Sosialurinarkiv
Sosialurin 1932-05-14, síða 1
Tak niður PDF av hesari síðu Stórt myndaskrá

leygardagur 14. mai 1932síða 1

allar 4 síður næsta síða ›

Hendan síðan hevði ongan tekst í PDF-skjalinum. Teksturin niðanfyri er lisin maskinelt (OCR) og kann hava villur.

Tekstur á síðuni

FRÆLSI -FØROYA- SOCIAL. DEMOKRAT BRODURSKAPUR JAVNADUR Lysingavrisur fyri petitreglu: 30 ovr. á forsíðuni, | avstattur ) prisinumn | Kostar kr. 1,50 fjórðingsárið Porto Blaðið | 143 , verður bilnet á posthåsinum, brævsavnarstødum 6 ar | | . . krivstovuni Telf. MOGENSENS FORTJENESTER AF OLGA EGGERS ostbut Mogensen saa tvivlende fá sn Kone hen til Døtrenø x tilbage igen, medens hen sutte de paa sin Søndagscigar, den ene ste, det blev tilladt ham at ryge in denfor sine egne fire Vægge »Det er meget godt tltsammeln men vi har nu ikke Haad« nd vendte han endelig spagt »Det ved kommer jo heller ingen, at Jeg har »Det vedkommer din Familie« fastlog Fruen, yy hendes skarve Have løftede sig uheldsvarslende. »Det vedkommer dine Børn ber sandelig kan trænge til at faa deres Position i Verdens Øjne styrket Det vedkommer din Etat — Ja. Jeg z3r saa vidt som til at paastaa, at let vedkommer dit Land, Din tresinds tyve-Aars Fødselsdag er en Begiven- hed — for Eksemplets Skyld«, lazde hun til. Mogensen slap Cigaren, saa 9Ver- vældet blev han. Han var vant ti. at han ikke formaaede at følge s.n Vivs Argumenter, men naar han nu i sin femogtrediveaarige Arte. stand sjældent havde haft Forn2m- melsen af at vedkomme nogenson- helst udover sig selv, var hen les Fremhæven af hans store Betyd- ning for Samfundet dog mere end almindeligt forbavsende Men det gav noget at tænke over. Ejendommeligt, ja men det gav trods alt en behagelig ligefrem varmende Fornemmelse pludselig at vokse saaledes i Betydning Og hvorfor skulde han ikke indkaøss?re de Smuler af Værdsættelse, der faldt í hans Skød »Det bliver, som jeg har sagte, Amalies Stemme voksede i Styrke. »Raad eller ikke Raad vi man ta- go dette som en Himlens « hun vilde have sagt Tilskikkelse, men ombestemte sig. »Som en Himlens Pegepind i Retning af, hvorledes vi skal, og hvad vi bør gøre for at hæve vor Stilling — og vore Døtres« med et Blik paa de to uafsatte og som det syntes uafsætielige Pize- børn. »Og vi maa invitere alt, hvad der har Betydning indenfor EtateB — Fuldmægtigen og Postmesteren og jeg ved ikke — jeg ved virkelig ikke, om der ikke burde gaa Bud til Hovedstaden — der maa dog væ- re nogen der inde, som burde gø- res opmærksom paa Begivenheden«, í jNæ—æ —e. »Siger du nej?« >Ja—a ct, Amalie sad lidt, Hagen rett:des endnu mere lige ud i Verdensrum- met. »HIm, naa maaske. Det Spørgsmaal kan vi foreløbig lade ligge. Jeg sy- nes ellers, at fyrrety ve A TS Tjeneste = uden Forsammelser og med stadigt voksende Anerkendel- 86 for dit udmærkede Arbejde kunde fortjene ”aaskønnelse megen Paa- skønnelst« Mogensen medens han Udred- mere løjerlig tilmode andægtigt lyttede til denne ning af sine saa ham. Beklageleerne ikke havde bragt det længere i over, at han blev stadig mere Og Fortjenester. Det var uvant, at det næsten lammede Ver- den, de var helt forstummet. ørtes end ikke et Ord om, at bet var hans Mangel paa Evne til at Li- bue sig frem i Verden, der var Skvld i Marianes og Petras Jomfru stand, Det var forbavsende, hvad en Fødselsdag kunde forvolde uf Forandringer af det huslige B1- mater Egentlig burde han være bie det ikK ar vet halvfjerds, dersom for det, at det dog trods alt var rart 1 at have ti Aar mere til at gaa paa Jorden — efter menneskelig Bereg- ning altsaa »Maa jeg spørge skal der ingen Unge bedes,< lød Marianes piberide Stemme. Denne uheldige Stemme 58 de altfor røde Kinder der med Aa rene antog et blaaligt Skær, var nok mere end Faderens Beskedenhed Skyld í hendes Mangel pa TilDe dere »Naturligvis skal der det Her da endelig en Lejlighed, hvor 1un Fader ikke kan komme udenom 3 ne Pligter mod sine egne »n vete Børn.« Amalies Mine var saadan, at en vild Flodhest næppe vilde have vovet at trodse hende Det vide være godt, Mogensen, dersom dot endelig en Gang gik op for dig at Ungdom trænger til Ungdom Der led en dæmpet Bifaldsmum t len fra de »Unge«, og Mogensen re tede sig »Gør som Du vil, Ama Maask har jeg virkelig ndlagt mig nogen Fortjeneste hvert Fald, jeg vasker mine Hænder pg overlader Arrangementet, til Dig.« Han tog Avisen, forskansede sig bagved dens udfoldeds Sider og pre vede at komme sig. Det var virke« lig en uventet Sensation, der nok kunde tage Vejret fra sin Mand Paa en Maade vilde han helst alle- rede nu være krøbet i et Muschul, og samtidig kunde han ikke íor nægte en kildrende Følelse af st)t Forventning. Amalie var ikke den, der gjorde noget halvt, heller ikke gik hendes Foretagender af i Sv hed . Der vilde komme til at staa Gny af denne Fødscisdag lan vilde blive Dagens Mand der gik et Sug af Spæn ling gennem ham Da gens Mand han fanken var svimlende! Hvad der i de følgende Uger for beredtes af Overraskelser, blev Mo gensen sa vidt muligt holdt uden for. Af og til sivede naturligvis no- sanledes, vidste Amalie skulde have forma: utilnærmeli komme Mourit altid mester samt Købmand sine Debitorer Grosser r Triumf, flere Dette Ama Unge Mouritzen nemlig halvgamle Piger, besnærende sjældent laarlis naar Hjertet fyldt, zopun- ham endtekab Egenskab Kunder Desuden gjorde Damerne Mogen- son Indkøb af Toiletter, hvis Priser var saa fabelagtige, at de b md d ret Husherrens Blik b lej Vid g dette b > 1 et til, at alle de indbudte Damer ruste d 31, - over Evne ZANSK st nen i Følelse af det Ansvar der var paalagt dem som Repræsentan- ter for det smukke Køn ved en sm mrende »g esnestaaende Læejlig- var tvunget t it dremme 4 Hun fik hele den lille By hensat an Rus af Spænding og Kappelyst Godt, at det var Sommer, og godt, at Græsplænen foran Huset havde en instændig Størrelse Den første Plan med at holde Gæ sternes Antal indenfor de Rammer Huset var i Stand iil at præstere var forlængst opgivet. Kan Du tage len, kan Du ogsaa tage den, sasde Amalie sammenbidt til sig selv og Døtrene medens hun med blanke Øjne og fremskudt Hage jog igen nem Stuerne med Kost og Klud Hun skulde have alle Ting 'Jo ved pg Nu havde det Besvesn paa d re ykale Aviser ter mud »g hendes B uger o Man- dens Data hane remtrædende Í iskaber, ans Betydning for ummene 3 issende In Lést bord Lingel saa í mn ter, hvor d 19 ) ng sig urt D skelig )var l M I Í } K KÁ S « man ) id | M. € p pa 8 gg M út SM | | pg som avd 1 rats Aa Í L r - > | I i tj 8 ] På } ra g K = I A 1 1 K rimer I Fravlih ) 1 S ) lá Y X 8 D X h gt Í rl í | | | | 1 N Í 8 s : nen 2 , ( r Sd I in va ) Marie ma Ve nod I ra ] M i 1 3 sid ) & h e Sid At h 1 no 1d | le Hu 1 g Føde lagsebarn ) Hans [i « Stand | virk fatt l | am i | ald Han t Í ild Í sit Liv bru ve O 1 var han nær ved at gør let. paa en él ler anden Maade maatte han have Luft. Hans travle Viv vilde, dersom hendes Travlhed havde tilladt let, have sat sig ned af Forundring over hans Fyndsprog og den determire rede Maade, hvorpaa han begyndte it vandre igennem Huset og beskue Slagpladsen. Han gav Raad, og det vidunderlige skete, at der underti- len ligefrem blev lyttet til dem. Alt i alt maette det siges at være en opløftende Tid! Heldigvis blev Vejret paa save Festdagen netop saa stmalende, som det kunde ønskes Selvfelgel 24 vid- ste man og var forberedt paa Mu- sikkorpsets Ankomet, og fra fem cm Morgenen stod Portvinen og Kran- sekagen rede Mogensen havde lavet en Tale, jer i Klangfuldhed overraske hem v næsten lige saa meget som hans Tilhørere. Ved Frokostbordet hvor kun Familien var tilstede, ud foldede han et Vid, der hensatte hans Hustru i en Forvirring ler bestod af lige Dele Forbavselse, Be- undring og Misundelse. Hun kend- ham ikke igen. Dette var næsten ni ler irio } 1 ha Í al M MI t VAMlg lá Vde í zen M { (| orregnede æg. Hur paakaldt slumrarde Kræf ten lille rsagte Mands Sir 1 kunde hun ikke længe- b | » dom. Mogensen havde lergane forvandling, og dan Han vandrede gennem Hu- n dets rette Herre, Naar Amalie havde srakket saa i e, som det passede ham at lade hende føre Ordet, tordnede han et: »Kan Du saa tie stille« ud imod hende og fik hende til at stirre paa ham i maabende Forfærdelæe. I Be- gyndelsen lod hun sig ikke gaa paa, men han havde sine Midler til at bringe hende til Underkastelse, og de slog aldrig føjl.