týsdagur 8. november 1927síða 1

FRÆLSI Nr. 25. 20 oyr. á 3. og 4. síðu. avsláttur í prísinum. -FØROYA- Vid størri lysingum fæst JAVNADUR | Tirsdag hin 8. novembir 1927 SOCIALDEMOKRAT BRODURSKAPUR Kostar kr. 1,50 fjórðingsárið verdur bilagt å posthåsinum, brævsavnarstødum og skrivstovuni. Telf. 143. ; 1. årg. Porto. Bladid ERU kunnu DALBORNIR ALLIR, framvisa avrikadi verk og ar- beidsmerktar hendur. Og imill- um hesar, sum stridast fyri liv- sum inum og merkjast av livinum bædi til hendurs hått, er adalin i einum hvørj- litlum ella og å annan um landi, stórum, alt uttan annan mun enn tungu- málið. Hetta hevur tí av fyrstu tíð altíð verið framhildið, og vil varða við so leingi menniskjan arbeiðir, og tað má og skal ar- beidast so leingi kringlan heldur. Er tað ti ein blóðigur órættvísur hugsnarháttur, sum í mongum londum kemur fram, at arbeið- ararnir í teim ymsu londum einki hava til felags; tó er tað so mangar ferðir prógvað, at hvert teir allir arbeiðarar búgva í einum ella oðrum landi, altid fora fremst í skjøldrid: stríðið fyri breyði- alt hitt kemur aftaná — sínum num, og teir eru tíverri nógvir, sum hava mist alla trúgv til, at tað nyttar nakað at hugsa um meir ella toyggja seg longur. Hansara stríð gevur merkir, aðilsmerkir, hann hevur ta barkaðu hondina, ið merkir hitt dagliga slitið, hitt harða stríði fyri breyðinum til konu og børn — og hetta vísir teim arbeiðandi leiðina til hin socialdemokratiska = politikkin, sum fyrst og fremst hevur til endamál at gera korini betri og lívið livuligari hjá teim arbeið- andi, sum fyrst og síðst mega eiga ágóðan av avrikaðum verk- ið, sum í fyrsta umfari skal geva breyði til teirra strevandi, konu og børn. Frá hesum sýnishorni hava socialdemokratar av fyrstu tíð grunda sína politisku læru, og frá hesum sjónarmið vilja vit altíð síggja teir, sum beinleiðis eru í virki fyri at skapa alt tað, ið nútíðin og framtíðin krevur fyri at menniskjan skal liva, sum teir ið alla tid og stund eiga at standa í okkara liði. Uttanum kemst ikki, ikki tær arbeidsmerktu hendirs, at um alt ov tíðum lítið virdu, menn, ikki fúsir vóru farnir til verka, so var einki arbeitt, og av teirri grund vildi fingið nokur virðir framvunnin. Teir, ið tað stóru nyttuna til dags hava fingið av tí, sum aðrir gera, skilja ikki hetta — kanska vilja ikki skilja tað — og ístaðin fyri spenna í mót, hvat teir eru mentir, fyri at forða at menn, sum leggja lív og heilsu til í ti dagliga yrki, kunna vinna fram til livulig kor. so máta gongur við somu pleyr- um igjøgnum oll heimsins lond, í allum teim stjórnum, har tað heldur sum samtykt verður, skínur tað igjøgnum, at teir fyrst samfelagið aldrig Teirra »strev« í skulu hava sítt, so aftur sítt, og verður nakað til avlops, ja so... Um ein leggur saman allar hesar royndir fyri at'verja hin múgvandi so vilja tær fyri fólki eitt úrslit, og tað er, at hin ar- einstaklingin, hitt arbeiðandi bert geva beiðandi verður forfylgdur við ollum teim vopnum, sum sam- hetta til verju fyri hin borgarliga mundi loyvur fundi um friðin. Og tåid soleiðis er, er eingin grund hjá teim arbeiðandi at fara ljódliga við hesu núverandi sum samfundsskipan, loyvir maktini til at vera hin bestem- mandi, meðan rætturin í teim flestu mundum verður í seinra syftu at hava nakað til at siga. Táið makthavararnir á henda hátt halda áfram við at jakstra hitt arbeiðandi fólki sum stríðið hesar partarnar verða hart, og við ollum teim vopnum, teir hava tøkur á, má ímillum sjálvsagt er, at enn, sum sam- fundsskipanin er, verða teir smáu við undirlutan. Tåid nú veljast skal til sóknar- og byarstyrir, Løgting og Riks- dag, mega ti allir fiskimenn og arbeiðsmenn og aðrir, hvers kenslur eru fyri teim smáu og minni múgvandi her á landi, at leggja haldgott mark fyri, at einstakl- hitt fólki og nýta neyðuna, ið er doyðin á at «seta ingar útnýta arbeiðandi imillum fólk, til egið gagn og frama við at velja menn inn á altíð starvast fyri, at arbeiðarin má hesar pallar, sum vilja ognast tey rættindir, sum hann til dags hevur saknað, soleiðis at til fullt frælsi og rættvisi, ti eisini hann hann kann koma er borin til menniskjanslig kor. Hungurskoyrulin reiggjar um allan heimin, i Danmørk og her Vit at standa trygg saman, tryna inn i Feroyum. minna ti øll å í liðið og halda á, ti dagur er ikki langt burtur, táið rættvísi sigrar — og allar ógerður hevna seg. Neistar. „Er det Dem eller er det mig“? Under de forskellige Valg, som faldt i den Tid,, da Brandes repræsenterede Langelard, var som ofæest Redaktør H. Wulff, København, opstillet af Højre, og det syntes næsten, som om Hr. Wulffs joviale Facon tog den værste Gift af Dr. Brandes' Angreb, men den stedlige Ledelse i Højre var ikke tilfreds med en nogenlunde fredelig Udgang af Vælgermøderne, og jeg husker ved en Lejlighed, at man havde antaget en Mand, som, naar Dr. Brandes viste sig paa Taler- stolen, brølede: »Ned med Jøden«! Højre jublede; de havde, mente de, fundet den rette Maade at angribe den usaarlige Doktor paa, men det gik kun en enkelt Gang. Næste Gang, Raabet lød, bukkede Brandes imod Højrekandidaten, Hr. Wulff, som ogsaa hørte til Herrens udvalgte Folk, og spurgte: »Jeg véd ikke, er det Dem, eller er det mig?« Den store Arbejdsløshed i Danmark. Kirkens Stilling til Arbejdsløsheden. Udtalelser af Prester, Provst og Biskop. Oldtidens Slaveri med ; Slavelænker ens frie kæmpende Fra Slavepisk o og til Nuti« Arbejderhære 5 med Strejker og Lockout'er det er kun to Tusindaars sociale Udvikling. Midt í denne Udvik- ling staar Kirken med sit gamle Broderskabsevangelium. De før- ste Menigheder dannedes mel- enorme lem Smaafolk og Slaver. Vor Tids Menigheder staar midt overfor de moderne Lønkampe og Nutidslivets uhyggeligste Fæ- nomen: Årbejdsløsheden. Hvorledes Oldtidsmenig- hederne paa Slaveriet? Vi har her det henrivende lille Brev fra Paulus til hans Ven Filemon. Den graanede gamle Paulus har i Fængslet omvendt den bortløbne Slave Onesimos og sender ham nu til- bage til hans Herre med de Ord: Tag vel imod ham, thi han er din Broder. Kirken tog ikke direkte politisk Stilling imod Slaveriet, men den pegede ufravendt paa Broder- skabstanken, der i Længden maaite sprænge Slaveriet. tog Den Arbejdsløses Stilling er jo desperatere end Slavens. Slaven havde dog et Tilhold, nemlig sin Herre. Den Arbejdsløse er over- komplet i Livet — med Hustru og Børn. Udvandre kan han ikke. Jord, Kapital og Fabriker er paa private Hænder. Han har Retten til at stemme og Pligten til at lyde Loven — men Retten til Arbejde har man ikke givet ham, og hans kære velstillede Menneskebrødre har lukket hver Port for Næsen af ham. Han er tilovers, kort og godt... Efter Lockouten i 1899 — den første store danske Arbejdskon- flikt mellem de nystiftede Ar- bejder- og Arbejdsgiversammen- slutninger talte den unge Pastor Ostenfeldt paa et Møde i Bethesda (26. Okt. 1899): ,Hvad har denne Sommers Kamp nu lært os?“ spurgte han. Fem Ting. Først »at Kampen mellem de Besiddende og de Ikke- besiddende erikke et Fagspørgs- maal, der kun angaar et mindre begrænset Antal Medborgere — men angaar os alle. For det andet, at der maa findes paa »forebyggende Midler“ imod „de sociale Krige”. For det tredje, at Arbejdernes Organisationer maa anerkendes saavel som Ar- bejdsgivernes. »Vi har lært, at vor Arbejderstand som Helhed staar højt — — i Ro og Maade- hold .... Hvilken anden Storby i Evropa vilde have været saa rolig søm København, naar saa mange af Forsørgerne gik brød- løse omkring? Endvidere har Arbejderne lært, ,at der er noget, der hedder Kooperationer — — selv om dette ikke »med det samme gør Arbejdsgiverne over- flødige«, Og endelig sidst og ,yderst beskæmmende for Kirkefolket dette: at af de tre Mænd, som | stiftede Forlig, var de to Jøder | (Heide og Trier). Kirken sel havde meldt Pas — manglet Evnen til at stifte Forlig, og tilføjer Ostenfeldt skarpt „mange mente ogsaa, at Viljen manglede“. Han spotter over Lyngby- Gentofte Arbejdsgivernes >be- rømte« Skrivelse til den sociale Pastor Koch i Hellerup, hvem de bad betænke, at han var lønnet af Arbejdsgiverne. »Det var virkelig ikke meget behæn- af Forfatterne af denne Adresse,« tilføjede Pastor Ostenfeldt, og han sluttede med digt skrevet at haabe paa »Kirkens Frigø- relse fra Sammenkobling med et enkelt Partic — her altsaa Overklassen. Arbejdsløshedsspørgsmaalet nu ved Siden af Lockouten i 1899 er som et Bjærg ved Siden af en Bakke. Og samme Pastor Ostenfeldt, som den Gang følte sig ydmyget ved Kirkens Sløv- hed og Ligegyldighed, sidder nu som Landets øverste Kirkemand, og at han endnu har den sam- me sociale Forstaaelse, bevidner disse Udtalelser: — Jeg er ikke sikker paa, siger Biskoppen, at der gives nogen færdig Løsning paa de sociale Spørgsmaal. Nye Van- skeligheder, nye Spørgsmaal vil bestandig dukke men jeg har det Haab, at Menigheden ikke vil leve sit Liv med lukke- de Øjne overfor det Svære at den vil et Tilskud at give i Menneskeforstaaelse og Menneskekærlighed. Naar Me- nigheden vil leve sit Liv efter Ordet: »I Salt. | er Verdens Lys da maa dette jo ogsaa vise sig socialt. Dem sper- op, have (010) 5 er Jordens Hvorledes tænker De nærmere denne Indsats? ges der. — Kristus lærer os, siger Bi- skop Ostenfeldt. Barnesindet overfor Faderen í Himlem og Brodersindet overfor vore Med- mennesker er uadskilleligt for- bundne. Det ene kan ikke ejes uden den andet. Eller lad mig sige det, som det blev formule- ret paa det store Kirkemøde i Stockholm 1925: Hvor Penges Interesser staar overfor Menne- skers Interesser, maa Kristnes Sympathi være for de sidste. Saaledes taler Biskoppen. Hans Ord falder — i al deres Stilfærdighed som Kølleslag oven i Hovedet paa de hæslige Ministerord om »Egoismen« og »den manglende Medfølelse med Rakket«, »Den danske ardejdsløse Ar- bejder« siger Pastor Richard Thomsen, Gladsakse, hor vist en Í betydelig moralsk Kraft. Natur- ligvis er nogle gledet ud í Druk- kenskab, andre har forladt Hjem Børn, men i det store og og g | hele, er det forbavsende, at disse Í Í vist ulykkelige Mennesker har saa megen Rygrad«, »Arbejdsløsheden er en Forban- delse, der hænger nøje sammen med hele den nuværende kapi- talistiske Samfundsform. Der er for mig ingen Tvivl om, at År- bejdsløsheden kun kan afbødes ved en dybtgaaende socialdemo- kratisk Samfundsreform«. — — »Det Samfund hviler paa det ganske ukristelige Prin- cip om Kappestriden og den stærkere Ret. Og den stærke vil ikke sige: den gode — heller ikke altid den kloge — men Gang paa Gang blot: den, der mangler Medfølelse. Som een af moderne Englands mest klartskuende Kristne, Prof. theol. Maurice i Cambridge har udtrykt det: »man siger, at Kappestrid er Men det er Løgn, og nu er Tiden kommen til i Ord og Handling at erklære, at det er Løgn,« Derfor er da ogsaa Socialde- Solidaritetsfølelse i nær Slægt med Kristendommens dybe gamle Broderskabstanke«. Saaledes slutter Pastor Richard Thomsen. Tilværelsens Lov. mokratiets Pastor Chr. Norlev, Getsema- nekirken, er ligesaa velgørende uforbeholden i sine Ord: ,Den danske Arbejder — specielt den arbejdsløse — skal nu gøres til Syndebuk for alle de Fejlgreb, al den Uret og Synd, som under og efter Krigstiden er begaaet i vort politiske Liv. Det jo ganske usandt, at det er Arbejds- Aarsag til den Det er først og fremmest i Overklas- sen og blandt Kapitalens ledende Mænd, finde An- svaret for den nuværende Misére. er lønnen, der er nuværende Erhvervskrise. at man skal Man maa bort fra de store eko- nomiske Monopoler nu, og sikre Arbejdet dets Ret. Men indtil den Tid er det Samfundets uaf- viselige Pligt at sikre de Arbejds- løse et Liv som frie Borgere, der ikke skal være henvist til Fattigvæsenet i Erkendelse af, at den danske Arbejdsløshed som Helhed er ganske uforskyldt, Mine pinligste Timer er, naar mine Konfirmander kommer til mig og beder: Hjælp mig til en Stilling! — — eller Forældrene kommer i deres Fortvivlelse: Hvad skal vi gøre med vore Drenge? — — De véd, at jeg har Forbindelse i Mængde paa Landet og dog kan jeg ikke hjælpe. — Hvad forlanger De af Kirke- folkene? spørger vi. At man skal praktisere sin Kristendom — ikke nøjes med at beundre sig selv eller sin Trø, men tage Gud med sig ud: i det