týsdagur 8. november 1927síða 2

i og mt OU Ada, virkelige Liv for at bekæmpe den store Synd, som hedder Ar- bejdsløsheden. Den bekendte Vestkystpræst Morten Larsen sad engang i en Have og talte om vat have Gud med sig.< — Ja, sagde en religiøst inte- resseret Kreaturpranger, vi skal have Gud med os, naar vi dør. — Ogsaa mens vi lever, sagde Morten Larsen. — Naa—h, sagde Prangeren betænkelig, tage Gud med sig paa et Marked, det kan nu ihvertfald ikke betale sig. Men hvommange — alvorlige Kristne taler ikke om det poli- tiske Liv ligesom denne Pranger om Markedet? Jeg kan kun gentage, at Arbejdsløsheden er den største Synd og Uretfærdig- hed. Som Kristen maa jeg kræve, at den fjernes, — tro paa, at den kan fjernes. For troede jeg ikke det, da vilde Kristendom- Retfær- Broderskabets og mens Budskab om et dighedens, Fredens Rige jo ikke være andet end — en smuk Drom. Det er der begynder at klinge paa Kir- stærke nye Strenge, kens gamle Harpe. Pastor Svelmø Thomsen, Betle- hemskirken, har sin Virksomhed i et udpræget Arbejderkvarter: —-Í femten Aar har jeg været Præst paa dette Sted, og i al den Tid har vi kun i et halvt Aar — under Højkonjunkturet — været fri for Arbejdsløsheden, saa jeg kan af sørgelig Erfaring vidne, at det er tom Tale, at Arbejdsløsheden skulde være et forbigaaende Krisefænomen. En Række Familier har alt í Aare- vis været ude í Arbejdsløsheden. I de sidste 3—4 Aar er Kaarene blevet trangere og trangere for dem. Nu er alle Ressourcer sat til, og nu er man helt nede paa Bunden. Hvor virker Arbejdsløshe- den haardest? spørger vi. — Først og fremmest paa Ungdommen. Det er ved at være Reglen denne, at naar en Lære- dreng bliver udlært, bliver han uvægerligt arbejdsløs. Det er jo fortvivlet. Han gaar i Lære, har det tidt drøjt, hviler som en Byrde paa Hjemmet, glæder sig til at blive udlært, blive sig selv, staa paa egne Ben. Endelig er han Svend, og straks med det samme bliver han arbejdsløs midt i Livets vanskeligste Alder — ved de 18—19 Aar ud mellem Fristelser, som mange kastet af os andre vilde have svært ved at staa for — — det er til at undres over, naar en saa- næsten dan ung Mand ikke ødelægges. — De unge vil altsaa gerne arbejde? — Ja — bare de kan faa noget. Jeg har set unge udlærte Mennesker, der gik arbejdsløse, tage Plads Lære- drenge inde i kunde komme i Arbejde paany. En hel Del af de over i Budstillingen fortvivlet Chance, dels fordi de faar saa lidt for det, dels fordi paany som )yen bare de udlærte gaar en uhyre de derved sætter deres Fagdyg- tighed til. En Drejer f. Eks., der har gaaet arbejdsløs i et halvt Aar, kan være bleven formelig Faget, og noget lig- umulig i g tække andre nende gælder en Fagarbejdere. Den uddannede Fagarbejder har jo Kultur ofte fuldt paa Højde med Aka- demikeren og den gaar tabt, naar den ikke Det er ikke vor Skyld, naar disse unge Mennesker redder sig fra Undergang. — Et andet Sted, hvor Ar- bejdsløsheden rammer særlig haardt, er blandt Mændene i vedligeholdes. den modne Alder fra 45 til 50 Aar, Naar sandan en Mand kommer ud i Arbejdsløshed, er det næsten umuligt for ham at komme ind igen. Han har kun Haabet om lidt Reparation hist og her, hver 8. eller 14. Dag indtil han endelig langt om længe kan naa at fan sin Aldersrente. Men det Sted, slutter Pastor Svelmo Thomsen, hvor Arbejds- løsheden rammer allergrusomst, er blandt Familierne med de mange Børn. Hvad her præste- res af Heltegerninger, i Retning af Sparsommelighed, Udholder- hed og Opofrelse, er Ting, som man næppe vilde tro muligt. Det er som man stundom gribes af Skamfuldhed og ond Sam- vittighed over at sidde her i smukke, gode Stuer, mens man Sognebørn stuve sig sammen en hel Fa- milie i eet fattigt Kammer. Nej, slutter Pastor Svelmø nuværende ser sine nødstedte I Thomsen, i den Krise kan vi alle have vor Skyld; men de Arbejdsløse selv, det er dem, der har mindst Skyld deri, og er samtidig dem, der ram- mes haardest. Pastor Bjerregaard, Samuels- kirken, har sit Barndomshjem paa Vestkysten, fjærnt fra alle sociale Kampe, derovre, hvor Sognets Børn lever i den trygge Forestilling, at der er Arbejde og Plads til enhver, som vil arbejde. Han fortæller om, hvor hur- tigt han blev kureret for disse falske Vestkyst-Forestillinger, da han kom til Hovedstaden som theologisk Student, og siden har hans Præstegerning i Arbejder- kvarteret brutalt kastet ham ind i den sørgelige Virkelighed. Som Præster, siger Pastor Bjerregaard, kommer vi jo med ind i det, der er Familiens evige Spænding: Faar vi Arbejde? eller ej? — — — Jeg har mere end een Gang oplevet det triste Syn at se en rask, frisk Mand og Familieforsørger bryde sam- fordi alle Døre Og der sidder jeg men i Graad, var lukkede. som Præst og kan ikke hjælpe. Naar Pastor Bjerregaard siden har besøgt sit Hjem paa Vest- kysten, har det lydt sært i hans Øre at høre de gamle Røster: — Der er Arbejde til alle dem, som vil arbejde. Lad dem bare komme herud til os paa Landet. Og han tager dem paa Ordet: - Godt, har han sagt. Jeg kan lige omganende skaffe jer baade 2—3 Familier og fler — — men straks har Folk saa trukket Følehornene til sig. Det er paa Tide, siger Paster Bjerregaard, at Menighederne alvorligt forstaar, at Kristendom- men ikke er for det evige Liv alene, men ogsaa for dette Liv, forstaar hvilken ubarmhjerlig og ukristelig Uret Arbejdsløs- heden er, - — at det er en Samvittighedssag, at der skaffes Arbejde til alle arbejdsvillige Hænder, og at de der uden egen Skyld er arbejdsløse, selvfølgelig skal hjælpes af Samfundets fæl- les Husholdning uden at skulle drives paa Fattigvæsnet. Pastor Ege, Jakobskirken, for- tæller hvorledes han selv er udgaaet af Underklassen, og | den fornemme Latinskole har prøvet at faa Ordet »Proletar- unge« smidt efter sig med en Lussing, og siden som Præst har fundet sin naturlige Plads og Arbejdsfelt í Rækker. Arbejdsløsheden er en Skamplet paa Samfundet, siger han, og skal og maa fjernes, og Skatteyderne har ingen Ret til at hyle op over Bekostningerne derved. Prof. Warming fastslaar, Underklassens at Skatteydere op til 10,000 Kr.s Indtægt i Øjeblikket faar fuld Valuta for deres Skat i Form af en Række Goder: Skole, Orden, Sikkerhed, Bekvemmelighed osv. og de med Indtægterne paa over 10,000 Kr. faar trøste sig ved, at havde de ikke levet i dette Sam- fund, men paa en øde Ø, san havde de overhovedet ikke kun- net tjene deres store Penge. Den nuværende ganske ubarmhjertige Samfundsorden slaar ikke længere til. Det er et Konkurrencens og Begærlighe- dens Samfund, hvor all gaar paa Slump, ligesom man kan rive sig lil om det. Det er ved at blive forstaaet helt op i de saa- kaldte »højere« Samfundslag. Her sad hos mig en Dag en hæderlig og veltjent gammel Mand, en Kontorchef. , Hans Firma var bleven knust af Kon- kurrencen. Nu stod han der paa bar Bund, uden Arbejde, gam- mel og hjælpeløs over de og pludselig forstod han, hvad for et ubarmhjertigt Samfund han havde levet i. (Fortsættes), Treds AAA | Ur Føroyum. | i h Tórshavn. Thorshavns Byraad. Fredag d. 28.—10. holdt By- raadet ordinært Møde. Fravæ- rende var: Clementsen, Evensen, Heinesen og Mitens. Til Behandling forelaa 14 Sa- ger, hvoraf særlig fremhæves: Andragende fra Højskolen om Gadebelysning fra Statsvejen til Skolen, samt Andragende om Vejanlæg til samme. Byraadet var enigt om, at Strækningen fra »Hotel Thorshavn« og udefter trængte til Gadelygter og sendte derfor Andraget til Elektricitets- udvalget. Det andet Andragende, der egentlig ikke var mindre end 5 Aar gammelt, sendtes til sine Forgængere i Teknisk Udvalg, Indstilling fra Teknisk Udvalg om Anskaffelse af en Blæselam- pe og et Smelteapparat til Vand- ledningsarbejdet, til en Pris af ca. 500 Kr., bevilgedes. Henstilling fra Valdemar Liit- zen om at andrage Regeringen om at et Beløb paa ca. 14000 Kr., der stod tilbage paa Vejanlægget Thorshavn—Kirkebø maatte bli- ve benyttet til at skærve denne Vejstrækning, vedtoges. Andragende fra R. S. Matrass om Benyttelse af Lo- kale i Komuneskolen til Aften- undervisning, blev imødekom- met under Forudsætning af at Sagen sendtes til Skolekommis- sionen, da denne havde beklaget Long og sig over al være forbigaaet ved Udlaan af Skolens Lokaler. (Der er altsaa Liv i den.) Sagen blev iovrig drøftet en Del. Johannes Joensen ønskede at faa oplyst hvad Eleverne havde at betale til de forskellige Kursus, og men- te at naar Kommunen lod Lokale, Lys og Varme gratis, saa maatte det blive meget billigt for Del- tagerne. Debess mente at Kom- munen slap meget billigt í For- hold til Kommuner i Danmark og andre Lande, hvor Kommu- nerne ikke alene holdt Lokale med Lys og Varme men ogsaa lønnede Lærerne, der vilde hol- de Aftenskole for Ungdommen, og hvis en Ændring kunde blive gennemført her, saa vilde han stemme for den, for saa vilde kunne faa fri Undervisning, og det maatte jo være Idealet, Et Andragende fra Daniel Ol- sen om at erholde et Areal til Opdyrkning var noget enestaa- ende i sin Art, idet det gik ud saadan Ungdommen paa at fan et Jordstykke, som er udlagt til Johannes Joensen, og som han ikke ønsker at afstaa. Arge var glad over, at Spørgs- maalet blev rejst, og fremhæ- vede, at der jo henlan flere ud- lagde Trøstykker som manglede Hegn, og han mente, at Byraadel burde tage denne Anledning til at fan rejst dette Spørgsmaal, saaledes at man kunde faa en Ordning med de forskellige Bor- gere, som havde faaet Jordstyk- ker til Opdyrkning, men som endnu ikke havde indhegnet eller dyrket disse. Sagen sendtes til Udvalget for Kasse- og Regnskabsvæsen, Teir sum sjólótust av >Riddarinums, vóru jarð- aðir á Seydisfirði, og komu sum mangir aðrir Feroyingar, ið latið hava lív sítt í stríðnum fyri hús og heim í tí islandska havið, at vera ímillum fteir nógvu ið funnu hava sítt hvíld- arstað í Íslandi. Hitt íslendska havi, eins og onnur høv, hevur fevnt mangan raskan Foroyingin, sum ikki kom til hvíldar í vigd- ari jørd, men blivu á kirkju- garðinum mikla. Seydisfjarðarblaðið = »Hænir« skrivar 8. oktober: »Hinir foroysku sjómannenn- sjólótust av >Ridd- arinum« fóru til gravar dagin. Stór mannfjøld av Seydis- firði, manningin av Riddarinum og ødrum skipum, ið inni lógu, fylgdu. Í kirkjuni talaði sóknarprest- urin grípandi og væl, og tók til yrking Sig. Eggertz: >Alfaðir Aftan á taluna var sungin sálmurin ÞÁll eins og blomstrid Kisturnar vóru pryddar við kronsum og blómulyssum frá Seydisfirðing- um, og býráðsformaðurin hevdi irnir ið hós- ræðurÆ. eina«. eftir samtykt býráðsins sent krans býarinnar vegna. Frá vognunum, sum. fluttu kisturnar til kirkjugarðsins veitraðu fløgg- ini á hálvari stong. Hetta var sár og hátíðarlig stund, tá frændir okkara soleiðis vóru fluttir til teirra síðsta hvíldarstað í íslandsk- ari mold«. Skaldið mikla. Hans A. Djurhuus er í hesum døg- um úti fyri at vera umklandraður vegna tey áramál, sum hann hevur drivi sitt skaldaryrki. »Dimma« boðar frå, at hann hevur verid skald i 25 år, og P, A. í »Krossinum« bedýrar, at tað eru 26 ár síðani skaldið steig »Pegasus«. Okkum kunnugt byrjadi hann å heilt ungum árum, mest sum Í áreingjaárum. Frá teimum døgum livur ímillum eldri fólk enn á døgum eitt kvæði, sum H. A. Djurhuus yrkti í 1897. Sangurin, sum henda yrkingin mest må nevnast, snúgvar seg um ein væl kendan Havnamann, sum eitt kvøldid kom heim vid kenning, og av teirri årsøk at hjunini ikki samdist av ti allarbesta hetta kvøld, tí maðurin var drukkin, yrkti H. A. Djurhuus ein sang um hendingina, sum varð skriv- aður niður á eitt pappír, og síðani stappaður inn igjøgnum lyklaholið ; og á henda hátt kom maðurin at lesa kvæði um seg sjálvan. Sangurin var vanliga sungin av ungdóminum um Áarstovuleiðinu: En Aften Fa'er Jóa kom Hjem fra en Svir, Hurra! Mo'er Nicla hun mente han havde en Gir. Hurra! Hun Døren slog i med et vældigt Spetakel, saa stod derude paa Trappen den Stakkel. Og eftir hesum at dóma, átti skaldið at hildið 25-ára jubileum fyri 5 árum síðani, men eitt 30-árs gildi var væl vert at hildi. De færøske Typografer har under Forretningsforer Sørensens (Dansk Typograf Forbund) Ophold her paa Fær- øerne, benyttet Anledningen til at danne en Sammenslutning, der er resulteret i Oprettelsen af en Afdeling for Færøerne af Dansk Typograf Forbund. Afdelingens Bestyrelse bestaar af Poul Karbeck Mouritsen, Bethuel Ziska Jensen og Er- ling Isholm. Jubilæum. Den 1. November fejrede J. Waagstein 25 Aars Jubilæum som Lærer og Organist. Jubi- laren var Genstand for megen Opmærksomhed i Dagens An- ledning. Tidlig" paa Morgen- stunden stillede »Havnar sang- felag«s Medlemmer og hilste Jubilaren — Sangforeningens Dirigent — med Korsang. Enker og Faderløse. Hr. Redaktør! De anmodes om at give Plads for neden- staaende. Der er for Tiden fremme, der mener, at Kom- munerne ikke opfylder deres Forpligtelser overfor Enker og Faderløse med Hensyn til Enke- kassen. En Kendsgerning er det, at stræng og lang er Rettens Gang, naar enkelte forsøger at tage sig af saadanne Forurettede, for at fremskaffe dem det, der tilkommer dem efter Loven. Og ligger ikke en stor Del af Skyl- den i, at Forstanderskaberne misbruger de gode sociale Love? Jeg tror helst, at det hænger saaledes sammen. At Enker og Børn ikke ken- der Loven og end mindre den Methode, hvorefter de kan kræve sine Rettigheder, er en Selvfølge, men at Kommuner benytter sig heraf, er en saa uhøvisk Qptræ- den, at sligt næppe har været kendt før. Jeg henstiller derfor til vore socialdemokratiske Fø- rere, ogsaa Dem Hr. Redaktør, om at lade dette meget vigtige Spørgsmaal undersøge, da det er muligt, at det i flere Kom- muner end den ene gaar for sig paa den Maade, at Enker og Røster Faderløse ikke faar sin fulde tilkommende Ret. Ærbodigst Bygdarmaður. «+ Det er beklageligt, at vi i 1927 skal være ude for, at der klages over Kommunernes Stilling til Enker og Faderløse, da Stillin- gen for saadanne, der har mistet Forsørgerne, er fortvivlende nok i Forvejen; og det ligger langt under almindelig Menneske Med- følelse, at Kommuner stikker saadanne ulykkelige Menneskers tet under Stolen. — Men det er vel ogsaa et Udslag af, at der sidder forkerte Mænd i For- standerskaberne; Mænd der ikke ved, hvad det betyder at sidde i smaa og trange Kaar, med en stor Familie uden Forsorger. Og dette uden Forsørger er des- værre altfor kendt paa Færøerne, men Medfolelsen synes ikke at være saa udbredt, herom vidner den indsendte Notits. Hvad mon Gubberne í For- standerskabet kunde tænke sig at falde tilbage paa, hvis Kom- munen mistede sine Forsorgere? Vi tillader os at henvise til Enkebørnsloven, Lov af 4. Marts 1918 og Lov Nr. 127 af 30. Marts 1920, hvorefter der tilkommer en Enke aarlig 200 Kr. for hvert Darn under 4 Aar, 160 Kr. for hvert under 12 Aar og 120 Kr. før hvert under 14 Aar. & 2 i Loven siger: >Under- holdsbidraget udbetales til ved- kommende Enke kvartalsvis,