hósdagur 10. juli 2008síða 2

2 Nr. 131 - 10. juli 2008 Fríggjadagin 11. juli kl. 16 letur ein fram­ sýning hjá Torbjørn Olsen listamanni upp í Listaglugganum í Niels Finsensgøtu í Havn. Á framsýn­ ingini eru eru uml. 20 oljumálningar við modellmyndum, myndum av fólki og landskapsmyndum Af Inger Smærup Sørensen, kunsthistoriker Det er alt for sjældent, at nogen finder på at lave en udstilling med Torbjørn Olsens værker. Det er ærgerligt, for vi er nogle der er afhængige af med jævne mellemrum at stå blandt hans malerier og opleve det helt forunderlige, på en gang fantastiske og urovækkende det er at være i selskab med stor kunst. For os, og for alle andre er der håb forude, for på fredag åbner Listagluggin i Niels Finsensgøta 25 en soloudstilling med værker af Torbjørn Olsen. 11 Værkerne på denne udstil­ ling indeholder det som alle Torbjørn Olsens værker indeholder, nemlig en dobb­ elthed. De er både i besid­ delse af et intenst nærvær og af, hvad man i mangel på bedre kunne kalde fra­ vær, måske distance eller fremmedhed. Følelsen af nærvær kommer af de åbne rum og landskaber som Torbjørn Olsen maler, vi bliver som beskuere inviterede ind i billedet og føler os hjemme i kunstnerens verden. For Torbjørn Olsens værk er selvbiografisk, det er kunstnerens private verden, vi gæstfrit bliver lukket ind i. Han maler kunstnerkolle­ ger, venner, elskerinder og familiemedlemmer, og han maler sin by, og det land­ skab han ser ud af sit vindue. I hans malerier kan vi se hans brødre blive ældre, og vi kan følge med i, hvem der besøger ham i atelieret. Vi kan følge kunstneren fra en bopæl til en anden og se, hvordan udsigten skifter, når han har taget et nyt atelier i besid­ delse. Det giver et stærkt personligt nærvær, og kunstneren stiller ingen barrierer op mellem os og billedet, der er ingen døre, vi først skal åbne, vi kan træde direkte ind. Nogle gange er nærværet så stærkt, at det er som om vi kender de portrætterede, eller som om kunstnerens udsigt er vores egen, men pludselig kan det skifte, det personlige bliver uperson­ ligt, og nærværet bliver erstattet af en afstand mell­ em os og motivet. For på trods af det intense nærvær i Torbjørn Olsens værker, er de også prægede af en fremmedhed. Kunstn­ erens projekt er nemlig at komme så tæt på menneskets og naturens form og væsen som muligt, og derfor und­ ersøger han ikke bare sit motiv som en god ven, han undersøger det også som en forsker der ønsker at kende alle dets hemmeligheder. Torbjørn Olsen er i besid­ delse af et røntgenblik, som objektivt undersøger sit motiv på trods af, at motivet næsten altid er noget meget personligt for ham. Dermed opstår den dobbelthed, som er karakteristisk for Tor­ bjørn Olsens kunst, det per­ sonlige og det nærværende bliver udsat for kunstnerens udforskende øjne og pro­ fessionelle kliniske blik, så der opstår en afstand. Det er derfor det er stor kunst, fordi Torbjørn Olsen bliver ved med at se ­ til der ikke er mere at se. Det er stor kunst, fordi han forstår, at alt kunst er selvbiografisk og personligt, og fordi han ved, at han som maler skal søge dybere og dybere ind i sit motiv, og se det vi andre ikke ser. Det kræver, at han hele tiden ser, og at han hele tiden maler, og jeg er sikker på, at Torbjørn Olsen også maler når han ikke maler, når han spiser, når han læser og når han spad­ serer, tænker han på at male, og når han sover drømmer han om at male. På samme måde kan vi blive optagede af Torbjørn Olsens maleri, vi kan i hvert fald ikke undgå at blive påvirkede. Og selvom man kan risikere at pådrage sig en ny afhængighed, vil jeg opfordre alle til at kigge forbi Listagluggan på fre­ dag. Torbjørn Olsen i Listaglugganum