sunnudagur 20. apríl 1930síða 2

; 4 i Få á | Hjemløse paa Fattiggaarden. En Fortæll Konturerne af Gaarden stak op af Mørket, der var graat af Taage Den lange Lolænge strakte sig som en lav Skygge fra de som to tunge Taarne opadpegende Halmstakke til er lav Svinesti, Over Medd.ngen svævede en hvid Hinde af Varme og Kulde, som skar igennem den graa Nattetaage. En smal Gang gik mellem Staldlængen og Svinestien til venstre ud bag Loen, der strakte sig ned til Haven foran Stuehuset. En høj Port lyste svagt med sin røde Farve ud mod en Mark, der | Taa- gen kunde se ud til at være uende- lig. Sent paa Aftenen standsede en Mand paa Vejen veð Gaarden Hun- den inde í Forten begyndte at gø, først med korte, stødende Lyde. si- den med et langtrukkent Hyi. Man- den blev staaenda stille til Hirden tav og k øb ind í sit Hus. Sas satte Manden sig ned paa Vejkanten 'rak Støvlerne af sig og listede sig ang- øomt bag veð Svinestien, largs Lo- længen til han stod foran Porten. Han satte Haanden imod og pressede paa, men der var baade lukket og laaset. Saa gik han videre langs den hvide Mur, ved hvis Ende han skim- tede en firkantet Skygge. Da han kom Skyggen nærmere, stak en skarp Odør ham ! Næsen, og han skyndte sig forbi. Til højre opløstes lige ved Siden af Havelaagen, den hvide Kalk i en Kvadrat af samme Farve som Porten paa Langvæggen. Kvadraten havde to Haandtag, og ved at lade Haandene glide hen over den dunkle Flade, opdagede han, at to Halvdøre. Han prøvede paa at aabne den øver. Kvadraten bestod af ste, men den var fastsemmet. Da han rykkede haardt i den nederste Dør følte han, at den sad ikke saa fast. Han lagde Kræfterne i, der lød et Brag i Stilheden — for langt væk til at den søvnige Hund skulde høre det — Døren gav efter og Manden famlede sig frem over det kolde Ce- mentgulv. Nogle Minutter senere laa Halvar Falk i Høet paa Logulvet. Han var træt, meget træt, som Livets triste Vandrere ofte kan være det, Hans pustende Aandedragskar som hæse, klagende Lyde Stilheden. Gang efter anden borede han Ansig- tet ned i Høet, for at det ikke skulde høres, naaer han hostede med dybe, skurrende Lyde. Til sidst tog Søv- nen ham; har faldt til Ro i den stjaalne Hvile. Natten skred frem, Time for Time, Mørket begyndte at lette, bev tydeligere, Morgenen nærmede sig. Oppe paa Bakken, ved hvis Fod Gaa:den laa, steg et svagt Morgen- gry op og jagede med uimodstaaelig Magt Nattens kolde Dunkelhed bort, gennem Taagen Medens den tavse Kamp mellem Da- gens gryende Lys og Nattens vigen- de Mørke stod paa, 30v Halvar Falk sin meget urolige Søvn, Han vaagne- de ved, at et Par jernskoede Træsko stampede haardt mod Loens Lergulv. Skinnet fra en Lygte t'af hans An- sigt, io Par Øjne stirrede paa hin- anden, og en søvndrukken Stemms udbrød: — Hvad er dette her! Ivad vil Du her? Halvar Falk rejste sig og stam- mede: — Jeg kom saa sent i Aftes! Jeg vilde ikke vække — Ikke vække! Ikke vække! Hæ hæ! Det var virkelig rigtig pænt Í Hr Vagabonden! Rigtig pænt af hamt! Og saa for Gaardejerens Stemme op | Diskanten. — Jeg holder ikke Logi for Dri- verter! Herut! Halvar Falk bejede sig ned efter sin Bylt og iistede sig ud gennem Porten, — Farvel! sagde han. — Jeg skal gi' Dig Farvel, din Sjover! Manden kom hen Bonden derind, et Øjeblik efter hørte Halvar Falk len mod Stenlægningen, — Bili, efter ham! Hundens Hyl jog ud fulgte efter ham. Da de foran Gaardsporten, gik en Hundelænkes Ras Morgenen, og Halvar Falk løb, men den hylende Hund Hælene paa sig. Falk kunde ikke se, hvor han løb, men fremad saa med lange, glubske gik det, 7 Spring, saa med korte, snublende Skridt. Benenes hurtige Bevægelser hindrede Hunde ! at sætte Tænder- a€ ! hans kødfattige Lemmer, men det var som følte han alligeve. 3mer- ten ved et Hundebid. — Ha ha! lo Bonden Og han kaldte paa Hunden. Men den lystrede ikke — den fraet Appetit, Bill! Bill! Din Satan, kom saal forstod Hunden, der havde Den Tone »pgav Forfølgelsen. Halvar Falk mærkede ikke, at Hun- jen forsvandt, Men pludselig fornam 1an Tavsheden og Ensomheden om- ring sig, han sagtnede Farten, hørte den hendøende Lyd af Hundens Hyl i sin Hjerne, og saa standsede han. Reaktionen efter Løbeturen indfandt sig straks, Trætheden overfaldt ham, Svagheden ilede den straks til Hjælp, og med det Vanmægtighedens Vove eller Vinde, stundom maa gardere sig, vendte han sig om og saa efter Hunden, der med logrende Hale og blindt lydende hvormed Menneskene saa op paa sin Herre. Halvar Falk satte sig paa Vejkan- ten. Han pintes af Hoste og kunde næsten ikke faa Vejret. Den raa og fugtige Luft Luftrørets Slimhinder, af Taage irriterede og de svage Lunger arbejdede med korte, ilsom- me Drag. Han holdt de magre Hæn- der for Panden, Hovedet bløv tungt, det vilde synke ned mod Jorden. Han Skrækken sad | rystede, endnu |} | hjemem nu, men Turen havde ham. For Kulden kunde det jo ikke nu være — den Aarsag havde Hun- den fritaget ham for, Da Hosteanfaldet var over begynd- te han at tænke — saa godt han kunde! Den danske Bonde plejede jo | ikke at være brutal, Han er som Re- gel skikkelig og dannet, er i Besid- delse af en vis Kultur, men denne ner var altsaa af en anden Slags. Paa sin to Maaneders Vandring fra Tyskland gennem Slesvig og Jylland havde han naturligvis maattet døje adskilligt af Haan og Uvilje, men han var som Regel blevet behandlet med imødegaaende Forstaaelse og ikke saa lidt Venlighed. Raahed og Brutalitet som i Dag havde han ikke været ude for før. Nu havde han alt- saa været med til det ogsaa nan lærer jo saa længe man lever Hosten angreb ham paany Han skulde egentlig have vret taget længere Tid end han beregnede, da han med ungdommelig Dumdristig- hed begyndte den triste Vagabonde- ring, efter i flere Maaneder at have trodset Arbejdsleshedens Haabløs- | hed í Hamborg. Men nu sad han altsaa her. Hvor Klokken Han havde gjort den Erfaring, at mange mon kunde være? den danske Bonde stod op mellem seks og syv ved denne Tid af Aaret; saa den var vel syv nu. Hans Aandedrag blev efterhaanden roligere og mere regelmæssige. Han rejste sig og begyndte at gaa. Der var fem Mil til Byen, og der maatte han være inden Kl, 12, for at redde Middagsmaden paa Forplejningssta- tonen Det kneb for ham at naa frem in- den Middag. Men det gik. Der var fuldthesat, alle Senge var optaget for Natten, men Mad kunde han jo faa. Halvar Falk kendte tre af Gæster- ne: BSkibøbygger Jensen, Skomager Andreasen, som kaldtes for Holger Danske for sin enestaaende Evne tl at falde i Søvn, hvor han end sad el- ler laa, og saa »Skjortesvenskeren«, den avenske Skræder, der havde faa. at sit Navn fordi han plejede at bære hele sit Forraad af Skjorter paa Kroppen. Han skiftede hver Lørdag ved at tage den inderste af, stoppe den i Bylten og trække en røn oven- paa alle de andre. Den snavsede Skjorte fik han saa vasket af en af i ing fra den „gode gamle“ Tids Køb Af OSCAR HEDBERG sine »Kærester«, hvoraf han havde i det mindste en i hver By, før han var en stor Hjerteknuser. Det havde sine Fordele med det Skjortesystem, men Risikoen kunde jo være grufuld, for sæt der gik Lus i alle Skjorter- ne, da kunde han »bide sig selv i Nakken pa: at de i Løbet af Nul Komma Nul« spredte sig over det ganske Skjorteareal — Lus er jo frugtbare! Det skete imidlertid ikke saa ofte, Men selv om der var Skjor- tevisitation paa Forplejningsstatio- nerne hver Aften inden Gæsterne gik i Seng og hvert beluset Individ blev skaanselsløst afvist og maatte ligge paa Lusbriksen, saa kunde det Tid efter anden ske, at bare en Nats Søvn i de mere eller mindre rene Senge foranledigede Belusning. Skjortesvenskeren var gamme! Kunde paa Stationen. Han var altid den, der havde det meste at sige. Han var paa de forskellige Stationer den, som holdt Rede paa, hvem der kom først eller sidst: Nu spurgte han Falk: — Skal Du gaa videre i Efte:mid- dag? Spørgsmaalet var spydigt, thi han og Falk var ikke gode Venner. De havde ligget en Nat sammen i Jyl- land, Falk havde faaet et af sine sædvanlige Hosteanfald, saa Skræde- ren vaagnede og hævdede, at der var ingen Mening med saadan en Be- handling af sine Medmennesker. Falk var blevet gal og sagt: — Hvem er 1!t Medmenneske, Vid- underskræder? — Hvad Pokker siger Du, Hvalp? Er Du krasbørstig? Halvar Falk svarede ikke, Der blev er Stunds Pavse, hvorefter Skræde- ren fortsatte: — (Gaa ned til Forstanderen og bed om lidt amerikansk Olie for Ho- sten! Da sagde Skibsbygger Jensen, som ogsaa var tilstede: — Hold din Bøtte, Skjortesvensker! Har Du ingen Kristendom í Krop- pen? Og det gjorde saa Skræderen. Jen- sen kunde nømlig andet end bygge Skibe, han kunde ogsaa »ordne Skjor- tøsvenskeren«; det havde Skræderen erfaret mere end en Gang, for Jen- sen var ogsaa en flittig Gæst paa Forplejningsstationerne, Denne Gang tav Halvar Falk, Han ønskede at sidde | Fred til det var enhavn. Tid for ham at trampe videre, Men Skjortesvenskeren tav ikke. — Jeg kender Byen her, sagde han. Der er et fint Hotel henne paa Hjør- net, Et Par af de tilstedeværende 10; Skræderen lo mest selv, Og han til- føjede: — Men det er dyrt. Gør det noget? — Nej, svarede Falk. Og saa blev der stille; de kigede alle paa Falk, kigede paa Skræde- ren, kigede paa hinanden. Skulde der ikke komme en forkla- rer.de Fortsættelse paa det gaadeful- de Svar? — Jeg tænker nemlig ikke at tage ind der, sagde Falk, Da lo alle, undtagen Skræderen. Han var slaget — det var Kunstpav- sen, der gjorde det. — Gamle Lars er der ikke! Han lukkede Vinduet op og skreg ud: — Niklas! Niklas! Kom herhen, saa skal Du faa en Skraa! Niklas var en krumbøjet Mand Í Tredserne. Han vilde gerne have en Skraa og nærmede sig Vinduet. Skræderen bed et Stykke over og viste Niklas det, — Hvor er Lars? spurgte han, Niklas stak sit snavsede og rynke- de Ansigt ind gennem Vinduet og hviskede: — Han har hængt sig. — Tak ska" Du ha'! sagde Skræde- ren med en Stemme, som svingede mellem Skræk og Humor hængte han sig? spurgte han. Niklas lagde Albuerne paa Vin- Hvornaar dueskarmen, —. Han hængte sig dér, Slagte- krogen. Han Du se den? Han blev lagt i Jorden i Søndags. — Jøsses, Niklas! sagde Skiræde- ren. Hvad er det Du siger? Niklas fortsatte: — Det var nu alligevel dct bedste, om man fulgte efter. En er jo gam- mel og ugleset, Dur ikke mere, Bli« ver bare skældt ud af Forstanderen + . . Der skál derinde | Aften, det ved Du vel? Det gamle Ansigt fortrak sig í en Grimaee. ! — Skal Du ikke være med, Niklas? — En ved aldrig, hvad der kan ske. En gaar jo altid í Vejen. — Du snakker, Niklas! ... Væk med Armene, vi skal lukke Vinduet. Ellers bliver vi forkølede. Det var Pokker. har Lars hængt sig. Det var mig en værre Bandit. * I den Seng, som Skræderen skulde have ligget i, laa Holger Danske, og paa Luøbriksen lan Skjortesvenske- ren og vaandede sig. Den første Time gik med Snak om lidt af hvert: Politik, Arbejde, Kvin- og om Skjortesvenskerens være Fest der — Lus. — Det fik Du, fordi Du snød Ni- klas for Skraaen, sagde Skibsbygger Jensen. Og saa fordi Du var dum mod Falk, Ikke sandt, Falk? Men Halvar Falk svarede ikke, En anden oplod sin Røst, Tømrer Petersen fra Korsør: — Sandelig siger jeg Dig, Hall, en Synd forbliver aldrig ustraffet! LN ON