týsdagur 14. august 1928síða 1

P U | | % FRÆLSI ovr. á 3. og 4. Lysingaprisur fyri petitreglu: 30 oyr. á forsíðuni, síðu. avsláttur i prísinum. -FØROYA- SOCIAL DEMOKRAT BRODURSKAPUR Vid storri lýsingum fæst JAVNAÐUR Tirsdag hin 14. august 1928. Kostar kr. 1,50 fjórðingsárið verður bilagt á posthúsinum, brævsavnarstødum og skrivstovuni. Porto, Blaðið 143. Ex <þ| 8 Tandlæge BREND træffes 11—5. Telf. 114. IANA AOL 53 HIKA EG HINUM NKT 223 TANN SÚLAN 23 un ONG ERU MALINI LØG- IN, ið stuttskygnir og R hjartaleysir sóknarstyýrislimir , loyva sær at senda inn á Før- Enn meira legið slík framsend við einari læðka irnar, og sum skattaskipanin er, ova Legting. tað hert verða kann tykjast at mál aðalgrund: at um skatt- hjá teim ið best orka at bera skattir. Eittav hesum minnu vøkru og samstundis løgnu málum er får sent Løgtingininum til vidgerdar og avgerðar frå sóknarslýrinum fyri Kvalbiar sókni, Henda umsókn eisini kan lad nevn- ast bønarbræv, lí tað er ein bøn til líkist sóknarslýrinum — fram- lingið, ein ben, ið varð borin á lingi miðvikudaginn 8. august, og ljóðaði í stultum og køldum orðum uppá at minka um ábyrgdina hjá sóknarstýri- num, samanborið við lóg, ið nevnist: »Lov om Understøttelse til af »Kgl. Anordning« er sett i gildi Børn Enker« sum við her á landi. Sum ollum lesandum kunnugt, er henda lóg Foroyum viðvíkj- andi vorðin so úrlagi missvís- andi, tess vegna, at tað heimil- ast Førovingum tann framihjå rættur, at lala einkjur og faðir- leys fáa so litlan studning, sum tað illa seraðum fólki, fyri ikki al nevna hvít og stund vilja slåa fast, at tey sømir kristnum, sivili- menniskjur, sum alla tíð eru menniskjur burturår betur enn allur hin litaði parturin av Skiljið heimsins íbúgvarum. tað hvor ið kann, men legið lykist tað, at hin »kgl,« av 11. 1916 fyriskriftin av 1. apríl 1921 skal novembir og do. »kyl.« hava latið hesa skipanina verða galdandi fyri Føroyar, sum kanska meira enn nakað annað land, í hvussu er eftir støddini, treingir eina slíka lóg til vernd fyri einkjur og faðirleys. Sóknarstýrið í Kvalbæ vendir sær til Løgtingid, og biður tingið vera so beinasamt at lædka um gjaldið, ið rindast skal, saman- borið við einkjulógina, tí har eru so nógvar einkjur í bygdini. At studning hetta til mótstøðu á álop á lógina um fúa tingi er eyðvilað, ti einkjur, vil eingin tingmaður aði sóknina troyst- sær at anbefala um- frá hesum fsastyrda og hjartaleysa sóknarstýri. Vit vilja illa trúgva, at nevnd- in, ið nú hevur fingið hesa miðsáttu umsókn í hendi, vil verða sóknarstýrinum til vildar, og her vilja javnaðarmenn harð- liga åtala hetta álop á ley neyð- ars ein fåtøk einkja rættindir, við bornum hevur her á landi. Men søknarsty rið fyri Kvalbiar sókni skuldu skammast. Dansken paa Færgerne. Órienterende Betragtninger al En der vil sundt Samarbejde og Fremskridt. Alle, der læser denne Over- skrift, og derved i Tankerne føres hen til Svend Grundtvigs snart 100 Aar gamle Tidsskrift, maa jeg bede indstille deres for- hastede Ideassociationer; der er ingen Forbindelse mellem mine Betragtninger og denne gamle Hædersmands djærve dragen til Feldts mod Chauvinismens mest yderligganende Ytring, Sprog- tvangen. Ihvorvel danske det Sprog stadig har en Plads paa Fær- øerne, og her endog maaske endnu findes Individer, í hvis forkrøblede Hjernevindinger stundom avles Tanker om Sprog- tvang etc, det langt fra mig al øde mine sparsomme saa Være Kræfter i mod skumle Gespenster, der kun tri- Kampen slige ves, hvor Lyset mangler, og forsvinder for dette ligesom Troldom. Forhaabentlig er den Tid heller ikke langt borte, da alle Mennesker paa Færøerne frit kan følge deres naturlige Tilbøjeligheder med Ilensyn til Sprogbrug, skriftlig snavel som mundtlig, paa alle Omraader. Nej, mit ganske andet Omraade, paa det Emne ligger paa et erhvervsmæssige, økonomiske og sociale. Siden Reformationens Ind- førelse har der stadig været bosiddende Danskere paa Fær- øerne, for det meste Embeds- mænd, men dog ogsaa af og til enkelte Næringsdrivende, særlig efter den kongelige Enehandels Ophævelse. Af disse sidstnævnte blev nogle Foregangsmænd paa Forretningslivets Omraade, og deres Efterkommere, der ble Færinger, stadig driftige For- retningsfolk. Af Embedsmæn- dene er det egentlig kun nogle af Præsterne, der har haft Evner til Acclimatisering, og en det er disse, at der er dansk Blod, Blodblanding eller uheldig, virkelig fortrinsvis gennem tilført Færøerne denne heldig Hvorvidt har været skal jeg lade være at udtale mig om, der har stanet Strid om dette dunkle Spørgsmaal, uden at der fore- ligger noget Resultat af Betyd- nok ning. Ogsaa i Nutiden er der tilført vort økonomiske Liv Foretagsomhedsnand af danske Mænd og Kvinder. Det vilde være let at bygge disse her fremsatte Op- fattelser med konkrete Eksemp- ler; men jeg skal dog afholde mig derfra, idet Læsere vil have let ved at finde disse uden min Pegepind. Vender vi derimod vort Søge- lys mod danske Embeds- mænd i Forstand og under- forstandige de snævrere deres nærmeste Omgangsvenner af ren eller blandet Oprindelse, finde maa vi for al Mænd af færøsk lede godt med virkelig Forstaaelse Erhvervsliv, endsige med Lyst eller Evner til at skabe dette Udviklingsmuligheder. Ja, vi kommer maaske til det sør- Resultat, at en sendrægtlig > gelige og slundom vrangvillig Admini- stration mange Gange har hindret virkelige Fremskridt paa det økonomiske Omraade. Betragter vi Landbruget, man vi uvilkaarlig standse ved den saakaldte »Trølov«. Denne Lon lægger jo en stor Magt i Gods administrationens Hænder, hvad skaffe Folk Jord til Opdyrkning, og der er da ogsaa angaar at indtaget nogen Jord til Opdyrk- ning efter denne Lov; men uagtet Lovens Mangler, vilde der ikke alene have været ind- mere Jord, taget Jord, men bedre nen havde haft virkelig Interesse Landbru som Erhverv paa Færøerne. ogsaa om Administratio- for og Forstaaelse af get a, man tør endog sige, at Jor den i saa Tilfælde var kommel paa dygtigere og mere prak tiske Hænder, end hvad nu er Tilfælde. Hvor mange Eksempler er der ikke paa enhver sam fundsinteresseret kender dem at bedre stillede Mænd med Lethed har faaet et Stykke Jord til Leje og siden til Købs, uden at have opdyrket det. Resultatet Milfælde erhværvede Jord har da ogsaa i mange været, at den blev solgt i Spekulationsøjemed. det tit meget vanskeligt Derimod har og ofte været for en fattig passende erhverve el Op Husmand at efter ford til dyrkning samme Irølov, særlig naar det laa i en Hauge Kongs- Fællig. Man Tilfælde ofte Skylden paa Odelsejerne; men dette er altid rigtigt. Jet er let at paavise, at Admi- nistrationens Sendrægtighed og af blandet Ejendom, 29: og Odelsgods i skyder í disse langtfra stundom endda Vrangvillighed har været den egentlige Aarsag. Jeg. kender saaledes et Tilfælde, 25 Aar tilbage i de, der ligger god ønskede Stvk- samt Tiden, hvor der Leje opnaaet, tavde fanet ket anvist opmaall, og erhvervet alle Odelsejernes skrift lige Tilladelse; men alligevel fik de, trods gentagne Anstrængel- ser, aldrig Lejekontrakten i Orden, alene begrundet i de utallige og urimelige Indven- dinger, som Administrationen gjorde. Hvad samme Administration i den senere Tid har hiltet pan af Uhyrligheder i modsat Ret ning, nemlig i hurtig og hoved- kulds Ekspedition, er nok som bekendt. Skulde det mon være, fordi Tilfældet passede i deres Kram kunde tjene til al OG 34 fremme visse andre Formaal? For at fremme Opdyrkningen var det næppe, da paagældende dels havde og dels kunde faa Jord til Opdyrkning hvor de var. Jeg sigter her til Historien om de to Kirkebøfæster. ille og enhver kender nu til- fulde, hvorledes et Par udenbys Mænd fik Fæstebrex paa Dele af Kirkebø Kongsgods, uden at det strationen al siden er lykkedes Admini skaffe dem nævnte Jord, ifølgse Fæstebrevets Ordlyd fædres som har været i deres For- Besiddelse (sic.) »Fra Fjæld til Fjære med Lutum og Lundum«, som det saa smukt hedder i den gamle Formular. Ja, nævnte Jorder er siden (hvilket Dyb af Retfærdighed) udfæstet til forrige uden at de Er- Fæstebrevene fik nogensomhelst statning. Men har de dog, Jeg skal ikke her komme ind hvor Del af Skylden det Urede, de færøske Jordejendomsførhold paa, stor for syndige hvori ligger, falder paa Administratio- nen; men kun bemærke, aft dette Urede man bære Hoved- skylden for, at det færøske Landbrug staar saa lavt som det gør. At en uhyre Vilkaarlighed har ad ministreret vort Jordegods, frem hersket hos dem, der har gaar tydeligt af foranstaaende. dnarl Sneglefjed, er der ønnet frem med alle Bogstaver og Tødler nøje maatte ske Fyldest, faret frem med Stormskridt, saa løbet for al Lovens og snart er der at Lovens klare Ord ei udi ect. (Fortsættes). Harri blaðstjóri á »Føroyatidindi”. Litil er barnsins uggi Hvussu glaður tygum eru, harra blaðstjóri á >Ferovatíð- Haldi mær fil indic. góðar, tá eg sigi, at eg kann ikki annað enn hálva vegna ynskja, eitt slíkt kunna enn lygum var givið barnsligt einfellni at hoppa og klappa í hendur yvir súpubloðrum, tí tå vildi verið eitt Manni, storri ljosskygni millum um tað so gjørdist eitt sindur tómt aftaná, at sápu- bloðran er brostin, gjørdist ikki við. Ion tolir lessverri ikki nógv og hevur lessverri enn minni virði. log síggi í blaði tygara, at tygum i. 5» hjartansgladur hoppa og leika um eina såpublødru, eg bidi lygum fyrigeva mær, at eg noyð- ist at bresta hesa tygara såpu- blødru, lað ger mær ilt, men ein noyðist viðhvort at taka såpublødrufjødrina frá bornum, fyri at tey ikki skulu dálka ov mikið umkring seg. At løgtingsmadur — lygum eru so »vinarligur« bert at nevna meg í hesum samburði — íkki motir við valbrævi, blása tygum at fleiri | Grønlandstidindi. Oførur fiskiskapur. teir trætt, at 70,000 fy ri 8 »Ernestinu« er fiskað síðani. hava døgum Frá »Marthu« komu tidindi leygardagin, at teir hovdu fiskað 70,000 og hildu seg at hava salt eftir til 10 dagar. Ni betur kom fiskiskapurin wd (Grønland í ár at eydnast betur enn nakar hevði væntað. eina stóra blødru av, næstan eina Noregsbloðru, og klappandi í hendurnar gera tygum hana til eina »fadesu«, lygum eru vist óivað væl við í tilikum, ið hettar orðið Tað er hvort í hvussu er merkir. við til at samla vísdóm av og einki serligt at klikkja, at maður hevur nakað á baki og í »erfaring«, um tað ikki bara er rósandi. lygum eru so fegin yvir at hava funnið, at menn ikki nátt og dag sita og tjúkla og kína yvir t. d. einum valbrævi, eins og Ssummir géra Yvir krossum og heiðursmerkjum, so fegin sum bert tann kann vera, sum hevur funnið nakað »einastand- andi«. Og at tað kann hugsast, at menn kanska kunnu taka eitt valbræv rætt og slætt sum eitt bod til ein sjálvum, at fteir eru valdir og so ikki leggja meiri lag í tað av tí, at teir ómedvitandi kanska rokna við lí sum givið, at eitt avrit eisini verður sent til tað stødi her lovlingsins sum valt er til, er eftir mála og rúmfangi tygara ræðuligt, kanska ein deyssynd, tí tud er brot móti ti »halgasta halga« formi og vvirklassad6mi og >honoratións< lagi. At tygum, harri blaðstjóri, taka meg burtur úr so mongum oðrum i ár vóru tað tveir, bornir heim í somu bvød tað kann bera sína sam- kann ikki Tí tað frámerkiliga virkan við sær heiðra tygum annað enn meg. visir, ál við góðum vilja til veingirnar, at taka undir ikki verjueingil, meg um sum ein skjúts- og le SS lað. fyri tað er verri vil Tað er keðiligt tygum — eg unni tygum allan tann gleði at her einastand so fáur bert sum vera so kunna fåa einki andi at klappa og leika um, og tað, tá talanin um ungmannafelagsritið rús, tygum er, sum sagt, enn minni verður og er møsn og misfostur av illnæt- isgigli borgarans. Men eg eri kortini glaður yvir, at tygum eru so »noysamur« vid tilfari at fylla tey tómu rúmini vid. Eitt vinarligt ráð: Næstu ferð megu lygum vera meiri varin og ikki hegga ein firvald fyri dreka, lí so kvøkka tygum ov knappliga og sterkt — og onkur smílist kanska ov mikið stuttliga fyri tygum. P. M. Dam,