hósdagur 17. desember 2009síða 35
‹ fyrra síða allar 48 síður næsta síða ›
Tekstur á síðuni
Nr. 242 - 17. desember 2009
35
man har set alle de Granat
er, som dumpede i Vandet
rundt omkring og stænkede
os, og naar man har hørt
alle de Kugler hvine, som
fløi over vore Hoveder.
Jeg tænkte imidlertid
dengang ikke derpaa, men
blot paa ikke at blive taget
til Fange, og hvis Broen var
blevet skudt over, havde jeg
forsøgt at redde mig ved
Svømning. Dog som sagt,
vi kom heldig over og
skulde straks paa Strand
vagt, saa jeg næppe fik Tid
til at skrive Dem hine Par
Linier med Blyant.
Vi skulle endnu blive her
paa Als og passe paa
Preusserne, men hvor
længe ved jeg ikke. Her
tales der om, at der skal
sluttes Vaabentilstand i
længere Tid. Er det sandt?
Bíða eftir vápnahvíld
Barakkerne ved
Sønderborg 11te Maj 1864
Kjære Frue
Undskyld, at jeg i saa lang
Tid ikke har ladet høre fra
mig. Men hvad har jeg at
skrive om? Siden vi forlod
Dybbøl, er der ikke løsnet
et Skud. Paa den vilde
Krigslarm er der fulgt en
kjedelig Stilhed, dog uden
at forbedre vor Stilling, thi
vi maa trække paa Vagt,
lige saavel nu som før og
arbejde paa Forskandsning
er langs med Alssund, og i
de dage, vi ellers plejede at
udhvile os, maa vi stille 2
á 3 Gange om Dagen og
endvidere exercere 2 Timer
om Dagen. Majoren synes
vist, at Soldaterne have det
for godt. Strandvagterne
have desuden i den sidste
Tid været strængere end
Vagttjenesten var ved
Dybbøl, dengang Fjenden
kun stod et par hundrede
Skridt fra os.
Saaledes maatte jeg
forleden Dag staa 15
Timer, fra Kl 9 om Aftenen
til kl. 12 om Middagen i
Løbegravene ved Kjær
med fuld Oppakning og
maatte under stræng Straf
ikke støtte mig til Bryst
værnet og fik altsaa den
Nat ikke lukket mit Øje.
Ved Dybbøl havde vi
derimod om Natten Til
ladelse til at skifte hver
2den Time, saa at den ene
Mand vaagede, medens
den anden sov. Jeg for mit
vedkommende syntes
bedre om dette Liv før den
18de April end siden, thi
dengang havde vi dog
nogen Afvexling.
Rygtet siger, at vi i Dag
have faaet Vaabentilstand. I
saa fald kommer jeg sikk
ert til København, og da
Vaabentilstanden efter
sigende kun er paa 4 Uger,
begynder krigen vist igen,
da den Tid for de forskel
lige Magter næppe er
tilstrækkelig til at tilveje
bringe den nødvendige
Harmoni. Et kort ophold i
Kjøbenhavn vil være mig
mageløst kjært, men jeg
kan ikke nægte, at under
den Udsigt, der er til Krig
ens fortsættelse vilde jeg
ønske at have Bekendtskab
til Krigsministeren eller
Major Ankjær, thi saa vilde
jeg forsøge at benytte
denne Vaabentilstand til at
uddanne mig til Officer,
thi som saadan kunde man
dog gjøre Fædrelandet
større Tjeneste, hvis man
er dygtig og tillige have
det langt bedre.
De har spurgt mig, om
jeg ikke havde faaet nogle
Snore. Nej, det er vanske
ligt at avancere til Under
officer, og til Officer er det
for en Menig saa godt som
en Umulighed, thi man har
Aspiranter.
Derimod er jeg indstillet
til at faa Medallien, som i
denne Tid skal uddeles til
Officerer og Menige, men
hvorvidt jeg faar den, ved
jeg ikke.
Tusind tak for Deres
Pakke og Deres Pengebrev,
som jeg rigtig har mod
taget. Penge kan man altid
bruge, og Pakken indeholdt
flere behagelige Gen
stande. Saalerne kan jeg
derimod ikke bruge, thi en
Skomager er ikke til at
opdrive, og desværre er
Skomagerprofessionen mig
saa ubekendt, at jeg ikke
engang tør indlade mig at
fuske i den.
Vandstøvlerne er for
resten ret gode endnu, men
de andre brændte for mig i
Sønderborg. Havde jeg
ligget længer paa Als, vilde
jeg have bedt dem om at
sende mig mine Morgen
sko, men i Morgen skal vi
sikkert rejse fra Als, hvor
hen ved jeg ikke, maaske
til Fyn eller Kjøbenhavn.
Om et par Dage vil jeg
skrive til Dem, hvis jeg
kommer til Fyn eller bliver
her.
Mange hilsener til begge
to fra Deres hengivne
Oliver.
Ved De om der snart skal
Skib til Færøerne?
Bardagin taptur
Als den 29. juni 64
Kjære Frue
Det var en festlig Maade
min Fødselsdag blev fejret
paa, men desværre blev det
en Sørgefest for hele Dan
mark. Imorges kl. 2 blev vi
raabte til Gevær og rykkede
ud mod Fjenden, som fors
øgte en overgang over Sund
et, men da vi kom til Kjær,
var han allerede kommen
over. Vi maatte rykke
tilbage, men endelig satte
vi Bajonetter paa og storm
ede fremad under Hurra
raab. Kuglerne faldt tætte
som Haglkorn, og jeg blev
truffet af én i Hoften. Jeg
faldt og forsøgte forgæves
at rejse mig igen. Da vore
rykkede atter tilbage, faldt
jeg i Prøisernes Hænder kl
6½. Mit saar haaber jeg er
af ringe Betydning.
Det værste er, at jeg er i
preussisk Fangenskab,
hvilket ikke havde blevet
Tilfældet, hvis jeg ikke
havde faaet Forfald. Ved et
Hegn, hvor jeg faldt, laa
der 30 tapre Kammerater
døde og saarede paa en
Plet ikke større end Deres
Stuegulv. Imellem dem
Leutnant Goldmann af 7de
Comp og en haardtsaaret
Premierløjtnant, som jeg
ikke kjendte. Fra dette sted
bragtes jeg ind i en Bonde
hytte og blev forbundet, og
nu i Aften er jeg bleven
kjørt til det Foreløbige
Hospital i en af Møllerne
ved Sønderborg. Herfra
bliver jeg formodentligt
om et par Dage transport
eret til Flensborg.
Jeg brænder af utaalmod
ighed efter at kjende vor
Armés Skjæbne. Grev
Mørner, Løjtnant i mit
Comp, ved jeg er fanget
usaaret. Lieut. Goldmann
derimod saaret. Om Ahl
mann ved jeg intet. Gud
give, han er kommet godt
fra det, thi jeg holder
meget af ham, og han er en
af mine bedste Officerer.
Vil Fruen ikke sende et
par Linjer til mine kære
Forældre paa Færøerne og
indlægge disse Linjer for
at de kunne vide, hvorledes
jeg har det.
Kampen er skjøn, men
Følgerne er stygge. Jeg
ligger her paa Straa
imellem stakkels jamrende
Mennesker.
Endvidere vil jeg bede
Fruen godhedsfuld at
underrette min gode Ven
og Universitetskammerat
Pastor Müller i Hundstrup
pr. Thisted om mit nuvær
ende Uheld.
William og Pastoren
hilses mange Gange, lige
ledes Bagger.
Deres inderlig hengivne
og for deres mageløse God
hed imod mig altid taknem
lige Oliver Effersøe.
Saasnart det bliver mig
muligt skal jeg underrette
Dem om, paa hvilket Lazar
et jeg kommer til at ligge.
Oliver kom aftur í øllum
góðum og livdi til 1897.
Kelda:
Regin Olsen
Myndir frá krígnum í 1864 tá ið Oliver var særdur
Nógv minnismerki eru í Danmark yvir teir, sum fullu í hesum
krígnum, men "okkara" maður kom aftur í øllum góðum
Komandi partur
Komandi tveir hósdagar kemur Sosialurin ikki
út. Men um tríggjar vikur verður enn ein grein
um ættina hjá H.N. Jacobsen bókhandlara.
Nevniliga um børn hansara Onnu og kenda
málmannin Jacob Jakobsen