mikudagur 12. juni 1963síða 2

Nr. 45 SOSTALURIN 12. juni 1963 Oprøret í Warszawas ghetto r Mangar óhugnaligar frå- søgnir eru frá krigstidim, hvussu nazistarnir gjørdu alt fyri at týna jødarnar. Her verdur eftir AKTUELT pren tad upp fråsøgn um upp- reisturin i ghetioini í War- szawa: DER er gået tyve år, i Warszawas siden oprøret ghetto begyndte, I bødl: alle lande, hvor de íyske satte deres sømbeslåede støvler, var der underjordiske bevægelser, foll der satte sig til modværge satte li- vet ind for land og folk. Men det | er, som om glørien om oprøret i ghettoen lyser med særlig glans og er blevet stående som en ildsøjle i det dybe mørke i hine år. Det er forslag fremme om, især i USA, at denne dag ikke kun. skulde hoid:s hellig af jøder, men bør blive en almen mindedag, et symbol på, at ret grusomhed, underirykkelse il- drig kan vinde afgørende sejr. Måske er det også nødvendigt i den evige kamp mellem det gode og det onde, mellem lyset og mørket, aldrig at blive træt af at fremholde det lyse, så mørket ikke vover tig frem, men bliver der, hvor det hører til, i de underjordiske ge makker PLAGE. DRÆBE OG TILINTET- GØRE DE, som rejste oprørsfanen, var så af af en høj mur, i kløerne på et frygte- sørgeligt alene, forladt Gud alene, og mennesker, omringet ligt vilddyr, som til eneste opgave havde at plage, dræbe og tilintet- gøre. Befolkningen på den anden side af muren, den ariske side som den kaldtes. var ligeglad eller fjendtlig eller den hjalp fjenden direkte.Der var selvfølgelig und- tagelser, som giorde deres menne- skelige pligt, selv om de risikerede deres liv, men de var så få. at de lyser som bittesmå prikker på den dybsorte himmel. Oprørerne kunne kke vente hjælp af nogen. De havde ikke skygge af chance. De begyndte ene og alene kampen for at forsvare deres eget folks værdighed og dermed menneskets Der er nu gået 20 år, og der er fremkommet en hel litteratur, både dokumentarisk og halvdokumenta- risk, om begivenhederne i de snæv- re gheitogader. Især er man fra iø- disk side ivrig for at finde noget der kan vidne om nedmenneske- lighed í alt det sørgelige, noget som kan berettige. at det tobenede dyr kan kalde sig homo sapiens. Men det har man desværre endnu ikke fundet. Et normalt menneske har stadig svært ved at fatte, at alt det onde blev gjort af menne- sker i det 20 århundrede, af et folk midt í Euronas hjerte, som havde frembragt digtere, filo- soffer, komponister og skabt store ting. Alle i dette folk kan læse og skrive. Man ville have været Ivkke- lig. hvis man kunne sige, at alt dette var usandt, opfundet af en syg fantasi. Et menneske kan ikke myrde sagesløse uskyldi; mennesker. Ft menneske kan ikke slå børn ihjel, hans hjerte må ophøre med at slå hans hånd vil blive Det De kan ikke blive ved med det, de vil lammet. blev sagt snart væmmes ved det, det vil snart høre op. Men de væmmedes ikke Det blev til et håndværk, mere ci ler mindre raffineret Alle vegne hvor de kom hen, gjorde de det samme, selv efter at krigen var Af forfatteren PINCHES WELNER tabt for dem, fortsatte de med der- es myrderier på alle mulige gru- somme måder, Og hvem kunne forestille sig, at Eichmann kunne blive et symbol for en bevægsise | efter alt dette, Eichmannismen en livsanskuelse, en livsopgave, Oz det í en tid, hvor der er mæthed og velstand alle vegne! Det må al drig glemmes eller bagatelliseres og især ikke på mindedagen for op røret í Warszawas ghetto, Der var også oprør i andre ghet- tilintetgjort, bc- ingen til- toer, men de blev boerne myrdet, der blev bage, der kunne fortælle om att det, der blev udslettet, som om det aldrig nogensinde havde eksi- steret. Fra Warszawa kom der der: mod ad alle mulige og umulige ka- naler efterretninger ud til verden En af lederne af det socialdemo- kratiske parti »Bund« slog sig end- da igennem og nåede London. Alle døre var lukket Han tog sig af dage for at vække opmærksomhed om den tragiske stilling, hvori Po- lens jøder befant sig. Hans offer var forgæves. Man fandt Ringel- blum-arkivet, der var endda cn ender til HIstanbul, som stod i forbindelse med medlemmer af »Mapai« Israels socialdemokra- tiske parti. De var blevet sendt dertil, for måske kunne de gøre noget. De var i nær kontakt ned den afdøde pave Johannes. som som dengang var biskop i Tyrkiet. De taler om ham med den aller- største respekt og anerkendelse. Men Rom selv var rungende tavs Endvidere var der mennesker, der havde levet i ghettcen, og som på en eller anden mirakuløs måde overlevede, som for eksempel menighedens arkivar, der var 1 hændelsernes centrum Og De efterlod sig og hvis dag- bog er opbevaret så var der tyskerne sel for uden dokumenter også rystende billeder, som de tog til erindring for sig selv og deres efterkomme- re om, at de havde været med til detie heltetog DE STOD PÅ GADERNE OG TIGGEDE I WARSZAWA boede der før krigen omkring 300.000 jøder Í 1940 den oktober blev ghettoen op- rettet i fattige bydel, som z!le- hvor liv af drev rede var stærkt overbefolket. der altid var ei vrimlende mennesker, I disse gader ty- skerne de 300.000 jøder sammen. Antallet forøgedes stadig, fra an- dre steder i Polen kom der folk, fordi de mente sig sikrere her. Men mest var det tyskerne selv, der slæbte folk ind i ghetioen med den ene begrundelse, at der herfra var gode jernbaneforbindelser med dødslejren Treblinke. Til sidst blev tallet over en halv million menne- sker. I hvert eneste værelse i ghet. toen boede der mindst 13 menne- sker. Omringet af en høj mur, uden mulighed for at tjene til li- vets ophold, ville de nok dø af syg dom og sult, hvis tyskernee havde tid til selvfølgelig at vente. Jøderne prøve at organisere deres liv. Man oprettede folkekøkkener, skoler, arrangerede koncerter for at opmuntre, styrke modet Men hvad kunne alt det nytie, der blev stadig mindre mad, kun et fåtal mennesker kunne få en smule iynd suppe og én skive brød. Nøden blev snart uudholdelig. Verden er som bekendt skapt ved ordet, men ordet er for fattigt til at give et | foretagende, tller som ikke kunne billede af tilstanden i ghettoen. Folk det var farligt at færdes på gaderne holdt sig mest i stuerne, hvor døden lurede alle vegne. Hver morgen kørte menighedens tohju!c- de vogn omkring og opsamlede de halvnøgne eller nøgne skeletter, søm i nattens Jøb blev lagt ud på| gaden, nødtørftigt tildækket med stykke avispapir. Følelserne var afstumpet, man tog klæderne fra de døde. Børnenes lidelser zr et kapitel, som man burde huske ti slægternes ende. De stod på gader- ne og tiggede med deres spæde barnestemmer. Mest forfærdeligt var det om aftenen, de trodsede ud gangsforbudet. gik omkring på ga derne og råbte om et stykke brød Ikke alle havde kræfter til at ven- de hjem, "om moregnen fandt man En dreng á kun fra det stykke brød, som var bleve dem liggende døde med udstrakt arm, en mete kastet ned til ham, og som måske kunne have reddet hans liv SOLDATERNE ØVEDE SIG Í AT SKYDE MED JØDERNE SOM MÁL TYSKERNE havde mange måder at more sig på En mand. som man kaldie Frankenstein. havde for vane på sin daglige tur at nedskyde enhver jøde, som ikke i tide nåede at gøre sig usynlig. Han yndede at gå op på menighedskontoret mr derfra vr. telefon at meddele sine overordnede. hvor heldig han havde været den dag Han kunne gøre det uden frygt, for han vidste, at jøderne var klar over, at det ville koste mange tusind jøders liv, hvis de dræbte en tysker Dette over menneske havde nå denne specielle måde mere end 300 menneskers liv på samvittigheden. Et andet over- menneske, der hed Kruse. havde fundet nå en leg, som han syntes var mere fornøjelig Han trængie ind i hjemmene, låste døren ind- vendig fra, myrdede beboerne. Så forlod han leiligheden og skrev med kridt ná den udvendige dar- karm, hvor langt har var kommet i denne leg. På en dørkarm stod der 1006. Soldater øvede sig í at skyde med forbipasserende søm mål. eller de kastede hånderan . Bander Hitleriuecn d våbenbrug nmå folk. de tilf | traf, og skrev ná de død mand hvor fremgangsrige de havde væ rei. En særlie leg var det for in skerne at jage de tusinvis hvis forældre på en eller måde var omkommet. Det vi ligliv for en halv million menne- sker i ghettoens rolige og irygge | tid, som varede i to år, nemlig De andre ghettoer levede under den evige trussel, at de når somhel kunne blive Derfor tilintetgjort betmagiede man Werszawa som et noget mere sikkert sted. Der tid, alvor deporterede var nu gået så lang tyskerte for gen derfra. Hvem, der kunne, søgte en mulighed for at Men orden. tyskerne havde deres nlan 1 De andre først være Polen, steder i så fat største skulle 1942 ind i alle de tage på den for den jødiske Men I juli tonen , så det også gá rask. udryddelsespelcr Operation kom ghettoen. hed der ul alder beskæftiget i Aussiedlung hensyn ikke uden som var tyske uden at! næ | vie | menighod. | gøre sig nyttige andre måder, | ville blive ført længere østpå, hvor ville Der skulle stille 7000 jøder pr. dag på de få arbejde. Juder | ter et besøg af to SS-officerer s Usa te formanden sin cyankalium de andre kom til mødet, sad han død i sin stol der la 7000. 10.000 I hans notesbog, tallet Næsie dag forlangte tyskerne Ved de de ældre skilt ud, bragt hen på den opslået foran ham, stod første partier blev jødiske kirkegård og dræbt. Det | skulle efter tyskernes opfatterse være et bevis på, at man virkelig agtede at bringe de andre hen til et sted. hvor de kunne få arbejde og brød. Fra den 22 oktober il et stykke ind i november blev der sendt 310.000 mennesker bort, ikke til arbeid og brød, men til døden i Treblinka. En gammel kanon leverede gns- sen tM gaskammeret. Krematorium var der ikke Det var ikke blot døde, men også levende. der b'ev kastet i flammerne, især børn. I denne lejr blev der ombragt 700 000 mennesker Die Aussiedlung fort- 1 satte. Man afspærrede pludselig | nogle gader, jagede beboerne ud af deres hjem og hen på omslagsplad- sen til selektion. De stod og ven- tede, regn, i kulde eller hede, alt efter årstiden, uendelige lange ti- mer, indtil omsider SS-officererne viste sig. De var veloplagte, udhv:- lede, mætte. Hver af dem havde en pisk i håndene. som han knaldede velfornøjet med. Brandt indtog sin plads på en forhøinine. De halv- døde n ser marcherede forbi ham i på fire. Han pegede med nisken på dem, der skulle til deportation, og dem der Di tilbage til næste selektion. De vensire, til skulle til højre skulle blive indre officerer skabte orden i rækkerne. Når benene var så svage, at piske- slag ikke kunne hjælpe, blev man skudt ná stedet. Ældre mennesker og børn blev altid dirigeret til ven- sire. Fra disse selektioner kom der aldrig ret mange tilbage. Og de. der kom tilbage. gjorde det uden kone og børn eller uden mand og børn. Hvem kan fatte deres lidel- ser? OVERLEVE, DET VAR DEN NATURLIGSTE TANKE I ALLE de ár. der er gået siden, er det smørgsmal ofte dukket op: Hvorfor satte ghetioen sig først til | modværge, da de var 50.000 tilbage, næsten Llotalt udmattet al Sult og udelser? Hvorior gjorde de det ikke, da de var en halv million? Svarene er mange. For det lørsie: Jøderne i ghetoen som for det øv- rige Polens vedkommenge var ior det meste almindelige mennesker, de var laktisk »uciviliserede«, ie- vede i en úndelig ghetto, kendie kun Biblen og talmud. De fattede ikke, at man sadan uden videre kunne myrde mennesker í måsst- vis, selv om de godi vidsie, at jø- der ií tidernes løb er blevet myr- det, har lidt under progromer 0.5.V De teret kø for at blive transpor- til tyskerne klar ikke tage stod i østpå arbejde og liv, så- ledes som havde lovet Selv tonen, der Var Over situa- turde de, ansvaret pa sig. De vidste at en tyskers død koste tusinder jøders ville liv, ja máske alle jøder ville blive dræbt (1 Wilnas fanget lederen gheito havde tyskerne frihedsbevægel- af ile sen. Hans kammerater overfaldt konvojen, inden den nåede mod til Gesiapohuset, og befriede ikke efter ham. De satte en frist, og hvis ham ham. Tyskerne ledie engang inden dens ud- hele shet- han ikke meldte sig løb, ville de ødelægge ioen. Han meldte sig og led tortur- døden.) I alle ghettoer var det sta dige spørgsmål: Skal vi alle gå ur- der på een gang, eller skal vi prøve | at redde, hvad reddes kan? Måske holder sker Overleve, vil de besinde máske sig snart eller der et Et mest krigen ov. mirakel. mirakel! det naturlige tanke, og var den de troede allesammen på, at efter dette kaos måtte den jo komme, den store befrielse. De iroede trods alt på verden, de ville fortælle den, hvad de havde lidt. og så ville Jen store forbrødringstid indtræde Bare man overlevede! Men der kom ingen hjælp og ingen Røde Kors, og der skete ingen mirakler. ”g selv uden alle disse drømme, hvad kunne en fredelig, ubevæbnet ikke våbenkyndig masse, blandt hvil- ken der fandtes oldinge, kvinder og børn, udreite mod verdens bedst bevæbnede armé JØDERNE SÆTTER SIG TIL MODVÆRGE DOG, ved en aktion i januar 1943 satte jøderne sig til modværge. 6500 faldt på stedei. Men tyskerne havde også tab. op de standsede aktionen Undergrunden var klar over, at sagen ikke var afsluitet, og den forberedte sig på nye Framhald å 4. sidu. GROT OG i] til kommunukantórið SKERVUR Øl, id vilja keypa skerv ella grót, eiga at venda sær | Grót og skervur megu vera goldin fyrst, áðrenn tey verða heimtað. Bilstjórar verða åmintir, at teir ikki kunnu heimta grót ella skerv uttan við einum lími av vegnevndini ella einum umboðsmanni fyri kommununa. | FROÐBIAR SÓKNAR KOMMUNA komme derind. | færdigu | FÆRØSK MARGARINE ifsluttende | Vita No I VITAMINISERET Alle jøder, | eller køn, | FÆRØSKT PRODUKT FINT PRODUKT