týsdagur 31. januar 1933síða 4

| pøj pumpast til maskinuna, for í kjalarrúmið. Teir vóru nåddir inn fyri Froðbæ. Men av tí at skiparin ongatíð áður hevdi verið undir Foroyum, hætti hann sær ikki at seta inn fgjøgnum Trongis- vågsfjørd — og einasti båturin, teir høvdu, var sorladur, Froðbingar lodsadu so trolarin inn, Hann sigldi inn vid leirri seinastu reslini av dampi, ið var á ketlinum. Tá id hann kom inn móti bryggjuni, orkaði hann ikki meir — tá var vatnið komið so høgt upp í maskinuna, at hon stedgaði. Men hann hevði so frætt av ferð, at hann náddi at bryggjuni, har hann varð settur á land uttanfyri hilt ytra bryggjuborðið. Nakrir menn sjúkir umborð, og lagdir í varðsóttarhús, ið kom- munuhúsarhollin varð nýlt til. Læknin er enn ikki greiður yvir, um tað er »spanska«, teim bagir, ella tað er bert útteipan vóru vorðnir vóru teir av ferðini — teir høvdu jú staðið so mangar tímar undir akslar og oyst. Saltdampari | liggur á Trongisvágsfirði í sjúkra- | varðing, og kunnu menn ikki koma til at lossa hann, fyrr enn farsóttarvarðingin er úllopin. Krim eila „spanska“ gongur yvirhøvur í Suðuroynni. Men lí betur fer sjúkan linliga fram. Vónandi verður hon liðug, tá ið skipini skulu fara út til hitt hættisliga várfiskaríið, har tað ikki er tespuligt hjá sjúkum gongur manni al vera — tað upp hjå ti friska! Arheiðssáttmáli er komin í lag millum arbeiðs- gevararnar og arbeiðararnar á Tvøroyri. Aflaná 15. februar 90 oyru um timan fyri arbeiði, 125 fyri kol- verður lønin: vanligt arbeiði. | Higartil slaðnum verið goldið fyri mat- tíðina. Men hetta er nú fallið burtur, so einans verður goldið hevur tað her á fyri arbeidstidina Í såttmålan er komið, at lonin skal verða goldin kontant hvønn fríggjadag í vikuni. Kitt framstig! Ansvarhavandi blaðstyrari fyri M. DAM Suðuroyar-síðuna: P Tanker til Eftertanke. Undir omanfyri standandi yvirskrift skrivar ein innsendari ið nevnir seg »ips«, í »Dimmal,« — nýársaftan 1932 — um fólka- tingsvalid. Hesin »ips« er so fegin yvir, at harra Samuelsen er val- dur, at ein kann næstan trúgva, at hesin »ips« må vera skyldur við A. Samuelsen; lí unnans kann hann ikki hava grundir til at:vera so fegin, sum hann er; tí eingin annar enn hr. A. Samuelsen og hansara húski kann vænta sær nakað gagn av, at hr. A. Samuelsen er valdur til fólkalingsmann. Harra Samu- elsen flokkur á ríkisdegi er ein deyðsdomdur flokkur — politisk sæð — og tað vita vit, hvussu tað gongst lí manni, id hevur deyðan til guðpápa. Deyðin var einaferð guðpápi at einum | barni; hann fór avstað við lí, og einki hoyrdist aftur frá ti. Á sama hátt gongst tað hr. A. Sa- muelsen. Tann deyði flokkurin — vinstri — Hesin flokkur fór nú av við honum. Hann er í lí deyða einki kemur er guðpápi hansara. stað flokkinum, og haðani er »uppstandilsi«. — Hann kanska higar at ferðast, lå tern- an kemur, og hvørvur aflur, tá hon flytur. Hann sæst kanska onkrastaðni = norðanfjorðs og hvorvur eins og snarljósið, eing- in veit, hvaðani hann er komin eingin veit, hvar hann er farin; summi halda tað var eilt spok- ilsi, lev sæd. Í sæst kanska hin vanliga lýsingin: hava > Krossic »Andrass er komin sum al torv- heiðum“. | Tað er ikki logið, um »ips« skrivar um »Tanker til Efter- Jú, sanniliga hava sam- koma tankec. bandsveljarar neyðugt af til »Eftertanke« um (ad, teir gjørdu hin 12. desembir, tá teir bóðu deyðan verða guðpápa al Foroyingum tey komandi fýra árini. Mær hevur ongantíð dúmað at sagt ill um ein mann, sum farin er; men tå harra »ips« rósar Effersøe av øllum leim sessum, hesin maður hevur silið | spyr, um vit ikki hava Í, og grund til at vera stoltir av hes- | hevur verið um manni, sum logtingsmaður o. s. fr., so skal eg bert siga, al tað er ikki nokk at taka pláss upp á slíkum stoð- um, tað ræður meir um at gera nyltu, har ein er settur, annað- hvert lad er á høgum ella lúg- um sessum. >Vi kan vær sociale | om vi ikke er Social-Demokra- | ter«, sigur »ips«; men ein slíkur | maður, sum erpar sær av al sita á høgum pollum, hann er ikki socialur, og socialur hevur »ips« ongantíð verið og verður tað heldur ikki. Tí skal eg leggja »ips«i eini góð ráð, og tað er, ikki at fara í seyðaskinn; tí úlv- alabbarnir síggjast niður undan. Harra skrivar: >Selv- styrepartiets Kandidat roste sig af, at han skulde grave Graven for Sambandspartiet. Danbjørg, der var Tilhører, svarede, jeg skal lægge san mange Sten paa, at ikke et Sambands-Spogelse skal ses mere.< Hartil er at siga, at mær vitandi hevur harra Kallsov ikki sagt, at hann skuldi grava grøv fyri sambandsflokk- inum. Harra Kallsoy ynskti, at sambandspolitikkurin var komin undir grónu torvu. Hartil segði eg, at ífall harra Kallsoy kundi undir »ips« fáa sambandspolitikkin grønu torvu, so skuldi eg royna gróti at bolta so mikið av omanå, at sambandsspøkilsum skuldu øll fólk ganga í friði fyri. Víðari skrivar hr. »ips«; »Nu er det ganet i Opfyldelse: gamle Ordsprog »Den, der der graver en Grav for en anden, kan falde i den og jeg vil nu spørge Danbjørg, om han selv«, nu er saa ubarmhjertig, at han | vil slæbe Sten at lægge paa den Grav, hans Kollega (i dobbelt Forstand) fuldt i?« Tiverri eydnaðist tað ikki hesa ferð at fáa sambandspolitikkin | undir grønu torvu, og eg slapp ikki at bolta henda skaðiliga tikk; men góð líð er enn ikki grólið omanå afturhaldspoli- farin. Ég eri ungur maður enn, | og sum Tróndur gamli segði: »Mangt broytist á mannsins ævi«. Tað kann henda, at eg sleppi at útinna hetta lands- gagnliga starv, áðrenn langt um- líður. bolta gråt út yvir harra Kullsoy, Tá »ips« spyr, um eg vil so vil eg siga, at eg ynski harra Kallsoy og eisini harra Samuel- sen leingi at liva, og eg ynski ikki eftir at sleppa at bolta grót menninar Kallsoy og Tad er Harra Kallsoy tal- omanå Samuelsen, politikkin, vil tala um. aði einki um sambandsmenn; til sambandspoli- nakra grøv til men hann tal- aði um tkkin. Millum menninar Kallsoy og grøv A. Samuelsen geri eg ongan mun, og millum sambandspoli- sjålvstyrispolitikkin tikkin og | Sambands- geri eg ongan mun. flokkurin og sjålvstyrisflokkurin eru tveir afturhaldsflokkar, og so leingi harra Kallsoy stendur | innanfyri sjålvstyrisflokkin, og A. Samuelsen stendur innanfyri sambandsflokkin, so rokni eg báðar hesar menn fyri tveir afturhaldsmenn, »Den, der graver en Grav for en anden, kan falde i den selv«, skrivar hr. »ips«. Tað orðalakið var mær í huga, tá eg skrivaði hina greinina um grøvina, sum hr. Kallsoy ynskti at fáa sam- bandspolitikkin í, og tí var tað, at eg bjóðaði mær til at bolta grótið omaná. Tí hugsan mín er, at sjålvstyrismenn skulu fáa sambandspolitikkin undir gronu torvu, og fann, ið grivið hevur grovina, skal detta sjálvur í hana eisini. Tá kunna vit javn- aðarmenn bolta grót omanå háðar teir foroysku afturhalds- flokkarnar, soleiðis at:afturhalds- spokilsum skulu oll fólk kunna ganga í friði fyri. Tá verður hugnaligt at liva her á landi. J. H. Danbjorg. Stjórnarfundur í F. F. verður hósdagin 2. februar i klubbanum í Tórshavn. Til umrødu og samtyktar verda ymis felagsmål. FORMADUR FELAGSINS Bekendtgørelse. Det bekendtgøres herved, at Lundevej vil blive den kommende Maa- ned paa Strækningen fra Axel Jensens Trø til Grønlandsvejen, grundet paa Arbejdet vedrørende Vandled- ning til Gråsteins Bassin. Thorshavn Byraad. den gamle spærret í nedlægning af en ny SOON ROED KON DRRVOKODVDDDA Vt Kunngering. Tá Havnar bvarstvri ætlar at tann valn- gera prosjekteraða leidningin lidnan nú, biðjast teir Havnar borgarar, ið eru familju forsyrgjarir og vilja hava arbeiði har, um at venda sær til by rådskantorid skjólast moguligt. Býarstýrið. AÐ SIGST at eitt eilt kilo av gulli, um hon kilo av og kunngeringar. um hvar maður ella ha at vera vísur i at nytt og al tand er Jønandi senda lýsingar til Føroya Socia prenlusve Men tað hóskar tiver prentunarsver la ríu er í virði eins og verður nýtt Gl lýsingar ri ikki allíð. Tad velst ndilsfelog Ivsa, og fyri verður væl al lysa, eiga lygum al l-Demokrat“. Tann ið lýsir mikið, selur nógv. Str Ulvevarar: Blaðstjóri við ábyrgd Javnaðarmannalelog H. M. Jacobsen. Prentsmiðja B. Z. Jensens, Torshavn. For vi træder hverandre i Dyndet ned. .. JOHANNES LÆGDSMAND: I TEGLVÆRKSGRAVEN En ung Teglværksarbejders Skil- dring af Sliddet, Livet . . . og Døden i Teglværkets Lergrav. (Sluttet). »Gaa væk for Salan — gaa væk. Jeg skal nok bære han ind,« Der lød et Suk, og de kunde se Karls Læber bevæge sig. Max bøjede sig ned over ham: »Hvad er der Karl? Kan jeg hjælpe dig«? | Men Læberne bevægede sig stadig, og han for at opfange Ordene: »For vi træder hverandre —«, bøjede sig ned » Og Karl var død. Max slod som lammet, Det var Ordene. Ordene, han havde tænkt men ikke kunde fange. Han og Karl havde talt om et Motto, Jeppe Aakjær havde brugt (il en Bog, og dem var det. 5 Dem var det, Karl hviskede, það, afbrudt af Døden: | »For vi træder hverandre i Dyndet ned!« Et dumpt Raseri greb ham. Med sammenbidte Tænder bøjede han sig ned over Vennens Lig, lof- tede det op, bar det lren paa en Stenbør, og stod der bøjet over ham, til Ambulancen tuden de kom ind paa Pladsen. Saa rettede han sig op. Kaste de et Blik hen over Kammera- terne og gik. Ned gennem Hylderne. | Halvdunkelheden. Ud Porten, der som et Uhyre slugte pennem Mennesker, og kun uvilligt gav dem tilbage. Han var dødbleg. For Gang havde han sel Døden paa nært Hold. Havde set Maskiner- ne kræve deres Offer, og gik nu Hjem. Til forst hjemad. Til Karls Sine og Ungerne. Et Raab fik ham lil at standse, Det var Ole, Med tunge Bevæ- gelser kom han ham. Da han naaede ham stand- løbende efter han forpustet. En tavs Mand — en graa Mand — opslidt; »Er han død?« Hans Øjne tryglede som om Naade, og Max stod tavs. Han kunde kun nikke og lægge sin Haand paa den gamles Skulder. Det gav el Sæt i Ole. Han blev gran mere end dagligt. Sank overmenneskelig sammen, som blev en Byrde lagt paa ham. »Hvorfor ham hvorfor ham? .. « Han vendte sig rundt, Gik ned ad Porten. Duknakkel, træt. Max betragtede ham. Der bruste noget i ham. Noget, der skulde have Luft. Han knyttede Hæn derne i afmægtigt Raseri, og over hans Læber fløj hede Forban- delser. Ja, hvorfor ham hvorfor ham? Hans bedste Ven, De Øjne, der ham. Med Udtryk. Tungsindel der under Overfladen, træder Og Øjnene stadig vil følge deres melankolske lurede »For vi hverandre i Dyndet ned —« Var det det, der havde trykket ham i den sidste Tid. Trykket hans følsomme Sind, der tilsyne ladende var so roligt og ligevæg- | tigt. Han var død. Død. Gud. Han var død! Aldrig skulde Du gode de to mere tala sammen. En ung Mand - med stærke Muskler. Endnu med lidt af Overmod. Han kunde ikke være død. Det var kun en Drøm. En frygtelig Drøm. En rasende Tuden fra Ambu- lancen fik ham til at træde til Side. San var det sandt. Da han kom hjem til Huset mod Skrænten, stod Døren paa vid Gab. Ikke en Sjæl var at se. Allsaa Sine del. Hun vilde jamre og græde. Vilde søge at komme til at drøfte det med de andre Koner. Fordi det lige- som skaffede hende Lindring al vidste tale om det, Men Ole. Han vilde gan tavs og gran. Aldring omtale det. Kun vilde hans Øjne blive røde i Kanten, naar Sine talte der- om. Landevejen laa som en Stribe af Solskin, Snoede sig gennem Landet, Talte sit hemmeligheds- | fulde Sprog til dem, der forstod det. Kaldte paa dem, der kendt dens mysliske, dragende Kalden. En Mand lodsede sig fremad. Med Hænderne begravet i Buk selommerne. Med duvende Nakke, og Skoene slæbende i Vejkantens Stov. Det var Max. Ensom et skælvende ungt træt Sind. Her var han søgt ud. Her var Fred. Her var han sig selv. Han var Vandrer uigenkaldelig. Han gik. Uden Maal og Med Kun fremad med duvende, lod sende Bevægelser. Uden at tænke. Kun sugende den Fred der fandtes en Som mernat, í en Skovkanl, ved en Høstak. Hvorfor tænke »For vi træder hverandre i Dyndet ned. . . « Johannes Lægdsmand. ; gå GL ST