týsdagur 18. juli 1933síða 1

i — f Se ØROYA- SOCIAL DEMOKRAT BRÓÐURSKAPUR FRÆLSI JAVNAÐUR Nr. 29. | » oyr. Á 3. og Lysingaprisur fyri petitreglu: : 1. síðu. 30 oyr. á forsíðuni, Við størri lýsingum fæst avsláttur í prísinum. Tirsdag hin 18. juli 1933. Kostar kr. 1,50 fjóðringsárið verður bilagt á posthúsinum, brævsavnarstødum Telf, krivstovuni og 5 Porto, Blaðið | 7. árg. 143 | Vore Landbolorhold. (II. Det er en Selvfølge, at Lag- tinget, hvis Sammensætning gen- nem Aarene hovedsagelig har bestanet af større Jordbesiddere, til Stadighed har beskæftiget siv med Lovgivningsforsøg paa Landbovæsenels Omraade og her lan jo et stort Arbejde for, Arbejder, som vort Lagting endnu ikke har magtet eller som man ikke endnu har kun- net blive enig om at føre ud i Livet. Der har vel til Tider paa den rette Forstanelse af de skortet Veje, man burde gaa og — vel det fornødne navnlig — pan Sammenhold. En længe paakrævet Lov som »Lov om Grandeslævne« kom endelig ud i 1891 efter at den i mange Aar Sindene i Bevægelse indenfor Lagtingel. Kampen føres mellem Tingels havde sat konservative og mere frisindede Elementer, og det kan derfor ikke undre, om Loven af den Aursug har faget en Skikkelse, der paa enkelte Omraader gør den utilfredsstillende, skønt det skal indrømmes, at den delvis har tjent til at afhjælpe et føle- ligt Savn. Som et til = denne Landvæsenskommissioner«, Tilhæng »Lov nødvendigt Lov kom om hvorved de ældre Udskiftnings- kommissioner afløstes. Saaledes som disse Love til at begynde med blev praktise- rede, kunde de i Alminde- lighed siges at være tilfredsstil- for der brostholdne vel lende. Udvejen dem, følte sig Grandeslævnevedtægt, var jo al Landvæsenskommissio- ved en gaa til nen, hvor man kunde venle en bedre Forstanelse af det ind- ankede Spørgsmaal end paa Grandeslævne, der mange Smaa- ligheder ofte kunde gore sig gældende og de store Jordbesid- dere dominerede ved den Magt- stilling, som deres store Marke- tal forlenede dem med. Praksis har jo været, at selv om et Forslag var fuldel ved Grande- stævne, san havde vedkommende Mindretal Lov til at indanke Sagen for Landvæsenskommis- sionen. Man kan med fuld Be- reltigelse sige, at Loven netop ved denne Fortolkning blev en god demokratisk Lov. [midlertid er der sket en For- andring ved dette Forhold, saa- nu, efter Amtmand Bærentsens Fortolkning af Gran- ledes at destævneloven, særlig dens $ 8 7 og 10, i Forhold til Bestem- melserne i Udskiftningsloven af 1857 (»Dimmal.« for 1. Juli 1905), er et Mindrelal afskaaret fra som tidligere at kunne bringe sin Sag kommissionen, naar den er ned- Efter frem- frem for Landvæsens- stemt ved Grandestævne. at denne Fortolkning er Grandeslævne- om Landvæsens- kommissioner anses for temme- kommen, man loven og Lov lig unvttige, især hvor det gælder mindre Jordbesiddere at fremme Opdyrkningsspørgsmaal. Ligeledes er Forholdet mel- for de lem Grandestævneloven og Land- væsenskommissionsloven og den ældre Udskiflningskommissions- lov Del Lægfolk, idet der er Omraader, hvor Udskift- ningsloven af endnu er en uklart, særlig for Bestemmelser i 1857 gældende, og man vil ofte være i Tvivl om, hvor denne Lovs eller senere Loves Bestemmel- ser vil være at anvende, Ved Lov om Landvæsenskommissio- ner burde Loven af 1857 være bleven ophævet i alle dens Ord og Punkter. Trøloven af 1894, der kom ud i Livet under en voldsom Kamp, har paa sin Vis haft Betydning, omend den paa adskillige Punk- ter lider af Svagheder, som i hæmmet Dog enkelte har Virkning. ikke ringe Grad dens gavnlige skal det indrømmes, at af de til Grund liggende Prin- ciper i den, saaledes hvor der tages Sigle paa at skabe en : Jordbru- Stand af selvstændigt gere, er sunde og samfunds- nyllige. Foruden de hernævnte funda- mentale Love paa Landbovæse- nets Del Smaalove af mindre Betydning, Omraade, samt en har Lagtinget gennem Aarene arbejdet med store og betyd- ningsfulde Landbosager, som af forskellige Aaursager endnu ikke er komne ud i Livet. Vi skal her nævne: 1) Adskillelse af Bø og Hauge. 2) Fæstegodsets Overgang til Selveje. 3) Salg af Præstegaarde. fl) Mark- og Vejfred (Værn i Indmarken). Fremkomsten af disse til Dels meget indgribende Spørgsmaal er meget nalurlig, og man maa beklage, at ikke for længst er løste paa en tilfreds- stillende Maade. af Grun- dene til, at dette ikke er deri, at Forslag dels har været behand- kun de En sket, man vel søges disse lede enkeltvis og til forskellige Tider, dels er fremkomne i en saadan Form, at de straks efter blevet forelagte er mødte af saa stærk Modstand i Tinget, at det fra første Færd man at være har været øjensynligt, at ikke arbejde sammen endeligt Resultat. man ved at behandle disse Sager kommen til at stan overfor Kravet om en alminde- lig Udskiftning i Lighed med, hvad alt er sket i Danmark og andre Lande, hvor Landbruget har naaet en større Udvikling. vilde kunne sig og komme til noget Desuden er flere af Og for delle Spørgsmaal med alle dets formentlige truende Konsekvenser er man san vegen tilbage. Men Følgen heraf er da ganske naturligt bleven, at man i Stedet for en gennemgribende, nutidsmæssig og frugtbringende Omordning af vor Landbolov- givning i dens Helhed kun har evnet ut sælte nogle nye Lap- per paa det gamle Klæde. Var derimod hele vor Lovgivning pan dette Omraade under Kl blevet optaget til samlet Over- vejelse, vilde det Overblik over alle derhen hørende Forhold, som denne umuliggjordes af stykkevise Reformering, kunne have været opnaaet. Forslag til Salg af den og Præstegodser har ikke delle andre Fæstejor været videre berørte af Spørgsmaal, men har vægtigere Grunde gjort sig gæl- har hindrel Gen- Uden hvad dende, som nemforelsen. nærmere al komme ind paa, der fra forskellig Side er anført Sulg af domme, skal vi i Korthed klar- for og imod disse Jordejen- gøre vor Stilling til disse Spørgs- maal. Snavel anser vi principielt reelt det Henseende tillagt Jordejendomme, hvis Indtægter som for en Uting og í » mange uheldigt, al der er visse Embeder hovedsagelig skal udgøre Lon- nen til de paagældende Em- bedsmænd. Dette gælder i første tække Præsteembederne, hvor sortleje af Jorden har skabt en Stand derne«), der til Dels lever under af Jordbrugere (»Opsid- Vilkaar, som í allerhøjeste Grad vanskeliggor ofte næsten umuliggør deres Eksistens, 55 At det økonomiske Tryk, hvor- under en saadan Jordbruger lever, i flere Retninger er til liden Baade for Ejendommen, maa betragtes som en Selvfølge, og der mangler da heller ikke Beviser herfor. For Samfundet i det hele taget man del betrag tes som fordømmeligt, al Jorden besiddes af andre end dem, som selv driver den. Nogel anderledes stiller det sig med Fæstegodset og detles Salg. Man kan forstaa, at Besid derne, hvis Slægt gennem Gene rationer har haft Godset í Hænde, kan nære Ønsker om at opnaa en fastere Besiddelses- form — og det har man ment bedst kunde ske ved Godsets Overgang til Selveje naar denne kunde ordnes paa lempe lige Vilkaar. Dette Spørgsmaal er gammelt Politik altid blevet baaret frem, hoved- i vor og er selvfølgelig sagelig af Kongsbønderne, men har indenfor Tinget, som ude mellem Befolkningen, mødt sejg Modstand. Der har været anført mange Grunde mod Salget, men Kærnen i Modstanden viser sig stadig at være Betænkeligheder store Dele mænd, idet man befrygtede, at dette vilde Fjen- domsløse fra Adgangen til Op ved at overlade san af Samfundets Jord til afskære den dyrkningsjord eller i hvert Fald vanskeliggøre den for ham, selv Forbehold noksan om mange toges i en Lov, hvorved Over gang til Selveje tillodes. Og denne Frygt har næppe været ugrundet. Men rent fraset de praktiske Grunde, der til forskellige Tider er anførte mod Salg af Fæste- denne Løsning af paa dette Omraade í sig selv ganske fornufl- stridig og skadelig for Samfun det i sin Helhed. Et enkelt Til- fælde, som godset, er Landbospørgsmaalet slanende illustrerer Urimeligheden af at bortsælge den Jord, som Staten er i Besid- delse af, til Enkellmand, er hvad der nu sker i Danmark, hvor man i dyre Domme har maaltet indkøbe Statens gamle Ejendom me igen til Husmandslodder for Landarbejdere. Foruden Hensynet til fremti- Ud- stykning af større Kongsgaarde 00 dig Opdyrkning og videre til Smaabrug, er der saa mange for Tiden er afgø- Grunde, del g rende for vor Stilling til Spørgs- maalet Fæstegodsets Over- til Selveje. (Da herpaa i Hovedsagen falder sam- on vort Syn o! í gang med, hvad der er udviklet Artikkelrække i betitlet >Vor lovgivning og dens Reformation« (Nr. 22, 28 og 25 for 1905) skal vi ikke her nærmere komme ind | Í | | men i en > Vinga krossurc Landbo paa en Begrundelse af vor Stil- ling til delle Spørgsmaal. Man maa beklage at Trøloven af 1894 blev gennemført í en saadan Skikkelse, at den tillod Statsjords Overgang til Selveje og alt dens Gennemførelse netop skyldes Mænd, som paa den an- Side Mod standere af Salg af Fæstegodset. Man kan at de har gjort sig skyldige i en Mod- sigelse de Fald Fæstebøndernes Krav om Kongs Selveje den var de ivrigsle ikke komme udenom gode Lovarbejdere heri og al herved i hvert tilsyneladende har gjort gaardenes Overgang til beretliget og retfærdigt. „Um socialismu á prædikastólinum“. Artikel í d. 4. ; hermed den 3 34 Í Anledning af en »Føroya Socialdemokrat« Juli fremsender je omtalte Prædiken og vil øerne bemærke, at jeg maa beklage, at Indsenderen af nævnte Indlæg ikke harforstanet min Prædiken er først holdt Kl. 11, og Søndag hl. 3, i Heslo bedre. Prædike nen i Thorshavn Kirke samme vel selv vil kirke. Som Læsern« bemærke, er der ikke Antydning af Angreb paa Socialdemokratiet. Jeg har nævnet delle Parlis Motto, fordi det baade er smuk! og kendt, men derefter overført det Verden Helhed og behandlet [dealer fra et | Synspunkt, og paa son disse kristeligt prøvel ved Hjælp af disse tre Ord at vække Følelse for Ansvaret ved | at kalde sig kristen, og det, hvad enlen man er rig eller fallig, Ar bejdsgiver eller Arbejder. Jeg mana paa det bestemte benægte, at have haft nøgen som helt po- lig ikke riglig Anbrebet, da del Tendens og forstaar egent jo af Redaktørens Bemærkninger, naar undtages de Antydninger, der er udsprunget af Hensynel til det fremsendte Indlæg, frem gaar, at vi er enige i hvert Fald Dalc om, det evige Ansvar overfør Gud paa det Punkt, der her er for det Liv, vi har levet her, og specielt Ansvaret for vor Behand ling af vore Medmennesker. At jeg, som Kristen og Præst mener, al Gud fører til Liv og Lykke, men til intet Liv uden Fortabelse, er der vel intet un- derligt i. Med Tak for Optagelsen. Buhl-Nielsen, Prædiken 1. S. e. Tr. Det sker til sker, selv Tider, at Menne- de Ord forkyndt igennem et hørt Guds helt Liv, har faaet den Opfattelse af det er Slags om hal Kristendommen, at Religion som man yder en vis Anerkendelse for at være sikker paa at fan det godt, naar man er død; man gaar til en vis Grad ind paa de Fordringer der stilles officielt, man er Kristen. 1). V. 5. man har tegnet en Slags For- sikring, hvor Præmien er et pænt Liv og Forsikringssummen Saligheden, men man faar aldrig Saligheden, | for Kristendom er noget ganske andet end et pænl Liv, Tilslutning til en bestemt Læreform. Kristendommen er i hojste Grad noget praktisk, noget der stiller Krav, ja, de storste Krav, der í det hele taøet kan stilles til Mennesker, og ens hele Eksislens er betinget af, hvorvidt man vil gaa ind under disse Krav: »Guder Kærlighed, og den som bliver i Kærlighed, bliver i Gud og Gud i ham« Detle el Hovedpunktel i Evangeliet i det hele taget, og i Evangeliet i Dag, og vort Evangelium belyser det san ypperligt, at man ikke har mere Oplysning behov for at 1 T vide, hvad man skal tro og gøre Fale om to Mennesker, Mennesket Der er og mellem disse to er der den største Forskel. Livet har sat sil Skel mellem dem, san at den ene lever i Rigdom og Luksus, mens den anden er i Armod og Nød Rumliet set er der ikki langt fra den dvbestt den ene til den anden, for Laza- rus liger ved Porten til den Riges Hus. og lidt faldet der vel ogsaa af til den fallige ligger ved Døren, men et kummerligt Liv bliver det alligevel. Førskel- len er for stor imellem dem. Hvorfor skulde dog denne usle ligger, som tilmed er fuld af Saar, slæbes ind i Huset; han man da være lykkeli om han i det hele taget faar lidt Levnin ger. Der er et stort Svælg befæstet mellem den Rige og Lasarus De gaar kodets Gang beg to, her svnes Skellet lil- svneladende at være slettet, men der har vel nok ogsaa været Forskel paa den Maade, hvor- paa man har mindedes de to døde, for Lighed i ndget som helst findes ikke i Verden. De- res Sjæle føres bort og nu er Rollerne byttet om, stadig er der et stort Svælg befæstet mellem den Rige og Lazarus, men nu er det Lazarus, der har del godt mens den Rige er i Pinestedel, og Svælget er saa dybt, at han der hele sit Liv maaske har kunnet faa hvad han pegede paa, nu end ikke kan fan bragt en Draabe Vand til at læske sin brændende Tørst, Nu ser han Resultatet af sit Liv og kan end ikke længere bidrage til sin kæ- res Frelse, men faar forøget sine Kvaler ved Tankerne om, at han med sit Liv har dragel, ikke blot sig selv men sine kære hen mod det Punkt, hvor han nu befinder sig og aldrig í Evighed kan der raades Bod paa dette; han har | valgt og valgt galdt, han havde