týsdagur 13. januar 1931síða 1

| | | FRÆLSI 20 ovr. á 3. og 4. Nr. 2. YNWA 53 TEIKN £3 MINNA SS US = Tandlæge BREND træffes 11—35. Telf. 114. HF 23 HU SK 23 HNNAN 3 UR 23 Il lÍr Med Henblik paa Tidens Alvor udtalte Statsmini- ster Th. Stauning ved Aarskiftet til »Social-De- mokraten«, København: TÆNKER, al staar ret usik- EG ligesom jeg, mange, kert i Forventningerne til det Aar. forudser jeg nye tent instinklmæssig onde Tider med økonomiske Vanskeligheder og det Tryk, som følger deraf. Men jeg indrømmer, at et og andet Tegn ogsaa kunde tyde paa svag Bedring. Forstyrrelserne ude í Verden er imidlertid saa dyblgaaende og forgrenede, at man ikke tor tro pan nogen snarlig Genop- stanen af det tidligere kendle, forholdvis normale økonomiske Liv, og vi ved alle nu, al de store Forstyrrelser øver inter- nalional Virkning, omend Styr- ken kan være forskellig paa de forskellige Lande. Det være naturligt, al maa derfor fremdeles alle Kræfter sættes ind for at tilvejebringe ved nødvendige Stalen og det private Erhvervsliv. Vi ved, Beskæftigelse Arbejder baade for at de offentlige Arbejder fore- findes i begrænset Omfang og pan meget begrænsede Omraa- der, men det, der kan udøves, maa sæltes i Værk — særlig fol at hjælpe den vældige Skare af ufaglærte Folk til nogen Be- skæftigelse. Men dernæst maa del private Erhvervsliv udvikles, og Stalen kan ikke holde sig tilbage, hvor en Haandsrækning er fornøden. Der er Omraader, hvor Folk i Uforstand forsyner sig med Va- rer, som kunde produceres af vore Arbejdsløse, og der er Mur- keder ude i Verden, hvor dan- ske Produkter kan finde Afsæt- Paa muligt, at Stalsmagten fremde- ning. begge Felter er del les man yde Bistand. De Planer, Industrien har anvist i sit Svar paa Regeringens Spørgsmaal om, hvilke Foranstaltninger der bor iværksættes for at skaffe forøget Eksport, vil blive behandlet med største Velvilje, og jeg haaber, at Lovgivningsmaglen ogsaa vil forstaa, hvad Tiden kræver. Men den Sandhed bor vi na- turligvis se i Øjnene, at det, der skal oparbejdes, kommer ikke fra den ene Dag til den anden. Hvis man havde paabegyndt dette Arbejde, da dels Nodven- dighed blev paapeget i 1926, saa havde vi maaske nu været ude over Forberedelserne, men den Den Gang fablede man om Nedskæ- Gang var Talen forgæves. Lýsingaprísur fyri petitreglu: 30 oyr. á forsíðuni, síðu. avsláttur í prísinum. | -FØROYA- Við størri lýsingum fæst ringens Nødvendighed, og da den var fort igennem med En- sidighed og Klassehad imod Underklassen, saa viste den sig — selvfølgelig — at være ganske virkningsløs overfor Arbejdsløs- hed og Kriser. Nu det, der er skal vi altsaa forlsætte begyndt af Udbyg- ning af Industri, Fiskeri og Skibsfart, i Forventning om, at det vil give forøget Eflersporgsel efter Arbejdskraft. Men medens dette foregaar, er det en social Fornødenhed, at Nød og Demo- ralisalion modvirkes. Det synes ikke at være Hensiglen at gen- nemføre den store Socialreform, der ogsaa indeholder en nød- vendig Nyordning af Arbejdsløs- hedslovgivningen, men saa maa der paa anden Maade raades Bod paa Virkningerne af den langvarige Arbejdsløshed, som netop i saa høj Grad har ramt Tusinder af vort Lands Ungdom. Det er triste Udsigter, der er forberedt ved Arbejdsgivernes Holdning til de udløbende Over- enskomster. I Tider som møder Blikket, naar vi ser med saadan Alvor, til England, Tyskland, Amerika, burde man have gjort, hvad der var muligt for at undgaa ufor- nodne Forslyrrelser i vort Pro- duktionsliv. Hvis Talen om Samarbejdets Nødvendighed in- deholder Realiteter, burde den i nuværende have lider som de været fremført, før Krigstrom- men var bragt i Anvendelse, og endelig kan ingen se bort fra den Kendsgerning, at Tekniken, Rationaliseringen, fremkalder Spørgsmaalet om Beskæftigelse for den menneskelige Arbejds- kraft med anderledes Vægt end nogensinde før. Man kan afvise delte Spørgsmaal, men det vil Maski- Menneskenes g aller. melde sig alter og nernet Vækst paa Bekostning kalder Arbejdstids- og Feriekravene frem med uhyre Berelligelse, ja, med so- cial Nødvendighed. Og medens vi skuer ud over en nødstedt Iær af Arbejdsløse og over en Bondebefolkning, der jamrer over Tidens Tryk, over faldende Renlebyrder og Priser, saa ofrer vort lille Land hvert Aar en vældig Brøkdel af Landets Skalteindtægt - el halvt Hundrede Millioner Kro- ner til Opretholdelse af el forældet, af Erfaringerne og Udviklingen dødsdømt Rust- ningsvæsen. IHHvorlænge vil Re- præsenlanter for Bønderne, den Del af Folket, finde sig i, at saadan sunde, realistisk tænkende Meningsløshed opretholdes? Det er Tid til Virksomhed, ikke til Ufred og 5 Handling og Odselhed. Jeg ønsker, at Aaret, | Tirsdag hin 13. januar 1931. JAVNAÐUR der kommer, maa bune Vej for en voksende Forstanelse af disse støre, sociale Opgaver. „Tingakrossur“ og Stauning. Nietzsche kontra Kari Marx. Fyri mongum av teim, ið »Tingakross« lesa, tykist tað bert at vera hin eini meinbogin fyri = foroyskum sjálvslýri(?), neyniliga maðurin Stauning. So einfalt framheldur >Tingakr.e hettar mál fyri lesarum sínum Tað er lí un kring um Føroyar. einki at undrast á, barns- ligar sálir, og menn ið hava fingid ein einfaldan uppfatan av sjålvstyrishugsanini, gerast óðir inn á meinbogan, Stauning, við tí uppfatan, at bert hann var burlurruddaður á ein ella annan hátt, áttu vit fullfiggja sjálvstýri. Um so kundu havt mangir eru Var, vit jú fyri langt síðani Foroyum, ti sjålvstyri i håll- arnir, lá ið menn skulu fyri- beinast. Hendan einfalda móti manninum Stauning hevur fyri »Tingakr.«, uppøsing tær, sjålvstyrisflokkin og heilt fylgir, at menn finna ikki sóðu uppá at granska mannin Stauning gjøll ari, hvat ið kann koma at hava alt annað lær að enn júst »Tingakr.« tilætladu fylgir. Tað finnast jú hópin menniskjur, ið líkafram dyrka yvirmenniskja*); fyri teimum, ið síggja undrandi á stórmennir í lí trúgv, al menn kunnu inn á tilætladar leiðir sum L. d. broyta veraldarsøguna Napoleon I., Lenin o. s. fr., er Stauning, individualisturin, id er orsøkin til allar samfundsbroyt- ingar, sjålvandi fyrr umtalað, flokkurin enn mál. Og fyri yvirmenniskja**), síggja í mann- årsøkin, sum til at sjálvstýris- ikki er náddur á aðrar, ið dyrka inum Stauning sjålvt restmenni, hvors gerðir verða fylgdar við undran, hvat ið als ikki er til- ætla av »Tingakr.«, ið hevur tann uppfalan, at tað er mað- urin Stauning, id årsakar mólt- støduna móti sjálvslýrisflokki- num. Var Stauning ikki, so var alt orðvísi(?) At heltar er uppfalan av søguni, gerst ein blodskeis ikki við. Hesa uppfalan hava so mangir havt, og hví ikki >Tinga- krossur«, ið júst ikki er nakað glogt málgagn og enn í mangar mátar tykist at venda sær til fólk, ið miðalold. Nú kann tað eisini vera, at >Tinga- livdu í krossur« meinar, at Førovingar standa javnsidis mannfjøldini í | miðalold, hvat ið mentum við- víkur. Men fyri aftur at koma (il mannin Stauning, er tað nakað, ið er veri at uppfalanin av einum flokksfør- broytir leggja merki til, ara. Staunings hugsan Dana beiðarans, sjálvandi verður stór- hugsan ella danska ar- *) Heroes and Hero-Worship. **) Fredrich Nietzsche, | SOCIAL DEMOKRAT BRODURSKAPUR ostur kr. 1,50 fjórðingsárið Porto. Blaðið | , erður bilagt posthus num, bræn savnarstødum 5. arf. yd skrivstovuni, Telf. 143 menni Slauning storri av slíkari | er, at hann setur eitt fleirtals- uppfatan, (her meinast vid anda- ligt slórmenni, tå Stauning er kroppsliga stórur eins væl og J. Patursson), maðurin Stauning flytur allan sin hugsan inn í tuð danska fólki. At tað ikki er so, skal her greiðast >Tingakr.e frá. millum borgarligt blað við nationalistiskum dámi. »Tingakr.« er annuð eill einum sterkum Harav hevur blaðið ill vid at fala, hvat ið rørir seg djúpast Sum eill borgarligt málgagn sær og upp- niðri í samfelaginum. lað alt, 10 hendir, á borg- arligan hátl. »Arbejdsføreren spiller altid i den borgerlige Bevidsthed en dominærende Rolle. I Ste- det for i Føreren at se et Ud- tryk for en Samfundsklasses Ønsker og Krav, betragtes han eneste Drivkraft paa godt (Her eftir Jul. Bom- falar som som og ondt.“ holt: >Dansk Digtning«). Nevnda eilt bokmentasøga nevnir ikki orð um >Tingakr.c Men frálíka væl til tann áskoðan, >Tingakr.c Her sagt, hettar hóskar so leggur fram í dagsins ljós. er lad greill og líðulig: hvussuleiðis lann individuella hugsanin sær uppá ein flokks- oddamann. Tað er einarin Stau- ning, ið ávirkar donsku fjøldina, 5 og ikki tvorlurímóti, meðan sannleikin er tann, at einarin, í hesum lilfelli Stauning, sýni vilja tað fólks, ið aftanfyri hann slendur. Soleiðis kemur eisini eitt annað dømi Lil sjóndar av tí sama, nevniliga: var tað ikki Stauning, so var tað onkur annar“), ið fór fram við tí av »Tingakr.« so nógv umtalaða harræði(?), ið fyri sjålvstyris- flokkinum flykist at vera ein akut. sjúka. Men fyri at sleppa frå lí ringu pinuni, >Tingakr.c nervast av, må ilskan granskast og upprunin finnast. At sárið » grødist vid at slåa Stauning i hel, er ógvuliga ivasamt. Kønir menn vilja halda nei. Menn vilja vera við, at upprunin til illskuna í »Tingakr.« er nakað, ið nevnist parlamentarisma, t. v. s. fólkaræði, ið ikki kann semjast við diklatur, einaveldi, ofta harræði. Hvar hesar báðar hugsjónir slríðast, má lann, ið við undirlutan er, kenna sviðan av yvirvuldinum. Sjálvstýrisflokkurin — er eilt minnilal, men hann vil ráða, og kann lað best fremjast við diktatur. Hvar ið kemur heldur illa við er, al forsetisráðharrin Stauning er parlamentarikari um ein háls**). Aftrat kemur, at fjøldin av Føroya fólki g60- kennir tað stødu, Stauning hevur tikið til sjálvstýrisflokkin. Tað kann vera, at Il Duce hevði borið seg ødrvisi at yvirfyri andsbróðurinum á Áarveg, men g, nú er hann einaferð ikki í nor- røna ringinum, so tað må vera harvið. Sambandsmenn krevja rikis- felagsskapin vardveittan, og leir eru fleirtal — og danskur forsetisrådharri er ikki loyalur sum parlamentarikari, um so ein *) Jack London: Klassernes Kamp. +) Th. Stauning: Parlamentarisme eller Diktatur, ynski til síðis. Hvussu bangnir sjálvslýrismenn eru fyri einum sambandsfleirtali, sæst stødu til fólkaal- bert lað, al raddust sín egna skugga i 1930, slíkum hest av leirra kvoðunua. (Ikki leir men teir hava avskorid okkum frá at krevja sjålvstyri, soleingi ein sambandsflokkur eigur menn gtingi, fyri at gera rætt og skjal til allar síðir; men um teir, ið stjórna sjálvslýrisflokkin, eru hugadir til í framtíðini at skjal, rælt og skj er ógvuliga gera ivasamt, Streymur. Nytsla av ,,Smiril". Harri blaðstjóri! Ég fari til at heila á lygum um innivist í heiðraða blað tygara fyri fylgjandi: og fleiri við mær hava skal vera til fólkið, men tíverri vísur tað seg frá lí hildið, at »Smiril« fyri al gagna landið og ráðandi (administrativu) síðuni, fólk og til fyri at gagna vera Tað manna sum al land skal Smiril«. hevur ofta verið spurt millum, hvat >Smirile er til, og lúið ikki kann útvega tað mest sam- tað spyrji eg eisini, hann > fundsgagnliga til fiskarar og før (fartøjir). Eg lat > båt til inn- staleraða maskinu í Kvalbæ, og ein gera í Vági skuldi eg hava maskinu > i hann. Tad var sjålvandi torført at fáa tílíkan bát í góðum so langan veg í hesum G6ålitandi veðrinum, og serliga táið einki fáa al ein annað far varð al fara eftir staleradur honum vid, enn inn- motorbåtur, ið so skuldi sleipa hann til Vágs. Sendi eg ti telegram til Mitens lata »Smiril« lúið leygardagin Lt. um at fara inn á Kvalbæ, hann kom suður 19. decembir. Ég roknaði fast við, at Mitens, sum »Smiril«, fór al tað lað beinleiðis eisini, direklør jåtta gagnligt og fyri hettar, lí var lands- men líverri bleiv eg stórliga skuffaður, táið eg fekk soljóð- andi telegram frá harra Milens: »»Smiril« forsinkaður, kann ikki fara Kvalbæ, Milens.c Við at hyggja at hr. Mitens telegrammi, so kann eg siga, at hann var ikki forur fyri at siga, um »Smiril« var forsink- aður til Sudurovar fyrrenn leyg- frå ; |. 18. decembir, »Smiril« armorgunin. Telegrammid Milens og sjálvandi fekk « skuldi ) fyrst suður leygarmorgunin. KE atburð Mitens'ar undarligan I ver: haldi ógviliga og kann lata at »Smiril« hevdi góða líð suður, ikki hann vera óáútalaðan; kann prógvast av tí, at hann kundi liggja fleiri tímar á Húsa- vík og Skálavík og kom ålfka- væl á Tvoroyri í góðari líð. Mitens álli at minst til, at okkara sókn slyðjar »Smiril« eftir forimuni sum aðrar sóknir, ålli lað tí ikki at nakað undarligt, um »Smiril« gjørdi nakað gagnligt fyri okkum eisini, verið tað vil siga, viss hann er til fyri at gagna landið og fólkið, mær vilandi hvorki hevur hann gjørt illa gerð, hann nakað gagnligt A ——