týsdagur 4. september 1928síða 4

TIXXXXXXXX54 > Det bedste er ikke for godt é Galvaniseradar takplåtur Heilsølu, Tórshavn. frá Poul Hansens Telegramadresse VERITAS. keypast bíligast Telefon 65. ”HØVDINGAR HITTAST EFTIR REGIN Í LÍÐ (SJÓNLEIKUR Í 3. TÁTTUM FRÁ ÁRINUM 1001) er útkomin og fæst í bokasølunum ella hjá útgevaranum R. Rasmussen, Føroya Fólkaháskúli. Upplagið er bert 450. Prísurin er 2 krónur. Gennem Ægæerhavet til Kykladerne. # Af Josef Petersen. Et lille, fordringsløst Damp ly- | der del rentlig tyrkiske Ret »imam:! ver frem over det solbadede, belge- | baiktie. Navnet betyder, at den kan spillende Hav, | faa en Præst (Imam) til at falde om af Regnbueglimt gnistrer inde í de | Henrykkelse, og vist er det, at den slasgrønne Belgeskaar under Skum- | smager fortræffelig, især naar man sprøjtet. I den glatte, blaa Kelvands- | nyder et Glas ren græsk Redvin der- stribe boitrer Delfinerne sig, viljer af til, Naar denne ikke er tilsat det Sted, smutter, springer omkring Span- terpentinagtige Fyrretræsudtræk, terne, En sorgløs Leg, helt veder- smager den som en god fransk Vin kvægende at se paa, men det men med en lidt hedere Ulmen i Hav er da ogsua det herligste Druen. kar ! Verden, og Delfinerne er maa- Luften er salt, sval og karsk, det ske de smukkeste a lle Dyr, saa ar ligesom den drypper af Sundhed fullendt modeller om k Vand og Solfryd. kan gøre det; de er beigeformede, Jeg forstaar saa godt, at det var smækre, smidige og stærk ot her, Afrodite, Skønhedens Gudinde, maa være vidunderligt at være Deifin fødtes af Havets Skum, Af dette vid. — j det ægæiske Hav! underlige Hav maatte hun opstaa, den Kystkonturerne bølger rundt helleniske Havfrue, den eneste Skøn- vi glider forbi vekslen Rækker af hedsgudsinde, At hun tillige blev solslidte, halvskaldede, olette Bjer- Kærlighedsgudinden, er en Sag for ge, næsten ubeboede og overtrukket sig; det var hendes Skønhed, som med en tynd Hinde af Mak Af og jorde det. Det ægæiske Hav har til dukker en le yndig By frem modelleret hende glat, smidig og som et Smil af hvid ikende Tæn- smækker som en Delfin, rundet Skul- der, paa Kajen myldrer det med dre, Hofter og Knæ, fuldført det røde og gule nyfigne Pigebørn, og kvindelige Mesterværk, indtil hun er smaa Færgebaade vipper som Maager | skud op af Havbadete blaagrønne Jølgekammen« 7 egger Paradis, í hvilket man bliver let, frem over til ved Skibssiden etherisk som en Engel, der for at tage mod vægtløs, Passagerer, som vil af her. en Gang behøver de tossede Saa glider vi videre. Fra Skibs- køkkenet strømmer en behagelig Mad- smilende Kokken tilbere- med sit perlemorøblinkende Smil, 0 33 lugt udover Dækket: UR i Som det sig hør og bør, ligger og- | »Det er godt gjort,« Í saa Jens Amager paa Landet, Han | dyrker ivrigt Jagt og Fiskeri, — og | en Dag opdager han en Mine, der ligger og flyder i Vandskorpen, — den maa have ligget her og flydt; i en halv Snes Aar, — men nu skal jeg sætte en Stopper for eventuelle — | Ulykker, — og han tog - Land paa de dejlige Øer, Fodspor fik Blomsterne til at myldre gik í Kykladerne, Hendes frem, og hun sandede paa dem, saa de fik den krydrede Duft, som de endnu ejer til Minde om hende, den forsvundne og savnede, en Duft, som baade er hed og frisk, vild og blid, bedøvende og styrkende, bitter og sød, Blomsterne ejer endnu denne gud- dommelige Duft — men der er ikke længere san mange af dem, og hele Naturen har nu faaet et lidt alvor. ligere, ligesom skuffet Udseende. Thi Afrodite er jo borte, jaget bort af langkjolede Præster med Haar- knude i Nakken. I Flugtstole og paa Bænke om- de græske Rejsen- drikker, Eftermiddagskaffen altid Nogle velklædte, tykma- kring mig nyder de Tilværelsen og Skyg- gen af Solsejlet, og det isafkølede Vand, som følger med, Anlig- vede Herrer drøfter Døgnets gender, deres Ægtehustruer ligner kolossale Hopper, og deres Børn er forkælede og højrøstede. En lille Unge í Svøb, med et rundt, graadigt Medusahovede stikkende frem af de hvide Omgivelser og herskabeligt tyg- gende paa en fed, blank Sut, er Midt- punktet denne Forsamling, selv Mændene Skjul paa deres Begejstring Syden lægger ikke, som hos os, over Ungen; men dens pludrende Sø- skende føler sig dog ikke tilsidesat, de faar jo Kager og Godter og alt, hvad de ønsker, mens den endnu in- gen Forstand har paa Livets Goder, skønt dens glubske Blik siger, at det nok skal komme! Den bliver passet af en lillebitte, mager, forkuet Tjenestepige. Hun har en tynd, bleg Fletning halet sammen over det magre Hoved, hun bliver bestandig skældt ud, og hen. des Blik er bestandig angrende, be- dende, sørgmodigt og ængsteligt. En Mand gaar rundt og falbyder Duer. Nogle har han i en Kurv, hvor der ligger, bundne og stuvet sammen ovenpaa hverandre. Et lille Knippe bærer han i Haanden, i de sammenbundne Ben, Manden er hæs- lig, ful og edderspændt, sur og harsk, med en stor rund Vorte «dingiende som et Galæble ved det ene Øre og Udbred- Og hvilken bar- flere mindre siddende som ninger paa Næsen. barisk Maade, han behandler Afrodi- paa! De hænger tes dejlige Fugle med de yndige Hoveder nedad og flakser forvirret med de slanke, hvi- de Vinger, Og de fede Hopper be- føler dem, gramser dem } Brystet og tinger med deres Bøddel, Ordet Dyr- plageri kendes jo desværre ikke Í Syden. Paa Øen, hvor jeg gaar i Land, knejser endnu nogle afbrækkede Søjlestumper, Resterne af et Afrodite- tempel, paa Bakketoppen over den lille hvide By. tænker han, | thi Minon mere viste sig ved mer | Mens Damperen gaar for halv Kraft ind mod Havnen, glider Kysten forbi, rolig og alvorlig, Cypreslunde og stille, lukkede Huse, som synes at Men ved Ungdommen venter os ude ved Bol. sove, Kajen er der Liv. værket, Og Kaféerne har sat dugede og dækkede Borde frem helt nede ved Vandet, herrer og Hopperne og deres Ægte- flokkes om »Pi- skriger paa ØJI, Limo- Unger law'en«, man nade og Vand. En skabet, mager Kat mjaver sag- te og lister omkring Bordbenene, Saa lusker den slukøret tilbage til Skyg- gen under en lille Palme; der har den et snavset Faare-Spiseror liggende, som den nu snuser mistroisk til, in- den den giver sig resigneret i Lag med det, Jeg gaar op ad de solvarme Gade- trapper. En gammel Bonde Knæ- bukser, men Ponpon paa Tøflerne og med pibede, struttende Skørter, kom- mer forbi mig. Han ligner i denne løjerlige Stads en fyldt Blomst, Han korser sig uafladelig. En Avissæl- ger kommer styrtende imod ham med sidste Nummer af »Hestia«, Den gam- le køber sig lidt Læsning; han skal netop tilegne sig de sidste Nyheder ude fra Verden, da han kommer i Tanker om, at han først maa frem- savle en lille Bøn, han ræber be- styrtet og drejer ydmygelig paa sin gule Rosenkrans, mens han mimrer med de tandløse Gummer. Inde i de firkantede Gaarde bager Solen. gende Lev sidder Koner og unge Pi- Under Slyngplanternes skyg- ger ganske stille og vegeterer. En Iskagemand triller sin lille grønne Vogn forbi, kommer jeg, ad Vej, ind ozonduftende Fyrrelunde. Alle Træ- Ovenover Byen den paprikarøde mellem erne er skrammede af dybe Snit, fra nogle drypper den hvide, harpiksede Vædske endnu og falder paa n Brik af Bark, der er lagt til Rette ved Stammens Fod, Det er den- langsomt ne sejge, stramme Vadske, Græker- ne tilsætter det meste af deres Vin. Tætløvede Figentræer strækker sig med fyldige, favnende Grene, Inde i Løvet knitrer Lyden af monotont syngende Cikader, en Salme til Som- Pris, I det Græs blusser røde og violette Blom- Dufte, stærke og be- merhedens solsvedne sterklynger. snærende, som fra et hedensk Para- dis, svømmer omkring i Luften og blander sig med den salte Brise fra Havet, I Skyggen bag en Klippeblok lig- ger tre Mænd og døser. Ved Siden af Gruppen staar en taalmodigt ven- tende og tungt belæsset Æselhingst, dette Dyr, der efter Sigende er mere brunstigt end en Gedebuk og dog har saa mærkværdig jomfrublide Øjne. Mændene Knæbenklæder, og har det er klædt i blaa Trøjer, grønne sædvanlige kirsebærrøde Skærf snoet om Livet, En af dem rejser sig halvt op, da jeg nærmer mig, og fikserer skummelt Blik, mens han lægger Haanden paa noget, der synes at ligne en Dolkeskede. mig skarpt med et Det kan selvfølgelig være en gan- ske naturlig Vanebevægelse. Men jeg ved, at der findes Landevejsrøvere hist og her baade paa Øerne og & Thessalien, hvor Gendarmerne for nylig skød den berømte og af Bondebefolkningen højt elskede — Røverhøvding Gangulos, Ifølge mine Grundsætninger er det Situation, altid bedst at gaa lige til Sagen, Og jeg benytter Í en tvivlsom mit llile græske Gloseforraad, — jeg lærte en Smule af min Ven, den for- træffelige engelske Professor Egerton mulige Dansk, og desuden Duckwordt, som taler alle Sprog, endogsaa kender alle de bedste Spisesteder og de morsomste Vinstuer i Athen, — hvad jeg ogsaa har benyttet mig af! Jeg standsede altsaa foran de tre Mænd og sagde høfligt, omend maa- ske med lidt tykt Mæle: »Parakalo — — hvilket be- tyder at man er tørstig og beder om Vand. Manden mønstrede mig med efter- dossé mu nero, dipso,< tænksom Alvor, grinte saa forholdsvis velvilligt og rakte mig en langhalset Krukke af den Slags, som endnu lig- ner de antike »Hydria« og bruges overalt. Jeg druknede min Forskræk- kelse i en dyb Slurk, takkede og gik videre, Ved Afroditetemplets Ruin holdt jeg en kortfattet andægtig Rast. I Nærheden af mig gik en lille pjaltet Gedehyrde og vogtede sin Hjord. Saa var Afrodites forladte Bolig da ikke helt ukendt med Menneskebesøg — hvad jeg ljøvrigt snart overbevistes yderligere om, thi der var sikre Tegn paa, at haade Mennesker og Dyr fandt Stedet særligt egnet til Visit kortaflæggelse! % Par Timer efter stod jeg nede ved Kysten, dybt under Landevejen, og klædte mig af for at tage et Bad her, hvor Afrodite steg op i den my- thiske Tid. Med en Velly sitrende Følelse af rig olympisk t vadede jeg ud i den kviksølv- Men trak jeg Føden til mig med et stunt 4. Stenkedel. pludselig Sjælevræl, snublede og pressede nu begge Fødder — og en af Haandfla- derne — mod noget sylespidst og mangfoldigt; — Vigen myidrede med levende Søpindsvin! Det var betydeligt værre end at plukke hvilket heller ikke er behageligt. Blødende, ømfodet og arrig haltede jeg í Land Kaktusblomster — og besluttede, herefter at være lidt mere opmærksom paa Nutidens Fore- teelser — selv om det skulde gaa ud over Fortidsdrømmene! Givid út av socialdemokratiskum felogum. Blaðstýrari: M. S. Vidstein, Prentsmiðja „Foroya Social-Demokrat«s, Tórshavn. Ceværet — pal, paf! Nogen særlig | Eftersyn at være Justitsraad Helle- god Skytte har vor lille Ven aldrig | været, — man maa sige »heldijvis« | og fords,cde en bedre Frokost, Jens Am: ger kom hurtigere Í Lund, end Í han var kommet ud' on, der reiop laa í Vandskorpen