leygardagur 30. september 1939síða 3

Menn minnast, hvussu Týsk- ararnir fyri stultum leikaðu i fyri at fáa Ukrainu skorið burtur frá Ruslandi — Ukraina er ein hin ríkasti landslutur í Ruslandi. Men hvussu er nú statt hjá Týskarum í hesum teirra stóra tokupláni? Eysturríkið og Tjekkoslovakíið og ein part av Pólin hevur Týsk- sítt un fingið undir stjórnarræði. Men Ukrainu, vónin at fáa tokur á al marka- koma Í felagsskap við Romeniu, er Russararnir, sum fyri brostin. nøkrum árum síðani vóru Týsk- lands = aðalfíggindi, hevur ikki bert fingið loyvi at hava sín part av Uk rainu í friði. Tað hevur eisini fingið polska Ukrainu og skorðað Týskland so langt eftir í Pólin, al tað hevur alt ið felagsmark við Romenin. Hertil hali polska landið, hevdi kemur, at Ind stóra figgjarvaldid, sum Tvskland hevði lelvað sær til í Ungarn, Romeniu, Jugu- slaviu er vid at fána burtur. Hesi londini eru nú vid al loysa undan lí tyska bandinum seg og ganga saman Í eill fíggjarligt samarbeidi við alien og Rus- land. Turkfid, Grikkaland og Rusland vilja ikki hava tyska valdið inn ifgjøgnum Eystur- europa móti Svartahavinum. Rusland - og Eystursjóvarlond- ini: Estland, Lettland og Lithauia. Tå Rusland legdi uppi polsk --lýska kríggið, lovaði tað al vera neutralt yvir fyri ollum sínum grannum. Men tað vóru korlini mangir, ið giltu, at Rus- land stevndi longur enn al taka til veila teim menniskju- Hvítrussararnar aftur »sitl hjarta og ligt frælsi« (Gud hjålpi okkum Tað til, at hesir menn fúa rætt. Ymisk fyri frælsi!). eru nú tekin tíðindi benda á, at Rusland hevur til pranna- í kvittuni at gera seg harra yvir less lriggjar smáu statir vid Eystursjógvin. Tað er spennandi — men als ikki stutt- ligt — at fylgja við, hvussu hin russiski landatakarin verður at fara fram í leim fyrstu dogunum. Tá ið kanska så iøgir sbaftirnir hesir tríggir stafirnir eru týndir — stendur tå Finland fyri hoggi? Ohugnaligt útlit! Vildu Pólakkarnir staðið seg í bardagnum móti Týskarunum, um Russarnir ikki høvdu lagt uppí? Ein polskur offiserur, id er komin til Fraklands, sigur frá, at júst tå ið Russararnir komu uppí stríðið, var tað farið at ganga Pólakkunum betri. Tað vóru lå bert nokur og tjúgu- tåsund Pólakkar tiknir til fanga. Regnið var komið — og Týsk- ararnir hovdu ill við at halda tilforsluna við heroddan viðlíka. tikið fasta samlaða slødu og vóru við al Pólakkarnir hovdu avskera hin lýsku herin og fella Men milliønherurin honum Í ryggin. so kom hin russiski inn um polska markið. At berjast móli tveimum milliónherum var vónleyst hjá Pólakkum. Et Mesterværk skrevet paa Dødslejet. »Barbara«, hin einasta skaldsoga, Jørgen-Frantz Jacobsen hevur skrivað, kom åt í 2000 eintøkum hin 6. septbr., og so væl var hon umtøkt, at hon beinan vegin varð útseld. Longu er unnað upplag at fáa í bókahandlunum. So hetta óivað ein nógv lísin bók. Hon verður er nú tilsaman prentað í 6000 eintøkum. Vit skulu her prenta uppaflur einu grein, ið Tom Kristensen skrivaði í >Politikenc: Den Frantz unge Færing Jørgen- Jacobsen, som døde i 1937, behøver ikke nogen Præ- sentation for Politikens Læsere, Kroniker nordiske Hans om Forhold, hans sidste Kroniker fra en Rejse i Skotland og hans af Vær ulmindeligt beundrede Anmeldelser historiske ker var for deres næsten perlentlige Grundighed og for den klassisk ironiske Stil, der lan som skin- nende Emalje over Sagligheden. Og hans (topografiske Værk »Færøerne, Natur og Folk«, denne duftende Blomsterbuket af Kendsgerninger, behøver man ikke at minde om. Den lever og skal nok leve. Men da der gik Rygler om, ut han paa sit Sygeleje, som skulde ende med Døden, havde skrevet en histo- Færøerne, det risk Roman fra anede man ikke, at var et havde narret at det være en lykkelig og vital Men det det. hedder Barbara Mesterværk, han Doden for, og skulde » Bog. var lomanen og er ud- kommet midt i en Tid, hvor vi alle krampagtigt klamrer os til til muntert den samme Lystro livet, som han heroisk og bevarede til det sidste. Romanen indledes med et Forord af den færøske Lyriker William Heinesen, der giver el af Vennen, af fornemt Portræt hans Evner som Ilistoriker og Politiker og af hans virkeligheds- elskende og modige Kunstner- sind. Der er enkelte Citater af hans mangfoldige Breve, som giver Appelit pan mere, da han saa aabenbart har været en stor Brevskriver í en Tid, hvor drevkunsten er død. Her skål dog kun fremdrages et Cital, fordi det fører lige over i Romanen. Ian skriver, at han trods sin femtenaarige Sygdom fan Livet: ikke kan sig til at nære Mistillid til »Ålene disse færøske Bjerge og Dale: alle Reyðafjallstind, Sjeyndir Musik: Back, Mozart, Beethoven, Ravel, Carl Nielsen! Ja og Kingo, Bellmann og La Roche- Kirkjubøreyn, og al den eller san foucauld!< Disse Ord rummer Romanen. Dens hvert Fald Mozart, svinget ligesom hele Erotik er i og imellem to af La Rochefoucnulds dens Livsvisdom berømte Maksimer: Den, der lever uden Daarskab, er ikke saa Vils, som han selv tror« og »Ingen fortjener Ros for sin Godhed, hvis han ikke har Styrke til at være ond«, Lige- som Nielzsehe har Jorgen-Frantz Jacobsen fanet sin Menneske kundskab bekræftet hos denne Franskmand. Stoffet til Romanen har Jørgen- Frantz Jacobsen henlet et Fæ ringersugn »Beinta og Peter Arrheboe« om en smuk og dæmonisk Præslekone, som er gift med flere Mænd og er Skyld i deres Ulykke og Død, Og delte dæmoniske har draget Jacobsen, Jørgen-Franlz som det drager alle Erotikere, ikke fordi han har troet pau del ondes Princip; men fordi han har oplevet, at det dæmoniske er en Naturkraft og trods sin tankeløse Svigagtighed har noget ja det, som giver Sødmen og barnligt, noget uskyldigt i sig, volder saa megen pinaglig Smerte. Det er Skinsygens Forelskelsens Daarskab, Galskab, Bedragets Sødme og Troloshedens Uskyl- dighed, han har villet indfange, og det har han gjort i denne Kærlishedshistorie om den unge danske Præst Poul Aggersoe og dette Blændværk af em nioglyve- aarig Præsteenke og mangfoldig Synderinde, som han har givel Navnet skikkelse, der vil komme Maria Kærlighed en Kvinde- til Grubbe i Barbara, al forlrænge vor smertelige og vor glødende Hukommelse, fordi hun er dybere og mere verdens- muntert opfattet. Barbara har et daarligt Rygte og er ilde omtalt i Thorshavn, fordi hun har været gift med to Præster og har drevet dem i Døden. En tredje Præst, som hun kun har været forlovet med, er den eneste, der el kommet levende og hel fra det Han har forsaget Elskoven og al dens Taabelighed og har lil Afkøling giftet sig med en Spidsnæse, hvilket har gjort ham stærk, san at han har kunnet svinge sig og til Provst, Men da bliver den unge Hr. Poul, en slræbsom og dvyglig Teolog sendt op til del triste Thorshavn, og skønt Folk er villige nok til at give den unge Enke, som sidder lilbage paa hans Kald, det retle Skudsmaal som Ílore og Tøjle, forekommer at være det eneste hun ham Lyspunkt i dette færøske Mørke Sladder og Præsteverdslighed og Smaakiv. Hun er saa naturlig, Hun har nemt ved al rødme Hun lyver sjælden, hvad hun har let ved, fordi hun ikke kan tænke en Time frem i Tiden, og fordi hun lyver for sig selv. Hun er troløs, fordi den Fra- værende slet ikke er til for hende, og fordi den mindsle Smiger faar hende til blusse og folde sig ud, san hun man gøre Gengæld for Smigeren; men hun aner, naar den gunstige Lejlighed til Troskabsbrud træk ker op, og hun frygter den | | erligl og rørende í sin Angst, rørende i sin Lyst til at være Elskede alligevel, hvad sin tro og saa sker der der aldrig sket — med en det burde Naturlovs det være Præcision. For er dæmoniskes inderste Væsen, at det ikke kan gøre for og ikke engang ved af, at det er dæmonisk. Havde Barbara været begavet, havde hun været satanisk. Medens Hr. i Thorshavns Poul rundt mørke gaar Stræder, blændet af denne Lysplet af lys Kvindelighed og erotisk vækket Nygtu, sker > af hendes daarlige det, ut der kommer franske Orlogsmænd til Byen. Færingerne fror, at det er Sørøvere, og flygter i Rædsel; men Barbara og en Veninde af hende, som ubevidst er nyfigne efter begge bliver. Men være en voldsom Oplevelse, Situationen er koslelig da Sørøverne viser sig at elegante Franskmænd, bliver der Fest og Bal paa Havnen, og Velkomsten bliver saa hjerte lig, at det undgant ni Maaneder derefler al forundre | Befolkningstilvækstens Haarfar- ve. darbara, der ikke har del som mere hæderlige Piger, alt fan Børn af saadanne Velkomst hilsner, slipper behændigt fra det; men nu flygter hun, hun flygter med Hr. Poul op til hans afsidesligøende Præstekald, hun faar at vide, at hun er en Synderinde, men at hun ligesom en langt berømtere Synderinde skal tilgives meget, fordi hun har elsket meget, og i en Som merdøs af Kristendom og i en temmelig uafbrudt Erotik giftet de sig. Alt kunde aldrig være endt godt for dem, og det gør det heller ikke. En Spradehusse Andreas fra København dukket op. darbara bliver angst for sig selv; men den gunstige Lej til rette de Præsten skal nemlig lighed lægges sig sel for hende, Lykken staar Syndige bi. ud til en fjern Ø og holde Juleprædiken der. Hun bede: ham indtrængende om at for sømme denne Q; men han ver bliver forsinket af sin Pligt og Uvejr, og da han kommer hjem, er hun flygtet. Nu er Romanen et vildt Crescendo. Han ladet sig sejle gennem Storm, han gnar vild paa Fjeldene, han finder hende og bortfører hende, han bliver sin egen Hanrejs Hunrej, hun flygler igen. Og saa er det Spradebassen, dei flygter. Han sejler uventet med > Skib medens Skibet, til København, Robaad det hun i forfølger indtil og hun elendig og ussel og mat forsvinder í Taagen, man vende om ind Thors havns Sladder, ind til Thorshavns Grin, ind til sit første Nederlag, endelig ribbet og afplukket. Men dette er kun Hovedtræk ket i denne rige Roman, dei paa sine lo Hundrede Sider rummer et Væld af Personer, Præster og ÞPræstekoner, Em- bedsmænd, Hundelsfolk, Bønder og Fiskere og et Utal af Natur- skildringer, Roture Fjeldvandrin- ger og en Vrimmel af Interiører, Krambodsscener, Rogsluesscener Í Í Í | Í | | | | | | | | | | | | | | interimistisk Thorshavn Tid Græstørv og Scener fra et Aftrædelsesværelse. paa Christian den Femtes med sine Tage med og sine vaade Gyder staur lys- levende. Øerne og Klipperne ligger der. Saglighed og Kunst i ét, som var det selve Robert Louis Stevenson, der havde skrevet Romanen. Da Jørgen-Frantz Jacobsen i 1937 døde, anede vi ikke, at vi havde mistet en af vore store Digtere. Nu ved vi det gennem denne enesle ene Bog. Útflýggjan av sukurkortum. Ulflýggjan av sukurkorlum til persånar, ið hava fastan bústað í Tórshavnar kommunu, verður og 15. 9 til í Býráðssalinum tann I. í hverjum mánaði frá kl. kl. 19, í oktober mánaði tó tann 2. og 16. Fey, ið koma eflir kortunum, mega ikki vera undir 18 ár, og mega vera vitandi um nøvn og aldur á ollum húski sínum. Tórshavnar Býráð, tann 28 september 1939 Tidl di Gudstænasta. 17. s. e. trin. heldur Joensen, prestur, gudstænastu í Havnar kirkju (konfirmatión). Kollekt fyri kirkjuna Mánadagin 2. oktober kl. Í allargangur Sunnukvøldid kl. 8 er heim- sam vera. lig Frelsens Hær. Søndag Kl. 11 Helliggørelses- møde. Kl. 5 Friluftsmøde (Vag- let). Kl. 8 Frelsesmøde. Horn- og Strengemusik, Trækspil, Solo, Duet im. im. Korpsets Officerer og Soldater deltager. Børne- møder Kl. 2 og 6 Alle er 11 ' velkommen Bókakassarnir hjá Førova Amts Bókasavni verða sendir út í oktober lær bygdir, iO vilja hava ein kassa til láns í vetur, mugu venda sær lil hók:savnið innan 15 oktober, samuleiðis teir lærarar, ið vilja hava ein skúlabókuakassa. [nd verður tilskilað, at haldið í fyri ein part endurnýggjað við nýggjum inni- kessunum et bókum. Heimkomin skip: Av Evsturlandinum: Gudrun 300. Lizzie 250, Gunhild 300, Silverbelle 150. Gulathea 250, Verdandi 230 og Lille Emma 270 skpd. Ur Grenlandi: Viðoy 1800. Polo 1350, Altlantsfarið 1300, lLilie 1350, Sjoborg 1250, Svinov 1150, Polarstjørnan 1100 Vusterlitz 1400 skpd. Siåsl- nevnda skip fann á heimferðini og tveir stórar, vælútgjordar bjarg- ingarbátar. Teir vóru ikki merktir so ikki er volt at siga, hvaðan leir eru, men óivuð munu leir vera frá onkrum soktum dampara. Tyskar flúgvumaskinur royndu at koma inn yvir Eng- men tær vórðu burtur- land riknar, siga ensk tíðindi.