týsdagur 16. august 1927síða 1

ég FRÆLSI HH LÆRDI HANDILS- BLAÐSTÝRARIN Á »FØROYATIDINDI« hevur fing- Olavsøku- ið grein okkara, í blaðnum, í rangastrúpan. Tað er ikki at undrast yvur, at hin klæni hálsurin ikki var mentur at svolgja eina slíka »vittngheit« sum hesa, at Føroya Løgting eigur at royna al vinna landi- num fleiri inntøkur! Ólíka betur heyði tað ljóða Logtingið hevði bjóða at bygt honum, um honum eitt kolaskúr á hagg- ligum stað. Þann ætlan, um at bjarga landi og fólki úr hesu núver- andi nívandi og vandamiklu leið, sum vinnulív okkara er komið inn á, sum »handils- maðurin á »Føroyatidindi« er skrivandi og talandi fyri, er neyvan og vil heldur aldri verða, grundað á um- sorgan fyri teim í okkara lítla mannfelag, sum vágaðu alt í teim neydarsårunum fyri al vinna fødi til heim sínu við al søkja út á hill vandamikla havið; har spreingiknøttar og kavbåtar lúrdu, har sum tær stóru tjóð- irnar ikki høvdu meira virðing fyri okkara lítla landi, enn blað- stýrarin á »Føroyatidindi« hevur fyri teim smáu, fátæku heimum á hesum landi, hann livir í. líkjast blaka út landshandilin Tað kann »Føroya- tidindi« al ímillum lesarar sínar, at var »komiskur«. Landshandil, drivin av Føroya Løgtingi, ålti at verið hildin ultanum leir, ið góu upp fyri at hava skinnið í heilum; men tað var bágin, al alt kortini bleiv sent og selt jøgnum leir, so at teimum einki skuldi tróta — hinir lands- ins ibyggjarar komu aftaná. At tað, táið tað vísti seg, at hin »kléka« hondin hevði latið hópa meiri upp av summum vorum, enn tað kundi væntast, at hand- ilsmennirnir kundi sleppa av við, bleiv »tillåtid« at einhvor kundi keypa úr landsbúðuni, var ong- um fyri at takka. Eitt dømi um, hvussu væl hin >klóka hondin« og slíkar støddir, sum bladstyr- arin á »Føroyatidindi«, samdist um at vissa handilsmonnum (ad, sum teir skuldu hava, og ikki lata hill almenna fólkið koma í beinleidis handilssamband við Logtingið, vóru tær treytir, sum hin >klóka kondin« legði á tað fyrstu roynd, ið gjørd var við felagssølu her á landi. Hetta er tað, sum »Føroyatid indi« nevnir >rimelige Grænser«, jú gaman í, rimuligt mark, so at so fáir sum møguligt verða við fróði, og so mangir sum møguligt sita við sviði soði. Avgudurin hjá »Føroyatidindi«, hvors fasta og klóka hond settu arbeidsmonnum nevan fyri nøs- Lýsingaprísur fyri petitreglu: 30 oyr, á forsíðuni, Nr 13 20 oyr. á 3. og 4. síðu. Við storri lýsingum fæst . . avslåttur í prísinum. :FOROYA: SOCIALDEMOKRAT ina, flúið leir stovnadu keypslu- félag, fyri at fáa fólki vorur biligari enn tær kundu fáast í krambúðum, er væl kendur av arbeidsmonnum, men til hans ara lov og prís, bæði jarmar og syngur blaðið. Ætlanin var rall, at landi dreiv handilin, men skipanin var skeiv, tå ið keypmenn høvdu rætt til al hava tann pris á vorum, sum teimum lysti, aft- urat tí al eingin málti fáa vørur hann hartil Hin fasti og klóki úr landsbúðuni, utltan hevdi handilsloyvi, og borð og disk. skuldi væl ansað eftir, at hetta var sum tað skuldi vera. Tað tyktist ikki Købmandsforening« at vera nóg- »Færøernes mikið at fáa vørur frá lands- handlinum, og ti, sum »Førova- tidindi« minnir á, var tað roynlt at fáa ein framíhjá bita. >For- ovalidindi« ger tí stóra handils- stjóranum órætt, láið lað brikslar honum Amerike-skonnartina, sum kom til landið við út av lagið vånaligum og ein stóran lut oyðulagdari voru. Keypmenn hovdu skrivað eftir hesum vør- um, leigað skip, og >prakkaðu“ so landshandlinum vorurnar uppá. Soleiðis var skilið, tå hin fasta og klóka hondin sat við. Hin føroyski handilsstandurin hevur neyvan haft eina betri låtur- verju, og arbeidsmonnum var hann so beinasamur ímóti, at teir ikki kundu halda sína út- sølu gangandi. Iin oyðulagda voran frá Amerika-skonnartini, sum »Færøernes Kobmands- »sjakradi« til lands- 800,000 forening« handilin fyri krónur, kundi nóg illa brúkast til kría- lúrsfóður, tfað er ræti, sum »Føroyatidindi« sigur, men slíka voru kundu oll koma framat al keypa, hon var boðin út á aktion. Tað er ónýtt at :tjakast við blaðstýrarin á >Foroyatíð- indi« um lann tydning, lað kundi haft fyri Føroyar, um landshandilin hevði verið drivin sum reinur landshandil við sólu beinleiðis til fólkið og íkki latið vørurnar út til einstaklingar, sum ikki gjørdi lær betru men bert dýrari. Annans kann tað sigast, al tað íkki bert í hesum blad hevur verið neynt um at lala Logtingið neyðsynjar- hava innkeyp av vorum í hondum. Ein Havnar- maður framsetti á Løglinginum í 1918 lað hava loyvi okkum al líkið upp áskoðan, sum vil aftur. At „det færøske Erhvervsliv", har sum „Foroyatíðindi“ er høv- uðslesturin líðliga og seint, hevur „været ude for en Aareladning“ sum ger, at blaðslýrarin lidar seg við hálsinum, kann hava góðar grundir, tí tann skipanin, Tirsdag hin 16. august 1927. JAVNAÐUR heimilaði handilsmonnum al halda slíkan okurprís á voru num, at ein stakhandil um stutta líð tjenti 350,000 kr. At slíkar = peningarúgvir nú eru mest sum skoladar út av låtri, er kanska eilt dømi um, at >lað sum illa kemur, tað illa fer,« Dagisu eller Akkord. „Save, save Brænde" eller naar Hr. Amtmanden fortælier Annekdoter. Suderøen nød forleden den Ære at blive gæstet af Chefen for det kgl. færøske Amt, Hr. Olrik. Fra Tveraa foretog Hr, Amtmanden med Følge en Spadseretur ad den nyanlagte Vej, der fører fra Trangis- vaag til Tørveskærene og Plantagen. Nogle Arbejdere var i Nærheden af sidstnævnte Sted ifærd med Vej arbejde, Kort før Hr. Amtmanden med sin Suite vilde passere Stedet, hvor Vej arbejdet foregik, standsede nogle Tørvearbejdere op det nævnte Sted. De tog Plads ved Vejkanten for at se, naar Amtmanden med Følge gled forbi. Ogsaa Kommunens Arbejdere be nytteae Lejligheden til art reue KYS gen og drage Pusten, for at kunne nyde Skuet af de store Mænd, der beærede Øen med sit Nærvær. I deres Troskyldighed dnsaa Ar bejderne det vel for en Uhøflighed at lade slige Storfolk passere ubemær kede forbi. En saadan Opfattelse skulde Ar bejderne imidlertid ikke have næret, thi det hænder, at halvgamle Ung karle, af Aarsager vi ikke her skal berøre, kan have en urolig Nattesøvn, der giver daarligt Humør, Dagen í erpaa. Amtmanden synes at bekræfte denne Regel. Og den paagældende Dag maa Humørbarometltret ave staaet lavt. Humøret var endog saa daarligt, at der maatte en Udludning til. Det skete under følgende Form: Hr. Amtmanden kaldte Arbejds lederen hen og fortalte en Annekdote om to Mænd, der savede Brænde paa Daglon. Langsomt gled Savbladets Tænder gennem Træstykker og det lød, for hvert Drag, som Saven sagde: »Dag løn! Dug lon! Dag løn! Da—a 1—ø-n!« Men saa fik de to Mænd Akkord. Og nu lød Rytmen: Akkord! Akkordakkordakkord ......« i san hastig Rækkefølge, at man ikke kunde skælne det enkelte Ord fra det andet. Arbejdslederen funderede et Øjeblik pan den dybere Mening i denne Historie, Skulde dette med „Daglons- arbeldet" maaske betyde Amtmanden, der for en høj Løn, som Skattebor gerne maa udrede, var ude at inspi cere og herunder gav sig san gode Stunder, al han midt pan Dagen kunde staa og fortælle Historier ? Men san gik der pludselig et Lys op for Arbejdslederen. Det var na turligvis Arbejderne henne paa Vejen, som den kongelige Amtmand havde sigtet til, da han talte om ,Dagløns- arbejde", Da Formanden blev klar herover, kom der Sving i Vejarbejdet. . . . Og BRODURSKAPUR Kostar kr. 1,50 fjórðingsárið verður bilagt á posthúsinum, brævsavnarstoðum og skrivstovuni. Telf, 143, Hr, Amtmanden med Følge spadse rede videre. í; .... AL Arbejdsformanden havde haft Ret í sin sidstnævnte Fortolkning ul Amtmandens Historie, erfarede han forøvrigt senere, da han talte med Formanden for Sogneforstanderska bet. Thi overfor denne havde Hr. Ymltmanden givet Udtryk for, at han ikke havde været udelt tilfreds med det Arbejdstempo, der herskede ved det paagældende kommunale Vej arbejde. Det skulde gerne udføres i Akkordtempo, selv naar en san vigtig Begivenhed foregik, som dette, at Hr. Amtmanden med Følge passerede Arbejasstedet. Om der samtidig skulde betales en Løn, der svarede til dette Arbejdstempo, foreligger der desværre intet om. Et er færøske Arbejdere imid lertid ganske klar over. Naar Hr. Amtmanden i Fremtiden passerer en Arbejdsplads, saa lader man dette ske i fuldkommen Ubemærkethed og som den ligegyldigste Sag af Verden, hvad det selvfølgelig ogsaa er. Í. árg. Porto. ' Blaðið Derimod hænder det, at Arbejderne paa Sudero í en Frokostpause disku- terer Hr. Amtmandens »Brænde- historie«. En og anden af Arbejderne kender nemlig Eksempler paa, at deres Arbejdsfæller har haft Sager til Ekspedition ved det kgl. færøske Amt og de under Amlet sorterende Institu- tioner. Og den Ekspedition, der er bleven disse Sager til Del, kan ikke karakteriseres som værende efter „Akkordtempoet“ tværtimod. Ar- bejderne mener derfor, at hvis Hr. Ymtmanden ønsker, at Arbejderne skal tilegne sig Moralen i hans »Sav- skærerhistorie«, saa maa det samme Princip ogsan indføres indenfor Eks- peditionsgangen ved de Sager, der sorterer under det kgl. færøske Amt og de dette underlagte Institutio- ner. Og bliver dette Resultatet, tror vi Hr. Amtmanden vil øge sin Populari- tet i højere Grad end det kan siges at være Tilfældet, efter at han fortalte Historien paa Suderøen. Akkord-Savskæreren. Hvad vil Socialdemokratiet paa Færøerne? Gode socialdemokratiske Møder i Vaay, Tveraa, Saml og Thorshavn, Hr. Effersøes Angreb paa Socialdemokratiet tilbagevises. Folketingsmand Samuelsen anerkender Arbejdernes Strejkeret. Efter Anmodning af vort Parti har Redaktør Anton Nielsen Lørdag den 35. og Søndag den 6. August talt ved to Møder í Vaag og ved Tveraa. Den 13. talte Redaktør Nielsen i Sand og den 14. i Thorshavn. Mødet paa Sand var besøgt af nogle og tredive Tilhørere. Ved Møderne paa Suderø og i Thorshavn var Lokalerne fyldte. Sidstnævnte Sted der sig en Debat mellem Folke- udspandt tingsmand Samuelsen og Redak- tør Nielsen, ligesom flere Væl- gere deltog i Forhandlingerne. Vi bringer her et meget sam- Nielsens mentrængt Referat af Foredrag: Anton Emne for sil Hvad vil Socialdemokratiet paa Et Spørgsmaal, Tale Nielsen havde som Foredrag valgt: Færøerne? ren havde mødt mange Gange under sit Ophold her paa Øerne, og sidst var det jo fremsat af Hr. Effersøe i hans Tveraa-Tale. Taleren gav derefter en Over- sigt over den politiske og øko- nomiske Situation, saaledes som Efter- Redegjorde for den havde formet sig í krigsperioden. Valutapolitiken og den okono- miske Krise, som var bleven en Følge heraf. Taleren paaviste, hvorledes Privatkapitalismen ter- roriserede baade Handelsstanden og Arbejderklassen, nævnede herunder den Rolle, Banki« spillede i denne Proces, Hele Næringslivet lider under denne haardhændede Bankpoli- tik, der føres. Og hos Handels- »Førova standen hersker der en voksende Bitterhed mod disse Forhold. Men istedetfor at vende sig mod de Kræfter, der er Aarsag Handels- standen sin Harme gaa ud over den arbejdende Klasse. Arbej- deren lever for godt, stiller for Krav, derfor skal han Livremmen skal spændes ind. Med hvilken Ret kræver man dette af Arbejderne. De er vel ogsaa Mennesker med Krav paa Menneskerettigheder. Socialdemokratiet sætter hele sin Kraft ind paa at faa Pro- i Miseren, saa lader store skæres ned, duktionen igang. Der maa mere Arbejde til, der maa produceres og skabes Værdier, det er det første og største politiske Spørgs- maal, der i disse Dage kræver sin Løsning. Taleren redegjorde for Socialdemokratiets Krise- program, der vilde være af stor Betydning for Næringslivet, ogsaz det færøske, hvad Taleren nær- mere paaviste, Men Rigmandsflokken vilde ikke være med til at komme Erhvervene tilhjælp, naar det skulde gaa ud over deres Penge- pung. Kravet om Formueafgiften fik Sagen til at strande. I Stedet for hjembragte nu d'Hrr. Effersøe og Samuelsen en Krisehjælp i Form af en kraftig Nedskæring af det Stats- tilskud, som de færøske Syge- kassemedlemmer hidtil havde nydt godt af, ligesom Ulykkes- forsikringslovens Ydelser blev stærkt reducerede. Denne Krise- hjælp gjorde jo imidlertid Stil- ro oe fe á