mánadagur 16. august 2010síða 14
‹ fyrra síða allar 40 síður næsta síða ›
Tekstur á síðuni
Mánadagur 16. august 2010 · Nr. 120
14
Sosialurin
Tíðargrein
Ole Wich
Kinnas kunstkick
At skrive om kunst er som at have sex pr.
stedfortræder. Der er lidt voyeuristisk
pornografisk at få sit kick af at lure fra
sidelinien. Men det kan vel være meget
ophidsende, hvis man ikke kan andet.
Jeg foretrækker at diskutere kunst ved at
skabe kunst. Hvis man mener noget andet
end det kunstudtryk, der findes i forvejen,
må man som kunstner vise det i sine værker.
Dér ligger den egentlige kunstdiskussion.
Nu er Kinna Poulsen jo i den position, at
hun må nøjes med at beskæftige sig med
kunst ved at skrive om den. Det lykkedes
for det meste godt for hende. Hun er en
god iagttager og det ser ud til, at hun har en
forholdvis bred viden om kunst.
Fakta
er,
at
de
fleste
almindelige
kunstforbrugere i det færøske publikum
er meget usikre på, hvad kunst er og på de
mange former for kunstudtryk i dag. Der er
brug for et formidlende mellemled. Alt godt
om denne aktivitet. Kinna Poulsen har efter
bedste evne og med stor flid udfyldt en stor
del af denne funktion de senere år.
Kinnas objektivitet
Fordi Kinna Poulsen er en af de få, der
anmelder kunst her i landet, har hun nærmest
fået status af at være et kunstorakel. En
status hun desværre administrerer meget
dårligt og derfor ikke har fortjent. Især i
de senere år er der opstået et problem med
hendes anmeldelser. Hun forsøger godt nok
at fremstå som en objektiv og faglig skribent,
men har nu i flere år ikke kunnet skrive en
anmeldelse uden samtidigt at gå ærinde for
den lille del af fær
øske kunstere, der
har forladt det
gode
selskab
omkring Lista
savn Føroya.
Kinna Poulsen minder om senator Cato
fra oldtiden. Hver gang hun har skrevet en
anmeldelse fletter hun rutinemæssigt ind:
”I øvrigt mener jeg, at Helgi Fossadal skal
ødelægges”.
Hånddukken Kinna
Kunststriden drejer sig om den defini
tionsmagt, der ligger i at bestemme, hvad der
er god færøsk kunst og hvad der ikke er det.
Gruppen der frivilligt forlod mulighederne
for at få indflydelse nøjes ikke nu med
diskutere kunst ved at lave kunst, men
bruger alle ufine midler for at få generobret
deres indflydelse.
En af de personer, der er blevet skubbet i
front i denne magtkamp er Kinna Poulsen.
Selvom hun har arbejdet nu i mange år med
at opbygge sig et rygte som en kvalificeret
kunstanmelder, en status hun absolut
kan opnå, hvis hun ellers ville, så har hun
accepteret at blive brugt som akademisk
garant for en kynisk magtkamp om status
og ressourcer i den færøske kunstverden.
Som jeg drillende har påpeget overfor
Kinna, så betragter jeg hende hovedsagelig
som en hånddukke på en gamle malerplettede
mandshænder. Hun vifter surt som et
patetisk lem i den tomme luft og forsøger at
genetablere gamle tiders definitionsret over,
hvad færøsk kunst er og bør være.
Kinnas skæg og snot
Hvad Kinna Poulsen får ud af at afmontere
sin faglighed på denne måde, har jeg ingen
anelse om. I det seneste halve år er hun
tillige gang på gang grebet i at lyve. Hun
tjekker ikke sine fakta. Især ikke, hvis de kan
svine lederen af Føroya Listasavn og med
lemmer af Føroya Myndlistafólk til.
Jeg vil her opfordre hende til
opgradere sine egne standarder
for sin skribentvirksomhed og holde sig til
diskussion om kunst i sine ellers udmærkede
anmeldelser.
De administrative problemer omkring
styring af Føroya Listasavn og gamle gubbers
magtambitioner må hun gemme til andre
sammenhænge. Så må hun lære ikke at
fordreje fakta. Hun må lære, at holde skæg
for sig og snot for sig.
Kinnas profil og Carl Johan
Jensens forhånelser
Selvom jeg ikke får mit kunstkick af at
diskutere kunst, så gør jeg det gerne, også med
Kinna Poulsen. Det er altid givtigt at diskutere
med kvalificerede folk. I forbindelse med en
diskussion af Kinna Poulsens anmeldelse af
Ólavsøkuframsýning
2010 på hendes facebookprofil
blev diskussionen forstyrret af
Carl Johan Jensen. Han hensigt var at
nedgøre mig, så han skrev et smædedigt om
mig midt i diskussionen om kunst.
Carl Johan Jensen har altid anvendt satire,
sarkasme og latterliggørelse som udtryk. Det
er naturligvis helt legitimt, trods det at det er
ubehageligt for de personer, det går ud over.
I den rette kontekst er disse udtryksformer
absolut på sin plads. Han er velkommen til
at skrive så mange smædedigte om mig, som
han føler, at han har behov for at understøtte
sit selvværd.
Men at blande sig i en seriøs diskussion
kun med det formål at nedgøre og håne en
af diskussionsdeltagerne er simpelthen
forkasteligt. Det burde være sådan, at Kinna
Poulsen, som den rimelig sobre debattør hun
trods alt er, påtalte dette karaktermord på
mig på hendes facebookprofil, men det gjorde
hun ikke. Hun tav og samtykkede.
Kulturpaven Carl Johan Jensen
Kinna og Carli er nemlig kampfæller i den
20årige skyttegravskrig i den færøske
kunstverden. Deres våben peger kun mod
de andre folk, aldrig mod hinanden, uanset
krigsforbrydelserne.
Jeg har altid været rummelig overfor
skæve eksistenser. Carl Johan Jensen er på
mange måder et stort plus for det færøske
samfund og jeg anerkender mange af hans
skarpsindige betragtninger. Jeg er bare
uendelig træt af, at Carl Johan Jensen nu
har i mange år været efter mig med sin
store nationalistiske pegefinger og sit
nationalistiske svalderværk. Han vil definere
min måde at være færing på. Det kommer
han naturligvis ikke langt med, men han
bliver ved, igen og igen.
Carl Johan Jensen er først og fremmest
nationalist og dette står så langt fremme i
hans udtryksflade, at han skider på god skik
i en debat. Det er naturligt for Carl Johan
Jensen at bruge nationalistisk eksludering.
Hans teknik er, at ophøje sig selv til dommer
over det færøske kulturudtryk og tiltvinge
sig definitionsretten over, hvad der er færøsk
kultur og specielt, hvad der ikke er det. Når
han så har elimineret sine modstandere på
fejeste vis, så kan han fremstå som ægte
kulturpave med den rette afstamning, det
rette kulturudtryk og den rette færøske
ånd.
Forestil dig et Føroyar
uden udlændinge
Urfæringerne Jensen og medløberen Poulsen
burde nok overveje, hvad der har opbygget
og vedligeholdt den kultur, de fortvivlet
forsøger at håndhæve definitionsretten over.
Nu tænker jeg ikke på den etnofikserede
nationalistiske symbolkultur, der traditionelt
fremhæves som ægte færøsk, men hele den
brede vifte af kulturtiltag og kulturlag, der i
praksis flytter samfundet ind i nutiden.
Dette arbejde er for en stor del udført af
navne som for eksempel Svend Grundtvig,
Pløyen og Panum og Daniel Bruun, Bager
Hansen, Sloan, Naina Sharla Nielsen, frem
til Lochwood, Kampmann og Nornegård helt
til nutidens Astrup, Bloch og Blak. Og så i al
beskedenhed Wich.
Kunst, Kinna og Carli-Kalkun
Og saa var det MiddelmaadigWich
med sin myndatólsgrafiskekolik
sin gestik
sin betragtelig megalofysik
sin retorisk opstødsatletik
(om end heldur antik)
en ændrik
med sin danoseptik
sin estætelastik
en kamik
extraordinaire
med flair
som en rallik
for smaalighedens hydrostatik
en chik
batik
en intellektisk
dikkenik
af oldenborgsk metafysik
en egopanegyrisk
obstetrik
for overfemtipanikkens
hydrauliske
donQuixotik
et nekronaivitetens bistik
en slags dialektisk hermetik
en clicheens so helvitis mislykket
kiropraktik
en epigongenetisk filetfabrik
for petitessens termometrik
en fiskafrikadellens propædeutik
i et blindt öjes indblik
en kannik
udsprunget af det banales liturgik
en formidler
af nationalforfængelig dansk
jukeboksmusik
Jess sic!
thats MiddelmaadighedsWich
going ballistic
with his minimal ......
Hvis Carli-Kalkun absolut
har behov for at understøtte
sit selvværd ved at skrive
smædedigte, så bør han gøre
det i rette sammenhæng
Framhald á síðu 27