svigermor for­ stod bedre ungdommen end svigerfar. Han ville ikke have, at vi skulle blive letsindige. Om aftenen når vi havde spist, kunne han sidde længe og tale, og så var han også helt munter. Han var et udpræget hjerte­ menneske, når vi var der med børnene, så var han meget bedrøvet, når vi rejste og havde altid tårer i øjnene. Svigermor kunne bedre beherske sig. Der var også andre familier i bygd­ en, som man besøgte, bland andre var der skomageren Ole Jacob Guttesen og hans kone, som var søster til onkel Elias, de var to prægt­ ige mennesker. Ommusonurin Wiliam skrivar m.a: Min bedstefader, Abba, er saa gammel, at han ellers til daglig ligger tilsengs, han bærer en sort kalot paa det haar­ og skægrige hvide hoved og et sort og hvid­ tærnet Halstörklæde, og hans öjne er blege og flakk­ ende, men ekstatiske. De to gamle holder en kæmpe­ mæssig gammel salmebog imellem sig og synger: Nu har jeg vundet og stridt den gode strid og afskedsstunden er kommet söd og blid. Gak til din hvile, min sjæl, af verden led, læg dine pile, dit sværd, din bue ned. Annars var omma Sunnevu, Catrine, ættað úr Norðra­ gøtu. Pápi hennara var Ole Jacobsen bóndi í Tjørnu­ stovu (1716­1797). Hetta merkir, at vit bæði hava sama uppruna. Vit eru eis­ ini bæði fødd í –43. Tó í hvør síni øld! ÓLI JACOBSEN olij@sosialurin.fo Sunneva í Bø ­ omma William Heinesen: Tað var ógudiligt at svara á føroyskum William Heinesen skrivaði, at tað kundi illa hugsast meira ymisk fólk enn hansara tvær ommur. Sofía Helena var romantikari, uppvaksin í Keypmannahavn, meðan Sunneva var ein jarðbundin bóndakona í Bø Komandi frásøgn Í komandi viku verður greitt frá ættini hjá Jens Egholm, skómakara. SUNNEVA ZACHARIASSEN F. JOENSEN F. 21. MAJ 1843 D. 19. MAJ 1923 Heine og Sunneva Zachariassen Ein sonur Sunnevu æt Jógvan f. 1872. Her sæst hann við allari sínari familju Myndir: Miðvágs Fornminnafelag Ein dóttir var Sofía, var gift við »onkel Elias« sum er nevndur í greinini, fødd 1868