týsdagur 27. mars 1928síða 1

SOCIALDEMOKRAT FRÆLSI Nr. 13. gu pet Tandlæge BREND E3 HINES OND á træffes 11—5. Telf. 114. SLIT £3 MINN EG UN E3 LINN ÍF Ú ER ELDUR Í KOLUNI viðvíkjandi bankaspurn- inginum her á landi, og úrstand- urin er fram um alt komin av tí syndarligu og ónosligu við- gerð, danski landmannsbankin hevur notið av einstaklingsins mest mundi mikli, stjórnarlagi, tó tjóvshevdingurin harra Glitekstadt, vera bankanum at bana. Bloðini hava nortið við tað samband, sum verið hevur og er ímillum Feroya Banka og meginbankan í Keypmannahavn. Fundir hava verið hildnir um at nýta stundina, sum hon nú er, til at fáa Føroyingum, igjøgn- um Føroya Løgting, fatur á tí »føroyska« bankanum. Resolu- tión varð samtykt um at mæla Løgtinginum til at halda eyka- ting um hetta stórmál o. s. fr. Tað bankastjórnin herheima kunn- ger, at »»Føroya Banki« er et og næsta sum frættist er, at selvstændigt Pengeinstitut, ingen »Filial««, »Føroyatidindi« í sínum lagi møsnandi um hetta hátt, at ein skuldi trúð, at »Føroyatid- sama mál á ein slíkan indi« longu hevði fingið í hárið á tí dregur hann inn um stokkin, bankanum og foroyska tí eins og teir, sum blaðið er talsmaður fyri, so er »Føroya- tidindi« »sterkt seret« f at sita f sjålvdråttri. I eisini interes- »Dimmu« er ein, sum nevnir seg »Aktionær i Føroya Banki«, farin á føtur, spinnandi óður, tí tað íkki í friði og loyvist teimum, sum »startadu« náðum Føroya Banka«, framíhjá »at købe saa mange Aktier til mo- derate Priser, som de vil eller kunne overkomme,« og tå fyrst eigur Løgtingid at sleppa framat!! At einki fræltist frå Løgtings- formanninum, undrar flest allar Føroyingar, ti bert teirri grund at sambandsflokkurin er slik mennir, sum t. d. Løgtingsfor- av minkaður, so eiga stór- maðurin, ikki at sleppa bæði Føroyum og Føroyingum upp á fjall, men eigur hann, um hann ikki er førur til meiri, at geva svar fyri ella ímóti eykatingsetu um bankamálið. Táið hetta tiltakið: banki í Feroyum, var undir uppsigling, vóru brøv send bæði og niður og øvutt. Í einum brævi frá tí tåverandi »pena« manni harra Glúckstadt til nevnd Log- tingsins, viðvíkjandi bankamál- inum, stendur: upp >Vi ere Udvalget særdeles forbundne for den til os gjorde Henvendelse, om vor Bank 20 oyr. á 3. og 4. síðu. Við størri lýsingum fæst avsláttur í prísinum. -FØROYA- eventuelt maatte være villig til at oprette en Filial i Thors- havn og derved realisere den | Plan, som man ønsker gen- nemført. . . . Saasnart Beslut- ning herfra foreligger, skulle vi tillade os paany at henvende os til det ærede Udvalg. . . .« Her hvor ið startaði Foroya Banka, so »En sæst sjónliga, Aktionær« hevur ongar grundir til at honum ikki eydnast at gloypa halla við høvdinum, ti útyvir allar aktiurnar ísenn. Hann skuldi heldur lisið, hvat Effersøe sigur um at lata ein- stakar menn keypa aktiur (Log- 1905 A. bls. 130): kender til Forhol- dene, kan næppe antage, at der tingstíðindi >Den, som fra færøsk Side vil blive anbragt stor Kapital i Bankaktierne, og efter kyndige Folks Mening er det et stort Spørgsmaal, hvor- vidt det overhovedet vilde være heldigt, om Færinger bandt deres Kapital paa den Maade. Hovedvægten bør lægges paa at 5 55 faa Penge udefra til Frugtbar- JAVNAÐUR Tirsdag hin 27. mars 1928. gørelse paa de forskellige Om- raader, hvor Fremskridt ikke kan Sted anvendelse, Dette vil have mere finde uden Kapital- Betydning for os, end om vi kunde vinde nogle faa Procent Sæt at vi havde 50,000 Kr. disponible ved Bankomkostningen. og anbragte dem i Banken sam- men med 250,000 Kr. nede fra; vilde det da ikke være heldigere, om vi fik hele Kapitalen nede fra og anvendte vore 50,000 Kr. til andre nyttige Foretugender?« Nú mun ørdvisi, enn tad gjørdi í vil her ikki fara meiri ímillum, enn at tað verður liggur landi ein stóran 1905, men tó Logtingið, sum eigur at ognast hin stóra lutapeningin, sum landmannsbankin eigur í »Før- oya Banka«, og hinir einstaku peningamenninir, sum »Føroya- tidindi« hevur uppá hondina, eins og »ÅAktionær i Føroya Banki«, eiga at nyta sinar pen- ingarúgvur til okkurt annað, sum tørvur er á, men Bankin eigur at verða Føroya Løgltings PARIA AF KNUD KORST. Det uhyggelige Ord Fattigvæse. net er ved at blive et af de mest anvendte i Dagens Debat. Det er Virkningerne af den haardhændede sociale Nedskæringspolitik, der be- gynder at slaa igennem. Naar man spørger til en eller anden brav Ar- bejder, man har kendt, faar man ofte det Svar: Han er gledet uden- for Synsvidde, bor antagelig i et eller andet Hul, understøttet af Fattigvæsenet. Reaktionen kan glæde sig. Thi er end selve Hovedformaalet med denne Aktion løbet ud i Sandet, saa kan den i hvert Fald pege paa de talrige ulykkelige Skæbner, den har været Ophav til. Hovedformaalet med den haard- hærdede sociale Nedskæringspoli- tik var jo det at bryde de organi- serede Arbejderes voksende Magt, at svække deres Organisationer, trykke Lønningerne ned til et Mi- nimum m. m. Selvfølgelig giver Reaktionen denne sin udprægede Klassepolitik en almen, national og social Kamouflage ved at fortælle, at Hensigten med den er yderst op- højet — nemlig den at føre os gen- nem Krisen samt at forbedre Sam- fundsmoralen og styrke den En- keltes økonomiske Selvansvarlig- hed, og at det derfor gælder om at bryde det saakaldte >Fagforenings- tyranni« (Reaktionens Betegnelse for selve Fundamentet i det moder- ne Samfund — Solidariteten, Sam- menholdet, et Fundament, som Re- aktionen forøvrigt selv bygger paa for sit eget Vedkommende). Dog disse Reaktionens egentlige Hensigter er paa Forhaand dømt til at løbe ud i Sandet — man kan sige heldigvis ogsaa for Arbejder- nes Modstandere, thi Resultatet vil- de blot blive Kaos, bestandig Uro, almindelig Desorganisation. Den maa derfor som sagt trøste sig med de baade triste og magre Virk- ninger, der iøvrigt er kommet ud af den ondartede Aktion: Til den ene Side Skattelettelser for de Vel. stillede, hvilket politisk betyder en Del for Reaktionen, fordi store De- le af Middelstanden lider af Skatte- hysteri; men som nationalekono- misk set er det glade Vanvid. Og til den anden Side opnaar man at jage et usædvanlig stort Antal Bor- gere paa Fattigvæsenet og dermed bibringe dem et Stempel som an- | den Klasses Borgere, som Paria. Thi naar Ødelæggelsen af de so- ciale Institutioner falder samtidig med daarlige Konjunkturer, med stor Arbejdsløshed, Lenreduktio- ner, høje Huslejer etc., maa de haar- dest ramte nødvendigvis blive dre- vet over paa det egentlige Fattig- væsen. De tunge Tider trykker naturligvis hele Arbejderbefolknin- gen, men det store Flertal bider Tænderne sammen og staar imod, Reaktionen retter cltsaa et vold- somt Slag mod en værdig Modstan- der, den organiserede Arbejder- klasse, men Slaget rammer uhel- digvis kun en vis Del af denne, nemlig 25,000 maaske 50,000 Fami- lier, men til Gengæld rammer den 'disse Folk paa den mest ondartede og uretfærdige Maade. Og det er en daarlig Undskyldning for en saadan Politik, at det ikke var Me- ningen specielt at styrte denne Kreds af Personer ned i Paria- kasten; i hvert Fald er det en rin- ge Trøst for dem, det gaar ud over, at deres Ulykke ikke er tilføjet dem med velberaad Hu men kun skyldes, at Slaget har ramt forkert. Men muligvis vil netop denne forøgede Tilstrømning til Fattig- væsenet af Personer, der saa gan- ske aabenbart fvinges dertil af BRODURSKAPUR | Kostar kr. 1,50 fjórðingsárið Porto. Blaðið A verður bilagt á posth“sinum, brævsavnarstødum 2. árg. | og skrivstovuni. Telf. 143. ydre Omstændigheder, kunne give Stødet til, at vi indenfor en over- skuelig Tid kan faa Bugt med den Tankegang og den Lovgivning, der gaar ud paa, at Hjælp til fattige Mennesker skal have vanærende Virkninger. Det, der ligger bag den Tanke- gang, at Fattighjælp bør have Fat- tighjælps Virkninger, er Frygten for, at Arbejdsmoralen lide Skade; den gode Borger er bange for, at Menneskene skal holde op med at bestille noget, hvis de kan gøre Regning paa at faa Under- støttelse uden at blive nedværdiget deraf. skal Parolen i det privatkapitalistiske Samfund er jo denne: Enhver maa klare sig selv, stole paa sig selv eller gaa til Grunde. Og i Virkeligheden klarer jo og- saa de fleste Familier sig selv uden at falde Samfundet til Byrde, men naar de gør det, er det selvfølgelig ikke, fordi de skræmmes af Fattig- væsenet og den Fattigunderstøtte- des Nedværdigelse; de fleste Men- nesker er dog opfyldt af Arbejds- og Erhvervsdrift og føler det som noget ganske naturligt, at de ar- bejder for at faa Føden. Man kan rolig sige, at de, der falder det Of- fentlige til Byrde, i det store og hele kun gør det, fordi de er nødt til det, og det hvad enten dette ram- mer deres borgerlige Ære eller ikke. I Kapitalismens første Tid fortol- kede man Parolen om Individets Selvansvarlighed paa en Maade, som i Dag maa forekomme os al- deles haarrejsende. Lad en velud- viklet og veltrænet Mand løbe Ud- holdenhedsløb i Konkurrence med et underernæret Barn, med en Ol- ding, en Krøbling, en Blind og en Beriberi-Patient (ogsaa kaldet en sløj Karakter), og Alverden vil kal- de det en daarlig Spøg, en ondsin- det Indfald. Men i Virkeligheden var det det, der foregik i Kapitalismens første Periode; Børn gik til Grunde un- der et Arbejde i Fabriker og Kul- miner, som laa langt over deres Kræfter, og de Gamle og Invali- derne var uhjælpelig hjemfaldne til Fattigvæsenet, Lignende Til. stande finder vi i Dag i de ny Industricentrer i Asien; læs f. Eks, de officielle Be- retninger om Bernearbejdet Ii Shanghais Fabriker. Kender det store Publikum ikke disse Forhoid, saa kender i hvert Fald den glub- ske Pioner-Kapital ganske nøje Vejen der over. Men i vore Dages Europa har man i nogen Grad hindret, at Børn deltager i Kapløbet, og man har slaget fast, at der ikke er nogen Mening i at stemple Mennesker som Paria, fordi de falder det Of- fentlige til Byrde som Følge af Alderdom, Invaliditet anden Gebræklighed. Der er ganske vist mange endnu, som den Dag i Dag skælder deres Tjenestedreng ud for Drivert, hvis han sidder og læ- ser sine Lektier, eller som tager Forargelse af, at gamle Mennesker ikke arbejder og endda faar Fø- den. Dog i det store og hele har man gennem Sociallovgivningen givet Udtryk for den Anskuelse, at Ol- eller Amerika og | dinge, Syge, Invalider etc. ikke bør vanæres, selv om de faar of- fentlig Hjælp; og der er heller ikke mange der tror, at den almin- delige Arbejdsmoral bliver slap- pere af den Grund. Derimod bestaar der stadig |} vide Kredse den Opfattelse, at man af Hensyn til Samfundsmoralen bør skelne meget skarpt mellem værdige og uværdige Trængende; og kun de værdige Trængende, de der viser »god Vilje«, Stræbsom- hed og lignende borgerlige aner- kendte Dyder, bør have Adgang til Hjælp uden vanærende Virk- ninger. De andre skal paa Fattig- væsenet og dermed stemples som Paria — formodentlig for ast Vanæren skal stimulere dem til at forbedre sig. Herefter skulde man altsaa tro, at de, der udgør det moderne Samfunds deklasserede, altsaa faar virkelig Fattighjælp med alle den- nes Virkninger, er det rene Bund- fald, Vagabonder, Drankere o. 1 Men Statistiken siger noget andet. Man har undersøgt Trangsaarsa- gerne for de ca. 32,000 Personer, der nyder egentlig Fattighjælp, har altsaa skaffet sig Klarhed over, hvad det er for Forhold, der har drevet disse Folk paa Fattig- væsenet, og man er kommet til følgende Resultat: Understøttet som Følge af: Alderdom „....eeess.err..... 4.200 Anden varig Arbejdsudygtigh. 5.000 Forbig. Arbejdsudygtighed .. 3.809 Arbejdsløshed ................ 6.500 Forsørgerens Død. „......... 1.800 Forsørgerens Rømning. ...... 1.300 Stor Bórneflok................ 1.009 Drikfældighed. ............... 2.000 Andre el. uangiv. Aarsager.. 6.800 Tilsammen. ....... 81.900 Man ser altsaa, at ikke mindre end to Tredjedele af disse Perso- ner er paa Fattigvæsenet som Følge af Alderdom, Arbejdsudyg- tighed (altsaa Invaliditet m, m.), Arbejdsløshed, Forsergerens Død eller Remning — Aarsager som man ellers blevet enige om at karakterisere som væ- rende af en saadan Art, at de ikke paa nogen Maade kan lægges der paagældende til Last; og mange faar endda kun Fattighjælp rent midlertidigt, men dette er tilsrækkeligt til at sætte Paria-Stemplet paa dem — hvilket utvivlsomt virker mere til at demoralisere de Understøttede end til at anspore dem til at gøre deres yderste for at klare sig selv. Der maa altsaa være visse sy» stematiske Mangler i vor Forser- gelseslovgivning som gør, at den ene Gamle eller Invalide bliver be- tragtet som værdig trængende og den anden som en uværdig Person, der ikke er bedre værd end at brændemærke. Man bør udsætte en Præmie til den, der kan finde den dybere Mening med denne Adskil lelse mellem Faarene og Bukkene. Jeg vil give mit Hoved i Pant paa, at det der ligger til Grund for denne Adskillelse, ikke er andet end Juristeri opstaaet som Følge af de konservative Partiers Angst for at gøre noget fornuftigt uden Forbehold. Ren meningsløs bliver en saadan Adskillelse i Tider, hvor í TW forlængst er af disse Mennesker