týsdagur 20. februar 1934síða 4

+ F + $ RER + a = po ið á Re að ze Allir Føroyingar eiga at ferdast og taka góðs vid „ljaldrinum“ og eykaskipinum "|, SKIPAFÉLAGIÐ FØROYAR Utbjóðing. Arbeiðið viðvíkjandi vegabygg- ing »yviri við Strond verður her útboðið. Tekningar og frágreiðingar eru at fáa til láns á býráðsskrivstov- uni frá mikudagin 21. februar 1934 kl. 12. Boðini skrivstovuna innan mánadagin 26. februar 1934 kl. 17. Torshavnar byråd, februar 1934. verða send á býráðs- Bekendigorelse angaaende For- bud mod Brug af giftige eller eksploderende — Stoffer ved Fiskeri paa Søterritoriet ved Færøerne. I Medfør af Fiskerilov for April 1893, 8 13, fastsættes herved som gældende | Færøerne af 11. indtil Udgangen af 1931 følgende: Brug af eksploderende eller giftige Stoffer ved Fiskeri pan Søterritoriet ved Færøerne er forbudt. Overtrædelser af denne Be- straffes med Bøde i med $ 14 i kendtgørelse Overensstemmelse ovennævnte Lov. Denne Bekendlgorelse træder straks i Kraft. Hvilket herved bekendlgores | til Efterretning og lagttagelse for alle Vedkommende. Ministeriet for Søfart og Fiskeri, Januar 1934. C. N. Hauge. den 27. Værre end Døden. — Novelle af Valborg Glentoft, tann 16. | en yngre Kvinde, Hun var sørge- klædt, Ruden med en saa allopgivende, og hun saa ind gennem haablos Sorg skrevet í sit Ansigt, andre Besøgende veg lil lod tage Skamlen at de Side og hende uforstyrret Besiddelse. Indenfor Vinduel stod en lille Barneseng, og en Sygeplejerske stod bøjet over den lille tre-nars lan ganske stille i talte hvide, Dreng, som til ham Haand feber- oml Sengen. Hun og lod sin bløde henover Barnets hede Ansigt. Han end ikke sine Øjne op. stryge rørte sig ikke, lukkede Hele Timen stod Moderen paa Skamlen og stirrede ind paa sin lille Dreng, stivnede Sorg. græd hun, og Ansigt i snarl snart hendes dybeste Efler Besøgsliden opsøgte hun Lægen. Den gamle hvidhaarede fortvivlede sin Tid Modre, Vane. sagde Læge den Mor, sel saa mange fortvivlede saa paa men han havde saa selv det kan blive en »Haabet er kun ringe,« han med det sædvanlige bedrø- med havde lagt sig til. >Han Lille — kom Læ- vede Tonefald, som han Aurene er jo paa Vippen, den Længere sin Tale. Mor Fødder, og gen ikke i Den unge kastede sig ned hun om- for hans klamrede hans Ben, mens hen- des Øjne bedende mødte hans. Den blev stille. Han bøjede sig ned over hende og forsøgte at rejse hende, gamle læge mens han mumlede nogle trøslende Ord. Den rejse; Mor lod ikke kun bonfuldende Doktor!« unge sig hun saa »Doktor! paa ham. bad man hun indtrængende, redde hans Liv, jeg kan ill ikke leve uden ham, min lille, elskede Hugo.« Hendes Stemme sank ned til en Hvisken: »Han er jo mil eneste Barn Doktor, hvad det vil sige. forstaar De da ikke, har kun For tre Maaneder Mand til Skade Doktor, Doktor, Red hans Livl« leg ham tilbage. siden kom min Aah, - Dem: og døde. Den pen Læge sukkede dybt. Han lille. Det var Besøgstid paa Hospi- talet, og skønt det var i Februar | Maaned og rasende koldt, stod | der dog udenfor hvert eneste | Vindue Venner og Bekendte, | som søgte at opmuntre de Syge, hvoraf de fleste var Born heri paa Difteritis-Afdelingen. Vinduerne ind til Sygestuerne flere Steder gende, at de Skamler se ind gennem Ruderne. var saa højt belig- Besøgende mantle staa paa for al naa alt opmunlrede Syge. De for- De Besøgende efter bedste Evne de lo, vinkede og forsøgle al smaa morsomme Historier tæt tælle ind gennem de Vinduer. Var skiftedes der mange Besøgende, man (il at benytte Skamlen, og naar Sorgen over Mor, forsvandt de vældede en Far eller gam- mel Bedste, ned Taarer, som rakte for at skjule de brød frem, naar den der indenfor Vinduet grædende sine sman Arme ud mod dem. Udenfor el af Vinduerne stod følle sig saa ÞAÍt, hvad der staar í min Magt,« sagde han stille, »vil jeg lille det Børn - gøre for Deres Barn, som jeg har gjort for Tusinder af syge stol trygt paa det. Men Guds Vilje er større og stærkere end min Videnskab, og den maa vi bøje os for. — Vi maa ikke glemme, at kun han ved, hvad der er bedst for durnet. Kun Fremtiden kender han — og der er dog endnu storre og dybere Sorger — — end Døden.« Den unge Moder rejste sig langsomt op. Hun stod med nedslagne Øjne, Taa- hendes gamle Í. fril dog han glædede sig over og den g ege saa remme løbe ned ad Ansigt, de Taarer, for Aars Erfaring af Menneskers Sorg havde lært ham, at Taarer bringer Fred, men at taareløs Sorg kender ingen Fred finde. Grænser og kan ingen »Gud er Kærlighed,« hviskede han og lagde sin Haand blidt | | 5 de | | blev + Mors som hun nervøst stod og fam- den over unge lede med. »Gud er Kærlighed,« genlog »Neij, raable hun pludselig sindsopre- han kan det jeg har tilbage at leve for! Hun hun mekanisk, nejl« vet, »ikke naar lage Barnet frá mig eneste, vendle sig bort fra Lægen og forlod — hurtigt — Værelset og Hospilalet. darnet bedredes Dag for Dag, og den lykkelige Time oprandt for den unge Mor, da hun alter havde sin lille, raske Dreng ved Hananden. Han Og Drengen voksede til. stor og kruftig og fik hvert eneste Ønske opfyldt — for selv om hans Onsker blev større og større, arbejdede hans Mor blot strengere for at tilfredsstille ham, for det regnede Hugo's Mor for et Gode ved Syningen som IHjemmeurbejde, at hun Natten til Hjælp. kunde tag I Ejendommen, hvor hun boede, var Hugo's Mor altid Uvenskab med de andre Bebo- ere over Hugo. Børnene í Guar- den var ikke gode mod Hugo — ja, saaledes mente hans Mor. Og i Skolen del galt. Gang paa Gang maatte Mo- deren var lige san lade sit Arbejde ligge for Skolen, eller havde al gan Enten var » del lerne, þaa Læreren Kammera- der gjort Iugo Fortræd. Men Skoletiden Lære. fik Ende, og Han Altid var der noget i Vejen, Hugo kom i kom i flere. San En hun Bud, Tid endnu blev lille men Ar- Tid havde han bejde, længere ingen Ting. Havde Arbejde, han han brugle han selv de Penge, tjente, i Selskab med livesindede Kam- merater. Havde han ikke Ar- bejde, fik han Lommepenge af | sin Mor. Og naar det var Moderens Fødselsdag eller anden Højtid, og Hugo skuffede hende ved at glemme den lille Opmærksom- hed, hun havde ventet af ham, saa græd hun — — kun ikke naar Hugo sau det — — for Herregud, han anede jo ikke, at hans Ubetænksomhed vilde be- drøve hende. I Hjemmet talte Hugo kun lidt, og han gik og kom, naar det passede ham. Hans Mor be- brejdede ham det aldrig. En Gang havde hun gjort det, og Hugo havde svaret med, at saa kunde han flylte hjemmefra, om der var noget i Vejen. — — Flytle det maatte hjemmefra — nej, aldrig ske, Hugo var blevet enogtyve Aar gammel. Í den senere Tid var han ofte først kommet hjem hen paa Morgenstunden. Klokken slog to paa det gamle Cf. Moderens Sytøj var faldet ud af hendes Hænder og nedi hendes Skød, og hendes forpinte, trætte mod hendes Slag rel- Hoved sunket ned Urels Hun saa Bryst; men ved tede hun sig op. gam- mel ud, skønt hun endnu kun var midt i Fyrrerne. Hendes Nyg Ansigt Hun var rundet, og hendes furet og gran í Kuloren. Hænder, gabede utidigt, klippede med Øjnene op mod Lampens Lys og log atter efter Sytøjet. Gadedoren smækkede, — Hun lyllede — — mon det var ham. Det Hugo plej- Det ringede pan Døren, gav et Sæt i hende, ede jo aldrig at ringe. Det ringede alter, En frygtelig Angst greb hende — mon der varsket en Ulykke, Det ringede paany, denne Gang kraftigt og vedholdende. Hun kastede Sytøjet fra sig og løb ud i Korridoren. Hun tændte den lille Lampette. Hun rystede af Skræk, mens hun aab- nede Døren ganske lidt paa Klem men isamme Nu blev hun skub- bet til Side, Mand traadte ind i Korridoren, fulgt af Mand, blev stanende í den aabne Dør. »Det er Politiet. Er hjemme?« og en høj kraftig en anden som Deres Søn »Po—li—ti—et! Hvad vil det min Søn?« »Vi vil snakke lidt med hum. — Tillader De at, vi selv ser efter,« Den Opdager, der havde ført Ordet, gik ind i den lille Stue, | Lysingar — | mens den anden blev staaende ude i Korridoren. Han lukkede Døren ud til Trappeopgangen. Nøgle blev listet ind i Dø- rens Laas. El Signal, parat. og Opdageren var Døren aubnedes. »Hugo, min Dreng! Gudskelov, du kom — jeg har været saa bunge.« Moderen rakte sine Arme mod greb hans ud Hugo og Haand. Et Slag over og lynsnart forsvandt Hugo ned Moderens Haand ad Trapperne med Opdagerne i Hælene paa sig. Nede i Haandjernene, og Hugos Frihed Gudedøren raslede var forbi, Roligt lod kring Gadehjørnet til den ven- hun sig føre om- tende Bil. Men nelop som Bilen var ved at sætte i Gang, lød en blid Kvin- destemme ud gennem Natten: »Hugo, min Dreng — hvorfor løber du? Du har jo ikke gjort noget ondt.« Bilen forsvandt i Mørket med en gammel Kvindes Morder. Hundetegn. Hundetegn for Aaret 1934 maa betales paa Politistationen inden 1. Marts d. A. Stationen er aaben Hverdage Kl. 2-3 Eftm. Politimesteren. 000000C00000000000000000 HAVNAR KOL- á CEMENTHANDIL KUL COKES BRÆNDE TLF. 208. 0000000000000000000000 Havnar Arbeiðsmannafelag heldur adalfund tann 28. febr. 1934 kl. 8 s. p. Dagsskrå: 1) Roknskapurin fyri 1933. 2) Ymist. a = HURTIG LEVERING = Mae: ES 66 Skridt Íra Statsvejen nedad Bøgøta og De er ved ANDRÉ ANDRESENS Reparationsværksted, hvor De faar Deres Jagtbøsser og Cykler SJAL AK Nevndin. SEE 2 SIE HISIHd ALVHAOOW eftersete og reparerede. Utgevarar: Bladstjori vid åbyrgd: Se Tórshavn, Þrentsmíðju B. Z. eg log. . M. Jacobsen.