sunnudagur 20. apríl 1930síða 1

FRÆLSI Lysingaprisur fyri petitreglu: 30 oyr. á forsiduni, -FØROYA- Nr 16 20 ovr. á 3, og 4. síðu. Við størri lýsingum fæst , ' avsláttur í prísinum. „Er Kristus ikke opstanden, da er vor Prædiken jo forgæves, saa er og eders Tro forgæves. Dersom Kristus ikke er opstan- den, da er eders Tro forfænge- lig, sua ere Í endnu i eders Synder;« saaledes har Paulus skrevet. Men hvorfor er dette sagt? Blev ikke Synden sonel paa Golgatha, og var ikke et af Langfredagsordene: det er fuld- bragt? Vistnok — er der givet dig Forvisning om, men hvorved at Forsoningsofret blev modta- get i Ilimlen, at han, der døde, var Guds Søn? Lidelsen og Dø- den har vi set men har han ogsaa sejret? Først i Jesu Op- standelse har du Svar paa alt, den føjer sit Amen til Langfre- dagsordene. Da Moses kom ned fra Sinai til det ventende Folk, laa der et Skær af Guds Herlig- ned over hans Ansigt; og da den nye Pagts Midler opstod fra de døde, kom han i Herlighedens Glans, Skyldbrevet var tilinlet- gjort, det gamle var forbigangent og se! alt var blevet nyt. Da var Frelsergerningen endt, der- for er vi ikke mere i vore Syn- der, og hvad der lyser os imøde fra den opstandnes Skikkelse, er Naade og signelse. Derfor er heller ikke vor Tro Fred, Liv og Vel- forfængelig, den véd, paa hvem den bygger, paa ham, der er hos sine alle Dage indtil Ver- dens Ende. Da Jesus var dod og lagt í Graven, syntes selv de mest troende, at deres Tro var den havde forfængelig, fordi mistet sín Livsgrund, den le- vende Kristus. Men han opstod og aabenbarede sig til et Vid- nesbyrd om, at han lever, for at enhver skal kunne sige: jeg véd, paa hvem jeg har troet. Ja, naar vi samles i et Guds Hus, da véd vi jo, at det ikke er for at føre Taler om en hensovet: men den, til hvem vi bede, staar usynlig iblandt os. Gaar skal uden Kammer, da Suk hørt, og vi ind i vort ikke at blive vort forsvinde vore Taarer skal ses af ham, der i Urtegaar- Maria: græder du, og som stod blandt den sagde til hvorfor de forsagte Apostle med sin Fredshilsen. Vandre vi Livels Vej í Storm eller Solskin, paa det jævne eller gennem Tor- nene, véd vi dog, at vi ikke er ene, men han følger os usynlig, der engang gik med Vandrings- mændene til Emaus. Og naar vi bøjer vort Hoved i Døden, væd vi, at vor Tro ikke er for- fængelig, som saa meget andet | paa Jørden; vor Frelser lever, | D JAVNADUR SOCIALDEMOKRAT BRÓÐURSKAPUR Kostar kr. 1,50 fjórðingsárið Hin harða krossin til ta síðstu hvílu fekk hann, sum lenti hat við kærleiks smíli; tey syndafullu eftir honum steina, tí einasta, sum synd ei var til meina. Høgt ærast nú á foldum krossarmerkið, ótaldar kirkjur fremja frelsisverkið, mót gyltum krossum kvøldars6l sæst spæla, og krossarorð har túsund tungur tala. Í kirkjukórum metast høgir harrar og armingar, ung, gomul, gull og spjarrar; øll undir krossi fáa skírnar náði, og krossur uggar best á deyðastrái. Tann krossur hevur vald um land og bylgju, hver vil nú saknast í vár frelsars fylgi? Við vørrum æra hann er lítið fyri, men hver vil ganga undir krossarbyrði ? Vit spara ei á næstan kross at heingja, oss sjálvum man tað ov nógv vegin leingja. Tú Kristus fevna vilt, tá dagur líður; statt honum hjá um sváru middagstíðir. Væl tær, sum fylgir honum, um tú treingist, tær deyðin gevur tað, tær eftir leingist; væl mær, um valdi krossin eg til styttu, á tungum leiðum lætt eg fótin flytti. Maria Mikkelsen eftir Chr. Rickardt. (Úr >Ungdomssangbóke). og vi skal se ham, hvem vi ikke har set her nede og dog elsket. Derfor om de synge vi Paaskesange, end skal lyde saligere hist oppe, og derfor skal ingen tage vor Tro fra os. Hin kom til Morgen, da Kvinderne Graven, sad der en Engel paa Stenen, som var fra- Men endnu og viser opad; Forjættel- Haab vilde det væltet. Engelen er her ser og lyse for os, og uden dem være en Sorg at leve, en Forfærdelse at do. Paulus har jo vidnet: >haabe vi alene paa Kristus i dette Liv, da ere vi de elendigste af alle Mennesker.« Thi vel har den, der tror, ogsaa i dette Liv usi- gelig Verdensbarn. meget forud for ethvert Samvitlighedens Fred, den kristelige Samfunds- glæde, Andagtens Salighed alt dette er Skatte, som ingen Rigdom paa Jorden kan opveje. Men hvis du tager det hinsidige bort fra den kristne, tager du Himlen fra ham og røver hans Blev Troen omskiftet med Beskuelse, Tros Grundvold. ikke Haabet med Opfyldelse, disse tomme Tider med Evigheden, da vilde den kristne være den elendigste blandt alle Mennesker, endnu elendigere end Verdens- barnet, der ikke vil, eller ken- der, eller aner noget bedre, end denne Verden hvad tilbyder ham. Men vi ane det i vore bedste Timer, dybest hos os bor der dog en Længsel derefter, og vi søge Trøst deri under tusend kun Saa var det langt bedre at være som Smerter skulde vi da være drømmende Daarer? Fuglen under Himlen eller som den vilde Hjort i Skoven, end at være en stakkels Menneske- sjæl, som tørster efter Evighed og længes efter sin Gud. »Hvis Kristus ikke er opstan- den, saa er og de fortabte, der er hensovede i Kristus.« »For- tabt!« er et Ord. Hvem kan vel udholde at tænke forfærdeligt den Tanke igennem, at vi evig skal af Livets Bog, og at alt, hvad høre Graven til, udslettes der skal være tilbage af os, om et kort Spand af Tid Smule Støv? Hvis Kristus ikke er opstanden, san er og de for- er. en table, der er hensovede i Kristus alle de troende, for hvem Jesus var Ledestjærnen i Livet, Trøstens Lys i Døden; alle de fromme Korsdragere, der under Trængslen haabede paa et evigt Liv; alle vore elskede, fra hvem Børnene saa vi maatte skilles, de, der var mætte af dette vel som Dage. Er dog ikke en Tanke, hvorved ingen sund Menneskeaand kan blive staa- ende, og intet enfoldigt g som Hjærte kan holde fast ved? Vi be- standse Men Gud være lovet! heller herved. Thi »Kristus er opstan- høver ikke at døde og blevet den den fra de g Førstegrøde af de hensovede,« Saaledes lyder Forjættelsen ved vore Dødslejer og Grave. Han, som er sin Menigheds Hoved, er i forklaret Skikkelse opstan- den fra de døde. Paa ham, den førstefødte, har den almægtige og barmhjærlige Gud vist, hvad han vil gøre mod alle sine Børn, og hvordan han vil føre os igennem Døden ind til det himmelske Hjem. Derfor er den Sten Grundlaget for Haab; vore Kirkegaarde sidder der en fravæltede ved Jesu Grav vort saligste ogsaa ved Gravene paa Engel, som siger: hvi søge I den Der- for velsigne vi ham, der ikke levende iblandt de døde? Porto. Bladid verður bilagt á posthåsinum, brævsavnarstødum og skrivstovuni. Telf. 143. slipper os og ikke forlader os , og vi juble med Tro: »Tag det sorte Kors fra Graven, plant en Lilje, hvor det stød, Med hvert Skridt i Dødninghaven Blomster spire ved vor Fod. Englevinger paa vor Gran for den brudte Vandringsstav, Palmefugl for Askekrukke, Frydesang for hule Sukke!« ARBEIÐIÐ Arbeiðsmenn á sjógv og landi taka munandi tok fyri at bera samfelagið, slóða fyri nýggjum framtokum, so tær kunna setast í verk. Nógv hava teir lagt fyri og um ikki altíð ágóði sam- felagsins fall í fyrsta syfti, so hevur tað umsíður kunna borið seg, bæði igjøgnum deyðastillar tíðir og baldrutar stundir. Teir, ið her hava borið, teir, ið her hava lyft, eru havsins og Tað eisini teir, ið ikki hava spart, landsins arbeidarar. eru táið ofrini hava verið krævd, og leir hava ofra seg sjálvan — ti samfelagið skal berast, bæði nú og í komandi eldum. Arbeiðið — hitt einasta virðis- skapandi — eigur hásætissess — ikki minst her á landi. Teir, okkara havsins synir, ið við knerrunum sigla yvir høv í sínum vandamikla og ótrygga arbeiði, royna heilsuna og eydn- una, teir hugsa ikki fyrst um Nei, teir taka tek, muna so tað sjálvan seg. tok ið sæst. muna, og Teirra stríð er hart, men teir eru hugaðir og djarvir, djarvir, sum altíð teir vera, ið hvønn dag hava deyðan fyri eygum — og ikki falla í fátt. Havid ans fyri arbeiðinum ! Táið telegraftræðrir bera boð ofrini á arbeiðs- um tey stóru merkini — her havið við Ísland — SO hevur all boyggja vit somul, tyngd av tí felagssorg, ið rámaði hvert heim og alt landið. Havsins arbeiðarar ofraðu sjálv- an seg fyri hús og heim, land og fólk — fyri samfelagið. Sam- felagið skal liva og arbeiðið skal sigra, so víða sum sól ferðast yvir hev. Tað. er arbeiðsins várkvæði, við sorgartónum og deyðsklokkuljóði. So skiftist og broytist, men sålarsår grødast seint, og her er menniskjan einki ment. Um stund ber telegrafurin gleðiboð, boð frá tí stóra arbeiði, ið avrikad verður á Íslands havi. Boð um stórar og virðismiklar veiður. Boð, ið kunna gleða tey, ið her avvara, boð, ið gleða Tað er arbeiðið, ið samfelagið skal trívast av. Gleðisboð í sorgarboð um samfelagið. einari letu og skamma stund. So skiftist, so broytist: Tad er vårkvædi arbeidsins,