týsdagur 17. februar 1931síða 1

FRÆLSI Nr 7 | 20 ovr. á 3. og 4. . . . EYNNI E3 MANN) 253 TANN 253 rs = Tandlæge BREND E3 træffes 11—5. Telf. 114. = F SÚLAN 33 HOOD 253 LIN 3 OOA Det socialdem. Blad i Eng- land »Daily Herald« skriver i en ledende Artikel om Mine- ulykken i Whitehaven: A rbejdet í Mineindustrien vil gaa sin Gang,i Dag som sædvanlig. Mænd vil kom- Marker Grubeskakten. mc ad Gader og over og samles ved fyldes og Elevatorer vil gaa ned, Hamre vil løftes og falde, Hakker og Bor vil søndre og grave. — tale Minearbejdere vil om deres Kammerater, der ligger dræbte í Whitehaven, og det vil blive taget som en Selvfølge, hvad der er hændt; thi det, der hændte i Haig-Gruben, kan hænde hver Time paa Dagen under det Arbejde, de har for og er fortrolige med. Med et tavst og roligt Mod tager Minearbejderen Ulykkes- tilfælde som en Part af sin dag- lige Dont. Det er at fortælle ham, at tre af hans ufornødent Kammerater hver Dag dræbes 5 i Minerne, og at halvtreds kom- mer til Skade hver Dag. Han ved det paa Forhaand. Han ved, at Signaler kan blive givet for sent eller slet ikke blive givet; han ved, at Vand kan strømme ind, at Gas kan bryde ud, og at Minegangens Loft kan briste. Det er altsammen get, Arbejde. Men Arbejde tjener Minearbejderen no- der hører med til hans ved at gaa ind til dette alle. Kullet, han drager frem af Jordens Skød, er stadig Grundlaget for Sværdindustrien og for mange andre Industrier, Han og Offentligheden burde belønne tjener Almenheden godt, denne Tjeneste med at være levende interesseret i hans Løn- og Arbejdsvilkaar. Undertiden har Minearbejde- ren paakaldt — Offentlighedens Hjælp til hans arbejdsløse Kam- han faaet Men han meat, og altid har hans fik, gunstig Modtagelse, Appel og det Svar, glemtes. Det er offentlige Bevidsthed stedse be- nødvendigt at den skæftiger sig med de Farer, den Haardhed, som Minearbejderen er udsat for. Det er nødvendigt, at der i Offentligheden er udtalt Krav om, at Mineindustriens Ledere giver deres Arbejdere en Løn, der giver dem Muligheder for at føre en saa lykkelig og be- tryggende Tilværelse, som deres Livskald tillader dem. Lysingaprisur fyri petitreglu: 30 oyr. á forsiduni, Í síðu. avslåttur í prísinum. -FØROYA- Við sterri lýsingum fæst JAVNAÐUR HIN GAMLA KVINNAN Meðan hin unga kvinnan, eins og heldur seg soma, tekur lívið soleiðis, sum lálið verður uttanum ungdómur nú um stundir tey, bæði við jazzmusikki og á annan hált, so kann hin gamla kvinnan, ið greitt hevur sína borgarligu skyldu og kent og borið sína menniskjansligu ábyrgd, sannað, at mangt umskiflist á mann- sins ævu. Tí, gjøgnum áralangt stríð mátti hon slíta seg nakar lívið, ið onganlíð var jazzmusikki. men hvat veitir samfelagið henni, nú hon ikki orkar al Vilja ikki tær ikki hin unga ættin tó renna hornini av sær, al 50 kr. um árið í ellisstyrk. móti teim gomlu og krevja, ellisárunum ? Hin forfjónaði. D. T. roynir eitt nýtt snið fyri at koma reiðarum og keypmonnum á tal. — Orsekin til tann ringa peningastandin i Føroyum funnin. „Der gives Øjeblikke i Livet“ segði Schiller á sinni; megulig- vís er hettar salt, tað valdast á hvønn hált heltar Fyri mongum gevst so at siga verður tikið. eingin lølan, hvarvið vidkom- andi kann koma sær upp til »Ærens Tinde«, og fyri hvort tak, ið tikid verður fyri at kunna teljast millum menn, kennist ofta tann sára var til onga nytlu. Eitt av hesum neyðardýrunum er harra Dethlef Thomsen. Øll kenna vit, hvussu- leiðis hetta misskenda »geniid« hevur gingið. Aftur býður Deth- lef Thomsen sær fram, og hesu ferð man tað fara at eydnast. Tað eru teir foroysku fiskimenn- inar, maðurin mann fyri, teir vælkendu »fallige Fiskere udi Grønlandsspurningurin, tó, Deth- let Thomsen, sum so man ikki vera skilamaður viðvíkjandi landsspurninginum, so hansara holli kunnleiki man ikki stórt mætari enn Staunings. Ja, »mangur fæst við boga, ið íkki kenslan, at alt ger seg til tals- Færø Amlq og mangur, nakar serligur Gron- VEra dansur á Í gjøgnum blåmum, og Hon gjørdi altíð sínar pliklur móli samfelagnum, baksast: ungu kvinnurnar, vil kenna sína skyldu eili sorgarleyst lív á tey fáa kann upp at toga«, sigur orðatakið. At Stauning er tilhengari ax monopolinum, fer hann at standa til svars fyri, men so skilaleyst, sum Dethlef Thomsen sigur alt at vera, er tað nú ikki. Fyndarroðan hjá hr. D. T., sum uppafturtikin er í hansara blað herheima, er ikki so fyndug, sum nógv halda. Sær ein hana gjølla fgjøgnum, merkist, at við fyndini er tað nú so sum so, hon er ið hvussu er ikki fult út »korrekt«, D. T. byrjar við at hugsa um „de 3000 færøske Fiskere, der hvert Aar sejler op til Grønland", D. T. at hugsa um allar hesar fiski- hevur sjålvandi loyvi til menn, lað er eingin, ið forðar honum lað, men at nýta leir fyri egnan vinning, vilja feroyskir fiskimenn frábiða sær. Okkum dámar væl at fáa fridari ræsir í Grønlandi, og vilja krevja tað, so leingi vit hoyra undir Dan- mark. At vil hava ongan rætt til eitt slíkt krav, tå vil eru leysir frá Danmark, er eilt annað fyri seg. D. T. tosar eina góða lotu um allar bøturnar, Foroyingar máttu Tað vera vert at hugsa um, men um tað er sail, sum D. T. rinda í Gronlandi. kann sigur, er eilt unnað, f altfall sær tad út til, at D. T, íkki er rættuliga beinur, tå hann umtalar tad minni eftir Tirsdag hin 17. februar 1931. | | | | | | | BRÓÐURSKAPUR Kostar kr. 1,50 fjórðingsárið verður bilagt á posthåsinum, brævsavnarstødum Telf, og skrivstovuni, danska — verjuskipid haruppi: »Det danske Inspektionsskib drev det som Sport at gøre Jagt paa de færøske Fiskere, „Færgjagt“ kaldte de det“. Hellar er Skein frágreiðing, lí er tað nakað ið sjáldan sæst í Grønlandi, so er tað »Hvitabjørn«, og flest allir teir, sum í Grønlandi hava verið, hava bert lovorð at siga um skiparin á »Hvilubjørn«, og sum »Herren saa hans Svende«. Hví D. T. finnur uppá slíkt, er ikki golt at vita, um ikki so er, al maðurin als ongan kunnleika tað, ið Eitt domi frá hevur um talan -er um. »Hvitabjørn«, og teir eru eflir skal sigast frá: triggjar ferðir klaguðu hvussu grammir at jagstra Førovingar, her Grønlendingar, áður teir fingu »Hvitubjørn« út eftir Før- enn oyingum, og so fór skipið til endan, men kom soleiðis, at tey skip, ið fiskaðu innanfyri, um so var, skuldu fáa umrått seg. Veit D. T. einki um hettar, so | skal lað sigast honum her. Fråsøgn D. T.s um »territorial- rætt kann ikki tann sam- grensuna« er fyri so vill nokk, men anlíkning gera seg galdandi sum í Gronlandi, ið júst er stonøt fyri allar danskar borgarar. Menn kunnu fáa serloyvi fyri at koma á land har, so leingi tað er ein rættur fyri allar, er eitt sindur av høpi í og tað er vist alt hopi í, ið er í mono- polstyrishåtlinum í Gronlandi. Í helminginum av fyndarrød- uni byrjar D. T. at trumfa út, fåsur er eingin eftir, sjålvandi volar Dethlef Thomsen, og tå fyri fyrstu ferð gjøgnum heila sítt lív. De færaske Redere og Købmænd har i Vinter tabt næsten") hele deres Formue paa Grund af lave Fiskepriser“. Stik den! Fiskimenninir hava onga formugu at tapa. „Der lig das Hund begraben“! Reiðararnir hava næstan mist alt tað, teir áttu, sjálvandi mugu fiskimenn- | inir spenna seg út fyri at vinna reiðarunum heltar aflur, ið teir hava mist, ella kunnu teir vænta „at staa paa Gaden uden Eksi- stensmidler“. Aftur ein annar. ÞAL slaa uden paa Gaden Eksistensmidler« er alt annað enn tespuligt, og av tveimum ondum velur man lað frægara, hettar er hr. D. T. væl yvir, fiskimenninir kunnu ikki klárur leir vilja. lívinum, sum gera, uppihalda mugu teir laga seg eftir ålgerdarmonnunum | D 9 nm og Dethlef Thomsen. „Samtidig“ næstan all „bliver de Kobmænd og Redere Ære fra af sum reiðarnir missa færøske skældt Hæder og den socialistiske Presse, fordi de | Fyri at | opretholder et patriarkalsk Forhold mellem Redere og Fisk- ere". Den devil kleyvar kongur! Vid teimum patriarkalsku for holdunum millum fiskimenn og | reiðarar er tað nú so sum so, | og als ikki so gott, at tað nýtist borið | fram í stóra mannfjøld í Keyp- mannahavn. Heyrði D. T, einar tveir túrar sum fiskimaður, kundi tað hent, at hann sá uppá ley patriarkalsku forholdini við av teirri orsøk at vera roynt *) Ávíst her, Porto. Blaðið 143, É 5. árg. ongum brillum. Tó, tað mest løgna er, at D. T. kallar hesi | patriarkalsku forholdini fyri eitt ella eins >For- tað sama, skilafiskimenn vita jú, at »Andelsforetagende« hold«, tad kann vera tað ikki er hopi í slíkum møsni. Um so er, at reiðarnir eru pa- ella D. T. al standa til svars fyri; møguligvis men Tey pa- finn- vid triarkar ikki, fer at patriarkarnir finnast; forholdini eru horvin. triarkalsku forhold, ið nú ikki slíkum navni, tey eru ein leinkja ast, kunna nevnast um hond og fót fiskimanna, leinkjaður til hått, aft væl av vid slit sína nevdarsligu for- Í reiðarin næstan alt, fær fiskimadurin einki, og „maa staa paa Gaden uden Eksistensmidler“. Sjálvandi hvarvið hann er reiðarin á ein slíkan vinnur reiðarin sær peningi, fær fiskimadurin bit og tjenastu; men, missur kann slikt nevnast eitt andils- yritakandi, men fiskimadurin letur bert sín andeil, tá reiðarin missur næstan alt. Al javnaðarmenn viljaeinum slíkum andeilssystemi til livs og for- koma teimum »patriarkalsku« forholdunum, er ikki nakað, sum ikki tolir dagsins ljós. Vit vilja við gleði ganga við, at so- leiðis er okkara hugsan, tað er fríður fiskimadur avrikar eitt frítt land Dethlef Thomsen, hann okkara hovuðsendamál: uttanum okkum fiskimonnum er onvilur. „Det er den (Føroya Banki), der lever højt paa de færøske Fiskeres Bekostning, og ikke Rederne". Enduliga var feilurin funnin. Eitt nylt uppdagilsi, so nú man fara at ganga betur við vinnuvegnum í Foroyum. D. T. er borin til riddarakrossin, betur enn sjálvur langi Kristian. Nakað herfyri hoyrdist, at tað vóru kommissionerarnir, ið livdu »højt paa de færøske Fiskeres Bekostning“, hesi tíðindi bar »Tingakr.« út millum manna. Deihlef Thomsen, id er ein av kommissionerunum, skjytur sjálvandi skylduna yvir á Før- oya Banka, tað smakkar honum ikki rættuliga væl, at hansara il, honum millum annad skyldina fyri tær egna málgagn gevur eisini . er ikki maður fyri ringu tfdirnar, og tað er D.T Orsøkin til, at reidarnir næstan alt, man til síðst fara at detta niður á fiskimannin, teir plaga ikki at vera bornir á lógvum. Okkum hóar ikki slíkt kettu- hlídni, sum t. d. D. T. unnar s keivt. ry slikum. mist hava sjeynda og okkum. „Hvad er í Korthed Meningen af en lang Tale?“ Meiningin hjá Dethlef Thomsen er góð at fala, møsni um tey patriarkalsku tillíkavið um, at reiðarnir eru sakleysir, og teir neyðars fiskimenn, ið húðflettir vera av Foroya Banka, forholdini, roksinum gevur myndina av kommissio- nerinum, ið slendur og leflar fyri keypmonnunum. Um henda roynd Dethlef Thomsens fer at eydnast, kann verða eilt feilt fyri fiskimenn; men gongur ikki betur við hes- ari roynd, enn tað gekkst við | SOCIALDEMOKRAT | RE