týsdagur 22. desember 1931síða 5

Stolper, den stod der endnu hælden- de sig lidt ud over Gaden, som den altid havde gjort. Og dér laa Gamle- Sidses tilgroeds Hytte med den skæ- ve Dør og Ruden med Regnbue-agtige Farver, som Solen gennem mangfol- dige Aar havde brændt ind | Glasset, Men Gaardene syntes ham sært lukkede som sædvanligt. Der stod Kulde ud af Portene, syntes han. Og han mærkede en tung Luft som en knugende Magt over sig. Kræn Odgaard stod ved Vejen og røgte af sin Pibe, bred og skrævende. Men han sa'e alligevel: Er det ikke Otto? — A tykkes nok. Han saa op og ned af Otto, Tho du er bleven en he! Herre, gryntede han smaaieende, lidt haanligt. , Otto hilste, men han tænkte: Din dumme hovne Hund, der ikke har Begreb om Tilværelsen. Otto vidste med sig selv, at han i Syn og Sans nu var langt foran Storbonden Í Lund! ft, Er Marie inde? spurgte Otto, hun tjente jo dér. Jov, det var hun. Ja, I to har jo hvisket noget sammen, smaalo Kræn. Men han tilføjede straks hel alvorligt: Hun er en flink Pige. Værsgod! Maria vaskede Mælkejunger í Bryg- gerset og blev hel befippet, for hun havde :kke ventet ham. Hun tørrede Hænderne af | Forklædet og fik da sagt: Men Godaw, Otto! der var un- dertryk; Jube! í hendes Stemme, Men da hun havde set lidt paa ham, som han stod dér med Snæpper af Lommetørklædet fikst op saa fin i Tøjet rf Brystlommen syntes hun ikke, hun var ham værdig, Men .yksalig: var det, da han tryk- kede hende til sig. ER blev stor Opstandelse. Ma- D rie holdt paa, at Otto absolut ikke maatte rejse, absolut ikke. Og Kræn Odgaard, — der ikke nøjedes med at ordne sine egne Sager men var í Besiddeise af en faderlig Om- sorg, der strakte sig til høj og "av Í hans Omkreds, — han foreslog, at de Otto lod jo til at være et sædeligt Menneske, selv sig. Unge skulde gifte om han havde været i København, der var just en Aftægtslejlighed ledig i Nabogaarden, den kunde nok faas ti! Leje, dér kunde Otto begynde, og man havde ligefrem haardt Brug for en Skræder i Byen. Otto betænkte sig | flere Dage Han frygtede nemlig at komme ud af For- bindeise med den Bevægelse, han skyldte saa meget, ja paa en Maade sit Liv. kunde man næsten sige, — og saa blive begravet Í Lundtoft. Men selvfølgelig vilde han holde »Biadet«. det kunde han umiligt und- være. det var nemlig som en Streng, der forbandt ham med den Livsbevæ- gelse, han var knyttet saa inderligt til. Det kunde ve have sin Be- ogsaa tydning at fan det udbredt til denne Egn. tænkte Otto, hvad der, hvem véd, kunde betyde en Skærv ti! T:dens Afkrog . . ; Forretning! Kongstanke selv i denne Og faa sin Sin egen Mand. det Og Marie vilde saa gerne. Otto tænkte saa egen var ogsaa noget. frem og tilbage Han var jo stille ud- adtil, han havde ikke Evnen til at tale han var den tavse Mand, og gen- nem hele hans Barndoms Tid havde hans Mund været presset sammen ved Forholdenes Magt. ET blev som Marie og Kræn D Overgaard vilde det, Der kom Skilt ud. Og det første Otto foretog sig var at bestille »S0- cialisten«. Forretningen begyndte ænt, en By som Lundtoft kunde nok ive en Skræder noget at bestille. Det aa godt ud, En Tid gik det ligefrem udmærket, Men saa ..- Ja Otto var et ordentligt Menneske, men , , , Hap var en flittig Mand, men. Og en dygtig Skræder var han ogsaa, Hm. Ja hvad saa? Jo, der var jo dether Blad, Hver Dag Posten kom til Breysam- lingsstedet havde man sín Næse í alle reg Postsagerne, baade Breve, Aviser og andre Forsendeiser, for Brevsamle- ren, en pensjoneret Skolelærer, kunde dog ikke hold» Justits over Sognets gode Folk, over »Mændene« i Byen. Og siden Skræderen havde bestilt Socialisten<, kappedes man om at faa fat i det Blad, De kendte ikke andet til det Organ end hvad der gjaldt Í den ajmindelige Omtale i Overens- stemmelse med den Besked, Stedets Avis bragte, at det altsaa var et Smudsblad, de: ville omstyrte Kri- stendommen, ophæve Ægteskabet, be. røve ordentlige Mennesker Ejendom sagt komme til Livs 'g Formue, kori g ved alle tænkelige og utænkelige Mid- havde sål alt, hvad man hidtil Af dette skidne Papir fandtes Eksemplar i vikle dette næppe et eneste flere Miles Omkreds, og nú Skræderen aalme Lundtoft for Giftstoi. Sensation í Sagen, og Men der var heune paa Brevsamlingsstedet sede man om Begivenheden Uviijen mod Skræderen voksede. De maadeholdne mente dog, at let maaske var foreløbigt, der op- nogel hørte ved næste Kvartcl. at Skræderen be frisk. Det Men det viste sig stilte »Socialisten« paa en saa gik han omkring var frækt. Og og saa ondskabsfuld ud af sine smaa, stikkende Øjne, som om han vikle drille dem, Kræn Odgaard blev stiltiende Be folkningens Talerør og lod Skræder Ottv forstaa, at man ønskede ikke Smudsbladet ind Í Sognet, og al man ventede han vilde afsige det. Men det var som at slaa Vand paa en Gaas. Den lille, tilsyneladende fredelige Skræcer viste sig som en Stivstikker paa dette Punkt. Og Od gasrd fik et kraftigt Indtryk af, al Skræder-Otto virkelig var en ren Socialist, hvad man dog hidti næppe havde troet for Alvor. slæbte sig hed saa le IDEN sig hed lig. Uvillien voksede. Filsidet gik Odgaard en Dag ind til Skræderen for at tale direkte om Sa- dette ikke blive ved at gaa, gen, fot kunde Søren misteme Han snød sin Siimen af Halsen, Værkstedet. Men han vilde være human. Han satte Næse og harked: inden tan traadte ind i sig paa Bænken og så'e med det sam- me, ret venligt Du kommer til at sige dø, Blad af. Otto saa fasi, næsten haardt paa Kræn og spurgte: Hvorfor det? Folk Hvem er der dei ikke. Foik? Tho det er Ja Mændene i Lundtoft, svared- Kræn. Da trak Skræder-Otto Mundvigene hasnligi nedad, Det Kræn Mærke til og kede Men sig og tilføjede. Du bliver nu allige- la'e ryn- Panden, han beherskede ve! nødt til det. Otto, om ikke for an- det. saa for din Kones og Børns Skyld. Det er da og du skal leve af. Otto svarede straks, at der aldrig kunde være Tale om, han vilde svigte, for da Det er en maatte han foragte sig SEV. hellig Sag for mig. Sig »Mændene« dei. Det er da ingen ligefrem Religions- Sag, om du holder det Blad eller ikke. Otto svarede med en Fasthed og Styrke, som man ikke skulde ha'e til- Mand: troet den lille, svagelige det er det i Virkeligheden. Kræn Odgaard bad ham endnu tænke, at her kunde han faa en Levevej: det eneste man forlangte af ham var, at han skulde afsige det skidt Blad; det var da ikke meget, og man kande da ikke forstaa det ander- ledes, end at han bare vilde trodse Befolkningen, cg det skulde han vog te sig for. Men da Gulvet som en sprang Skræder Otto ud » det var Vid. Nei, strente pan Rasend som han var gaaet fra sit om de saa slog ham ihjel og le hans Tarme om Kirketaarnet, vilde han ikke vige — her var netop d Sted, han skukle stan fast paa. Maris, der sad med sit Barn paa Skødet blev hel forfærdet, saadan havde hun akbig set ham, hendes kæ re Mand, han gemte paa en vild Sjæl, Men Kræn Odgaard blev alvorligt st:!1e, Han bemærkede kun, idet han rejste sig fra Bænken: Naa, ja saa er du dømt Otto. Det er sørgeligt, men nu kan du godt ta'e dit Skilt ned. Dermed gik nan. Snakken Sognet G SAA er () den, at naar fram vilde trodse maatte han straffes, Thi den, der ikke Skræder-Otto lige- Befolkningen, saa vil hør», han maa føle, Det skete ikke paa een Gang ved nogen bøjtidejig Handlings Akt, men idt efter lidt, saa blev den ene Kunde borte, noget efter blev det samme Til- fældet dan blev det ved og blev ved, indtil med en anden Kunde, og saa- Otio var ved Sultegrænsen, Da kom han til at hade. (Og var han dømt af Mænder Lundtoft, da havde han ogsnå dømt dem, Han var en tavs Mand, men Dommen over dem stod at læse hans Ansigt Dette Blik! Ju det var et strengt Ansigt a! se paa. Han gik omkring imellem dem med det forsultne, forgræmmede Udtryk et Genfærd, der stirrede paa dem. Det var Dommen, Men Lundtofterne var lige saa sejge som han. Ja, man bebrejdede endog Kræn Odgaard, at han havde givet Skræ- deren og hans Kone Arbejde, da Nø- den skred over deres Dørtærskel. Det blev sagt af. en af »Mændene«, al Skræderen skulde sultes ud af Sog net, hvis han blev her, kunde det at de fik hele Familien paa Og det risikeres, Kommunen. var en stor Fejl af Kræn Odgnard. det Men ban undskyldte sig med, Kræn indrømmede Maade. at Marie havde tjent ham og var et flinkt paa en vis Menneske, hun kunde da ikke gøre for, at Manden var bleven tos sei. Og han — ja, Manden troede virkelig paa det han sa'e, — og saa bar de saa møj et dejligt bette Barn „.. A kunde Søren misteme ikke sige Nej. — — var midi í det kolde Efteraar, Otto og hans Kone laa i Kartoflerne Stuð og Regn og Ø Ondtvejr. Han blev syg og fik Lungebetændelse. høj Grad er en skrø- Det Naar det sker belig Mand snart færdig. varede heller ikke ret længe inden Skræder- Ottos Saga var ude, Hans ensomme Grav ligger neden for Kirken for sig selv. Paa hans Gravtue er rejst et simpelt Trækors, og paa dette er malet paa den ene Side De afklælte ham, sloge ham og lode ham lig: Lucas 10,30« og paa den anden Side: »Mange, som er de første, skulde blive de sidste«, Følge Han vilde, at disse Død Det var sket Ottos Villie. Skriftsteder efter hane skulde rive Lundtoft-Mæn lene i Næsen Sennep, naar de som Hus. Johan Skjoldborg, besøgte Guds ar l , mum SUM. -FØROYA- SOCIALDEMOKRAT ól og gott komand ollum lesarum og v *— „K „Ég v, > * van) il Gleð Úlgevarar: Javnaðarmannulelog. S. Vidstein Prentsmiðja B. 7. Jensens, Torshavn, Ábyrgdarmaður: — M.