týsdagur 3. apríl 1928síða 1

-FØROYA- | SOCIALDEMOKRAT BRÓÐURSKAPUR FRÆLSI M. 14. | in 20 oyr. å 3. og 4. LY singaprisur ty ri petitreglu: síðu. av sláttur i pr isinum. LLIR FØROYINGAR A ERU á einum máli um at sjóverjan vid Føroyar er so vánalig, at hon er lítið mæt- Nú ini reddir farnar at hevja seg um at ari enn eingin. eru tí eis- senda bønarbræv til kong (sjålvsagt), skal nýta til at heim um at hann og »Beskyttarin« sin mått megi krevja aftur til kanska á Danmarkar, ella teim hann ein hátt kann har annan verða ráðandi til nyttu. Herfyri var tað hildið at verið mest sum eitt »uggilsi«, at hetta verjuskipið var her við oyggj- tíðum er eitt arnar, men í seinni hetta »uggilsi« vorið til »sant forargilsi«. Vida hvar um landid verdur klagað guðs hevnd yvur trol- arnar, og niðurlagið er altíð tað „Hvar er „Beskyttarin“? Í seinasta blað ávístu vit, at »Beskyttarin« ikki lá á vág mánadagin 26. kl. 16,45. Úr norðoyggjum útróðrabátar á norðhavinum líða Tað við, tí at nú sama : Havnar- mars í ár frættist, at miklan háva av trolarum. kemur heldur illa „er hesta fiskitfO um tað leiðina. ikki enn 50 trolarir grópandi igjøgn- Ein dagin komu minni um linurnar hjå fleiri motor- båtum, soleidis, umframt at teir neyðars tað, at eisini menn, teir onga veiðu fingu, mistu reiðskapin, sum kostar nógvan pening, og peningurin trýtur altíð. Slíkt er og meir um eina tíð sum verjuskip skilaleyst er við oyggjarnar. Verjuskipið skal ikki sæð leiðir. Keypmenn úr Klakksvík hava vera um hesar verið umborð á verjuskipinum og gramt seg um trolara-óskilið — og vituligt eisini »Be- skyttara«-»skilid«. Henda áheit- an frá keypmonnum skal — eftir sum tíðindi ganga — hava fingið tað undrunarverda úrslit, „Beskyttarin“ eisini er farin at liggja nátt á Kvannasundi. At yvir slíka »verju«, og ikki altíð um Feroyingar eru harmir siga sína áskoðan um hana í teim snotuligu málsligu vendingum, er ikki at siga teir ringar fyri. Her uppá hin neyðturvuliga vilja og sum mest skortar tað »forståilsi« frá tí stjórn, eftir bestu evnum sparir pening men lívgar tó »Rigets Forsvarc. Jú, vakurt »forsvar« er, teir eru ikki forir fyri at verja teir for- oysku fiskimenninar fyri næsk- um enskum trolarum. Var tað ikki líka frætt, at »Beskyttarin« varð uppvarpaður við »longu linju«. Har hann kanska verið til líka fræga nyttu, sum hin gamli Grøn- landstarin >Tjalfic, kundi 30 oyr. á forsíðuni, Við størri lýsingum fæst # | Tirsdag hin 3. april 1928. JAVNAÐUR 1, 50 fjor dingsår id Kostar kr. verdur bilagt å posthåsinum, brævsavnarstødum og skrivstovuni. Telf. P orto. Blaðið 143. Bundfald og Skrab. Af Knud Korst. "I den foregaaende Artikel blev | den samme Mands Nattesøvn, hvis det paavist, at af 32,000 Fattig- understøttede var de to Tredje- dele kommet paa Fattigvæsenet af Aarsager, som man sædvanlig ik- ke lægger de paagældende til Last, men som i almindelig Om- dømme betragtes som ydre tvin- gende Omstændigheder: altsaa Al- derdom, Arbejdsløshed, Invaliditet etc. Den resterende Tredjedel — alt- saa en halv Snes Tusinde Perso- ner — maa derimod henregnes til dem, man sædvanlig vægrer sig ved at kalde værdig trængende, og som efter den almindelige Mening under alle Forhold bør stemples som Paria. Det drejer sig om 2000 Personer, der er faldet Fattigvæ- senet til Byrde som Følge af Drikfældighed, og om 6—7000 Personer, der sædvanlig karakte- riseres som Samfundets Bundfald og Skrab (bortset fra de egentlig kriminelle Personer), altsaa Vaga- bonder, Arbejdssky, sløje og slap- pe Personer. Skal den Slags Mennesker da ikke have et 2. Kl.s Stempel paa sig? spørger pæne Folk. Og gæl- der det samme ikke de 1000 Per- soner, der er kommet paa Fattig- væsenet, fordi de har lgat sig en større Børneflok til, end de kan overkomme? Slige Folk anses sæd- vanlig for at være uden Ansvars- følelse, uden god Vilje og Stræb- somhed, og derfor mener man det nødvendigt at opretholde et sær- ligt System (et halvt Forsørgelses- og halvt Straffesystem) for dem, hvis vi ikke skal komme for langt ud i »Blødsødenhed« og forloren og misforstaaet >Humanitet<. Hvis der ikke fandtes denne halve Snes Tusinde Personer, som det Offentlige maa tage sig af, fordi de ytrer for ringe Vilje eller Evne til at passe deref Ting, vilde det maaske være lettere at faa den offentlige Mening mobi- liseret mod den egentlige Fattig- lovgivning og afskaffet Paria- Mærket, Fattighjælpens særlige Virkninger paa Borgernes Rets- stilling. Men den hæderlige Borger væg- rer sig haardnakket ved den Tan- ke, at han skal føde og klæde no- toriske Driverter og Sutter (dog ikke naar disse er rige og lever af Renter og lign. arbejdsfri Ind- tægter). Den almindelige Mening er den, at slige Fyre skal i Spjæl- det eller paa Tvangsarbejde, hvor de kan blive »strammet op< og lære at bestille noget ordentligt. Og af Frygt for at Samfundet skal komme til at understette — uden vanærende Virkninger — blot én uværdig Trængende, affat- tes Loven saaledes, at samtidigt 2 Personer, som uden egen objek- tiv Skyld kommer i Nød, bliver behandlet paa samme nedværdi- gende Maade som Drankeren eller Driverten. Der er ikke meget, der kan sætte en jævn Borgermand i Raseri, som dette, at en Mand uberettiget faar Arbejdslasheds- understøttelse, Hjælpekassehjælp eller anden »pænere« Understøt- telse; derimod angriber det ikke en Invalid eller en forladt Kone nødt til at give sig ind under det egentlige Fattigvæsen og saaledes mister sine borgerlige Rettigheder. Den faktiske Lov- givning i Øjeblikket er et ganske nøje Udtryk denne hjertede Tankegang. Selv om Forholdene er saa ond- artede, som Tallene fortæller os, hjælper det naturligvis ikke me- get at appellere til de humane Fø- lelser eller slaa paa Retfærdighe- dens Grundsætninger, Mere virk- ningsfuldt vil det være, om man kan paavise, at den særlige Und- tagelseslovgivning, der gælder for Drankere og Vagabonder og lign. uværdige Trængende dels er ufor- holdsmæssig dyr, og dels er uden moralsk opdragende Virkning paa de paagældende. Det sidste er i hvert Fald saa aabenbart, at man næsten paa Forhaand kan sige sig selv, at netop den vilkaarlige og vanærende Behandling, som disse arme Stoddere er Genstand for, maa ruinere den sidste Rest af Stræbsomhed og Æresfølelse, der maatte være i dem. I gamle Dage hed det: Hvad nyfter det at give Arbejderne en god Behandling, iøjere Løn og kortere Arbejdstid — de vil jo blot tilbringe saa megen mere Tid og anvende saa mange flere Penge paa Værtshuset. Arbejderne til- tvang sig imidlertid bedre Vilkaar, og Resultatet blev, alle Spaadom- me tiltrods, en nøgtern og sober Arbejderbefolkning. Gaar vi læn- gere tilbage, ser vi Bondestanden gennemløbe nøjagtig den samme Udvikling — fra Jeppe paa Bjer- get til Nutidens nøgterne og ar- bejdssomme Mand. Alle Pædagoger vil sikkert ved- gaa, at en nedværdigende Be- handling af et Menneske ødelæg- ger alt værdifuldt i ham. Det samme gælder følgelig ogsaa de 10,000 Elendige. Den Behandling, man giver dem, maa nødvendigvis faa den stik modsatte Virkning af den tilsigtede. Samfundet har ingen som helst Udbytte af at be- bliver for snæver- handle dem paa den Maade, det nu sker. Naar man tror, man kan for- bedre en Vagabond gennem Smaa- straffe, ved at fratage ham hans borgerlige Rettigheder etc., saa er det fordi det er man mener, at Mandens egen Skyld, han er kom- met saa langt ned. Dette er imid- lertid et ganske overfladisk Ræ- sonnement; naar en Mand er Va- gabond, er det selvfølgelig ikke, fordi han af egen fri Vilje har valgt denne Livsvej, men simpelt- hen fordi han er daarligt udrustet fra Naturens Haand; lige saa lidt som man af fri Vilje er blindfødt eller svaghjernet, er man af fri Vilje en slap Karakter, Hele dette Problem om de egent- lige Grunde til, at nogle Menne- sker synker til Bunds i Samfun- det, er for Tiden Genstand for megen Diskussion i Tyskland i Anledning af, at Regeringen paa- tænker at forhøje Straffen for Bet- leri og Vagabondering. Et af de denne Indlæg i Artikel i »Frankfurter Zeitung« af Dr. von Heutig om Betlere og Vagabonder, et Folkefærd, som Forfatteren sy- interessanteste Diskussion var en nes at have et intimt Kendskab til. Han skriver, at disse Mennesker sædvanlig ikke har et tomt Straf- men der er vid Forskel paa dem og de egentlige krimi- nelle Naturer, som Samfundet er feregister, nødt til at værge sig imod. Vaga- bondens Smaatyverier og Be gerier sig i Reglen Smaatterier, Levnedsmidler, brug- te Beklædningsgenstande etc., og hans strafbare Handlinger en næsten rørende Ubehændighed, Uagtsomhed og Ligegyldighed. Det er som om det ikke er disse Mennesker magtpaaliggende at undgaa Opdagelse. »Det er«, skriver Dr. Heutig, »det medfødte eller erhvervede Svagsind, der gør dem til Land- strygere, fordi de ikke besad til- strækkelig Kraft til at blive nor- malt arbejdende Mennesker«. Direktøren for Hamborgs For- sørgelseshjem fortæller i et Skrift indgaaende om det Klientel, han har haft med at gøre, et Klientel, som han inddeler i tre Kategorier: slappe Naturer, Eksplosivmenne- sker og passive Psykopater. »Fler- tallet var slappe Naturer, som al- deles ikke var Kampen for Tilvæ- relsen voksen, og som ikke i de- res Ungdom havde det Held at blive indspændt i en fast Ramme af nedarvede Traditioner og paa denne Maade slæbt gennem Livet. Hvad de tog fat paa gik galt, og da Selvtillid, Arbejdslyst, Udhol- denhed og legemlig Ydeevne ikke var deres stærke Side, kom de paa Skraaplanet, drevet af Nøden og den dermed forbundne Usikker- hed og indre Uro; de fandt Lidel- sesfæller, sluttedede sig til For- dra- drejer røber brydere og tabte saaledes — uden egentlig at være Forbrydere — hele Holdningen overfor Livet og gjorde deres Tilværelse afhængig af deres heldigere Medmenneskers gode Vilje. Mange af disse sølle Landevejens Brødre kommer, naar de bliver gamle og ikke mere kan udholde Vagabondagens Strabad- ser, til Fornuft og kryber ind i en eller anden Velfærdsanstalt.« En anden Kender af disse For- hold nævner, at 20 pCt. af Alum- nerne paa tyske Arbejdsanstalter selv med den bedste Vilje og un- der de gunstigste Arbejdsmarkeds- Forhold var ganske ude af Stand til at erhverve deres Underhold i Frihed; paa flere Anstalter var denne Procent endogsaa 30, paa en enkelt 50. Overfor slige Kendsgerninger fremstiller Dr. Heutig det latter- i at søge ved Straffe (og Van- mere »god »Som om lige ære) at tilvejebringe Vilje« i saadanne Folk. 8 Dages Arrest, selv seks Maane- ders Fængsel i Forbindelse med et solidt Tag over Hovedet, en Ovn og tilstrækkelig Næring no- gensinde skulde kunne vække et Mod-Motiv til Live hos Vagabon- den anden Side har Udsigt til Sult og Kulde paa Landevejen, Som om dette skulde skulde kunne modvirke de Skrøbe- ligheder, som kastede dem ind paa Vejen til Underverdenen og gjor- de dem værdiløse paa Arbejdsmar- der, der til om NN €3 HIHI) 23 HNNN 23 Tandlæge BREND 5 træffes 11—5. Telf. 114. = II um 003 LS kedet — Skrøbeligheder som Stam- men, Synsfejl, Tunghørhed, meka- niske Kvæstelser af forskellig Årt, Hjerte- og Lungesygdomme, og ikke mindst Svagsind, Epilepsi, senile og præsenile Forstyrrelser.« Jeg har lagt Vægt paa at frem- stille dette Forhold mere indgaa- end det maaske kan synes paakrævet ved denne Lejlighed, hvor Talen er om Fattigvæsenet. Men Sagen er jo, at hele den gam- le Fattiglovgivning, som vi stadig slæber rundt med, netop er skabt Henblik paa Vagabonderne; og det er netop Borgerskabets Ulyst til at indrømme disse sølle Mennesker Ret til Understøttelse uden at udsætte dem for vanæren- de Behandling, som er den store Hindring for den fuldstændige Afskaffelse af hele dette System: Fattighjælp med Fattighjælps Virkninger — og det til Trods for at dette System som før sagt ram- mer to decideret værdig Trængen- de for hver en af de uværdige (som de jo sædvanlig kaldes). Folk vil maaske indvende: Man kan dog ikke under nogen Om- stændigheder indrømme slige Men- nesker Valgret, selv om deres Elendighed nok saa meget er Re- sultat af ulykkelige Forhold. Og der er manske heller ikke megen Mening i at indrømme slige noto- riske Uncermaalere Indflydelse paa Statens og Kommunens Styrel- se — skønt vi ved hvert Valg ser de Konservative stille en hel Vogn park til Raadighed med det For» maal at afhente til Valgstederne udslukte Oldinge, hvis aandelige Kraft maaske er endnu mindre end Vagabondens. Men dette Forhold er heller ikke afgørende. Det afgørende er, at det sikkert vil være klogt at be handle Vagabonder og lign., som falder det Offentlige til Byrde, som syge Mennesker paa Anstal- ter eller lign., egnet til dette For» maal. Det er i hvert Fald den eneste Mulighed man har for at sætte dem i Stand til nogensinde at yde noget produktivt og stan paa egne Ben. Med andre Ord: Fattiglovgivningen bør paa dette Omraade erstattes med en speciel Forsorg for Vagabonder, Dran- kere og lign. — en Ændring, som formentlig maa foretages paraMeit med en Ændring af Straffelovens Paragrafer om Løsgængeri, Betle- r osv. Gør man det, har man ende, med samtidigt ryddet en alvorlig An- stødssten for det gammeldags ;Føt- tigvæsens fuldstændige Ophævelse af Vejen. Vinduer, Døre og Lister. Godt og billigt Arbejde. Hugo Øster's Maskinsnedkeri, Tlf. 216. Thorshavn. TIf. 246.: