týsdagur 20. juni 1933síða 4

— F på Arbeidid vid at mála vindeygu 0. a. uttan á Foroya Amts Bóka- savni verður útboðið. Boð innan 24. juni. Nærri hjá bókaverðinum. (Fortsat fra 2. Side). paa Toget og rejste op til Chaco for at dyrke Bomuld, efter al det var gaaet ham galt som Hvededyrker nede paa de mere venlige Pampasletter. Hans Hytte laa dog ikke læn- gere borte fra de øvrige Kolo- nisters Hytter, end at disse ganske godt kunde følge hans Arbejde, lære hans sære, egen- sindige og derfor ikke altid be- hagelige Vaner at kende og tale naar de om Aftenen kom til hinanden for at slaa en halv Times Sludder af inden de dødtrætte søgte Lejet i deres egne Hytter, Der var navnlig to Kolonister, baade hans gode og hans daarlige Engen- skaber. Det var en Nordmand og en Dansker. Deres Hytter laa saa tæt sammen, at det nær- om ham, Over der ofte drøftede mest vilde have været en ind- byrdes Fornærmelse, om de ikke hver Aflen talle sammen. Naa, det gjorde de allsaa ogsaa. Men før han derovre, det sære, egensindige »voksne Mandfolk« kom og slog sig ned et Stykke fra dem, havde det knebet med at finde Stof til Samtalerne. Det første Aar gik det storartet. Alt det, »Mandfolkel« gøre, det, han gjorde, det, han havde han vilde gjort, men navnlig det, burde have gjort, var Samtale- stof nok til Reslen af de to gamle Kolonisters Liv. Det vilde i hvert Fald have fyldt deres Tilværelse det andet Aar, hvis ikke der var indtraadt en Forandring i »Mandfolket«s hele Maade at være paa. De begyndte at blive urolige, ogsaa da de en Dag kom over og fandt ham staaende ret op og ned støttende sig til den lang- skaflede Økse og stirrende ret frem for sig. Han plejede ellers at være travlt optaget af sit Ar- bejde Dagen igennem. De to gamle sad nu om Afte- nerne derhjemme og saa paa hinanden og rystede paa Hove- derne, og Gang paa Gang for- sikrede den ene den anden, at noget maatte der være i Vejen. Det varede længe, før de gik til at nævne Ordet »syg«, for hvor- dan i Alverden skulde en Mand, Målingararbeidi. der kunde fælde Træer, blive syg? De kendte kun tre Syg- domme, nemlig: Mavepine — Hovedpine og — Sumpfeber, de lo første endda kun af Navn, og da de vidste, at disse to Syg- domme kun vilde vare een, højst to Dage, kunde det altsaa ikke være det, han led af. Og Feber, det kunde enhver se, at det havde han ikke. San en Dag kom de over og fandt ham siddende paa en fæl- det Træstamme med Haanden under Hagen og et drømmende Udtryk i Øjnene. Det varede noget, før han opdagede de to, men saa sprang han ogsaa straks op og begyndte ivrigt at fælde et stort Træ og vilde ikke svare dem. Den Aften sad de to gamle længe og saa paa hinanden og rystede paa Hovederne. — Hjemvé — sagde den ene. — Ja, Hjemvé — svarede den anden. Men det blev værre og værre med ham, og da ingen af dem havde kendt til Hjemvé selv, blev de enige om, at det heller ikke kunde være det, han led af, men noget andet og meget alvorligere. Indtil een af dem en Aften pludselig udbrød: — Jamen, han mangler vel en Kone. — Akkurat. Der traf du det. Selvfølgelig mangler han en Kone. Mærkeligt, at vi ikke har tænkt paa det noget før. — — Da det endelig var gaaet op for dem, at det var en Kone, han manglede, saa huskede de tilbage til den Tid, da de selv som unge, stærke Kolonister for første Gang overladt til deres eget, ensomme Selskab paa et eller andet øde Sted. Og saa var de ogsaa straks klar over, hvor alvorlig Sagen var. Han maatte have en Kone. De gik over for at tale med ham om det. De sad først og snakkede med ham om alt mu- ligt andet. Rundt om dem stod Mandioca, Majs og andre for Husholdningen nødvendige Plan- ter, og udenfor dem, mellem de høje Træstubbe, skød de unge Bomuldsplanter op i lige Ræk- ker. var Svært, saa stort et Stykke du har faaet renset op. paa et Par Aar — — sagde den ene saa. — Aah, ja, saamænd — — Tja, hvis disse Græshopper blot vilde holde sig borte, saa faar du nok at gøre med at Aar — — høste din Bomuld i — Aah, ja, saamænd — — han havde hele Tiden siddet og set drømmende frem for sig. — Du burde vist have een til at hjælpe dig — — — Nej — — — Jo — — — Jamen, Mand, har du da ikke tænkt paa, at du umuligt i din Alder kan blive ved med at være alene — — — Der er intet, der er umu- ligt for et voksent Mandfolk — — Jo, vist er der saa, nemlig at leve i Aarevis uden en Kone — — Han saa overrasket og betut- tet fra den ene til den anden, Og de nød det. Det var første Gang, de havde haft Lejlighed til at stikke hans sædvanlige Trumf. Og at hans Trumf var stukket, var sikkert nok. Han blev ved med al se overrasket paa dem, men sagde ikke noget. At det, de der sagde, var del, der var i Vejen med ham, var han straks selv klar over. Han havde bare ikke vidst det før. — Man kan ikke forsvare at slæbe en hvid Kvinde herop — mumlede han. — Det er der Raad for — — — Saah? — — — Ja, du kan jo tage dig en Indianerkvinde — — — Hvad mener du med det Vrøvl? — — han saa vred ud. — Ja, se, vi andre har jo ogsaa været alene en Gang — men vi giftede os med en ind- født Kone — — — Hold op med det Vrøvl — det er ikke noget for et voksent Mandfolk — — og han vendte Ryggen til og gik. Bomuldskolonien laa i kanten af Urskoven. denne begyndte en Pampa, der endte lave Bjerge. Hvor Pampaen begyndte at skraane op mod Bjergene, stod en Klynge høje Eucalypter. I Skyggen af disse havde den gamle Indianer, Chacaqui, sin Hytte, der var en ubestemmelig men malerisk Tingest af store Blade og Pampagræs over et uformeligt Træskelet. Men det var lige fuldt Chacaquis Stolt- hed og faste Borg. Chacaqui var født et eller andet Sted inde i den ukendte Del af Chaco, han vidste ikke selv hvor, heller ikke hvornaar. Hans Tidsregning begyndte fra den Dag, da han traadte ind paa den aabne Pampa sammen med en Kvinde, der imidlertid Ud- Udenfor vidtstrakt ved nogle HAVNAR KOL- á CEMENTHANDIL KUL COKES forsvandt sporløst for ham en Nat, da hun var sendt ud paa Bæltedyr-Jaglt. Chacaqui kunde ikke leve i en tom Hylle, saa han forlod en Tid Pampaen og kom saa tilbage med en anden Kvinde. Da havde han blodige Saar paa Kroppen og i Ansigtet, tydeligt nok tilføjet ham med skarpe Vaaben. I Aarenes Løb befolkedes Hytten med en halv Snes brune, nøgne Unger, omtrent lige mange af hvert Køn. Efterhaanden som Børnene voksede til, forlod de den fæd- rene Hytte. Sønnerne forsvandt over de lave Bjerge. Derovre, paa den anden Side, strakte sig Santiago del Esteros milevide ”ampaer, der havde de hvide Mænd bygget sig mærkelige Hytter af Sten, og der havde de Tusinder og atter Tusinder Stykker Kreaturer græssende paa de endeløse Sletter. Chacaquis Sønner higede allesammen efter at blive ridende Hyrder, Gau- chos, derovre. Naar de først een Gang var kommet over de lave Bjerge, vendte de ikke mere tilbage. Nu var det allerede nogle Aar siden, at den sidste af Søn- nerne var forsvundet over Bjer- gene for bestandigt. Døtrene var Koner i hvide Mænds Huse. Der var kun den yngste af hele Flokken tilbage, Vamqua, en velskabt, munter Pige. Gamle Chacaqui sad hver Dag i Skyggen af sin Hytte klædt i sin mærkelige halvciviliserede Dragt og suttede med mimrende Mund den evindelige Malé (Ar- gentinas Nationaldrik), mens BRÆNDE hans tomme Øjne stirrede ud over Pampaen. — Vamqua, kom her ud — raable han en Dag. Vamqua var øjeblikkelig hos ham. — Chacaquis Øjne er snart døde som to Sten i Bækken. — Ser du mon noget derude paa Sletten, Vamqua? Vamquas Øjne søgte ud over Sletten ved Io mørke Prikker fjernt ude. og standsede — Ja, Chacaqui, to Mænd kommer gaaende — — — Hvide Mænd? — — Vamqua Øjeblik og stod et g stirrede derud. — Ja, to hvide Mænd, Cha- caqui — — Gaa ind og glat dine Fjer, Vamqua — — Det var de to gamle Koloni- ster. De hilste højtideligt paa Chacaqui, der indbød dem til at komme og sidde i Skyggen. Selv havde han ikke rørt sig af sin Hug-Stilling op mod Ilytlens Væg. hvidblegel qua, der ordentlig havde glattet De satte sig hver paa et Kranium, og Vam- sine Fjer, kom ud og serverede dem en Maté. Mens de suttede Maté'en hun lænet til Døraabningen. En lang Tid hen- gik i Tavshed. Bomulden kom det endelig fra ud, stod — Gror godt i Aar? — — gamle Chacaqui. — Indtil nu vokser den men Regnen, Chacaqui faar vi snart Regn? Den gamle mimrede og stir rede med tomme Øjne ud i Rummet. (Forlsætles). Úlgevarar: Javnaðarmannulelog. Blaðstjóri við ábyrgd: Prentsmidja B. Z. H. M. Jacobsen. Jensens, Torshavn. Arngrímur Jonsson?) er en velkendt Au- og kendt bl. alle Folk af germansk Det er derfor Prof, E. B.'s Fejl, toritet Oprindelse. at han ikke kender ham, men ikke min at betragte ham som kendt. Da jeg af Prof, E. B. ikke har nogen Udtalelse om Arngrím, griber jeg til en af E. B's Forbundsfælle, Finnur Jónsson: »Disse Skrifter [Arngrims] var ikke blot meget værdifulde og udarbej- dede med videnskabelig Samvittighedsfuldhed, men de var Forhold til Datidens Vi- denskabelighed epokegørende«. Om Kilderne til sin Grønlandia skriver Arngrímur selv: »I denne Grønlands Bog skrives ikke de uden- Mænds Frasagn, der har skrevet om andre skandinaviske Lande og som er almindelig bekendt, hvilke ere?).....; men derimod er her i al Korthed sammensamlet det, som Landsmænd kender, at lærde Mænd har paa vort Sprog Ogsaa 1 Jandske Grønland og Øer, og vore son: Ísl. III; Hannes Þorsteinsson: Ann. Islandices I; Forordet for »Skidarima« i »Kvædasafn«; samt Finnur Magnússons Oplys- ninger hist og her í hans monumentale Værk: Hist. eccl. »Grønlands historiske Mindesmærkera. ') Se om Arngrím, Páll Eggers Ólason: Menn og Mentir III; Þory. Thoroddsen: Landfræðissaga Í; Finnur Jónsson: Hist. eccl, Ísl. III; Kaalund: „Studier over Krymogæa« i Ark. f. Nord. Fil, XXII; A. Olrik i Aarb, f. nord, Oldk. 1894. ') Forfattere som Arngrímur tidligere havde kriti- tíseret og gendrevet. om Grønland skrevet og efterladt.« Her an- raaber Arngr. sin Samtid til Vitterlighed om, at han ikke har skrevet noget islandsk Stof i Grønlandia, som ikke var vel afhjemlet i gode og almindelig kendte Kildeskrifter. Som Biskop Gudbrandur Thorlåkssons Frænde og Officia- lis i Hóla Stift havde Arngrímur særlig god Adgang til Bog- og Documentssamlingen paa Hólar. Det er ogsaa troligt, at Samlingerne paa Tingeyri og Reynistad delvis endnu har været i Behold. Selv ejede Arngr. mange Haandskrifter, var selv saa velstillet, at han kunde købe eller lade afskrive sjældne Bøger, hvis han vilde. (Han fik saa tildelt den Op- gave at samle Haandskrifter for Kongen). — Men det, som i særlig Grad lettede det viden- skabelige Arbejde paa Island, var det almin- tidt til Althinget, den almindeligt ud- og Afskrivningsvirksomhed, og den Lethed, hvormod man kunde laane Bøger fra andre. Vi tør derfor ogsaa gaa ud fra, at ingen eller kun faa af de Kilder, som Bjørn Jónsson nævner, har været Arngrímur eller Halldór Þorbergsson ubekendt. Skønt man saaledes helt kan sige god for Arngrimur som Historiker, har han dog fra det her lagte Synspunkt den Svaghed, ikke at ære Jurist. Arngrimurs Beretning om Grøn- lands Retsstilling er ikke klar, men sløret — vel saglens fordi Grønlands Tilhørighed til den ísl, Stat var noget alle og enhver vidste — delige bredte Læsning men den viser fuldtud, at Jónsbók og anden islandsk Ret var gældende paa Grønland, al der fandtes et Domting paa Grønland, og al Arngrimur ikke kender dette Ting i nogen anden Egenskab. Halldór Þorbergsson (1623—1711), en Retslærd og Bonde í Skagafjorden, Søn af Sysselmand Thorbergur paa Seila, pan hvilken Gaard Halldór voxede op og levede den første Del af sit Liv. Da Gaardene Seila og Skarðsá ligger nær ved hinanden, maa det bero paa Prof. E. B.'s bristende Lokalkendskab, at han ikke vil acceptere den Antagelse, at Halldór har laant Bøger og modtaget Lærdom af Bjørn Jónsson. I Forordet til Seilu Annall (Ann. Islandices I, 3), hvor de fleste Oplys- ninger om Halldór er samlede, udtaler Hannes Þorsteinsson den Antagelse, at nogle af Haand- skrifterne i Bjørns Dødsbo er blevet købt af Halldór. Saaledes ejede Halldór Originalen til Bjørns Skardsåramål, antagelig Bjørns eget men ikke Biskop Thorlaks Eksemplar, At Halldór tidlig havde Ord paa sig for sin Lov- kyndighed ses bl. a. deraf, at han 30 Aar gammel blev edsvoren i Logrétta. Lovkyndig- hed og Retsind lagde han for Dagen, da han senere fungerede som Stedfortræder for Sys- selmanden i Skagafjardarsyssel. løvrigt var Halldór ogsaa lærd í ísl. Historie og Litteratur, og især synes han at have haft Interesse for Grønlands Historie, Arni Magnússon, som