leygardagur 24. august 1935síða 1

iP på" 9 oyr. á 3. og 4. Nr. 34. | » „ Affurhaldið í Danmark hevur í seinastuni Lýsingaprísur fyri petitreglu: síðu. avslåttur í prísinum. -FØROYA- 30 oyr. å forsíðuni, Við størri lýsingum fæst himnað upp í forlornari indignasjón“ móti arbeidsmannafeløgum, sum skulu forfylgja arheiðarum, ff teir ikki vilja stjala. Eitt affurhaldsblað her er íkki seint af „stemma í" | Í hesi harmdirrandi „indignasjón“. Viðvíkjandi lesari »forlornu« vindigna- sjon« lesa vit í »Socialdemokraten«: Arbejderen, | der ikke vilde stjæle. Da Helmundt flygtede over Plankeværket til Wiedemanns Fabriker. „Berl. Tid.“ gribes i Usandhed. Skarp Erklævring fra Slagteriarbejdernes Formand. Svar til „Berl. Tid.“ Í Anledning af min Redego- relse í Gaar angriber >Berling- ske Tidende« mig og skriver bl. 8.: »Han kommer (lil at sige mere, hvis han vil videre ad den Vej. Hvis Helmundt har forset sig, saa frem med For- seelsen, Hr. Fagforeningsfor- mand, Ikke disse Sigtelser, der siger saa meget og kan Ikke disse »Hel- bedst ljent med, lidt. Bemærkninger betyde saa om, al mundt var at Sagen ikke blev gravet opc. De har en ilde Klang i Gra- verkarlens Mund.« — Slagteriarbejdernes Fagfor- ening har ikke ønsket at blande ind i denne Helmundts Fortid foreliggende Sag. Ingen af vore Vidner, heller ikke jeg, har med et eneste Ord antydet det under Retsforhandlingerne. Heller ikke, efter al »Berlingske Tidende« har begyndt at antage sig Hel- mundts Sag med saa stor Paa- gaaenhed, har jeg ønsket al be- delte til Manden selv og hans Fami- røre Forhold af Hensyn lie. — Men efter denne Helz og skamløse Agitalion, som Bladet i de to sidste Dage har bragt í Anvendelse mod Slagteriarbej derne og mod Arbejderne som Helhed, efter det Misbrug i en politisk Sags Tjeneste, Bladet gør af Sagen, og direkte opfor- dret af Bladet, skal jeg oplyse følgende: Hos Fabrikant Wiedemann opdagedes for nogle Aar siden et Stykke Flæsk. Opdagelsen opfordrede et Tyveri af Efter Ledelsen den paagældende Ar- | bejder til al melde sig, han vilde da faa sin Afsked, men undgaa Politi-Anmeldelse. Da han ikke meldte sig, meddelte Ledelsen, al to gifte Arbejdere, | beskæftiget paa det Sted, hvor Flæsket var fundet, vilde fan deres Opsigelse til Fratrædelse Til- ind- førstkommende Fredag. lidsmanden opfordrede trængende den Skyldige til at melde sig, da han var over- bevist at de to opsagte gifte Stadig intet Resultat, Om, Arbejdere ikke var de Hel- mundt udtalte sin Forargelse fordi overfor Tillidsmanden, den »Svinehund«, der var skyldig, ikke meldte sig. Nogle Timer senere havde imidlertid Arbejderne opdaget, - det var llelmundt selv, og straks hvem den skyldige var - efter forlod han Fabriken over daggnardens Plankeværk. Hans Cykle blev bragt ham Dagen efter. Da denne Kendsgerning var konstateret, log Arbejsgive- L Leygardagin 24. august 1935. ren straks Opsigelsen af de lo gifte Arbejdere tilbage. | JAVNAÐUR yn í Jeg beklager, at >Berlingske Tidende« har provokeret mig til offentlig at fremdrage delle For- hold, værel, har det sin store Belyd- Maa »Berlingske Tiden- men kendt, som det har ning i hele denne Sag. jeg foreslaa Bladet Folografiemne vælger >Det Plan- de«, al i Morgen som keværk, hvorover Helmundt flygtede«. Vald. Formand for Slagteriarbejdernes Hansen, | Fagforening. Hvad der fra første Færd un- drede os i Helmundt-Affæren, var dette, al en Arbejder kom san megel ulilbens med sine Kammerater, at de í et Øjebliks Ophidselse forlangte ham afske- diget. Vi sagde straks til os selv, at der maalle være noget galt med ham. Vi kender den koben- havnske Arbejder saa meget, al vi ved, at det er den daarlige Karakter, Luskeren, Øjentjene- ren, den falske Kammerat, som ikke kan klare sig i den daglige Omgang. Der maatle være no- get af denne Type i Helmundt! Og Fagforeningsformand Val- demar Hansens Oplysninger og iøvrigt Sagen i sig selv viser, al dette er Tilfældet. Den normale, ordentlige, regulerte Kammerat klarer sig altid, selv om han har sin egen Mening, selv om han maaske en enkelt Gang begaar Ting, hans Arbejdskammerater ikke kan billige. Men naar man læser, at Helmundt forarget ud- taler sig til Tillidsmanden om | »den Svinehund, der ikke vil | melde sigg og faa Timer efter | selv man flygte fra Fabriken over Plankeværkel ja, saa har man Typen, Karakteren, Manden for sig. Og det er denne Mand, som da en Arbejdskammerat vil friste ham, sladrer til Arbejdsgiveren. Der intet Tyveri. Helmundt selv kan stjæles inlet, der foregaar jo værge for det, han er betroet, Men legn til Arbejdsgiveren. melder sin Kol- Skønt han selv havde, ikke en Opfor- Helmundt dring, men en fuldbyrdet »Ure- gelmæssighed« í sin Fortid. i Delte er Manden EMOKRAT BRODURSKAPUR Kostar kr. 1,50 fjóðringsárið verður bilagt á posthúsinum, brævsavnarstødum og skrivstovuni. Telf, 143. + Porto, Bladid | 9, ám. „Norske Love“, Styðið utgrevsturin ! Harra Svendsen, gamli, hevur sýnt eilt rósverdugt ídui fyri at finna »Norske Løve« eflir gaml- ari sagn. Nú frættist brált ein dagin, at »Norske Løve« er funnin. Vit hitta ein mann, ið eldhug- aður av hesum boðum helt til Lamba fyri al síggja fundið. >Nú, hverji líðindi?< spyrja vit. »Svendsen hevur gjørteitt got! arbeiði. Tí verri hevur hann haft arbeiðið: ikki tær bestu umstødur til hetta reiðskap ella lann pening, sum neydturviligan eilt tílíkt athugaligt arbeiði krev- ur. »Er nakað í tí, at »Norske Løve« er funnin ?< >Vit sóu ein hóp av gomlum viði, ið Men um hesin viður er arbeidd- teir høvdu gravað úl. ur viður, rekaviður ella viður av »Norske Løve«, kann vist einans avgerast av sakkønum«. »Såst tå einki særmerkt tekin upp á, at lad var viður av »Nor- ske Løve?« >Fað dugdu vit ikki al síggja. Er du dum, — Annars må eg siga, at hetta er eill tílíkt athugaligt arbeiði, at tað hevur uppiborið at stydj- ast, til tað er fullført. Eg haldi, at blað tygara eigir at savna studningspening til ar- beidid, Eg vil eftir forimuni geva 10 kr. við tað sama«, Vit taka væl undir við hesari åheitan og venda okkum hervið til okkara heiðraðu lesarar um vinsamligast at styðja hetta mál við eini peningagávu eftir tí sum nú rådini til less eru. „Foroya Social-Demokratur« tekur við lokk móli hesum gáv- at senda lil hesa um, ið verða adressu: Til »Norske Løve« »Føroya Social-Demokrate Tórshavn. Við tøkk móltikið: Til »Norske Lovee X.... 10 kr. X ....10 kr. da vær stum, men med en kritisk Mine". Pínslaváltar skaptu tað dyr- asta, hill æviga. Nógv skald ley storslu — flogdust undir pfnslum, måt- vonlovsi, stavandi inn- gongu og an úr sålardypinum sum ulfan í frá. Janus er eill stórt skald, kan- ska okkara størsta. Mær kemst hann eins og ein sínar >líka- pínslarvátt millum menn« o, lí verri, so nógv minni menn! Mær er kensla av, at hansara skaldsligu perlur eru skírnaðar av pinslanna (slat- ursins) mongu »variantum«, ið stundum koma sum omanlop ella eru hvøllir, sum einans hin onda tungan kann vera tað oita hesum er men lyndið á veikt ella bregda við vilsins skarpa sverði — té hill æviga vikast ikki av níðingshoggum ella fara sum hin illi trællurin — tó vinurin tolir tey trællahogg — ella sum hin spillandi dái — hann elvir urlagarðsmannin at berjast tiggju sinni harðari fyri at verja ta grønkandi ongina. | | | | | | | Henda ásanning ella hugsjón elvdi mær óverduga hugarensl til ta yrking, ið stóð í seinasta »Føroya Social-Demokrati« skaldsins Eg skilti pinsla- vållsins — harmaróp móti slat- ursins mongu »variantum«. Men kærleikin til skaldsins ævigu perlur valdtók meg eins og Søren Kierkegaard at dyrka skapara- verkið utlan mun til skapanna »proces«, og kvad eg: »Tit gevid tí (harmarópinum) ikki gælur, tí slatur (pínslan) er skaldinum vígt.“ perlurnar skapast við at losta oðuskelina. Hoyr tå Ernst Sondum, tå vid tinum legio av fadesum — meg minnist tina »guddommi- ligu« = altfinning at málningi Mykjunesar, ikki at gloyma tín harm yvir ovslanina vid tí her á landi »sjuldsama« og kostbara vatni undir eini brunaslokkirg ella tína kostiligu osing upp um, at ein politistur ikki forðaði sær sjálvum at slanda á treð síni g 4 ej me - 4 mi! ro P h ; * + .. 4 Í . í Á i: i } i | ! I 4 p + þ y +å b 4 Få 1 + F + . % ; | i i